Kan danske fagforeninger lære noget af amerikanske organizere og aktivister? Ja, det kan vi i høj grad, mener Klaus Krogsbæk, tidligere konsulent i LO-fagbevægelsen i Østjylland og oprindelig uddannet typograf.

af Benedicte Toftegård

19.
januar
2023
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 10 minutter

Det følgende er en opsamling Klaus Krogsbæks oplæg

 

Fagbevægelsen skal være en visionær organisation, som tør stille de vigtige krav i forhold til de store politiske og faglige spørgsmål. Vi skal lære af folk som Jane McAley, og de bevægelser, der har forstået at vinde store sejre ved at droppe kampen for særinteresser og tale klasse fremfor faggruppe.

 

Hvordan skolelærerne i Los Angeles kunne sejre

I januar 2019 var der i Los Angeles tre demonstrationer fordelt over fem dage. I hver eneste demonstration deltog omkring 60.000 mennesker i sympati med godt 30.000 strejkende lærere i Los Angeles’ skoledistrikt.

 

Strejken, som havde betydning for mere end en halv million elever, var en protest mod blandt andet lav løn, store klasser, manglende støttepersonale som fx sygeplejersker og bibliotekarer, og ikke mindst mod spredningen af de såkaldte ’charterskoler’, som blev anset for at øge uligheden og føre til privatisering.

 

Strejken sluttede efter ganske få dage med en sejr til lærerne og en bred aftale, som ikke alene omhandlede snævre faglige spørgsmål om løn og arbejdsforhold, men også spørgsmål om social og racemæssig lighed, som rakte ud over skolen som arbejdsplads. Aftalen indeholdt bl.a. en lønforhøjelse på seks procent samt en reduktion i klassestørrelsen med fire elever over tre år, garanti for en sygeplejerske på hver skole, flere bibliotekarer, flere vejledere og mere hjælpepersonale samt etablering af 30 nye lokale skoler. Samtidig forpligtede skoledistriktets ledelse sig til at henvende sig til delstaten for at få sat et loft over antallet af charterskoler.

 

Hvordan kunne en sådan sejr lade sig gøre?

 

Fagforeningen må udvide basen

Mange skoler lå i distrikter, hvor der reelt ikke var noget, som holdt sammen på ”lortet”. Veje, bygninger, mennesker. Den eneste organiserende kraft var områdets skole og skolens fagforening. Forældrene klagede til lærerne, som tog førertrøjen på i dannelsen af en social bevægelse. Lærerne stillede krav på ”lokalområdets vegne”. De talte ikke kun om løn eller om fagforeningens ”kerneopgave”. Det handlede ikke om lønniveau, men om leveniveau, man organiserede hele arbejderklassen.

 

Det betyder, at folk som ikke er omfattet af en overenskomst, også skal være med. Alle skal være med. Det gælder om at udvide basen, det vil sige antallet af mennesker, som fagforeningen er i kontakt med. Vi må nødvendigvis bruge mange menneskelige kræfter. Det er nødvendigt, hvis vi skal vinde store sejre.

 

Kvalitet i arbejdet omfatter alle

Alt dette blev opbygget gennem flere år. Initiativet startede, da der blev valgt en hel ny ledelse i lærernes fagforening i 2014. De lagde ud med at køre en kampagne for at sætte kontingentet op. Ja du læste rigtigt. Men det var logisk. Hvis vi skal vinde, skal vi have en større styrke – også økonomisk. Man stillede medlemmerne spørgsmålet: Er I med eller ej? De mål, vi går efter, kræver, at I går med. Vil I det?

 

Der skal være plads til alle ansatte uanset fag.  Filosofien er, at vi alle sammen har krav på kvalitet i arbejdet uanset vores faglighed. Hvis jeg ikke har tid til at udføre mine opgaver eller laver tingene dårligt, får jeg et nedværdigende forhold til mig selv. Det gælder uanset, om du er akademiker, sygeplejerske eller chauffør. Vi skal stå sammen og tale om klasser i stedet for at tale om fag. Og vi skal forene os med folk udenfor. Vi skal forhandle for ”det fælles gode” og ikke kun for særinteresser. Det er nødvendigt at kunne gøre disse ting, hvis man skal være i stand til at tage et slagsmål.

 

Aktivistkæder og organiske ledere

De ansatte på skolerne organiserede det på den måde, at for hver 100 ansatte fandt man 10 aktivister. Hver aktivist havde ansvar for sine 10 nærmeste kolleger. På den måde sikrede man, at der var en personlig samtale med hver eneste. Og det gjaldt først og fremmest om at lytte, selvom der selvfølgelig også blev uddelt materialer fra fagforeningen. Aktivisten skulle melde tilbage fra samtalerne. Hvad var det, som folk oplevede som de største problemer? Så startede man lokale forhandlinger ud fra de signaler og holdninger, man opsamlede, men også med de bedste argumenter for, at folk skulle gå med i en strejke. Næste skridt var afholdelse af kæmpe stormøder.

 

Når man sætter sådan en kampagne i gang, skal man have fat i dem, som har en naturlig autoritet. Det er ikke nødvendigvis tillidsmanden eller den, som stiller forslag på generalforsamlingen. Dem, vi stoler på, det er dem, vi skal vinde over på vores side. De er få, men de rykker mange med sig.

 

Afgørende er at identificere de påtrængende problemstillinger, som ikke kan løses gennem individuel handling, men som kræver flertallets aktive opbakning; altså at finde det punkt, hvor den enkelte kan forvisses om, at den kollektive handling er den eneste mulighed, og at han/hun skal tage et medansvar herfor.

 

Hvem er Jane Mc.Aley?

Jane McAlevey er en amerikansk fagforeningsorganisator og skribent. Som ung arbejdede McAlevey for miljøbevægelsen i USA. Efter at en ny ledelse i 1996 kom til magten i den amerikansk faglige landsorganisation, AFL-CIO, blev hun rekrutteret til at arbejde for deres organiseringsafdeling og kom derfra senere til SEIU, som er et fagforbund, der repræsenterer næsten 1,9 millioner arbejdere inden for bl.a. sundhedspleje i USA og Canada. McAlevey bidrog her blandt andet til at opnå overenskomster for hospitalsarbejdere med pensioner og arbejdsgiverbetalt sundhedspleje. Hun brugte en tilgang til overenskomstforhandlingerne, hvor arbejderne selv sad med ved bordet. McAlevey har skrevet tre bøger og været medforfatter til en fjerde om magt og strategi i forbindelse med fagforeninger og lønmodtagere (læs mere på janemcalevey.com).

 

Jane McAley taler om organisering som en metode til at udvikle vilje og evne til at stå sammen. Vi er også nødt til at skabe alliancer med andre. Vi kan ikke udøve magt hver eneste dag. Derfor er det vigtigt, at de sejre, man opnår, bliver institutionaliseret. Det kan være gennem overenskomster, love eller traktater. De institutionaliserede sejre er udtryk for gårsdagens magt. Det er ting, som er blevet en selvfølge. At vi har ret til ferie, fri abort, og at vi normalt har fri i weekenden, men får ekstra betaling, hvis vi ikke har. Disse sejre kan være i forhold til arbejdspladsen, lokalsamfundet eller i en boligforening.

 

Brug medlemmernes magt

Magt handler om evnen til at tvinge sin vilje igennem på trods af modstand.

 

Vi lærer, at magten ligger hos arbejdsgiverne og politikerne, at magten ligger hos kapitalen, det vil sige pengene. Men der er også en magt i menneskene, fordi det er dem, som udfører arbejdet. Fagbevægelsen benytter sig ikke af, at vi har menneskene. Fagbevægelsen nøjes med at appellerer til arbejdsgiverne om retfærdighed. Vi står uden for og råber ind i megafonen: ”Behandl dog folk lidt bedre.” Fagbevægelsen skal være en visionær organisation, som tør stille de vigtige krav i forhold til de store politiske og faglige spørgsmål.

 

Kan vi bruge det her til noget i Danmark? Lokalsamfundet er ikke på samme måde overladt til markedskræfterne.

 

Ja, mener Klaus.

 

Hver gang, der er kommunale nedskæringer, ser vi, at f.eks. pædagogerne slås mod dårligere normeringer. Men hvor er dem fra Metal og HK, som har børn i de samme daginstitutioner? Vi er nødt til at være solidariske og bakke op om hinandens kampe på tværs. Lærerne støttede også blokader mod Starbucks f.eks. I Danmark så vi, at byggefags grupper støttede sygeplejerskernes strejke.

 

Hvis man skal samle folk til en afgørende kamp, skal man kunne lave en højrisikotest. For eksempel at folk skal turde underskrive med navn på en skrivelse til ledelsen. Det er farligt, hvis man er få, men hvis 90 procent gør det, er risikoen begrænset. Man får ikke noget igennem, uden at man kan kæmpe effektivt mod sin modstander. Man skal turde ramme vedkommende dér, hvor det gør ondt.

 

Frem for at bruge kræfterne på at organisere medarbejderne i hver eneste butik over det ganske land, skal vi måske målrettet gå efter at organisere og ikke mindst aktivere de ansatte på de store centrallagre, som har kontrol over distributionen af varer til hele landet.

 

Vi skal ikke kopiere, hvad de gør i USA, men vi kan lade os inspirere. Hvis fagbevægelsen ikke interesserer sig for de sociale problemer og problemerne med at få en almen bolig, der er til at betale, så interesserer det heller ikke politikerne, mener Klaus.

 

Glimt fra debatten

”Når tolkene i HK-Service starter deres organiseringskampagne med udgangspunkt i den lokale moske i København Nordvest, så tager de udgangspunkt i et lokalområde.”

 

”Fagbevægelsen tager fejl, når de prøver at engagere unge ved at henvise til, hvem der har skabt resultaterne for 50 og 100 år siden. Som om de skal melde sig ind, fordi ”at det skylder man fagbevægelsen”. Det kan de fleste unge mennesker ikke bruge til noget. De vil gerne have, at det består, men de tænker, at det er der nok nogen, som ordner.”

 

”Vi skal tænke på metaforerne for krig og stilstand. Hvis vi er i offensiven på et område – hvis arbejdsgiverne kan se, at der er en kamp i gang, så tør de ikke udfordre os på andre områder. Er der derimod stilstand, så kan de begynde at angribe vores rettigheder en for en.”

 

”Hovedparten af fagbevægelsen er ikke interesserede i at kæmpe. De skal bare holde apparatet kørende, og ser det skidt ud, sælger vi bare Alka, så vi har penge de næste ti år. De er bange for en konflikt.”

 

”Vi skal tænke over, at det ikke er nok at vi vil vælte en ledelse i fagforeningen, som vi synes er nogle pampere, der ikke vil forsvare os. Vi risikerer bare at vælge nogle andre, som også bliver pampere efter nogle år. Vi skal forberede os på, hvem der skal tage over.”

 

”Lærernes kamp i Los Angeles kom ikke af ingenting. Så langt tilbage som i 1996 mødtes 21 lærere … fra hele USA til en konference hvor man diskuterede disse langsigtede tiltag. I 2012 opstod den første strejke i Chicago.”

 

”Vi oplever alle sammen, at medlemmerne er vrangvillige. De skal betale hus og bil og mener ikke, det nytter. Vi kan opleve, at dele af fagbevægelsen støtter krav om et fjerde spor på motorvejen, så medlemmerne ikke skal sidde i kø, så de ikke kan nå at hente lille Børge i vuggestuen. Det individuelle fokus og dogmet om kerneopgaver kan ende i en blindgyde.”

 

Klaus sluttede af med at erklære at, fagbevægelsen er nødt til at være en visionær organisation, der stiller nye krav og udvikler nye værdier. Vi skal vedligeholde de sejre, vi har opnået ved at kæmpe for noget nyt. Kollektiv transport, arbejdstidsnedsættelse. Klaus erklærede sig som socialdemokrat og tilkendegav, at det ikke er nødvendigt at befinde sig yderst på venstrefløjen for at kunne se fornuften i en sådan strategi

 

Artiklen er et uddrag af den tværfaglige debat på Café Fagligt Forår afholdt 22. november 2022 hos BJMF/3F København. Initiativet tager udgangspunkt i, at fagbevægelsen mister medlemmer, og at det haster med at ændre tilgangen til det at organisere. Vi har brug for at dele konkrete erfaringer med hinanden på tværs af fagforbund,

 

Se alle historier fra Faglig Cafe her.

 

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com