Læsetid: 3 minutterSônia Guajajara er udnævnt til minister for oprindelige folk. Hun blev i oktober 2022 valgt til Kongressen for det venstreradikale parti PSOL, som er dannet af udbrydere fra Lulas Arbejderparti.
Siden sin indsættelse i 2019 har Bolsonaro været udsat for intens international fordømmelse for at svigte både Amazonas og de oprindelige folk gennem en politik, som ifølge kritikerne tilskynder ikke kun til ødelæggelse af regnskoven, men også til angreb på dem, der forsvarer den. Under Bolsonaro har den brasilianske del af Amazonas oplevet rekordstor afskovning drevet af store kommercielle landbrug og andre skadelige industrier. Nyere forskning advarer om, at dele af regnskovens biodiversitet allerede kan have nået et vigtigt vendepunkt og aldrig vil komme sig igen efter at være blevet omdannet til savanne – hvilket ville have globale konsekvenser i betragtning af, hvor meget af den CO2, som opvarmer planeten, Amazonas oplagrer.
Tilhængere af Lula har understreget, at hans valg var afgørende for de oprindelige folk, miljøet og det globale klima. Siden sin sejr i oktober har Lula offentligt lovet at gøre ødelæggelsen af Amazonas “til fortid” og luftet oprettelse af en politienhed mod miljøkriminalitet. Lulas beslutninger om at bringe Silva tilbage – hun var også minister under hans tidligere regering – og at etablere nationens første ministerium for oprindelige folk nogensinde, ses som skridt frem imod at beskytte regnskoven og dem, der er afhængig af den.
Farlige modstandere
Det britiske dagblad The Guardian fremhæver, at der er udfordringer forude, “i betragtning af den bevidste afvikling af miljøministeriet” under Bolsonaro. “Ministeriet er blevet ødelagt. Det eksisterer ikke længere. Det bliver nødt til at blive genopbygget næsten fra bunden,” siger Marcio Astrini, lederen af en paraplygruppe af NGO’er kaldet Klimaobservatoriet.
Astrini hilser tilbagevenden af erfarne og vidende miljøfigurer som Silva velkommen, men advarer om, at magtfulde politikere og kriminelle bander, der skubber regnskoven hen mod et katastrofalt vendepunkt, ikke pludselig vil forsvinde. “Afskovningen af Amazonas vil ikke blive standset på en dag,” siger han.
På trods af de forventede vanskeligheder er Silvas udnævnelse en kilde til optimisme for mange. Marco Lambertini fra World Wide Fund for Nature (WWF) gav hende sine “varmeste lykønskninger” og sagde, at “efter nogle af de værste år for det brasilianske miljø er jeg begejstret for et nyt håb for de oprindelige/lokalsamfund, alle brasilianere og alle otte milliarder af os mennesker, som på den ene eller anden måde er afhængige af [Brasiliens] enorme natur.”
Lula og Silva brød med hinanden, da han begyndte at tjene landbrugets interesser i sin anden præsidentperiode, så Silva trådte tilbage i 2008. Lula ser ud til at have overbevist hende om, at han har skiftet tilgang, så hun sluttede sig til hans kampagne, efter at han tilsluttede sig hendes forslag om bevarelse af regnskoven.
Om Sônia Guajajara skrev The Guardian: “Guajajara blev født i Araribóia-territoriet i det østlige Amazonas og blev en af de førende kræfter i Brasiliens blomstrende bevægelse for rettigheder for den oprindelige befolkning, såvel som en fremtrædende venstreorienteret politiker. I 2018 blev Guajajara den første indfødte kvinde til at stille op som Brasiliansk vicepræsident [for PSOL – Partiet for Socialisme og Frihed, som blev dannet af udbrydere fra PT, o.a.]. Hun vandt en plads i Brasiliens overvældende hvide, mandlige Kongres ved valget i oktober.”
Også Greenpeace hilser både Guajajara og Silva velkommen og skriver, at “deres historie og engagement i de dagsordener, de vil lede, vil være afgørende for at løse de mange udfordringer, der ligger forude.”
31. december
Oversat og forkortet fra Commondreams af Peter Kragelund