Vi lever i illusionen om at 73 års medlemskab af NATO har sikret os mod at blive invaderet af Sovjet/Rusland. Medlemskabet har blokeret for andre løsninger. Her er lidt af det, der er forsømt.

af Arne Lund

Værnepligtige fra Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Foto: John Randeris / Forsvaret 

 

Hvordan forsvares et land med en geografi som vores, i fald Rusland vil have fuld kontrol over “proppen i Østersøen”?

 

Dén diskussion har kørt siden 1880’erne, hvor Københavns befæstning blev anlagt, som værn mod stormagterne Tyskland og Rusland, der begge havde brug for mere plads, og uhindret adgang til verdenshavene.

 

I 1930’erne nedrustede Stauning-regeringen, der mente, at uanset hvem angriberen var, så kunne vi ikke forsvare os selv. Vigtigere var det at opbygge et stærkt velfærdssamfund med demokratisk funderede institutioner; det ville være det bedste værn mod totalitære ideologier.

 

Så blev vi besat, og efter 1945 blev dén opfattelse forkastet. Vi kom ind i NATO, og afgav dermed så megen suverænitet, at andre siden har afgjort, hvordan og med hvilke midler vi skal forsvare os. At vi blev medlem af en alliance, der ikke var så fredelig som påstået, det forudså ingen i 1949.

 

Frem til 1970 havde vi et territorialforsvar med tre værn. De skulle med gevær i hånd passe på grænserne, mens kysterne blev bevogtet af motortorpedobåde, der lå på lur i en lille vig, uset af fjendens større skibe. Himmelrummet tog et par håndfulde jagerfly sig af – og det var så det.

 

Siden blev militæret overtaget af IT-specialister, og i dag kommer truslen fra missiler. Der er derfor i langt højere grad brug for radarsystemer, bundet sammen i et integreret kontrol- og kommandoforsvar, bestående af fregatter og de F-16-kampfly, der snart erstattes af nye F-35-fly.

 

Det nuværende forsvarsforlig, der udløber i 2023, fastsætter følgende kapaciteter: luftforsvarsmissiler på fregatter i Østersøen, luftforsvar til hærens brigader, samt fremskudte enheder i Baltikum. Hertil kommer forsvar af de større kystbyer samt Esbjerg havn, hvor allierede forstærkninger skal kunne modtages. Der vil dog fortsat være brug for kamptropper, for de missiler, der kommer fra luften, er “blot” det indledende.

 

Hvad skal en territorialhær kunne?

En territorialhær, der ikke er bundet af USA/NATO, skal forsvare et område, men ikke true andre stater. Det skal baseres på våbentrænede reserver, der kan mobiliseres med kort varsel, og i mindre grad på en stående professionel hær. En sådan skal naturligvis også være til stede for at uddanne soldater, samt betjene teknologien. Territorialhæren skal være lokalbaseret, da det er af uvurderlig nytte i forhold til en invasionsstyrke. Lokalkendte militser bidrog fx til, at USA og Sovjet tabte i Vietnam og Afghanistan.

 

Den danske hær uddanner årligt 20-30.000 soldater. For få, siger militærfolk og klager over, at rekruttiden (4 måneder) ikke er lang nok til at blive fortrolig med de komplekse våbensystemer og koordinationsstrukturer, der forbindes med et moderne territorialforsvar. Da rekruttiden ikke følges op af genindkaldelser, så har militæret vel en pointe i, at de fleste rekrutter hurtigt glemme det, de har lært, hvorved rekruttiden vel reelt er spildt.

 

Andre lande har erfaringer med forskellige former for territorialforsvar. Schweiz har ingen stående hær, men ca. 250.000 reservister – borgere i uniform. De har en rekruttid på 5-6 måneder, og indkaldes i tre uger hvert år til øvelser. For at have et ”hensigtsmæssigt” styrkemål, så bruger schweizerne dobbelt så meget på deres militær, som vi gør.

 

I Ukraine led hæren store nederlag, da Rusland annekterede Krim i 2014, og de efterfølgende kampe i Donbas-regionen viste, hvor dårlig den ukrainske hær var. Det har USA/NATO siden rådet bod på med træning og våbenhjælp. I dag består territorialforsvaret af en hær på 100.000 mand og et veterankorps, der suppleres med lokale våbentrænede frivillige (Stay Behind-grupper). I alt råder Ukraine over soldater og militser på 1,5-2 mio mænd og kvinder.

 

I Finland spiller kontraktforpligtede, lokale frivillige og reservister en betydelig rolle som let og motoriseret infanteri, og assisterer desuden ved fx oversvømmelser, skovbrande mv. De frivillige har udrustningen med hjem, bortset fra ammunition, der udleveres, når de påmønstrer. I Sverige er hjemmeværnet organiseret i 40 lette infanteribataljoner, alle knyttet til lokalområdet.

 

Militser  

Militser daterer sig til Romerriget, hvor civile borgere i visse situationer blev brugt i et organiseret, ofte lokalt forsvar, i modsætning til bevæbnede soldater, der både deltager i forsvar og i angreb. Militser findes overalt på det politiske spektrum. Lige fra den russiske revolutions Røde Garde til Vietcong, og katolske militser i Nordirland. Ude til højre: Taleban, nazistiske Frikorps i mellemkrigstiden og USA’s mange højreradikale militser. .

 

Efter Warszawa-pagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968, frygtede det daværende Jugoslavien, at det kunne blive deres tur næste gang. Regeringen indså, at hæren ikke ville kunne modstå en invasion. Med erfaringerne fra Anden Verdenskrigs partisankrig mod Nazityskland, hvor Jugoslavien som det eneste besatte land befriede sig selv in mente, formuleredes doktrinen om det totale folkeforsvar: Enhver jugoslav, der modsatte sig en fremmed aggressor, er medlem af de væbnede styrker. Samfundet og dets institutioner understøttede og forberedte befolkningen på, at de en dag kan blive invaderet.

 

Cuba oprettede i 1980 territoriale militser, der mest består af kvinder, teenagere og ældre. Ca.1,5-2 mio er indrulleret i militsen, der er under hærens kommando. Militsen styrker befolkningens opfat-telse af, at have ejerskab til revolutionen. Angriber amerikanerne, skal militsen supplere hæren, beskytte strategisk vigtig infrastruktur, og bistå hæren med forplejning, hospitalstjeneste osv.

 

De danske hjemmeværn opfylder kriterierne for at være en bevæbnet milits: Ikke-professionelle soldater, der bistår hæren med bevogtning af infrastruktur, patruljetjeneste, forsyning, logistik osv., og indgår i kommandostrukturen, som det fjerde værn. I 2008 blev hjemmeværnsfolk udsendt til Afghanistan og Irak, hvor de fik kamperfaring, blev uddannet som snigskytter, eller arbejdede sammen med Frømandskorpset. Hjemmeværnet anses for at være en af de bedst uddannede militser, som følge af de faste årlige træningsprogrammer og øvelser.

 

Et samfund, der befinder sig i et evigt beredskab, kan imidlertid udvikle sig til et frygtbaseret, nationalistisk machosamfund, sådan som det er sket i Israel. De psykologisk-sociale konsekvenser deraf bør undersøges nærmere.

 

Nordisk Forsvarsforbund

Efter 1945 opstod i Norden ideen om et militært samarbejde. Kun sammen ville det være muligt at forsvare sig. Drivende kræfter var Danmark og Sverige, mens Norge og Finland var skeptiske.

 

Finland på grund af de begrænsninger, Sovjetunionen havde lagt på landet efter de to krige 1940-41, og som endte med tab af det sydøstlige Finland, og besættelse af to halvøer på sydkysten. Norges skepsis skyldtes dels beliggenheden ud til Atlanterhavet og de store skibsfartsinteresser, men også, at Norge hellere ville knytte sig til den spirende Vestunion – et samarbejde mellem England, Frankrig og Benelux – forløberen for NATO.

 

Sverige holdt fast i sin neutralitet, og tog afstand fra en for tæt tilknytning til vesten, da det ville øge det sovjetiske pres på Finland, og dermed også mod Norden. Bedre blev det ikke af, at danske og norske politikere mente, at i en krisesituation ville det alligevel være nødvendigt, at søge hjælp hos vestlige militære partnere.

 

Efter 1945 var Europa præget af politisk-ideologisk labilitet. Til hvilken side ville Frankrig og Italien, med de stærke kommunistpartier, orientere sig, og hvordan ville det gå med den græske borgerkrig? Sovjets magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948 afgjorde imidlertid sagen for Danmark og Norge: Indmeldelse i NATO – og dermed døde tanken om et nordisk forsvarssamarbejde.

 

Også udsigten til store udgifter til et militær, der i sagens natur ikke var stort nok til at kunne modstå en invasion. Det var derfor billigere at tilslutte sig NATO, hvor man var flere om at dele udgifterne, samtidig med at de militære kapaciteter blev større.

 

Det nordiske forsvarsforbund har stadig sine tilhængere, bl.a. på venstrefløjen, der ser det som et alternativ til NATO. Et synspunkt, der dog ikke har kunnet opnå større folkelig opbakning.

 

Et militært samarbejde mellem de nordiske lande findes i NORDEFCO. Det omfatter koordination, uddannelse, effektivisering, FN-missioner, våbenindustri, fællesindkøb osv. Ambitionen er øget arbejdsdeling for at mindske de samlede udgifter. I stedet for at have flere våbenindustrier, der fremstiller det samme, satses der på geografisk specialisering. Der er dog ingen gensidige militære forpligtelser, og NORDEFCO påvirker heller ikke Danmarks og Norges NATO-relationer. NATO opmuntrer endda til sådanne regionale samarbejder og ser det som en mulighed for gradvis at kunne sluse Sverige og Finland ind i alliancen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com