I løbet af få årtier udskiftes Europas befolkning med afrikanske migranter og mellemøstlige muslimer, og derfor skal europæerne gøre aktiv modstand, hævder ungdomsbevægelsen De Identitære. I en politisk rejsebog til tolv lande piller journalist Rasmus Hage Dalland facaden af De Identitære, og viser, at der er tale om gammel vin på nye flasker.

 

Hvem er De Identitære? Fædrelandskærlige unge, der er bekymret for deres lands og Europas fremtid? Højrefløjens svar på 68’erne? Den mest intelligente gruppe på højrefløjen? Eller en flok hipster-nazister? De Identitære har fået sat så mange etiketter på sig, at det nok kan være svært, at hitte rede i, hvem de reelt er.

 

For at finde ind til kernen af, hvem og hvad De Identitære er, rejste Rasmus Hage Dalland i 2018 til tolv lande. Tålmodigt graver han sig ned under det selvbillede De Identitære (og nogle medier) har skabt af bevægelsen. Mødes med bevægelsens talsmænd og -kvinder på cafeer, i privaten, i mødelokaler og på sommerkurser. Deler hotelværelser med dem, fester med dem. Takket være den tid, og den lydhørhed, hvormed han møder De Identitære, vinder han deres tillid.

 

Det er der kommet en spændende og velskrevet bog ud af. Yderst nyttig at kende, hvis man vil forstå, hvor mangfoldig det yderste højre er, og dels erfare, hvor ferme De Identitære er til at kamuflere, at det, de siger og mener, slet ikke er så nyt endda. På mange punkter er der tale om tankegods, der er overtaget fra bl.a. den tyske nationalromantik, den italienske fascisme og/eller Alt-right-bevægelsen – peppet op med aktionsformer, de har lånt hos bl.a. Greenpeace.

 

De Identitære ser samfundet i opløsning, præget af fejlslagen integration, multikulturelt kaos, og hvor det rådende markeds-liberale værdigrundlag er ude af stand til at håndtere de problemer, der opstår som følge af den angivelige masseindvandring fra især Mellemøsten og Afrika.

 

Liberalismen har, siger De Identitære, frisat mennesket, så alt er i opløsning: ansvar, autoriteter, traditioner, familier, kønsroller osv. Vesten udgør den verdslige front, hvor (kristne) værdier nedbrydes gennem abort, faldende fødselstal, feminisme, og svage mænd, der ikke kan forsvare deres kvinder mod mellemøstlige voldtægtsmænd, eller mod herboende islamistiske terrorister.

 

Individualiseringen går ud over det, der binder os sammen. Udslettes det, er der intet folk, men blot individer, der er nemme at kontrollere. Dét har skabt utryghed, samt manglende vilje til at overleve som en europæisk stamme. Fødselstallet falder, mens herboende muslimernes stiger tilsvarende. Snart vil europæerne være en (trængt) minoritet i eget hus. Den store ”befolkningsudskiftning” er for længst i gang, og vågner vi ikke snart op, da vil det være for sent.

 

Ideen om den store befolkningsudskiftning kommer fra den franske højreradikale tænker, Reynaud Camus, der forudsiger den hvide races undergang i Europa i takt med at denne ’udskiftes’ med indvandrere fra andre kontinenter. I det manifest, som drabsmanden fra Christchurch, Brenton Tarrant, lagde på nettet, før kan skød 51 muslimer, refereres hyppigt til Camus.

 

Den kristne højrefløj, der vokser i disse år, fremsætter en lignende kritik som De Identitære. Fx  skriver teolog og folketingskandidat for Stram Kurs, Iben Thranholm, at “vesterlændinge har tabt deres moralske kompas. De plejer den humanistiske selvfedme og næstekærlighed…en form for narcissisme og naivitet, og “et resultatet af venstrefløjens systematiske nedbrydning af vores værdier, som allerede startede, før muslimerne begyndte at ankomme”.

Midlet mod al denne elendighed er, at europæerne genfinder deres egen historie, og erklærer sig som arvinger af blodet, slægten, jorden og den kristelige-europæiske identitet. I Deadline fortalte den danske talskvinde, Aurelia Aniulyte, at “danskhed og familie betyder blodets bånd, og at have gener til fælles.”

Man skal ikke mange årtier tilbage for at finde en lignende opfattelse af blodets betydning for en bestemt etnicitet. De tyske nazister delte – også – befolkningen op i en genetisk éns gruppe, født på tysk jord i generationer eller af tysk afstamning og de øvrige grupper, som ikke tilhørte dette folk.

De Identitære hævder, at biologi skaber samhørighed og fred i Europa, at kultur hviler på et biolo-gisk fundament, og på nedarvede biologiske træk i ethvert folk. Dette svarer helt til den italienske læge Lombroso, der sidst i 1800-tallet mente, at fx kriminalitet er en nedarvet egenskab. I overens-stemmelse med de raceideologiske ideer gik nazisterne ud fra, at kriminalitet var forbundet med race. Romaer, jøder m.fl., der blev stemplet som kriminelle, blev derfor sat i lejre for at udskille dem fra resten af samfundet og dermed opnå et forbryderfrit og racerent ”arisk” samfund.

 

Så vidt vil De Identitære dog ikke gå, men såvel deres som det yderste højres tilbagevendende tale om en mellemøstlig og nordafrikansk kriminalitetskultur viser, at så stor er forskellen nu ikke.

 

* * * * * *

 

Europæerne skal generobre kontinentet, og her er begrebet reconquista centralt. Det refererer til perioden 722-1492, hvor de kristne, spanske kongedømmer tilbageerobrede den iberiske halvø, som indtil da havde været underlagt maurerne. Generobring sker ved re-migration dvs. at ikke-etniske europæere rejser tilbage til deres hjemlande eller dertil, hvorfra deres familie stammer..

 

De Identitære har ikke noget imod den enkelte muslim som sådan, det er masseindvandringen af flygtninge og migranter, de vender sig imod. Ingen race eller etnisk gruppe anses for at være mere værdifuld end andre, men de skal ikke leve på samme jord, thi det skaber kun strid og disharmoni.

 

Dette kaldes etnopluralisme, og er et nøgleord for De Identitære, og er nok deres vigtigste bidrag til tænkningen på den yderste højrefløj. Både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har taget begrebet til sig, sidstnævnte kalder det dog for et paradigmeskifte. Denne relativt milde form for etnisk udrensning, passer fint til de to partiers forsøg på at syne stuerene. Stram Kurs vil derimod nok sige, at metoden ikke er hurtig og effektiv nok, og anbefaler i stedet tvangsudvisning ved hjælp af specialuddannede politistyrker.

 

Talspersonerne for De Identitære gør meget ud af at overbevise Dalland om, at de hverken er racister, fascister, nazister eller voldsparate skinheads, og de hævder, at bevægelsen har en pacificerende virkning på de unge, der kommer fra fascistiske/nazistiske grupperinger. Flere af De Identitæres ledere har selv en fortid i nazistiske bevægelser.

 

For De Identitære er det meget om at gøre, at de har en pæn fremtræden, er høflige, hjælpsomme, og taler pænt til alle. “Ligner man én, der bor på gaden, vinder man ikke andres tillid”.

 

Som de millenials de er, færdes De Identitære hjemmevant på nettet og på de sociale medier. De blogger, samler tilhængere på Twitter og Youtube osv., og deres bidrag ses af titusinder.

 

Hyppigt pointeres det, at “alle kan være med, uanset overbevisning… mange stemmer centrum- højre. En del er libetarianerne, og prioriterer individuel frihed højt, og vil minimere eller endog fjerne statsmagten… vi har endda venstreorienterede blandt os. Vi er ikke nationalister, men knytter os til den europæiske identitet. Nationalismen har været skyld i to verdenskrige, og det er derfor vigtigt at gå væk fra tanken, og samles om det fælleseuropæiske problem: Masseindvandringen”.

 

De hollandske Identitære fraregnet, for de vil gerne indlemme Vlandern, der tidligere har tilhørt Holland. Og De Identitære i Italien og Østrig er næppe enige om, hvem Sydtyrol skal tilhøre.

 

Spektakulære aktioner er en del af De Identitæres image. Fx iklædte de sig pilot- og stewardesse-uniformer og uddelte falske boardingkort til Syrien på Strøget. Eller ophængte løbesedler i metroen med teksten. “Ryk tættere sammen, der kommer flere migranter”. Eller gav den lille havfrue burka på. Den 8. marts 2018 hængte De Identitære et banner ned fra taget på Det Kongelige Bibliotek: “Stop vold mod kvinder! Re-migration nu.” Underforstået: Danske mænd tæver ikke kvinder.

 

De Identitæres mest dramatiske aktion fandt sted i sommeren 2017, hvor man chartrede et skib, for at forhindre bådflygtninge i at nå fra Libyen til Europa. Aktionen var ved at kollidere med de ngo’ere, der hjælper migranter og flygtninge til at komme sikkert over Middelhavet. De Identitære fik bl.a. støtte af Legas Matteo Salvini, samt af Brenton Tarrant og amerikanske Alt-rigth-folk.

 

Med på De Identitæres skib var den amerikanske you-tube’er, Brittany Pettibone, der både er kæreste med østrigeren Martin Sellner, der i dag er uformel leder af den europæiske Identitære bevægelse. Og det er her, der kan rejses tvivl om, hvor fredelige og midtersøgende De Identitære er. Sig mig, hvem du omgås….

 

Sellner og Pettibone er nægtet indrejse i England og Sellner i USA, da myndighederne anser dem for at sprede hadefuld tale mod muslimer. Pettibone bekender sig til hvidt overherredømme, er anti-semit, og anti-muslimsk. Sellner og De Identitære dæmper deres modvilje mod jøder, men det afholder dem dog ikke fra at omgås erklærede antisemitter, og benægter holocaust. Sellner har tætte kontakter til det østrigske Frihedsparti, der ikke gør noget for at skjule deres tilknytning til der yderste højre.

 

I vinter lavede østrigsk politi razzia på Sellners bopæl. Det skete da det kom frem, at Brenton Tarrant havde doneret ca. 10.000 kr. til De Identitæres bådaktion på Middelhavet. Opdagelsen fik den daværende kansler, Sebastian Kurz, til at overveje at forbyde De Identitære.

 

Endnu et bindeled mellem De Identitære og Alt Rigth-bevægelsen er den svenske fascist Daniel Friberg, der driver forlaget Arktos Media i Budapest.

 

I december 2018 viste Al Jeezera dokumentarfilmen Generation Hate, hvor skjulte kameraer viste, hvad der gik for sig i De Identitæres tilholdssted i Lille. Optagelserne viste, hvordan ledende medlemmer pralede med deres voldelige overfald på borgere af mellemøstlig herkomst, og om hvad de gerne ville gøre ved muslimerne, hvis…. Der blev sunget kampsange om drab på jøder, marxister, feminister og alle de, der står i vejen for De Identitære. Optagelserne viste også, at der er tætte forbindelser til Le Pens Rassemblement National. Alt sammen noget, der står i kontrast til det tilforladelige og fredelige image, bevægelsen søger at skabe.

 

Læseren vil måske tænke, at fordi det er sådan i Frankrig, så behøver det ikke være sådan i andre lande. Men her gør Dalland (og Redox) rede for, at det faktisk er tilfældet. I Tyskland har lederen, Robert Timm, kontakt til nazi-hip-hop-miljøet. I Polen og Slovenien trænes i “selvforsvar,” i ekcercits, boksning, og bushcraft, det vil sige hvordan man overlever under barske forhold i de kommende borger- og racekrige. (Det er der dog delte meninger om blandt De Identitære).

 

Interessen for bushcraft kobler De Identitære til de tyske Preppers, der bl.a. omfatter fascister, og paramilitære grupper i og udenfor den tyske hær. Men som de hollandske identitære siger: Para Bellum – Hvis man vil have fred, må man forberede sig på krig.

 

Danske identitære har deltaget i støttedemonstrationer for den fængslede engelske fascist, Tommy Robinson, og de har forsøgt at sabotere moskébyggerier i Holbæk og Roskilde.

Bag den pæne facade gemmer sig en forståelse af, hvordan man bedriver metapolitik, det vil sige, spreder idéer, holdninger og værdier, som på lang sigt kan skabe en dybere politisk forandring. Flytter debatter og holdninger til højre. DF og Nye Borgerlige viser, at de lytter til De Identitære, og der vil med DF’s valgnederlag in mente, ske et tættere intensiveret samarbejde, hvor især DF vil bruge De Identitære som “tænketank” og ideudvikler, bl.a. i kraft af at, De Identitære har et kend- skab til udenlandsk relevant litteratur og tænkere på højrefløjen.

Det fremtrædende medlem af De Identitære i Århus, Jonas Zuschke, skrev i kronikken “Det Nye Højre; Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde”: “Vi er ekstremister, og vi er det gerne. Når dét at være positioneret så langt som muligt fra den sindslidende konsensus er ekstremt, så er ekstre-misme et sundhedstegn. Vi er kampberedte pyromantikere, som i længsel afventer den rensende ild. Vi er villige til at bære det ubehag…”

 

De Identitæres kritik mod den golde forbrugerisme, mod storkapitalen, og mod den nivellering af alle værdier, er forståelig, og er en kritik, som også socialister kan dele. De Identitære mangler dog i katastrofal grad forståelse for årsager og virkninger, og her adskiller de sig ikke fra den øvrige højrefløj. Heller ikke når der skal findes syndebukke: Muslimerne, de røde og feministerne. Kritik af sociale forhold i samfundet, på arbejdspladsen, klimaforandringerne og udplyndringen af det fælles livsgrundlag, er helt fraværende.

 

Fraværende er – endnu? – det scenarie, som Dalland varsler med et citat af den østrigske forfatter, Stefan Zweig fra hans klassiker Verden af i går. Her skriver Zweig, at han “i 1913 ikke var bevidst om det overskud af styrke, en tragisk indre kraftophobning, der havde fundet sted i de fyrretyve fredsår (siden den tysk-franske krig i 1871), og nu higede mod en voldsom udløsning”.

 

Tak til Dalland for en absolut læseværdig bog, der leverer yderligere ammunition til den skærpede kamp mod den inhumane højrefløj. Nok gik højrepartierne tilbage ved folketingsvalget, og nok blev deres fremgang ikke så stor som forventet ved valget til EU-Parlamentet. Men når centrum-partierne nu har overtaget store dele at højrefløjens indvandrepolitik – dog ikke retorikken – og har gjort DF overflødig, hvor meget er der så reelt opnået?

 

 

Rasmus Hage Dalland: Identitær – en rejse ind i Europas nye højre. Atlas, 2019. 255 sider. 249 kr.

Opslået i Anmeldelse, Anti-racisme

single.php