Hvordan bliver vi bedre til at organisere og gøre folk aktive i fagbevægelsen? Vi har brug for at dele de konkrete erfaringer med hinanden på tværs af fagforbund, for fagbevægelsen mister medlemmer, og det haster med at ændre tilgangen til det at organisere. Kampen om budenes arbejdsforhold handler også om ideologi

af Benedicte Toftegård

Når man arbejder for Wolt er man selvstændig og har ingen lønmodtagerrettigheder (feriepenge, pension, sygeløn etc.). ”Be without boss”, er firmaets tillokkende slogan, og det gør det ikke nemmere at organisere dem.

 

”Det er ikke noget nyt med den slags firmaer, vi vil bare ikke have mere af det,” siger Henrik Witzke.

 

Han startede selv som cykelbud hos ”De grønne bude”, som han endte med at blive tillidsmand for. Nu er han en af de ansatte i et toårigt projekt hos 3F, der skal organisere madudbringnings-budene.

 

 

”Vi går på gaden og snakker med budene hver eneste dag. Det kan være svært, fordi de ikke har et fast samlingssted i København. Som regel står vi omkring McDonalds, men vi skifter område. Det gælder om at holde en regelmæssig kontakt til de samme folk, og det gælder om at opbygge tillid. Vi lytter til folk. De ved bedst, hvad deres problemer er. Vi indsamler kontaktinformationer og må basere vores kontakt på meget korte samtaler, mens de f.eks. står og venter ved en restaurant.”

 

 

”Normalt skal man lave meget kort tekst på en løbeseddel, men vi er nødt til at skrive et lidt længere budskab, fordi vi har for kort tid til at kunne forklare tingene ordentligt. Det skal være skrevet på de relevante sprog. Vi holder så nogle møder, der f.eks. handler om arbejdsmiljø og sådan noget som skatteregler. Og så tænker nogen … hvorfor skal 3F beskæftige sig med skatteregler for selvstændige, men det er jo netop det, der giver mening for dem. Det er svært at lave et fællesskab, når folk kun mødes 5-10 minutter foran McDonalds.”

 

 

Målet er selvorganisering, men …

 

”Vi holder mange en-til-en møder, bruger også sociale medier, men indtil videre er det os og desværre ikke budene selv, der tager initiativet. Målet er, at budene skal være selvorganiserede, og at de bliver det på gadeplan. Ofte sker der bare det, at vi finder nogle aktive, får holdt nogle møder, og tænker ”Yes, nu er den der” men så skifter de arbejde. Og så er det forfra igen. Så man skal virkelig være tålmodig og hårdfør i det her job, for det kan godt slå en ud,” fortæller Henrik Witzke.

 

”Noget andet er, at der er svært at finde meningsdannere. Vi leder efter dem, som har indlæg på Facebook, eller blandt dem, som mødes på Nytorv i Aalborg. Her har 3F gode relationer. Vi kom med klistermærker, og budene svarede ”hej, og godt, at I er tilbage”. Hos Just Eat havde vi valg af tillidsrepræsentant i forbindelse med, at der blev tegnet overenskomst. 5 mødte op, men nu har vi 25 medlemmer, hvoraf mange er unge aktive og udlændinge.”

 

 

Indtjening står over arbejdstid

 

Mange tænker, at det med at være Woltbud er en måde, hvor studerende kan tjene lidt ekstra, men at være bud kan også være et fuldtidsjob.

 

”De, som arbejder for f.eks. Wolt, øger hele tiden deres arbejdstid for at tjene den sum penge, de har sat sig som mål. Wolt er enorm god til at opdrage folk til at stå alene. Så har de kun sig selv at bebrejde: Hvis jeg vidste, det ville blive så dårlige tider, havde jeg arbejdet hårdere sidste år. Vi har især udfordringer med argentinerne. De føler, de er deres egen chef, at de kan logge ind og ud, når de selv vil. De kan ikke forestille sig andet. Wolt-ideologien er, at du selv bestemmer. Du kan jo gå hjem når du vil, er argumentet, men folk knokler reelt fra 10 til 22.”

 

Budene ville i lang tid ikke selv betragtes som ansatte, men de er begyndt at ændre holdning. Grunden er, at der bliver færre opgaver, så de må arbejde flere timer for at tjene det samme ind.

 

”Desværre skal det gå rigtig skidt, før folk får øjnene op for realiteterne. Sikkerheden har de ikke efterspurgt før, men nu kniber det med at få timer, og måske bliver det det, som får dem til at åbne øjnene for fagforeningen. Der bør være en garanti for et vist antal timer. Helst 37 timer. Det er okay med deltidsjob, men der skal som minimum være garanti for 10-12 timer,” mener Henrik.

 

 

Både arbejdstilsynet og politiet siger, at WOLT-bude reelt skal betragtes som ansatte. Wolt og 3F har forhandlet forholdsvis længe, og har lige genoptaget forhandlingerne efter et stop under Corona.

 

Artiklen er et uddrag af den tværfaglige debat på Café Fagligt Forår afholdt 5. maj 2022 hos BJMF/3F København. Initiativet tager udgangspunkt i, at fagbevægelsen mister medlemmer, og at det haster med at ændre tilgangen til det at organisere. Vi har brug for at dele konkrete erfaringer med hinanden på tværs af fagforbund,

 

Vi bringer i den kommende tid historier fra andre arrangementer i Café Fagligt Forår.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com