content-picture.php

Reaktionære populister har smedet en alliance forud for valget til EU-Parlamentet. Forventningerne til at tidligere tiders stridigheder vil forsvinde, er store. Men så let går det ikke. Modsætningerne er der nok af, fx kan uløste grænsekonflikter spolere idyllen.

af Arne Lund

Foto credit: Creative Commons/Euroactiv

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, samlede midt i maj 11 højrepopulistiske partier fra lige så mange EU-lande, for at styrke de nationalkonservative kræfter forud for valget til EU-Parlamentet.

 

Det var ikke tilfældigt, at præsentationen skete foran domkirken i Milano. I det katolsk prægede Italien trækker den tidligere kommunist Salvini det religiøse kort. Under demonstrationen holdt han en rosenkrans i hånden, påkaldte sig såvel Europas katolske værnehelgen, som Guds Moder: ”Jeg betror personligt mit og jeres liv til Marias ubesmittede hjerte, som skal hjælpe os til sejr. Det er jeg overbevist om.”

 

Ved samme lejlighed angreb Salvini pave Frans, der har opfordret til. “at man hjælper mennesker i nød, samt at Europa skal være kulturelt åbent.” Vatikanet advarer om, at ”det er altid meget farligt at hævde, at man har Gud på sin side.”

 

Den slags tager Salvini let, for han er højrefløjens darling. DF’s Anders Vistisen jubler: “Det er på høje tid, at vi følger Salvinis lederskab.” Også Geert Wilders blev grebet af den halvreligiøse stemning: “Viva Matteo. Grazie Matteo,” mens Marine Le Pen forsikrede det regnvåde publikum om, at “de er vidne til et historisk øjeblik.” Så kan det vist næppe blive større.

 

“Nok er vi forskellige,” siger Salvini, “og det skal vi vedblive at være. Men vi kæmper for de samme mål: At stoppe indvandringen og islamiseringen af Europa… vi vil tage nationernes kultur og identitet tilbage fra bureaukraterne i Bruxelles.”

 

Store uenigheder

Det yderste højre forventer at få øget styrke ved valget den 26. maj, og så er der ingen tvivl om, at de vil få afgørende indflydelse på EU-politikken, og på hvem der skal have de mest magtfulde embeder i EU-systemet.

 

Får de reaktionære magt som de har agt, kan det godt blive særdeles ubehageligt for de flygtninge og migranter, der er afhængige af, at EU-systemet opfører sig nogenlunde fornuftigt – EU’s “opsamlingslejrene” i Libyen viser, at der fortsat er langt igen. Øget magt til højrefløjen vil tillige stække EU’s indsats på miljøområdet, for de højrenationale tror ikke på den slags miljøhysteri. Banker, skattesnydere og økonomisk kriminelle kan glæde sig over, at de nu får lov til at være i fred.

 

Den forbrødring, som Salvini, Wilders, Le Pen m.fl. signalerer, er imidlertid ikke så givet, som de selv tror. Det yderste højre har altid haft svært ved at samarbejde. Det ligger næsten i deres dna, at man skal hade “de andre”, og det viste sig da også i Milano. Fraværende var bl.a. Victor Orban og det polske regeringsparti. Neoliberalisten Orban kan ikke døje Marine Le Pen. Han synes, hun er for rød, og polakkerne afskyr Salvinis og Le Pens nære relationer til Putin.

 

Salvini vil – trods sin modstand mod EU – have et EU-baseret fordelingssystem for flygtninge og migranter. Alternativ für Deutschland og DF vil ingen flygtninge have overhovedet.

 

Også forholdet til EU splitter. Salvini, Le Pen og Orban vil gerne sidde med ved magtens bord i Bruxelles, for at kunne forandre EU indefra. – og frem for alt, vil de ikke glip af de kære EU-tilskud. Andre lukker øjnene for Brexit-udfordringen og vil bare ud af EU hurtigst muligt.

 

Også emner som abort, homosexualitet, vandrende arbejdskraft, klima, A-kraft osv. viser, at der er store og meget dybe divergenser.

 

For blot få år siden ville DF ikke være i stue Front National, der var plaget af antisemitisme og holocaustbenægtere. Men nu er det anderledes. Til Information den 19.5 siger Anders Vistisen: “DF er gået med i den nye gruppe, da vi har ændret vores strategiske position for at kunne få mere indflydelse:.. hvis vi vil være del af en større partigruppe, er vi nødt til at samarbejde med en som Le Pen…de ting, der før har holdt os fra hinanden, det kan ikke længere fylde helt så meget, og så skal vi fokusere på det, der forener os.”

 

Salvinis flirt med det religiøse højre og med abortmodstandere kritiseres af hans egne for at være en kalkuleret og kynisk manøvre, for at få opbakning fra politisk hjemløse konservative og fascister, der hidtil ikke har villet stemme på Lega. En styrket Salvini i EU-regi vil gøre det lettere for ham at skille sig af med den besværlige regeringspartner, 5-Stjerne Bevægelsen, der ofte modarbejder Salvinis agenda.

 

I Salvinis agenda indgår Trumps tidligere rådgiver, katolikken Stephen Bannon, der i dag sidder i Bruxelles for at igangsætte og koordinere initiativer, der fremmer Trumps dagsorden om at underminere EU, og fremme kristne-nationalistiske familieværdier. Bannon har udset sig Italien som centrum for sine fremstød, og har stiftet “Akademi for europæiske politikere til forsvar for den jødisk-kristne vestlige civilisation”. Skolingen skal foregå på et kloster syd for Rom. Klosteret ejes af staten, og stilles til rådighed for Bannon. Akademiet ledes af den tidligere engelske EU-embedsmand, Benjamin Harnwell, der er ven af Bannon, og som har støttet UKIP politisk og økonomisk.

 

Er Italien frontlinjen i de højrereligiøses kamp for familieværdier, så er Salvini og Lega fodfolket, der drager ud for at slås for den kristne kultur. Ikke tilfældigt, at Legas logo er en middelalderkriger med draget sværd.

 

Grænsestrid

Et par hundrede kilometer fra domkirkepladsen i Milano, udspilles en nationalistisk strid, der slår skår i den reaktionære idyl: Den hundredårige strid om Alto Adige/Sydtyrol – et område, der tilhørte det østrig-ungarske dobbeltmonaki indtil 1918, og som overgik til Italien, da dobbeltmonakiet brød sammen.

 

Siden da har en stærk selvstændighedsbevægelse forsøgt at rive sig løs fra Italien, og enten få status som en fristat, eller komme hjem til Østrig. En kamp, der støttes helhjertet af FPÖ (Freiheitliche Partei Österreich, og lunkent af skiftende borgerlige regeringer. På det seneste har FPÖ stillet forslag om at indbyggerne i Alto Adige/Sydtyrol skal have dobbelt statsborgerskab, hvilket har gjort Salvini rasende, og svækket hans samarbejde med FPÖ.

 

Ca. 70 procent af indbyggerne i Alto Adige/Sydtyrol er tysktalende, og opfatter sig ikke som italienere. De fleste lever i parallelle samfund og kulturer, og undgår kontakt med de italiensktalende. De tysktalende taler om en etnisk og kulturel imperialisme, idet de frygter, at Salvini vil følge Mussolinis eksempel og forflytte italienere til området, således at de tysktalende en dag vil være en minoritet.

 

I begyndelsen af 60’erne greb selvstændighedsbevægelsen til våben mod den italienske stat, udførte bombeattentater mod infrastrukturer og myndigheder. Statens reaktion var forudsigelig: brutal, og en del “frihedskæmperne” måtte flygte til Østrig. Den aktuelle strid endte med en aftale i 1969, der gav Alto Adige/Sydtyrol udstrakt autonomi, bl.a. anerkendelse af tysk som officielt sprog.

 

De fredelige forhold gav stor økonomisk fremgang – især turisme – og har gjort regionen til Italiens rigeste. Med EU’s åbne grænser blev det muligt at udbygge samarbejdet med Østrig i en sådan grad, at mange følte, at de hørte ligeså meget hjemme i Østrig som i Italien. Nok er de nationalister og stærkt højreorienterede i deres politiske valg, men EU fejler ikke noget. For EU har givet den tysktalende befolkning muligheden for at styrke deres identitet ved at udbygge de kulturelle fællesskaber over landegrænsen til Østrig.

 

Konflikten i Alto Adige/Sydtyrol har været holdt i ave af, at der de sidste årtier har været fokus på at opbygge et grænseløst Europa. Dette trues nu af Lega, som fokuserer på en stærk national centralmagt og ikke er positiv over for autonomien i Alto Adige/Sydtyrol, men som på den anden side også ønsker et tæt samarbejde med FPÖ. Dilemmaet er tydeligt for både Salvini og FPÖ.

 

De mange flygtninge og migranter, der kom til Italien i 2015 og i årene fremefter, søgte mod Nord- Europa. Dét fik den østrigske regering til at oprette permanent grænsekontrol til Italien, herunder også ved den vigtige overgang, Brenner, hvor der nu var ventetider på 2-4 timer for at komme igennem. Dermed blev det mere besværligt at opretholde en uhindret færdsel mellem Alto Adige /Sydtyrol og Østrig. Mere skulle der ikke til, for at det gamle had blussede op igen.

 

Skånelandene

Konflikten er imidlertid ikke den eneste grænsekonflikt, der kan true forbrødringen mellem højre-partierne. En stærk nationalistisk dagsorden i ét land, vil ofte støde an hos nationalt sindede meningsfæller i nabolande. Sverigesdemokraterne fx bryder sig jo nok heller ikke om, at DF taler om Skånelandene, som om de stadig var en del af Danmark.

 

Der eksisterer fortsat uløste grænsekonflikter i Europa, flest på Balkan og i Østeuropa. Fx strides Ungarn om leveforholdene for de 15 mio. mennesker af ungarsk afstamning, der bor i Rumænien, Serbien, Slovakiet og Ukraine. Grækenland har problemer med Makedonien og Bulgarien, Kroatien med Serbien, og de baltiske lande med Rusland.

 

I Vesteuropa volder Nordirland atter problemer, skotterne vil være sig selv, og i Baskerlandet ulmer det stadig. De fleste steder løses det dog ved hjælp af afstemninger og regionale grænseaftaler, der tager luften ud af nationalisternes skingre retorik.

 

Men tag ikke fejl: Øget medvind til stærkt nationalistiske kræfter kan udløse voldelige konflikter, og våben er der rigeligt af. Kun få havde forudset, at de nationalistiske stridigheder i ex-Jugoslavien ville udvikle sig til en langvarig borgerkrig. Det skete, og det kan ske igen.

 

single.php