En handlingsplan skal bekæmpe den stigende antisemitisme. Regeringen vil dog kun værne jøderne og kan eller vil ikke se, at også andre minoriteter diskrimineres.

af Arne Lund

Foto: Ungarske jøder ankommer til Auschwitz

 

Regeringen fremlagde den 25. januar en handlingsplan, der skal “forhindre, at antisemitismen slår rødder her i landet.” Der skal – prisværdigt – iværksættes indsatser for at beskytte jøder, styrke uddannelsen af politiet, øge forskningen i antisemitismen og sætte fokus på vejledning i forbind-else med antisemitiske hændelser på skoler og arbejdspladser.”

 

Det sker, med justitsminister Nick Hækkerups ord, som følge af et “omfattende hærværk mod jødiske gravpladser flere steder i landet,” og allerede her går det galt for regeringen.

 

Planen har været undervejs siden 2019, da nynazister skændede en jødisk kirkegård i Randers, så initiativet er tiltrængt. Antisemitismen er en grov forbrydelse og skal bekæmpes. Problemet her er, at regeringen mest er optaget af den diskrimination og de overgreb, som rammer jøderne, mens man stort set er blind for, at andre minoritetsgrupper, især muslimerne, er lige så udsatte.

 

Regeringens dobbeltspil

Dagen forinden aftalte regeringen og støttepartierne, at der skulle laves en handlingsplan mod racisme, som omfatter arbejdsmarked, undervisning, kulturliv og hadforbrydelser. Den første indsats består i at kortlægge racismens omfang og karakter. Det er op ad bakke, for støttepartierne har skullet trække regeringen hen til truget.

 

Regeringen har ignoreret EU’s henstillinger fra september 2020 og marts 2021 om at sætte ind mod ”den forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, der er forbudt i EU.” Mod-viljen mod sådanne handlingsplaner placerede os i selskab med østeuropæiske lande.

 

Det er vigtigt, at støttepartierne omsider har fået regeringen med. Værdien af aftalen kommer dog først frem, hvis der også følger handling med. De 16 mio kr., der er afsat, rækker ikke langt.

 

Endnu mere udfordrende er det, at regeringen skal bekæmpe racisme og diskrimination samtidig med, at man tilbagekalder syriske flygtninges beskyttelsesstatus, forvalter “ghettoplanen” som FN mener bidrager til racisme, paradigmeskiftet, dobbelt straf for kriminalitet i “ghettoområder”, den bureaukratiske chikane, der rammer “de fremmede,” politiets holdning til unge med indvandrer-baggrund. Regeringen, SF og RV – det skifter lidt – fører selv an, når der diskrimineres.

 

Næste skridt efter aftalen om en handlingsplan er at nedsætte et (embedsmands?)udvalg, der skal kortlægge racisme og diskrimination. Det går der et års tid med. Så kommer der en rapport, nok først efter valget i 2023. I rapporten vil der være gode anbefalinger, som det sig hør og bør. Fortsætter Mette Frederiksen, vil hendes regering håndplukke de mindst kontroversielle forslag – og overlade resten til afdelingen for hensigtserklæringer og “vil I ikke nok være søde, at…”

 

Tal fra Rigspolitiets opgørelser over hadforbrydelser viser, hvordan det står til. Hærværk mod jødiske kirkegårde sker ca. én gang om året. Hadforbrydelser mod jøder tegner sig for 79 sager i 2020, svarende til ca. 40 procent at anmeldte sager. Af de adspurgte jøder oplevede 85 procent, at anti-semitismen er blevet værre siden 2017 Ca. 80 procent angav, at de altid, ofte eller af og til undgår at bære genstande, der kan identificere dem som jøder, og 41 procent angav, at de i perioden havde oplevet antisemitisk chikane.

 

En tredjedel af de muslimske menigheder har siden 2017 været ramt af hærværk, skrev Kristelig Dagblad 26.07.21. Kun få hændelser anmeldes til politiet, så tallet er formodentlig noget større. Hadforbrydelser rettet mod muslimer tegnede sig for 56 procent i 2020-statistikken..

 

Muslimske medborgere er den største religiøse minoritetsgruppe, og derfor vil der her forekomme flere hændelser, sammenlignet med overgreb rettet mod jødiske medborgere. Tallene kan derfor ikke sammenlignes. Hertil kommer, at muslimerne af mange årsager har større mistillid til politiet, end jøderne, der hyppige anmelder diskrimination. Også her slår graden af integration igennem.

 

Handlingsplanen

  • Obligatorisk undervisning om Holocaust og folkedrab fra 7. klasse og opad. (”regeringen sparker en åben dør ind, det sker allerede,” siger historielærerne i Politiken 25.01.)
  • Målrettede indsatser mod miljøer, hvor antisemitisme er udtalt. (”Der er antisemitisme på den yderste højre- og venstrefløj, samt i visse indvandrermiljøer.” Da de to første er svære at målrette, er det beboerne i “ghettoområderne”, der skal holde for.)
  • Beskyttelse af jøder og jødiske institutioner (det har der været siden 2014).
  • Koordinator til bekæmpelse af antisemitisme (Men ikke til en generel indsats mod racisme og diskrimination.)
  • Øget engagement med International Holocaust Remenbrance Alliance (IHRA), der bl.a. arbejder for, at få medlemslandende (alle vestlige) til at kriminalisere BDS-bevægelsen (Boykot, afvikling af investeringer og Sanktioner i Israel), og hvis ikke det, så dog få BDS hængt ud som antisemitisk.

 

Handlingsplanen adopterer IHRA- definitionen: “Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, der kan udtrykkes som had mod jøder. Retoriske og fysiske former for antisemitisme rettes mod jødiske og ikke-jødiske enkeltpersoner og/eller deres ejendom, institutioner og samlingssteder, der tilhører det jødiske samfund.” Definitionen er indført i Israel, Frankrig, Tyskland, Italien og England, og viser sig bl.a. ved, at BDS-bevægelsen fx ikke mere kan låne lokaler til arrangementer på universiteterne, ligesom den chikaneres på anden vis af offentlige myndigheder.

 

Israel må godt kritiseres, men…

For at komme kritikken i forkøbet, søger handlingsplanen at berolige: “Der vil fortsat være tilladt at kritisere Israel – og alle andre stater – hvis man er uenig i deres handlinger. Det skal fortsat være legalt at kritisere den jødiske religion, ligesom andre religioner kan kritiseres. At bekæmpe anti-semitisme handler ikke om at kriminalisere ytringer eller handlinger, som i dag er lovlige. Handlingsplanen vil heller ikke foreslå en ny juridisk afgrænsning af antisemitiske handlinger og ytringer. Straffen for at ytre sig eller handle ud fra et antisemitisk sigte vil som i dag følge af straffelovgivningen og høre under domstolene.”

 

Det tavse, rungende “men” er der. For en regering behøver ikke at kriminalisere BDS. Den kan, som andre lande har gjort, chikanere, sortliste og ignorere, jvfr. Tibet-demonstrationen.

 

Det er kritisabelt, at regeringen isolerer diskrimination af alle minoritetsgrupper til en bisætning, og til, at det stort set handler om de uhyrligheder, som overgår jøderne. Andre minoritetsgrupper må nøjes med følgende: “Antisemitisme skal naturligvis anskues i en national sammenhæng. Men den er også en del af en større problematik, der involverer fordomme og had mod religiøse og kulturelle minoriteter generelt. Derfor skal arbejdet med at bekæmpe antisemitisme tage udgangspunkt i en universel forståelse af lighed og lige rettigheder for alle.”

 

Udsagnet forvrøvlet, idet den aktuelle antisemitisme hænger sammen med Israels besættelse af palæstinensiske områder, hvilket Mosaisk Trossamfund og Rigspolitiet for længst har erkendt.

 

Holocaust eller folkedrab

Regeringen svigter desuden i forhold til den Stockholm-deklaration, som Folketinget ratificerede i 2000. Med afsæt i FN’s og Europarådets definition af folkedrab – indstiftet den 25. januar som den årlige Holocaustdag, og dagen, hvor fangerne i 1945 Auschwitz blev befriet af Den røde Hær – til minde om de folkedrab og forbrydelser, der er begået mod menneskeheden. Ifølge Europarådet så omfatter dette alle ofre for folkedrab og udryddelsesforsøg: Jøder, Jehovas Vidner, politiske oppositionelle, romaer, handicappede, seksuelle minoriteter osv.

 

Stockholm-deklarationen udvider folkedrabsdefinitionen ved at medtage etnisk udrensning, racisme, fremmedhad og diskrimination, for at “sikre, at “fremtidige generationer kan forstå årsag-erne til Holocaust og reflektere over dets konsekvenser.”

 

De fleste europæiske lande bruger termen Holocaust-dagen og tilkendegiver dermed, at man – i ord, men ikke altid i gerning – lever op til FN’s og Europarådets definitioner og ånden i deklarationen. Det officielle Danmark bruger i stedet Auschwitz-dagen. Hermed markeres, at det for regeringen primært handler om nazisternes forsøg på at udrydde jøderne.

 

Forskellen er ikke kun semantisk. Ved at knytte Holocaust ensidigt til jøderne udelukkes andre tilfælde af Holocaust i nyere tid: Rwanda, Bosnien, Darfur, Khmer Rouge, drab på én million kommunister i Indonesien i 1965, Stalin-tidens udryddelser, folkemordet på armenierne, de belgiske massakrer i Congo osv.

 

Forfatteren Norman Finkelstein, beskrev i 2000 i Holocaust industrien, hvordan fremtrædende personer i det jødiske miljø monopoliserede Holocaust-begrebet. Gjorde det til noget, der var forbeholdt jøderne alene, til en del af den jødiske identitet. Holocaust er i en klasse for sig. Andre tilfælde af Holocaust var ifølge selvsamme personers tolkning ikke Holocaust, men “blot” folkedrab. Finkelstein skrev, at der skulle skabes en myte om, at ofrene for Holocaust havde udstået langt værre lidelser end alle andre, hvilket svarede til myten om “det udvalgte folk”. Et folkemord er et folkemord. Ingens død er mere “ædel, mere ophøjet” end andres. Men det måtte Finkelstein, der selv er jøde, ikke skrive, så han blev kaldt antisemit, nazist osv.

 

I 2021 markerede den tyske Forbundsdag Holocaust-dagen ved at lade en overlevende fra Auschwitz, Charlotte Knoblauch, tale til parlamentet, heriblandt 80 medlemmer fra Alternativ für Deutschland. Hun opfordrede til “at passe på vores land, demokratiet er skrøbeligt, passe på jøder og ikke-jøder samt forsvare det mod ekstremister… truslen fra højre er den største af alle”

 

Mette Frederiksen får det sidste ord. Den 25.januar 2020 sagde hun bl.a. “Antisemitismen – som er det, Holocaust handlede om – startede som satire og propaganda. Blev til ghettoer og jøde-stjerner. Så kom fattigdommen, dehumaniseringen og umyndiggørelsen. Volden og interneringen fulgte. Til sidst dødslejrene.”

 

Bortset fra at hun omtaler Holocaust i datid, så er spørgsmålet, om hun har gjort sig klart, hvad regeringens politik i værste fald kan føre til.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com