Læsetid: 13 minutter

I 2017 udkom min bog Creeping Fascism, der beskriver den tidevandsbølge af nationalisme, racisme, og autoritære holdninger, der i disse år fejer hen over verden: Trump i følgeskab med Brexit, Le Pen, Bolsonaro, Orban m.fl. De næres af den stagnerende verdensøkonomi, en stram finanspolitik, stigende ulighed, og et politisk system, der er lammet af koncernernes magt over politikere og statsapparatet. Bogen opfordrede til handling og til opbygning af internationale massebevægelser, fordi vi står overfor en tydelig og nærværende fare: den snigende fascisme.

 

I 2017 udkom min bog Creeping Fascism, der beskriver den tidevandsbølge af nationalisme, racisme, og autoritære holdninger, der i disse år fejer hen over verden: Trump i følgeskab med Brexit, Le Pen, Bolsonaro, Orban m.fl.Hvad har vi så lært, siden bogen udkom? Og hvordan går det med andre forsøg på at forstå den moderne fascisme? Her er fem punkter afgørende:

 

1. Fascismen er en hyper-forandrende reaktionær cocktail af nationalisme, racisme, kvindehad, homofobi, autoritære ideer, militarisme mv., der stræber efter at skabe en aktiv politisk kraft, og som står i modsætning til progressive bevægelser og radikale ændringer.

 

2. Fascismen er ikke knyttet til én bestemt stat, det er en politisk proces. Den udvikler sig gennem handling med andre kræfter, i sammenhæng med kapitalistiske kriser og social sammenbrud. Den kan ikke defineres ud fra en tjekliste, men skal forstås historisk og som tese-antitese-syntese.

 

3. Fascismens primære “ramme” for at kunne undertrykke er den eksisterende borgerlige stat. Fascistiske partier og paramilitære grupper er altid et redskab, skabt for at overtage staten og forandre denne gennem ensretning. Hvor statens embedsfolk gennem en blanding af udrensning, intimidering og indoktrinering tilpasser sig de fascistiske ideer.

 

4. Fascismen vokser i takt med, at hovedtendensen i de borgerlige partiers politik glider længere mod højre. Det liberale centrum er et ekko af højrefløjens opfattelse af de nationale interesser, migranttruslen, behovet for grænsekontrol osv. Det sker, når fx de traditionelle højrepartier bliver mere fjendtlige mod kvinders og LGBTQ+’s rettigheder, og bevægelser, der kæmper for etnisk retfærdighed, civile og demokratiske rettigheder osv.

 

5. Når borgerlige partier glider mod højre, skyldes det verdenskapitalismens kriser: økonomiske, økologiske, epidemiologiske, sociale, geopolitisk-militære og politisk-kulturelle. Essensen af moderne fascisme er dog fortsat den samme som mellemkrigstidens fascisme: Kontrarevolution til forsvar for systemet og mod revolutionstruslen fra arbejderklassen, de undertrykte og de fattige.

 

Hvad der er sket siden 2017, bekræfter vores analyse. Hvad vi kan gøre er at tilføje flere konkrete detaljer. Her trækker jeg på Luke Coopers Autoritarian Contagion: the Global threat to Democracy fra 2012, og Paul Masons How to stop Fascism: History, Ideology, resistance fra 2021. Bøger, jeg finder er værdifulde, men som jeg også er delvis uenig i.

 

Det autoritære højre

Ofte indvendes, at Trump, Bolsonaro, Modi, Erdogan, Orban, Salvini. Le Pen m.fl. ikke passer til den fascistiske tjekliste, som visse venstrefløjsgrupper opstiller, og som bygger på en delvis forståelse af mellemkrigstidens historie. Den blev omformet med 70’ernes kamp mod det engelske National Front. Den mangelfulde historieforståelse viste sig også ved, at der var venstrefløjsgrupper – Lexit, der mente, at når arbejderklassen stemte for Brexit, så var det en stemme mod de rige og mægtige. Katastrofalt, for dels kom arbejderstemmerne UKIP og de konservative til nytte, og dels førte det til en voldsom undervurdering af Brexit som bærer af britisk nationalisme og racisme samt en undervurdering af den fascistiske trussel.

 

Fascismen er en proces og en debat om, hvorvidt det er den ene eller den anden organisation, er nytteløs. Hvad der betyder noget, er hvilken retning højrefløjen som helhed tager.

 

Det autoritære højre kendetegnes af fælles værdier og opfattelser om flere centrale punkter, og som gør, at fx engelske konservative og amerikanske republikanere kan placeres i en fælles politisk ramme, formet af en snigende fascisme, og som falder ind under “autoritær smittefare.”

 

Den autoritære protektionisme indeholder et centralt element fra det yderste højre: Ideen om at den selvudnævnt stærke mand beskytter det belejrede etno-nationalistiske fællesskab mod mangfoldige (indbildte) trusler: fremmede magter, masseindvanding, minoriteter, feminister, progressive, den liberale storbyelite osv. Et skifte fra Thatchers og Reagans autoritære individualisme fra 80’erne, med den stærke betoning af frie markeder, konkurrence, og den personlige stræben og indsats, til det skarptskårne “dem og os” og indrammet af en civilisatorisk eller eksistentiel krise, hvor “de” udelukkes, så “vi” kan overleve. (jf Pia Kjærsaards “der er kun én civilisation: Vores”.)

 

Finanskrisen i 2008 fik det neoliberale projekt til at kollapse, og pandemien har siden forstærket den økonomiske nedtur. Vi er gået fra en frimarkeds-neoliberalisme til en statsafhængig neo-liberalisme. Fra 90’ernes og 00’erne relative økonomiske fremgang, til en tid med stram finanspolitik og skærpede sociale kriser. Det er indenfor disse rammer, det autoritære højre rejser sig med sin selvudråbte mission om at ville beskytte “os” mod “dem”.

 

Vi er vidne til et vist sammenfald mellem en blødere variant af fascismen, og så en konservatisme, der brutaliseres. Dermed fjerner vi os ikke fra fascismen. Tværtimod, så sniger den sig ind på os.

 

Stormen på den amerikanske kongres er et perfekt billede. Omsonst at diskutere, om Trump er fascist eller ej. Det afgørende er de foregående fem år, hvor Trump har drejet det republikanske parti og halvdelen af vælgerne skarpt til højre. En betydelig del af hans vælgere erklærer sig enige med Qanon-konspirationsteoretikernes centrale påstande.

 

Da Trump tabte valget, var hans sidste udvej at opfordrede fascistiske aktivister til at storme Kongressen for at forhindre den formelle vedtagelse af det endelige valgresultat. Dele af statsapparatet samarbejdede, for sikkerheden var minimal. Kupforsøget var kaotisk, uden lederskab og havde kun ringe social vægt, men hensigten var tydelig. Paralleller til mellemkrigstiden er nemme at finde.

 

En betydelig del af den reaktionære middelklasse og “pjalteproletariatet,” påvirkes af højrefløjens populistiske ledere, der opgejler til nationalisme og racisme, kasserer demokratiske normer, til-skynder til vold, forgifter statsapparatet med fascistoide politikker. Samtidig er der en voksende aktivistisk minoritet, der holdes i beredskab, klar til at blive sat ind i gadekampe, nogle gange sammen med politiet, andre gange i politiets fravær.

 

I Creeping Fascism blev der argumenteret for, at den borgerlige stat er det primære instrument for den fascistiske undertrykkelse, og at den derfor er den vigtigste trussel mod demokratiet. Bogen mangler dog at se på statens natur i den neoliberale æra.

 

Dette dækkes nu af William Robinson i The Global Police State, hvor han argumenterer for, at neoliberalismen har omformet det borgerlige samfunds rolle. Marxister anser normalt staten for at være repressiv, og hvor de væbnede organers primære opgave dels består i at forsvare nationalstaten mod fremmede fjender og knuse opstande fra de lavere klasser, hvis de gør oprør mod udbytning og undertrykkelse.

 

Under opsvinget efter Anden Verdenskrig, hvor levefoden og velfærdsstaten blev udbygget, var statens repressive rolle mindre tydelig. Men da neoliberalismen brød igennem omkring 1980 – designet til at omfordele velstand fra arbejderne til kapitalisterne – da skete der en stiltiende accept af tvang, og at staten blev stedse mere repressiv. Denne proces er taget hastigt til efter finanskrisen i 2008, der blev efterfulgt af den stramme finanspolitik med fx EU’s finanspagt og Budgetloven.

 

Den dominerende kapital er transnational – selskaber, der i takt med at produktion, distribution og markedsførelse er spredt ud over hele kloden, har løsrevet sig fra deres hjemstavn.

 

For fortsat at kunne ophobe kapital, er det nødvendigt at undertrykke lønarbejderne. I fravær af en verdenspolitistyrke, er opgaverne blevet udliciteret til lokale undertrykkelsessystemer, der handler på vegne af den transnationale kapital. Ikke overraskende er der en voksende koordination mellem de nationale politistyrker: overvågning, efterretninger, grænseoverskridende samarbejde, vidensudveksling osv. Men også et tæt samarbejde om træning, taktik og strategi og udstyr. Snart er det ikke til at se forskel på kampuniformer, tåregas og gummikugler, chokrifler og -granater, og armerede biler – udstyret er påfaldende standardiseret.

 

Snigende fascisme og den globale politistat sameksisterer i et symbiotisk forhold. Førstnævnte tilvejebringer ideologien og de frivillige, mens sidstnævnte kommer med hovedstyrken. Forholdet de to imellem var ikke tydeligere, end da Black Lives Matters mobiliserede i USA, og paramilitære politistyrker gjorde fælles sag med svært bevæbnede fascistiske militser. Sammen konfronterede de de demonstranter, der kæmpede for racemæssig retfærdighed.

 

Autoritære variationer

Hvad vi ikke kunne forudse for fem år siden var, hvordan det autoritære højre ville udnytte krisen i den globale kapitalisme til at konstruere modfortællinger. Især har det været forbløffende at se, hvordan Covid-19 er blevet brugt til at fremme den autoritære protektionisme.

 

Det strækker sig fra Trump, der kaldte Covid-19 for “en kinesisk virus,” til Englands indenrigsminister, Priti Patel, der gentog det i sin racistisk betonede terminologi om migranter, og til Xi Jinping, der udrullede hele statens undertrykkende magt for at kunne inddæmme smitten.

 

En stor del af den retorik og de foranstaltninger, der omtales her, kan også anvendes i forhold til klimakrisen, hvor afvisningen af klimaforandringer stadig appellerer til en betydelig del af det autoritære højre – med Bolsonaro som den mest kendte – mens der andre steder lægges vægt på klimaforandringsprotektionisme. Argumentet er, at klimaforandringerne er uundgåelige, men at de væsentligste effekter vil forekomme andre steder. “Vi” er kun ansvarlige for vores egen befolkning. “De andre” må klare sig selv. Muligvis går verden under for “de andre”, men ikke for os.

 

Den autoritære nationalisme findes i flere udgaver, opstået ud fra forskellige nationale, historiske forløb, institutioner og traditioner. Mens statsapparater i Vesten er overtaget af kapitalen, så er det i Kina staten, der dominerer kapitalen. Den vestlige neoliberale model involverer massive stimulanser, subsidier, økonomiske redningsaktioner (bankpakker) og salg af statslige aktiver til transnationale selskaber (TDC, DONG, o.a.).

 

Det betyder fx, at i USA flyder Reagans frie markedsøkonomi og Trumps nationalisme og racisme sammen i det republikanske parti. I Kina er staten total magtfuld, både i relation til privatkapital og arbejdskraft, så ideologien fremmer den han-kinesiske nationalisme,”Xi Jinpings tanker” og “den kinesiske drøm” om hurtig vækst og stigende levestandard. Dette passer som hånd i handske med et digitaliseret “social kreditsystem”, hvor borgerne overvåges for at gøre dem lydige og ensrettede med klodens mest avancerede overvågningsapparat. Den voldelige undertrykkelse af Hong Kongs demokratibevægelse og de kz-lejre, uighurerne indsættes i, er det tydeligste tegn på en moderne, repressiv brutalitet i en stalinistisk stat.

 

Den snigende fascismes massepsykologi

Fascismen som ideologi går tilbage til det 19. århundredes irrationalisme. Et system, der i modsætning til fornuft og rationalitet, bygger på intuition, instinkt, og at verden styres af følelser. En intellektuel reaktion mod den videnskab og rationalitet, der opstod med Oplysningstiden efter 1750. En reaktion mod socialisme, industriel revolution, kvindefrigørelse og koloniernes uafhængighedskampe. De kendteste filosoffer er Schopenhauer og Nietszche.

 

For at irrationalismen kan opnå politisk magt, skal fascismen gøres attraktiv for de brede masser. De marxistisk-freudianske psykoanalytikere Wilhelm Reich og Erich Fromm hævder, at fascismen også skal forstås som en psykologisk tilstand, idet de lægger “frygten for friheden, udløst af et glimt af frihed” til grund for fascismen.

 

Fascismen kan imidlertid ikke reduceres til psykologi. Marxismen begynder med en helhed: totaliteten af de sociale relationer, hvor verden ses som en modsætningsfyldt enhed i evig bevægelse. Fascismen må sættes ind i dens historiske sammenhæng – hvad der sker i hovederne på folk, socialt, politisk og kulturelt. Naturligvis har det psykologiske en betydning, så derfor er den foragt, dele af venstrefløjen giver udtryk for, uvidenhed og fordomme.

 

Vi står overfor et globalt opsving af irrationalitet, afvisning af klimaforandringerne, anti-vaccinations- og nedlukningsbevægelser, højrefløjens konspirationsteorier, åbenlyse løgne om stjålne valg, dæmonisering af Islam og andre indbildte trusler, og meget mere.

 

Stadig flere af de, der bedrages af højrefløjen, er immune overfor faktabaseret argumentation. Mange har symptomer på psykotisk vrede, hos andre kommer det voldeligt til udtryk. Lige fra den ensomme ulv, der nedskyder bedende i en moske, til den pøbel, der deltager i en pogrom. Vold er en væsentlig del af de fascistiske bevægelser. Den involverer ganske vist kun få aktivister, men for dem kan vold være det centrale – en frisættelse af psykotisk vrede, der legitimeres af den fascistiske kulturkrig vendt mod kvinder, minoriteter og progressive.

 

Der er her tale om massepsykoser. Psykoser opstår, når/hvis forholdet mellem den individuelle psyke og den sociale sammenhæng, i hvilken den fungerer, brister, Når måden man opfatter tingene på, ikke længere svarer til realiteterne. Når sindet opererer med en indbildt realitet af egen konstruktion. Dette er en psykologisk beskrivelse af en vaccinemodstander eller en islamofobisk pogrom og består af to hovedelementer: autoritære holdninger og narcissisme.

 

Begge involverer en frygt for og en flugt fra friheden og er begge rodfæstet i ængstelse, tvivl på sig selv og selvbebrejdelse. Hyppigt vrede og raseri mod andre mennesker, der opfattes som nogle, der har stor selvtillid, er succesrige og populære, og som kan true den traditionelle hakkeorden. Den autoritære psyke søger tilflugt i et stabilt, traditionelt, hierarkisk patriarkalsk samfund – dét giver stor sikkerhed. Den autoritære personlighed underkaster sig dem, der er ovenover, og dominerer dem, der er nedenunder.

 

Autoritære holdninger var fremherskende i mellemkrigstidens fascisme. I dag ser det ud til, at narcissismen er lige så vigtig i den moderne fascisme. Neoliberalismen har atomiseret og fremmedgjort samfundet og mange af dets borgere. Den har ødelagt meget af det, der dog indtil en gang i 70’erne hørte til fællesskab, civilsamfundet og den menneskelige solidaritet. Mennesket er blevet socialt og geografisk hypermobilt, og er nu mindre tilbøjelig til at definere sig ud fra bopæl eller beskæftigelse. Det bærer på utallige identiteter, der nemt kan udskiftes, er uden faste sociale rødder og er genstand for forbrugerisme, events og sociale medier. For, som Thatcher sagde, så er der ikke noget, der hedder samfundet; der findes kun individer.

 

Dette argument fortjener yderligere belysning, end pladsen tillader. Her må det række at pege på, at både Trump og Boris Johnson er narcissistiske personligheder, der har opnået og evnet at bevare massepopularitet til trods for åbenlys uvidenhed, inkompetence og uansvarlighed. Ingen af dem er patriarkalske ledertyper, i modsætning til mellemkrigstidens fascistiske førere. Men begge tilbyder en neoliberal narcissisme, i hvilken vælgerne må antages at kunne se sig selv.

 

Kulturkrige og digitaliseret bullshit

De sociale medier er af største betydning for det autoritære højre, når der skal vindes støtte fra store befolkningsgrupper. For indeværende ser det ikke ud til, at der satses på dannelsen af massepartier, snarere på løst strukturerede online-bevægelser som den italienske Femstjerne-bevægelse, der floppede på grund af for megen irrationalitet og en manglede politisk kerne.

 

Det ser ud til, at store dele af venstrefløjen ikke fatter, hvad der sker. Nogle insisterer på. at vi skal neddæmpe “sekundære” emner, fx solidaritet med de undertrykte, og snarere fokusere på traditionelle klassekampstemaer. Dette viser hen til Lexits katastrofale politik, der argumenterede for, at arbejderstemmer for Brexit var en stemme mod de magtfulde og rige – ikke at den var til fordel for UKIP’s og de konservatives nationalisme og racisme. Der er tale om den samme venstrefløj, der ignorerer kulturkrigen og i stedet taler om alt muligt andet.

 

Der skal skæres igennem selvtilfredsheden og slås alarm. Udrydde opfattelsen af, at den moderne fascisme, mere eller mindre, ligner den historiske fascisme, og at det autoritære højre rummer en hård og hurtigt voksende fascistisk kerne med et komplet verdenssyn og en brutal, resolut handlekraft. Nutidens fascisme fremmer totalitarisme og folkedrab. Ikke ved brug af massepartier, paramilitære hære og Nürnberg-partidage, men med hadefuld online-propaganda og påvirkning.

 

30’ernes folkefront var en fiasko

Hvad med en opdateret udgave af folkefronten? Her er den helt centrale udfordring, at demokrati -begrebet aldrig er blevet defineret, men generelt opfattes som et liberalt-demokratisk demokrati. I praksis er folkefronten en alliance, hvor venstrefløjen går sammen med højrefløjs-socialdemokrater, liberale og måske moderate konservative. Her er argumentet, at den bedste måde, hvorpå det autoritære højre kan standses, er, når venstrefløjens sociale kræfter kombineres med den borgerlige liberale stats repressive kræfter, og når de demokratiske institutioners styrker forenes med samfundets retsvæsen og politi.

 

De historiske erfaringer fra mellemkrigstiden er ikke gode. Ved at alliere sig med liberale og moderate i Frankrig og Spanien kunne kommunisterne dæmme op for fascismen. For en stund. Folkefronten afspejlede dog, hvor desperate venstrefløjen var på det tidspunkt.

 

Vores nuværende mangel på styrke må imidlertid ikke bruges til at opbygge en alliance med det liberale centrum og den borgerlige stat. Det er nødvendigt at skabe reelle anti-fascistiske bevægelser fra bunden af – ikke at vi vifter med et banner om, at liberale politikere og politiet skal redde os.

 

Fascismens triumfer i mellemkrigstiden

Mussolinis sortskjorter kæmpede ikke om at få magten, og de gennemførte ikke en fascistisk revolution. De blev bragt til magten i 1922 med hjælp af monarkiet, jord- og industriejere, liberale og politiet. De fik magten forærende, fordi de skulle knuse en revolutionær bevægelse af arbejdere og småbønder.

 

Lige før Hitler blev kansler, stemte hver tredje vælger på ham i det sidste frie valg, før diktaturet afskaffede den slags. Som Mussolini blev han løftet til magten af landets præsident, med støtte af jord- og fabriksejere, de konservative og officerskorpset. Da Hitler kort efter krævede diktatorisk magt, stemte kun socialdemokraterne imod, de liberale stemte for.

 

I begge tilfælde kunne arbejderklasse have forhindret fascismens sejr. En revolutionær bevægelse af arbejdere og småbønder i Italiens “røde år” 1919-20 blev ledt til nederlag af Socialistpartiet. Det kunne også være sket i Tyskland, men fordi det tyske kommunistparti blindt adlød Stalins ordre om at behandle Socialdemokratiet som hovedfjenden, så afviste de en anti-fascistisk alliance.

 

Efter den tyske katastrofe vendte Stalin helt rundt og støttede nu en europæisk folkefront, hvor kommunisterne fik besked på at danne anti-fascistiske alliancer sammen med socialdemokrater og liberale. Det betød, at arbejderklassens interesser blev underordnet de borgerliges, at der blev lagt en dæmper på såvel den militante klassekamp som den socialistiske revolution. Resultatet var katastrofalt. Skønt folkefrontsalliancer fik magten i Spanien og Frankrig i 1936, så vendte venstre-liberale regeringer sig mod deres tilhængere fra arbejderklassen.

 

Franske arbejdere igangsatte demonstrationer, generalstrejker og fabriksbesættelser i sommeren 1936. I stedet for at bruge dette som affyringsrampe for en revolutionær kamp om magten, så blev det omdirigeret af socialdemokraterne og de kommunistiske ledere, der så sig forpligtiget af folke-frontens reformistiske linje om de umiddelbare krav. Demobiliseringen af strejkebevægelsen fik som konsekvens, at i 1938 blev alle socialistiske ministre smidt ud af regeringen, og i 1940 kollapsede den demoraliserede franske hær, da tyskerne besatte den nordlige og vestlige del, mens den pro-fascistiske Vichy-regering overtog magten i Sydfrankrig.

 

Den spanske arbejderklasse greb til våben, da militæret forsøgte at kuppe den valgte folkefrontsregering. Tog kontrol over halvdelen af landet, besatte fabrikker og beslaglagde jord. Foruden militæret mødte arbejderne også modstand fra de liberale, socialdemokraterne og kommunisterne i Folkefronten. Værre var det, at stalinisterne anførte en kontrarevolution, der knuste den anarkistisk ledede bevægelse i Barcelona og Catalonien. Demoraliseringen, forvirringen og opløsningen af den revolutionære bevægelse gjorde det lettere for alliancen af generaler, jordejere og højrefløjens dødspatruljer, med støtte fra det fascistiske Italien og Nazi-Tyskland, at sejre i borgerkrigen.

 

Det er svært at forstå, hvordan nogen kan anbefale 30’ernes folkefrontsregeringer som et værn mod fascisterne. Eller bortforklare stalinismens fejltagelser: En bureaukratisk kontrarevolution, der først ødelagde arbejderklassedemokratiet i Rusland, siden skabte et monstrøst diktatur med et ekstremt udbyttende statskapitalistisk økonomisk system, og derefter spillede en aktiv kontra-revolutionær rolle i flere af de europæiske lande, hvor fascismen vandt frem.

 

Den enkle sandhed er, at uanset hvor der var en effektiv modstand, så blev den ikke opnået af folkefronter, men gennem enhedsfronter af kræfter fra arbejderklassen.

 

Lærerig er slaget om Cable Street i oktober 1936, hvor det engelske kommunistparti, der adlød Stalins krav til folkefronten, ikke var forberedt på at forsvare det jødiske samfund i Londons East End mod angreb fra Oswald Mosleys fascister. Det blev overladt til lokale kommunister og andre aktivister at organisere modstanden. Gaderne blev barrikaderet, og forsvaret af titusinder af East-enders. Gennem flere timer kæmpede de mod politiet, der ville rydde gaderne, så fascisterne kunne marchere. Til slut gav politiet op, og fascisterne forsvandt. Mosleys bevægelse tabte terræn efter slaget om Cable Street, og den engelske arbejderklasse vandt en af sine største sejre.

 

Hvilken slags bevægelse?

Vi underdriver faren fra det autoritære højre, den globale politistat, og den snigende fascisme. Vel er det nyttigt at bruge de sociale medier, aviser, skrifter og bøger for at advare om, hvad der sker, samt påvise venstrefløjens magelighed. Men hvis vi tillader pessimismen at forvrænge vores forståelse af historien, og hvis vi har illusioner om det liberale borgerskab og den kapitalistiske stat, så lammer vi os selv, når vi står overfor fascismen.

 

Det liberale centrum forsøger at regere i de riges og virksomhedernes interesser og på bekostning af arbejderklassen, men de talrige kriser gør det stedse mere umuligt. De liberale aner ikke længere, hvad de skal stille op med mangfoldigheden af økologiske og sociale katastrofer, vi hastigt bevæger os henimod. Den borgerlige stat – det organiserede voldelige system – militari-seres i stigende grad for at undertrykke den folkelige modstand – alt imens det autoritære højre marcherer fremad for at udbrede et etno-nationalistisk dystopia og sprede en reaktionær cocktail af racisme, kvindeforagt, homofobi, had og vold.

 

Svaret på alt dette er arbejderklassens og de undertryktes enhed. En vision om verden forandret nedefra for at slå fascisterne tilbage og åbne for en rød-grøn revolution. Med en radikal vision og militant handling kan vi vinde et flertal for det socialistiske alternativ – ikke med ynkelige aftaler med en diskrediteret politisk klasse og et korrupt statsapparat.

 

28. november 2021

 

Neil Faulkner er forfatter til Alienation Spectacle and Revolution – a critical Marxist essay, og er medforfatter til Creeping Fascism – what it is and how to fight it, samt til System Crash – an activist guide to making revolution.

 

Oversat og bearbejdet fra Anti-Capitalist Resistance af Arne Lund