Hårde kampe, der brød ud 27. september mellem Armenien og Azerbaijan, har kostet snesevis af døde og hundreder af sårede, mens de to stater balancerer på randen af total krig.

af Walter Smolarek

Stridsspørgsmålet er det omstridte territorium Nagorno-Karabakh, en enklave, som er omgivet af Azerbaijan, der gør krav på det, men det er reelt kontrolleret af styrker, der repræsenterer regionens armenske flertal.

 

Der blev observeret væbnede sammenstød den 27. september. Både Armenien og Azerbaijan beskylder den anden part for at have indledt fjendtligheder, men inden for få timer fandt der kampe sted, der involverede artilleri, luftvåben og landstyrker. De to landes regeringer har begge erklæret militær undtagelsestilstand.

 

Der har ikke været total krig mellem de to parter siden 1994, da en våbenstilstand, der var kommet i stand ved internationale forhandlinger, gjorde en ende på kampe, der havde kostet titusinder af døde. Men nu vokser frygten for, at en krig af samme omfang kan gentage sig. Medlemmer af Minsk-gruppen – garantstater, anført af Rusland, Frankrig og USA, der har til opgave at overvåge våbenhvilen fra 1994 – forsøger at mægle.

 

Geopolitiske alliancer

Konflikten kompliceres af en række geopolitiske faktorer. Den chauvinistiske, ultrahøjre-regering under den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogân, betragter Armenien som en fjendtlig stat, en opfattelse, der er blevet indtaget af skiftende tyrkiske kapitalistiske regeringer, og som bunder i det folkemord på armenere, som det ottomanske imperium indledte i 1915. Tyrkiet er medlem af den imperialistiske NATO-militæralliance, og bruger hele sin diplomatiske og militære vægt til at understøtte Azerbaijan. Israel er også en hovedleverandør af våben til Azerbaijans regering.

 

Armenien opretholder på sin side en fast alliance med Rusland. Selv om NATO blev betragtet som en traktatorganisation, der skulle bekæmpe Sovjetunionen, så har den holdt fast ved sin fjendtlige indstilling over for Rusland, også efter opløsningen af Sovjetunionen.

 

Et andet lag i konflikten er Azerbaijans enorme olie- og gasreserver. Azerbaijans økonomi er i meget høj grad afhængig af eksport af disse ressourcer, og landets vigtigste kanal til dette er Baku-Tbilisi-Ceyhan-pipelinen. Hovedinvestor for BTC-pipelinen er oliegiganten BP, og olieselskaber som Chevron og ExxonMobil fra USA har også store aktieposter. Naturgaseksport fra Azerbaijan bidrager derudover i omfattende grad til den USA- og EU-støttede ’sydlige gaskorridor’-strategi, hvis formål er at isolere den russiske energisektor.

 

Nagorno-Karabakh som autonom ’oblast’

Sovjetunionens opløsning og den følgende genoprettelse af kapitalismen medførte en bølge af uforsonlige konflikter mellem nationaliteter, der tidligere levede fredeligt side om side under socialismen. I stedet for et zardømme, der brutalt undertrykte alle ikke-russiske folkeslag, var Sovjetunionen en føderation af ligeværdige socialistiske sovjetrepublikker. Mindre nationaliteter, der ikke havde fuld status som republik, udtrykte deres selvbestemmelse gennem administrative enheder kaldet ’administrative oblaster’ (oblast: provins, område, o.a.)

 

Alle nationaliteter var garanteret ret til at bruge deres eget sprog og leve efter deres egen kultur, og de fik en økonomisk særbehandling, der var nødvendig for at overvinde historiske uligheder. Opbygningen af det sovjetiske styre gav nationaliteterne en ramme for fredelig løsning af de konflikter, der måtte opstå.

 

Både Armenien og Azerbaijan havde fuld status som republikker inden for Sovjetunionen. Der var dog inden for Azerbaijans grænser en koncentration af etniske armenere i det område, som de to lande nu strides om. Nagorno-Karabakh fik status som autonom ’oblast’ i Azerbaijan.

 

Sovjetunionen begyndte at gå i opløsning som følge af den katastrofale politik, der blev ført af Gorbatjovs regering i første halvdel af 80’erne. Svækkelsen af den sovjetiske stat førte til udbrud af vold mellem azerbaijanerne og armenerne, primært på grund af spændinger vedrørende Nagorno-Karabakhs status. Efter den endelige opløsning af Sovjetunionen i 1991, udbrød der en regulær stat-til-stat-krig mellem de to parter.

 

De tragiske tab af menneskeliv, der finder sted i den nuværende konflikt er endnu en påmindelse om, at kun socialismen kan sikre fredelige forhold mellem nationer.

 

2. oktober 2020

 

Artiklen er oversat fra Green Left af Niels Overgaard Hansen 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com