Protesterne startede i det sydlige Peru, men har udviklet sig som en rullende snebold til et landsdækkende oprør, og nu er spørgsmålet, som mange stiller, hvorfor Boluarte ikke har trukket sig? Og kan hun holde på magten?

af Jorge Escalante, Federico Fuentes

Foto: Venstrefløjs-alliancen Nuevo Perú opfordrer til deltagelse i demonstration i Lima.

 

Den højreorienterede flertal i Kongressen afviste den 28. januar fungerende præsident Dina Boluartes anmodning om at fremrykke det kommende parlamentsvalg til december. Kravet om nyvalg er taget til i styrke i den folkelige protestbevægelse.

 

Boluarte blev indsat som præsident af Kongressen for blot syv uger siden, efter at parlamentarikerne stemte for en afsættelse af den valgte præsident Pedro Castillo – et træk, der af mange betragtes som et kup.

 

Jorge Escalante, en leder af venstrefløjspartiet Nuevo Peru og Súmate (”Kom med”), som er en revolutionær socialistisk tendens, diskuterer her protestbevægelsen, karakteren af Boluartes stadig mere splittede regering, og hvad det vil kræve at bringe den til fald.

.

Kup

Næsten umiddelbart efter Castillos rigsretssag begyndte protesterne i det sydlige Peru, hvor han havde fået størst opbakning ved valget i april 2021. Demonstranternes krav blev hurtigt taget op af en landsdækkende bevægelse, der krævede: “Boluarte ud”, “Luk Kongressen”, nyvalg og en grundlovgivende forsamling for at ændre forfatningen.

 

Escalante siger, at selvom “der stadig er en sektor, der nærer håb for Castillo og ønsker ham genindsat som præsident, udgør de en lille minoritet i protestbevægelsen, da mange af hans vælgere har mistet troen på ham”. Dette skyldes, at “Castillo var begyndt at dreje mod højre ved at udpege en nyliberal regering, opgive sit valgprogram og tage afstand fra sit bagland. Han har også søgt at forhandle med højrefløjen.”

 

“Problemet var, at den reaktionære højrefløj altid vil have mere og mere, ikke mindst da de ikke kan tolerere en lærer ude fra landet, der taler quechua [et indfødt sprog] og går med sombrero [stråhat forbundet med bønderne på landet] som landets præsident, på grund af deres indgroede racisme og klassehad.”

 

“Højrefløjen anerkendte aldrig Castillos præsidentskab og førte dybest set en krig for at få ham afsat gennem en rigsretssag. Hele denne proces udspillede sig i løbet af det år og syv måneder, hvor han var ved magten, hvorunder der var to mislykkede forsøg på at gennemføre en rigsretssag, indtil det tredje forsøg – den 7. december – lykkedes.

 

“Højrefløjen blev hjulpet af det faktum, at Castillo tog det fuldstændig absurde skridt at lukke Kongressen samme dag, som hans rigsretssag skulle debatteres – en beslutning, han traf helt på egen hånd, hvor medlemmerne af hans regering bagefter sagde, at de ikke havde kendskab til planen. Højrefløjen havde ikke stemmerne nok til at stille ham for rigsretten, men efter Castillos lukningsforsøg, stemte resten af Kongressen for at gå med i rigsretssagen og erstatte ham med vicepræsident Boluarte.”

 

“Højrefløjen mente, at de med dette træk havde sejret. De troede, at de nu havde banen fri til at komme videre med deres planer, for indtil da havde der ikke været nogen større mobilisering af støtte til Castillo.”

 

Fra protester til oprør

Protesterne startede småt og isoleret, men i løbet af nogle uger voksede de i takt med, at antallet af demonstranter, som var blevet dræbt af de væbnede styrker, voksede. En våbenhvile kom i stand hen over julen efter en stor demonstration i Lima den 23. december, men demonstranter indtog så gaderne i endnu større antal og i flere provinser den 4. januar.

 

Et vigtigt vendepunkt, siger Escalante, fandt sted “den 9. januar i Juliaca, en by i Puno-regionen, hvor 18 brødre og søstre blev dræbt af militæret. Denne massakre førte til en ændring i situationen. Atten dødsfald på én dag var for meget for folk.”

 

”Resultatet var, at det sydlige Peru nu stod endnu mere i brand, og selv i den konservative hovedstad Lima begyndte der at komme store demonstrationer, som fordømte massakren. Menneskerettighedsgrupper, fagfolk, læger og advokater begyndte at udtale sig og opfordrede til, at de ansvarlige for dødsfaldene skulle efterforskes og straffes. Men regeringens svar har blot været endnu mere undertrykkelse.”

 

Protesterne nåede et højdepunkt med den landsdækkende strejke den 19. januar i det, der blev døbt den anden “De Fire Nationers March”, med henvisning til marchen af samme navn, som fandt sted i juli 2000 mod Alberto Fujimori, som med svindel var blevet udnævnt til præsident samme år.

 

“Sammen med mobiliseringer i provinserne kom folk fra hele landet til Lima, især fra syd. Størrelsen af protesterne oversteg langt venstrefløjens og fagforeningernes mobiliseringspotentiale. Dette viser, at en proces med selvorganisering er begyndt over hele landet.”

 

Men en udfordring, som bevægelsen ifølge Escalante står overfor, er, at “der ikke er nogen koordineret ledelse”.

 

“Der er en enhedsfront, Folkenes Nationalforsamling (ANP), som blev dannet før disse mobiliseringer og omfatter den største faglige landsorganisation, CGTP, plus nogle kvindekollektiver, ungdomsgrupper og partier på venstrefløjen. Det er en forsamling, hvor man diskuterer politik, men mere end noget andet koordinerer protester og aktioner. Sådan blev landsstrejken den 19. januar indkaldt.”

 

“Men der er ingen reel koordinering, og i de forskellige regioner er der forskellige enhedsfronter, hvor nogle provinser har op til to eller tre forskellige sådanne fronter.”

 

“Vi er som Nuevo Peru en del af ANP og dets ledelse. Vores provinsafdelinger har kastet sig ind i opgaven med at opbygge mobiliseringerne og forsøge at styrke kampen. Vi har kastet alt ind i denne proces. Vi har søgt at samle alle fra provinserne, som opholder sig i Lima, for at være en del af ANP og se, om vi kan centralisere kampen.”

 

”Men det er meget svært, for mange ser ikke ANP som en rigtig ledelse. Vi er nødt til at blive bedre til at koordinere og organisere. Det var vigtigt, at der kom en opfordring til at få flere grupper fra regionerne til at deltage i ANP, og en række af disse kom til mødet – et vigtigt skridt fremad, fordi det er nødvendigt at have mere organisering.”

 

Sprækker i den civil-militære regering

De voksende protester har i høj grad påvirket regeringen:

 

“Boluarte kom ud efter strejken den 19. januar og sagde, at hun ikke ville træde tilbage og fordømte demonstranterne som terrorister. Men strejken var et stort slag mod hendes regering. Det, vi har nu i Peru, er i bund og grund en civil-militær regering, hvor den udøvende magt, den dømmende magt, de væbnede styrker og dele af Kongressen fungerer som en blok og er helt afhængig af støtten fra de væbnede styrker og politiet for at kunne forblive ved magten.”

 

”Men sprækker åbner sig. For det første blandt hendes regeringsmedlemmer og embedsfolk. Allerede nu har to af hendes ministre trukket sig og opfordret Boluarte til at gøre det samme. Og for det andet ser vi, at middelklassen, som oprindeligt støttede Boluarte, er begyndt at tage afstand fra hende efter massakren i Juliaca. For hver dag bliver Boluarte mere og mere isoleret, og hendes eneste sikre opbakning er politiet, de væbnede styrker og den reaktionære højrefløj i Kongressen.”

 

Hvilket rejser spørgsmålet, hvorfor hun ikke har trukket sig. “Den pagt, hun indgik med højrefløjen før Castillos rigsretssag, er en af de vigtigste årsager,” siger Escalante.

 

“Boluarte havde svoret loyalitet til Castillo og sagde, at hun ville træde tilbage, hvis han blev stillet for en rigsret. Men omkring en uge før rigsretssagen brød hun med Castillo og indgik en pagt med højrefløjen. Boluarte stod over for en forfatningsklage mod hende, som var blevet indgivet af højrefløjen. Aftalen var: ‘Vi trækker klagen tilbage, og til gengæld erstatter du Castillo, men vi kontrollerer situationen’. Efter dette tidspunkt blev Boluarte ikke andet end en galionsfigur, en trojansk hest for højrefløjen. Derfor fik hun lov til at overtage præsidentposten.”

 

“Efter de første dødsfald forsøgte Boluarte at træde tilbage, men højrefløjen forbød hende dette og sagde: ‘Hvis du træder tilbage, vil klagen mod dig blive genoptaget, og du vil komme i fængsel’. Så de har fanget hende i en fælde. Kongressen vil ikke have, at hun træder tilbage, for dermed ville Kongressen også falde.”

 

“I stedet ønsker de at beholde hende der og opnå mindst to centrale mål: at påføre de sociale bevægelser et historisk nederlag og generobre fuldstændig kontrol med staten. Det ville give dem mulighed for at uddybe deres nyliberale model og sikre, at den nuværende forfatning fortsætter – en forfatning konstrueret under Fujimoros diktatur til gavn for storkapitalen.”

 

”Men vi tror på, at denne regering vil falde. Det kan tage noget tid, men glem ikke, at da Fujimori faldt i 2000, mobiliserede man i hele landet til marchen i Lima allerede i juli” [den første “De Fire Nationers March” – for først at se ham træde tilbage i november].

 

“Forhåbentlig falder Boluarte hurtigere.”

 

30. januar 2023 Peru

 

Oversat fra Green Left af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com