Det er på høje tid, at vi, unge fra Azerbaijan og Armenien, tager løsningen af denne forældede konflikt i vore hænder. Den skal ikke længere være forbeholdt de mænd i jakkesæt, hvis mål er at akkumulere kapital, både økonomisk og politisk, og ikke at finde en løsning på konflikten.

af Azerbaijani Leftist Youth

Vi har haft Nagorno-Karabakh-konflikten siden 1988, lige siden den overvejende armenske befolkning i denne provins i den socialistiske sovjetrepublik Azerbaijan krævede en union med Armenien. Den krig, der fulgte efter, endte med, at Nagorno-Karabakh og nogle tilstødende azerbaijanske territorier kom under armensk kontrol, og næsten en million mennesker blev flygtninge. Lige siden dengang, hvor Azerbaijan har forsøgt at vinde de tabte territorier tilbage og de medfølgende forhandlinger viste sig frugtesløse, har der ind imellem været eskalationer af konflikten, for eksempel 4-dages-krigen i 2016, men kampene har aldrig tilnærmelsesvis været af det omfang, som i de seneste dage, hvor hundreder af soldater (og mange civile) på hver side er blevet dræbt. Mens den nationalistiske propaganda i begge lande har nået kogepunktet, og den yderst beskedne aktivitet imod krigen ikke bare er blevet overdænget med hårrejsende beskyldninger, men også straffet med arrestationer, er LeftEast stolte af at kunne dele denne erklæring fra unge azerbijanske venstreorienterede.

 

Den nylige række af eskalationer mellem Azerbaijan og Armenien i Nagorno-Karabakh har endnu en gang vist, hvor forældede rammerne for en nationalstat er i en nutidig virkelighed. Den manglende evne til at gå ud over den tænkemåde, der opdeler folk i mennesker og ikke-mennesker, udelukkende ud fra, hvor de er født, og så går videre derfra til at etablere ’menneskers’ herredømme over de umenneskeliggjorte ’andre’, som det eneste mulige scenario for et liv inden for visse territoriale grænser – det er den eneste besættelsesmagt, som vi skal kæmpe imod.

 

Den besætter vores sind og evner og vores evner til at tænke ud over de fortællinger og måder at forestille os livet på, som vores rovgriske nationalistiske regeringer har trukket ned over hovedet på os. Det er den tænkemåde, der gør os ligeglade med de betingelser, tynget af udnyttelse, som bare det at overleve i vores respektive land foregår under, lige så snart ’nationen’ kommer med sit opråb om at beskytte den mod ’fjenden. Vores fjende er ikke en eller anden tilfældig armener, som vi aldrig har mødt, og næppe heller vil gøre det. Vores fjende er helt præcist dem, der sidder ved magten, dem med særlige navne og med særlig rang og meget bydende ansigtsudtryk, der har forarmet og udbyttet almindelige mennesker såvel som landets ressourcer for egen vindings skyld gennem mere end to årtier.

 

De har lagt beslag på naturskønne steder og badestrande for deres egen fornøjelses skyld og forbudt almindelige mennesker adgang til disse steder. De har ødelagt vores miljø, fældet træer, forurenet vandet og udført total ’akkumulation ved berøvelse.’ De er medskyldige i, at historiske og kulturelle lokaliteter og genstande er forsvundet over hele landet. De har overført ressourcer fra vigtige sektorer, for eksempel uddannelse, sundhed og social velfærd til militæret, og har skabt profitter for vores kapitalistiske naboer med imperialistiske aspirationer – Rusland og Tyrkiet.

 

Det er underligt, men det ved alle og enhver, men når de første skud bliver affyret ved grænsen mellem Armenien og Azerbaijan, bliver alle ramt af en pludselig bølge af hukommelsestab. Når de bliver blindede, bliver de øjeblikkeligt, som i Saramagos roman af samme navn, selvdestruktive, hylder vores unges død som ’martyrer’ for den ’hellige’ sag. Denne sag har aldrig været noget som helst andet end en begrundelse for, at regeringerne i Azerbaijan og Armenien kunne sidde sikkert i sadlen, og har tjent som retfærdiggørelse af endeløs militarisering af samfundet, sammen med endnu mere vold og endnu flere døde.

 

Vi bebrejder dog ikke folk. I fraværet af alternative fortolkningsmodeller, der kan give mening til krigen og konflikten mellem de to nationer, forbliver den nationalistiske ideologi ubestridt. Hvis der er én ting, som vores underfinansierede uddannelsesinstitutioner klarer godt, så er det i hvert fald at lære eleverne at gøre had til handling og sprede nationalistisk propaganda.

 

Had er nemlig aldrig et produkt af enkeltindividets psyke, men er opbygget og skabt inden for særlige magtrelationer. I en kontekst, hvor der ikke er nogen direkte kontakt mellem ’at hade’ og de ’hadede’, og jo mere de ’hadende’ tilskuere er optaget af deres egne hverdagsbekymringer om at holde den gående i et økonomisk system, der nægter dem en ligelig fordeling af ressourcer og tjenesteydelser, og som akkumulerer stadig mere daglig elendighed, desto større behov  er der for at minde de ’hadende’ tilskuere om at hade de ’hadede’ og blive ved med at gøre det. Had må nødvendigvis blive fuldbyrdet. De stjal ’vores’ land, siger vi, og så hader vi dem. Så lige meget med, at der må være et utal af andre måder at bo i det land på, uden at en enkelt gruppe kan påberåbe sig et ubestridt ejerskab over det.

 

En teenage-bror til en af os udbrød i ærefrygt efter at have hørt om et umiddelbart forestående møde med armenske kolleger i udlandet: ’Skal I møde en VIRKELIG armener?’ Tænk på det, generationer af mennesker er vokset op i et tomrum uden kontakt med dem, som de eksisterede sammen med, på det samme sted, gennem århundreder. Hvilken form for vold påfører en sådan isolation vores sind og vores kreative evner? Det er også den perfekte opskrift på umenneskeliggørelsen af ’den anden.’ Hvad er nemmere end at lægge alle onde egenskaber over på folk, som jeg aldrig har haft noget at gøre med i mit liv?

 

I årene efter årene, efter at Bishkek-aftalen (1994) førte til en våbenhvile mellem parterne, har de armenske og azerbaijanske regeringer ophobet enorme lagre af avancerede våben, som de nu forbereder sig på at bruge imod hinanden. Sidste gang, landene var tæt på en fredelig løsning, var i 2001, under Key West-fredsforhandlingerne med mægling fra de øvrige medlemmer af Minsk-gruppen – Frankrig, Rusland og USA.  Fredsforhandlingerne slog dog fejl på grund af de altoverskyggende nationalistiske følelser, og den kendsgerning, at lederne på begge sider ikke var indstillet på et kompromis. Og man har ikke grebet det så seriøst an siden begyndelsen af det 21. århundrede.

 

Vi finder det helt ekstremt vigtigt at lede efter måder til at undgå endnu en krig i regionen i den nuværende situation. Vi er vidner til stadig mere, vidt udbredt hadsk tale, der dominerer fortællingerne fra begge sider, især når de kommer fra TV-kanaler, officielle erklæringer, eller opslag på sociale medier, der deles med foruroligende intensitet. Der bliver fremført påstande fra begge sider, der er vanskelige at verificere, og som derfor skaber en atmosfære af frygt, gensidigt had og mistillid.

 

Mennesker fra begge sider har lidt og tålt gennem pandemi og økonomisk recession, mens de prøvede at holde trit med de udfordringer, som kriserne selv indebar, og nu bliver de trukket ind i en militær konflikt, der forsinker enhver mulig løsning på Nagorno Karabakh-konflikten. Det kræver også en stor portion økonomiske og menneskelige ressourcer at holde konflikten i live, så eliterne på begge sider kan blive ved med at nyde godt af den. Azerbaijans militære budget for 2020 er vokset til 2,3 mia. dollars over for 634 millioner for Armeniens vedkommende, i alt 5 procent af BNP i begge lande.

 

Det er på høje tid, at vi, unge fra Azerbaijan og Armenien, tager løsningen af denne forældede konflikt i vore hænder. Den skal ikke længere være forbeholdt de mænd i jakkesæt, hvis mål er at akkumulere kapital, både økonomisk og politisk, og ikke at finde en løsning på konflikten. Vi må rive denne hæslige maske af nationalstaten, den hører hjemme i historiens skraldespand, og forestille os at skabe nye former for fælles fredelig sameksistens. Det er derfor vigtigt at sætte nyt liv i politiske græsrodsinitiativer, sammensat af især almindelige, lokale borgere, der vil stable nye fredsforhandlinger og samarbejde på benene. Vi, venstrefløjsaktivister i Azerbaijan, kan på ingen måde bakke op om yderligere mobilisering af unge i dette land til denne meningsløse krig, og vi ser en genoptagelse af dialog som vores primære mål.

 

Vi kan ikke få øje på vores fremtid eller på en løsning af konflikten i yderligere militær eskalation og udbredelse af gensidig had. De nylige militære sammenstød i Nagorno-Karabakh bidrager ikke positivt til at skabe fred i regionen. Vi har slet ikke lyst til bare at forestille os de risici, der er ved at blive inddraget i en total krig, når vi indser de konsekvenser, det vil få for vore samfund og for fremtidige generationer. Vi fordømmer på det stærkeste ethvert skridt, der bliver taget for at forlænge konflikten og intensivere hadet mellem de to folk. Vi ønsker at se tilbage og tage de skridt, der er nødvendige for at genopbygge tilliden mellem vore samfund og ungdommen. Vi afviser enhver nationalistisk og krigstilstands-fortælling, der udelukker muligheden for, at vi kan leve sammen igen i dette område. Vi opfordrer til at skabe fred og til solidaritetsinitiativer. Vi tror, at der er en alternativ vej ud af dette dødvande gennem gensidig respekt, fredelig indstilling og samarbejde.

 

30. september 2020

 

Oversat fra LeftEast af Niels Overgaard Hansen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com