Hisyar Özsoy ved OSCE.møde, februar 2017. Foto: OSCE Parliamentary Assembly – CC BY-SA 2.0. Wikimedia

OBS: Interviewet er lavet før jordskævet i Tyrkiet!

Erdoğans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) har styrket sin krigeriske retorik, især efter eksplosionen på Taksinpladsen i Istanbul den 13. november. Selv om Tyrkiet ikke havde nogen godkendelse af en operation på landjorden, blev der gennemført angreb på Rojava både af droner og fly.

Det er især nu, hvor det tyrkiske valg nærmer sig, at et møde mellem Erdogan og Assad er kommet på tale. Erdogan bruger diplomatiske midler for inden valget at skaffe sig den 30 km zone til placering af flygtninge, han ønsker i Syrien. Ifølge adskillige kilder er Assad blevet bedt af De Forenede Emirater om at ”få taget et billede sammen med Erdogan”. Denne diplomatiske aktivitet er ovenikøbet også bakket op af Rusland.

Imidlertid har højtrangerede syriske kilder oplyst til Almayadin News, at Syrien ikke vil give en dato, før Tyrkiet trækker sig ud af Syrien. Dette støttes af en udtalelse fra Assad. Efter sit møde med den russiske præsident Putins særlige udsending, Alexander Lavrentiev, udtalte Assad, at Tyrkiet skal standse sine operationer i Tyrkiet og sin støtte til oppositionsgrupper.

Betyder det så, at Tyrkiets Syrienspolitik vil antage den form, Erdogan ønsker, når valget kommer? Hvordan vil positionerne være, når Iran kommer ind i spillet, og hvad betyder denne situation for kurderne? Medtalsmand for Internationalt Udvalg i Folkenes Demokratiske Parti (HDP), Hisyar Özsoy, kommenterede dette i et interview med ANF.

Tyrkiet fik ikke det ønskede grønne lys for sine operationer i det nordlige Syrien, men der tales om et muligt møde mellem Assad og Erdogan. Bliver det til virkelighed før valget, som Erdogan ønsker? Hvilket scenarie forekommer mest sandsynligt?

Især gennem de seneste tre år har Tyrkiet startet en normalisering med alle de kræfter i Mellemøsten, som landet tidligere har haft problemer med. Der var alvorlige spændinger med Egypten, Israel, De Forenede Emirater og Saudi-Arabien, og det bevæger sig – i hvert fald delvist – mod en normalisering. Der er stadig uløste problemer. Det skyldes, at problemerne mellem disse lande og Tyrkiet generelt er strukturelle. De kan ikke løses ved at udtrykke god vilje og pæne taler og møder.

Det vigtigste led i denne normalisering er selvfølgelig Syrien. Anstrengelserne for at få en normalisering med Assad inden valget og Erdogans gentagne forsøg viser to ting. For det første sammenbruddet i tyrkisk politik overfor Syrien. Mere præcist oplever Erdogan sammenbrud i sin generelle politik i Mellemøsten. Det er grunden til, at han søger normalisering. Det, vi kalder for normalisering, er i virkeligheden et forsøg på at genetablere relationer gennem en U-vending. Dette sammenbrud viser en svaghed. For mens Erdogan igen og igen prøver at få et møde med Assad inden valget, giver Assad sig god tid. Så vidt vi kan bedømme, ønsker Assad ikke noget møde før valget. Omvendt presser Tyrkiet, gennem Rusland, på for et sådant møde.

Kan Rusland fremtvinge et sådant møde?

Det er svært at forudse på nuværende tidspunkt, men Damaskus virker ikke interesseret i dette spørgsmål. Damaskus betragter også Tyrkiet som en besættelsesmagt. Oven i købet er Damaskus formentlig klar over, at Tyrkiet ikke har nogen hensigt om at forlade Syrien. Erdogan ønsker at skaffe sig en gevinst før valget, som han kan sælge på to måder. For det første: Hvis han mødes med Assad, og hvis det er en officiel samtale, vil han sandsynligvis som det første aktivere sin mediehær til at give det indtryk, at flygtningene vil blive deporteret fra Tyrkiet i nær fremtid. For det andet kunne han prøve at skaffe en delvis normalisering med Assad og gøde jorden for et angreb på kurderne.

Vi forstår Tyrkiets forsvarsminister Hulusi Akars ord således: ”Vi siger, vi kæmper for Syriens integritet, men reelt handler det om at standse kurdisk fremgang i Syrien sammen med Damaskus.” Men det, at de sætter så meget gang i dette tre måneder før valget, skal ses i sammenhæng med valget. Jeg tror, det er vigtigt, fordi Erdogan vil søge at sælge en historie til samfundet om en ændret politik i Syrien, både hvad angår det kurdiske spørgsmål og flygtningespørgsmålet. Det vil vise sig, om det bliver tilfældet. Men lige pludselig at normalisere overfor Syrien er ikke så nemt. Erdogan ønsker klart ikke at give Assad, hvad han beder om. Jeg tror, at dette bliver langvarigt.

For eksempel hører man fra nogen, at Assad bliver rådgivet af De Forenede Emirater til at få taget et billede med Erdogan. På den anden side siger du også, at Tyrkiet stiller dette krav gennem Rusland og synes at have Ruslands støtte. Fra det udgangspunkt – hvor længe vil Damaskus kunne vægre sig, eller kan det overhovedet vægre sig?

Her er der to aspekter: Det første er, at Assad ikke ønsker at give Erdogan nogen points eller æren for noget før valget. For Assad har set, hvordan Erdogan i de sidste ti år har ladet bander og alle former for rakkerpak kæmpe i Syrien. Det andet er, at normaliseringsspørgsmålet volder kvaler. For både USA og Storbritannien har gjort det meget klart, at de er imod normalisering mellem Erdogan og Syrien under Ruslands vinger. Derfor er det ikke noget, Erdogan alene kan beslutte. Der har været en løbende krig over det i ti år. Derfor vil dette skubbe Tyrkiet lidt mere mod Rusland. Vesten har stadig et meget alvorligt problem med Assad. Hvor langt kan Tyrkiet, som NATO-land, normalisere det? Som sagt ligger det ikke nødvendigvis i Erdogans hænder.

For eksempel forlyder det, at udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu vil besøge Washington. Selv om Cavusoglu ikke kan overbevise Washington, vil han i det mindste forsøge at sikre Washingtons tavshed om samtaler med Syrien, men det mener jeg heller ikke vil lykkes. For USA giver ikke grønt lys for den slags normalisering – i hvert fald ikke i øjeblikket

Du sagde, at Tyrkiet langsomt nærmer sig Rusland, og at USA er imod det. Mere præcist, hvordan vil det vise sig i praksis?

USA udøver sin Syrienspolitik på to niveauer. De samarbejder intensivt med de Syriske Demokratiske DStyrker og kurderne øst for Eufrat, men de samarbejder også med Tyrkiet i Idlib-området. Er det muligt for Tyrkiet at holde Idlib mod Rusland, iranske militser og Syrien uden USA? Derfor kan det sagtens ske, at USA delvist ændrer sin Idlib politik, hvis Erdogan nærmer sig Assad. En af grundene til, at USA støtter Erdogan i Syrien er, at Tyrkiet stadig er medlem af NATO. Ja, der er problemer og spændinger mellem USA, NATO, Vesten og Tyrkiet. Men til syvende og sidst betragtes Tyrkiet som NATO-allieret og det er grundlæggende logisk set fra et NATO og USA-perspektiv at bevare et NATO-medlem som Tyrkiets tilstedeværelse, i stedet for at overlade Syrien fuldstændig til Irans og Ruslands initiativer.

Så ville de stræbe efter en fleksibel politik?

Problemet er, at Tyrkiet ikke gør dette på trods af disse kræfter, men at disse kræfter fortsat holder Tyrkiet på plads som en NATO-magt. I Idlib-regionen er der næsten total harmoni mellem Tyrkiet, NATO og Amerika. Med hensyn til kurderne øges spændingen. Så på den måde følger USA to retninger i Syrien. De samarbejder både med kurderne og Tyrkiet. Hvis USA kunne forene kurderne og Tyrkiet, ville det måske kunne tage et standpunkt, men Tyrkiet ønsker ikke under nogen omstændigheder at mødes med kurderne, de angriber dem snarere ved enhver lejlighed.

Vi kan vel gå ud fra, at normaliseringsplanen retter sig mod kurdernes position. Hvilke konsekvenser vil denne proces få for kurderne?

Det kurdiske spørgsmål er selvfølgelig den vigtigste baggrund for tilnærmelsen mellem Assad og den tyrkiske regering. Begge parter modsætter sig kurdiske krav om at få politisk status som selvstændigt og samlet. Derfor er de naturlige allierede. Selvfølgelig kan og bør Tyrkiet tale med Syrien. Alene fordi de har en 900 km lang fælles grænselinje. Men formålet med kontakten bør ikke være en eliminering af kurderne eller at underminere, hvad de har opnået. En normalisering eller forhandling, der ikke inddrager kurderne, vil blive brugt imod dem. Det vil også yderligere forværre det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet.

Tyrkiet har i lang tid understøttet en række ukendte tyve, bander og legionærer for at trænge kurdiske fremskridt tilbage. Men den politik er nu endelig slut. Det er derfor, at hvis Tyrkiet virkelig vil ramme kurderne hårdt og hindre dem i at opnå en position, så er der kun en vej, og det er at sætte sig ned med Assad og indgå en aftale.

Tyrkiet vil nok sælge alle de oppositionsgrupper, de hidtil har støttet og sammen med Assad lede efter måder til at skubbe kurderne tilbage fra deres position. Hvor længe dette kan fortsætte? Det kommer an på, hvordan de regionale, globale og lokale magthavere positionerer sig. Men jeg ville gerne se Tyrkiet, der rummer den største kurdiske befolkningsdel, faktisk gribe muligheden for at lægge fjendskabet mod kurderne til side og gøre fælles sag med dem i Mellemøsten. Men de kan også falde på knæ for Assad – som de anklager for at have myrdet en halv million mennesker – ”så længe han ikke opsøger sin kurdiske moder”. Vi står overfor sådan en antikurdisk politik, men den er dømt til at bryde sammen og mislykkes.

Du har talt om regionale magtstrukturer og i denne sammenhæng handler det også om Tyrkiets konfrontation med Iran i Syrien. Hvordan vurderer du den?

Iran og Tyrkiet er konkurrerende magter i Syrien. Set fra Irans synspunkt er Tyrkiet ikke bare en regional magt, en magt tæt på, men også et NATO-medlemsland. Kampen om overmagten mellem Iran og Tyrkiet i Syrien vil derfor helt naturligt fortsætte. I den sammenhæng har Iran endda en fordel. For Iran er på dette sted en allieret med den magt, der vandt krigen. De tyrkisk støttede kræfter er ved at tabe, og Tyrkiet vil nok i den nærmeste fremtid sælge ud af dem. I mange af de områder, der allerede er under tyrkisk kontrol, er der nu protester mod den tyrkiske regering og Erdogan og hans forsøg på at komme tættere på Assad. De grupper, Erdogan har brugt gennem de seneste ti år, tager nu bladet fra munden, fordi de ser muligheden for, at de bliver solgt.

28. januar 2023

Oversat fra Links af Anne Haarløv