content-picture.php

For Marijke Colle, økofeminist fra starten af, har kvinder det bedste udgangspunkt for at blive bevidste om sammenhængen mellem naturen og menneskelivet, og nødvendigheden af handling for at stoppe ødelæggelsen af vores planet.

af Marijke Colle

Den økofeministiske bevægelse fødtes for få årtier siden, ud fra den iagttagelse, at der er en overensstemmelse mellem udbytningen af kvinder og udbytningen af naturen. I den aktuelle kontekst af uopsættelig nødvendighed og truende klimakollaps, og i takt med at forestillingen om et sammenløb af forskellige kampe dukker op igen, så vender også den feministiske bevægelse tilbage på scenen.

 

I hvilken sammenhæng er økofemismen dukket op?

Økofeministisk bevidsthed kom til syne i den tredje verden, hvor miljøproblemer (tørke, oversvømmelser, cykloner, skovrydning osv.) rammer folk, især kvinder, tidligere og mere voldsomt. I Indien var der for eksempel i begyndelsen af 70’erne en gruppe kvinder, der dannede en bevægelse – chipko-bevægelsen – for at redde deres skove fra industriel og kommerciel udnyttelse. Det britiske kolonistyre havde sat sig på disse skove, og de forblev statslig ejendom efter uafhængigheden, under stærk militær indflydelse. De landsbyer, der stødte op til disse skove på Himalayas skråninger var i overvejende grad beboet af kvinder – mændene var migreret for at arbejde i byerne. For landsbyerne var skove meget vigtige, især i kampen imod erosion. Det var for at forsvare deres levevilkår, at disse indiske bønder begyndte at slå ring om træerne ved at sætte deres egne kroppe ind mellem dem og hæren for at forhindre, at de blev fældet. Denne aktion blev en succes, til dels fordi militæret ikke turde angribe kvinder.

 

En fremtrædende indisk filosof, Vandana Shiva, der sluttede sig til bevægelsen, har spillet en vigtig rolle i forbindelse med udformningen af den økofeministiske forestilling om fremtiden. Hun fordømmer blandt andet forskellige udgaver af en demografisk politisk tilgang, der giver kvinder skylden for overbefolkning og dermed årsag til miljøkrisen. Hun går til modstand mod de former for fødselskontrol, som med den indiske hærs bistand førte til abort af tusinder af pigefostre (piger regnes for mindre end drenge i Indien, især på grund af den medgift, der skal betales af pigens familie ved bryllupper).

 

I de latinamerikanske lande er økofeminisme især forbundet med ideen om ”buen vivir” (’at leve godt’), som oprindelige folk har bidraget med. Denne måde at tænke på, hvor kvinder spiller en vigtig rolle, er baseret på et harmonisk forhold mellem mellem naturen og mennesker. Den vægter livskvalitet højere end bare at gå efter at anskaffe sig flere og flere ting.

 

Ved siden af denne økofeminisme i Syd er der også en mere vestlig økofeminisme …

Økofeminismens fremkomst i USA og Europa går helt tilbage til begyndelsen af 1980’erne, i en helt anderledes kontekst. Den er primært forbundet med kernevåbenkapløbet under den kolde krig. I USA bragte Women’s Pentagon Action 2000 kvinder sammen ved Three Mile Island-atomkraftværket i marts 1979 i en protest mod militarismen i samfundet. I Storbritannien organiserede kvinder en fredslejr, hvor de protesterede mod et projekt med oplagring af atommissiler på Greenham Common-basen. Det var en pacifistisk bevægelse, der var organiseret af kvinder, der tog afstand fra krig, som ønskede at beskytte deres børns liv og mere bredt menneskehedens og planetens fremtid. Den amerikanske økofeminisme, der var inspireret af befrielsesteologien, rummer også en åndelig strømning af teologer, der gør oprør mod, at i vores kultur er Gud en mand, at naturen ikke er noget, man regner med, og at kvinder bliver trængt i baggrunden … Der er nogen, der identificerer sig med hekse, der blev jagtet i århundreder, andre fortæller om deres historie og kampe i digterisk form.

 

Hvordan kan det være, at kvinder er nået frem til at tage feministiske og økologiske temaer op?

Økofeminismens hovedtese er, at der er en analogi – kendetegn, der ligner hinanden – mellem udnyttelsen af kvinder og af naturen: den samme mangel på respekt, det samme sted, som de er henvist til, usynliggørelsen af deres arbejde, det, de skaber osv. Vandava Shiva drager f.eks. en parallel mellem den kontrol, som gravide udsættes for af en teknisk videnskab, der åbner op for udvælgelse af fostre, og den måde, som forskere prøver at beherske og forme naturen på, ved at udrydde vilde planter til fordel for udbredelsen af monokulturer. Økofeminister viser, at disse former for udnyttelse er forbundne, at de forstærker hinanden i en patriarkalsk kultur. Men det er gennem meget konkrete kampe, at de er nået frem til at tage feministiske og økologiske temaer op, at sammenflette kampene mellem de former for herredømme, som kvinder og naturen er underkastet, og ad den vej gøre deres frigørelse mulig. Det er Økofeminisme udviklet gennem kvinders kollektive, opfindsomme, kreative og ikke-voldelige erfaringer, og ikke teoretisk.

 

Hvor kommer disse forbundne former for undertrykkelse fra?

Moderne tænkning er struktureret omkring dualismer (at verden og/eller mennesket er delt i to eller bestemt af modsætningen mellem to principper,), hvis oprindelse går tilbage til meget gamle tider (Platon, Sankt Augustin osv.), hvor kvinden betragtes som en livmoder, mens manden som en hjerne. Senere, i renæssancen, bidrog sondringen mellem Menneske og Natur, til at opdele og rangordne menneskelige og ikke-menneskelige forhold til forestillingen om natur, kvinde, følelser, psykologi og intuition på den ene side, og på den anden side kultur, mand, fornuft, magt, den rationelle forståelse af tingene. Disse dualismer fører til en retfærdiggørelse af, at både kvinder og natur ringeagtes, samt af mænds myndighed over begge. Med det kapitalistiske samfunds opkomst og udviklingen af teknisk videnskab har udnyttelsen af kvinder og instrumentaliseringen af naturen antaget endnu mere sygelige former, helt til at de er blevet gjort til varer, slet og ret.

 

Ved at gøre feminisme ’grønnere’, er der så ikke en risiko for at fremstille den som ’det naturlige’?

Identifikationen af kvinder og natur, som den dualistiske tænkning har bragt til veje, er problematisk af den simple grund, at den ikke er sand. Den formindsker helt generelt det menneskelige potentiale for kvinder (og også mænd), der så begrænses til såkaldte feminime (eller maskuline) færdigheder og roller. En kvinde kan jo udfolde sig allerbedst med såkaldte maskuline færdigheder, og lige sådan den anden vej rundt. De er ikke tættere på naturen i deres inderste væsen end mænd. Den feministiske bevægelse har gennem mange årtier forsøgt at befri kvinder fra denne forbindelse med naturen, som er blevet udnyttet af patriarkalske tænkemåder til at henvise kvinder til huslige gøremål og udelukke dem fra politik. Der er nogen skræmte borgerligt-radikale feminister, der har taget afstand fra økofeminismen ved at anklage den for at fastholde kvinder i deres traditionelle rolle. Det er, efter min mening, ikke sandt. Det er en bevægelse, baseret på virkelige kampe, hvor kvinder er blevet bevidste om deres undertrykkelse og deres afvisning af at leve i en verden, der er styret af krigens love, af profit, konkurrence og herredømme over naturen.

 

Det er handlingens dynamik, der har banet vejen for, at bevidstheden om de herredømme- og udnyttelsessystemer, der anvendes over for kvinder og naturen, kunne bryde frem. Det er ikke en bevidsthed, som man kan nå frem til ved at læse bøger, men kun ved at være en del af virkelige bevægelser. I stedet for at fornægte deres forhold til naturen og afskære sig fra den verden, som menneskeheden hører til, så forsøger økofeministerne at revurdere denne tilknytning og at opbygge ikke-hierarkiske relationer, befriet for herredømme. Det er hierarkiet og dominansen i disse forbindelser – det forhold, at det, der er ’mandligt’, er bedre end det, der er ’kvindeligt’, at naturen er undervurderet, på trods af sin samfundsnytte – det er det, der er problematisk, og ikke forbindelsen i sig selv.

 

Hvad er lighederne mellem den situation, hvor økofeminismen brød frem, og den aktuelle situation?

Frygten for fremtiden og den påtrængende nødvendighed af at komme med en anden forestilling om verden, fredelig og respektfuld over for Jorden, var drivkræfterne bag kvindernes modstand i 80’erne. I dag er det økologiske tema blevet det centrale blandt os, med bevidstheden om klimaforandringerne. Samtidig med det oplever kvinderne, at de feministiske kampe ikke har mistet deres berettigelse, volden mod kvinder – bragt i forgrunden af Me Too-bevægelsen – er stadigvæk en uafrystelig realitet for mange af dem. Volden i forholdet mellem mænd og kvinder er et meget dybtgående fænomen i vores kapitalistiske og patriarkalske samfund, ligesom den vold, der går ud over naturen.

 

Hvori består kvinders bidrag til den økologiske kamp?

Fordi kvinder har ansvaret for så meget i samfundet, fordi de roller, som de har fået tildelt (husligt arbejde, ansvar for børns trivsel, for de gamle, de syge osv), så bevæges de til at bekymre sig mere om økologiske og miljømæssige emner. De vil være de første til at føle sig anfægtet af forureningsproblemer i deres nærmiljø, deres daglige omgivelser og der, hvor de arbejder, og til at søge løsninger for at beskytte deres børns liv, deres familie, kolleger, til at blive bevidste om den uadskillelige sammenhæng mellem det menneskelige samfund og det sociale miljø, som det indgår i, den indbyrdes forbindelse mellem naturen og menneskers liv, nødvendigheden af at handle, at standse ødelæggelsen af vores planet … og gå i gang med at skabe forandring. Det er ikke for ingenting, at unge skolepiger har været så fremtrædende i klimastrejkerne … Økologi fortæller os, at intet går til spilde, at alt ikke-organisk affald forbliver på planeten, og at skraldespanden fyldes op. Erkendelsen af, at vi kun har én planet, er også særdeles mærkbar blandt kvinder, der stadigvæk tager det største ansvar for husholdningen.

 

Hvilke perspektiver åbner økofeministerne op for i den aktuelle sammenhæng?

Økofeministerne påviser, at samfundets funktion i vid udstrækning afhænger af kvinders og naturens usynlige og gratis bidrag. Al det arbejde, der har med omsorg og pleje af andre at gøre, huslige opgaver, bekymringer om forhold i familien, i lokalsamfundet, fordi de tilhører det private liv og er uden for det pengestyrede kredsløb, er usynligt, ligesom den hjælp, som økosystemet yder naturen. Og så udgør dette kvindelige arbejde alligevel 2/3 af økonomien. Økofeminister forsøger at gøre det usynlige synligt og at værdsætte det. Hvis vi vil have en økologisk løsning på den krise, som vi oplever, så må vi give denne dybtliggende indstilling hos kvinder, der handler om omsorg og omtanke, tilbage til verden og udbrede den: ikke at tage nogen risiko uden nøje at have overvejet den, sætte samarbejde over konkurrence, kvalitet over kvantitet, brugsværdi (nytten af de genstande, som vi skaber for, at vi kan have det godt) over markedsværdi (de genstande, der bliver produceret for at blive solgt og skabe profit), genbrug frem for at smide væk … gøre det usynlige synligt, det er derfor, kvindestrejken 8. marts er så vigtig. Den giver kvinder mulighed for at indse, at hvis de stopper op, så stopper verden. Det er vigtigt at tro på det, som man selv gør, for det er sådan, kvinder viser deres bidrag, deres evne til at handle kollektivt, så denne økofeminisme kan blive konkret.

 

Marijke Colle er medlem og aktivist i Gauche Anticapitaliste, den belgiske sektion af Fjerde Internationale, og har i mange år været aktiv omkring emner vedrørende økologi og feminisme.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

single.php