Som tolk lever man med, at hele ens branche er underlagt udbud, så tolkenes
arbejde ligner derfor WOLT-budenes, og tolkejobbene er et eksempel på,
hvordan det offentlige står for 100 % social dumping.

Men tolkene er begyndt at organisere sig, og de gør det på en helt ny måde.

Det offentlige har i mange år forsøgt at krybe uden om at tegne
overenskomster ved at bruge udbud som metode til at slippe for alt for
meget ansvar med ansatte. Det har resulteret i, at fast arbejde og en løn
man kan leve af, samt uddannelse, stort set er forsvundet fra branchen. På
den måde er tolkene faldet ud af Den Danske Model, for der er ingen som vil
vedkende sig, at de har arbejdsgiveransvaret, og ingen er rigtig ansatte.

Olfert Kristensen er ansat som Organizer i HK. Han har i flere år arbejdet offensivt på, at tolke skal omfattes af en overenskomst og det gør han ved at organisere folk og gøre dem aktive.

”Vi lytter til folk og vi bruger måneder på det”, siger Olfert.

”Vi ringer til folk. Ikke for at sælge dem noget, eller pådutte dem meninger og holdninger, men for at høre, hvordan det går med dem i deres arbejdsliv, og det tager de godt imod. Vi lytter strategisk for det gælder om at finde meningsdannere, samle folk til møder og finde sager som gør folk aktive. Men vi har også brug for at kunne lave blokader, strejker, sympatikonflikter … for vi kan ikke vinde kampen alene og uden solidaritet.”

Olfert fortæller, at tolke generelt er usselt lønnet. Du kan f.eks. få en times tjans hos Dansk flygtningehjælps Tolkeservice. Du får 0 kr. i timen for tilkald (transporttid), du får kun betaling for en time, selvom det reelt tog en time og et kvarter. Du får 190 kr. i timen, du skal selv betale parkeringsafgift og transport frem og tilbage. Måske har du 70 kr. tilbage!

Der er ingen garanterede timer og ingen ved hvor den næste time skal komme fra. De heldige tolke tjener mellem 19.000 og 20.000 om måneden, og det er folk der hverken har løn under sygdom, barns sygedage, pension, feriepenge eller fritvalgskonto. Fokus har i lang tid været på Københavns kommune, som har været slemme til at presse løn og vilkår med alt for billige udbud.

Ville gerne betale mere for en aktiv organisation

Da Olfert startede sit arbejde med at organisere tolke, var folk sure på HK. De følte, at de ikke kunne leve af deres løn og at HK ikke gjorde noget for at hjælpe. Olfert fandt frem til en gruppe af tolke, som selv havde lavet en forening, der mødtes i en moske.

“Der var 15 folk som gerne ville noget, og jeg gik til møde med dem i 3 måneder. Jeg lyttede: Hvad tror i der er galt? De vidste det godt, men vi lavede lyttekampagner blandt tolkene. Vi spurgte f.eks: Hvad kan du bedst lide ved at være tolk. Hvad kunne du tænke dig anderledes? Vi fik 250 næsten enslydende svar. Vi arbejdede så løst med en masse ikke-medlemmer, indtil vi kunne indkalde til det første møde. Der kom 70! Vi fandt 10 meningsdannere og de havde alle gode netværk. Nu gjaldt det om at finde løsninger. Hvad kan lade sig gøre? Vi besluttede at næste skridt skulle være at samle 200 tolke. De dukkede rent faktisk op. Vi talte uddannelse, certificering, rettigheder og løn. Vi sagde til dem: Hvis ikke der er mindst 100 medlemmer kan HK ikke arbejde med området. 150 af dem meldte sig ind i HK med det samme. Vi startede med et kontingent på 95 kr. indtil vi havde en organisation, som kunne byde på noget. Så steg de til de ca. 400 kr. som et normalt kontingent udgør. Kun 10 meldte sig ud på grund af stigningen. En del af dem havde været medlem af ASE. Det kostede kun 30 kr. ASE ringede til dem og spurgte, hvorfor de meldte sig ud. Medlemmerne svarede: Hvad kan I gøre for at skaffe mig en ordentlig løn. Det kunne de ikke svare på, så det var ikke os, der lavede reklame. Tolkene fandt selv ud af det.”

Tegnsprogstolkejob du kan leve af

Tegnsprogstolkene står også uden for den danske model. Olfert fortæller:

”Efter en lyttekampagne, hvor tegnsprogstolkene kontaktede hinanden,
stod det klar at der var adskillige vigtige sager som mange ville
engagere sig i. En af de vigtige sager var ”zonetillæget” som blev
fjernet ved aflyste opgaver. Det betyder en reel lønnedgang til
tegnsprogstolkene. En af de ting vi fokuserede på, var styrken ved at
agere kollektivt. Det betød at rigtig mange tegnsprogstolke hjalp de
forudrettede kollegaer der var på vej i retten, med at dokumentere
kotyme for betaling af zonetillæget, hvilket styrker sagen i forhold
til, at det kun omhandler en enkelt tegnsprogstolk. Det er væltet ind
med fakturaer fra hele landet, fra både medlemmer og ikke medlemmer.
Alle er aktive fordi vi fandt en fælles sag som var betydningsfuld for
alle.”

I dag har HK 400 fremmedsprogstolke og 250 tegnsprogstolke som medlemmer. Men der er ingen overenskomster og ingen tillidsfolk. Klubarbejdet er blevet arnestedet for branchens arbejde. Tolkene dukker alligevel frivilligt op, for der er ingen andre steder der tilbyder løsninger for deres branches fremtid.

Synlighed er ikke nok – der skal strategi og aktivitet til

Desværre er der ingen samlet strategi for organisering i FH, påpeger Olfert.

”Der er ingen undervisning og intet overblik over, hvad vi hver især render rundt og laver. Organizerne er stolte fagfolk, som er endt uden en anerkendt uddannelse. I princippet er vi usynlige for FH og der bliver ikke systematisk uddannet folk til at styrke organisationen, med de metoder vi er trænet i.

Manglen på fagfolk kan betyde at resurser bliver udnyttet dårligt. Mange fagforbund laver f.eks. virksomhedsbesøg for at være mere synlige. Her hos os har virksomhedsbesøg også været betragtet som en ret hellig ko, det er det ikke mere. Kigger man på resultaterne af virksomhedsbesøgene taler alt sit tydelige sprog, medlemmer kommer ikke, men vi er synlige. Synlighed i sig selv er dog ikke en strategisk indsats. Der skal være en årsag til at vi dukker op og det skal være som en del af en videre indsats, hvor vi styrker relationen til de ansatte og hjælper dem til at få en kollektiv succesoplevelse.”

Selvom synlighedsbesøg ikke følges op af en indsats med dem man besøger, fortsætter mange med at klynge sig til tanken om, at synlighed i sig selv er en slags værdifuld løsning. Hvad nu hvis vi rydder op i alt det der ikke rigtig virker, og bruger resurserne på noget der fungerer, så ville det måske blive forår i fagbevægelsen?

Jeg tænker tit over hvor mange faglige sekretærer, konsulenter og kommunikationsmedarbejdere der er ansat i fagbevægelsen. Der er måske 1200 ansatte i HK og så er vi til sammenligning maksimalt en håndfuld eller to, der reelt tager ud og organiserer folk med strategi og planlægning”.
”Selvfølgelig skal telefonerne svares og arbejdsgivere skal sagsøges, og mine kollegaer er super dygtige og engagerede. Det jeg ønsker mig, er en anerkendelse af at den strategiske organisering bør have mere plads, det er simpelthen alt for skævt fordelt som det er nu. Måske er det endda presserende at anerkende dette i lyset af at fagbevægelsen er presset på medlemmer. Det problem kan reklamer og administration tilsyneladende ikke løse.”

Måske har Olfert fat i noget meget centralt: At det netop er her, det store problem ligger. At der skal en ændring til som gør op med apparatets prioriteringer og måde at fungere på. Men hvem skal gå forrest i den nødvendige forandring, når det vil betyde at de ansatte og valgte dybest set skal rykke sig selv op med rode?

Artiklen er et uddrag af den tværfaglige debat på Café Fagligt Forår afholdt 5. maj 2022 hos BJMF/3F København. Initiativet tager udgangspunkt i, at fagbevægelsen mister medlemmer, og at det haster med at ændre tilgangen til det at organisere. Vi har brug for at dele konkrete erfaringer med hinanden på tværs af fagforbund,

Vi bringer i den kommende tid historier fra andre arrangementer i Café Fagligt Forår. Se alle historier her!