Redningsarbejdere i Osmaniye, Tyrkiet. Foto: Onur Erdoğan - Wikimedia

 

Efter fire årtiers krig mod sin egen kurdiske befolkning og ti års intervention i Syriens konflikt er den nationale tyrkiske sikkerhedsvæsen til stede overalt i det sydøstlige Tyrkiet og det nordlige Syrien.

 

Fra Diyarbakir til Cizre til Afrin har tyrkiske militæroperationer bragt død, fordrivelse og ødelæggelse for de kurdiske samfund. Kurdere dér kan ikke vælge deres egne ledere eller udøve nogen demokratisk kontrol over de sikkerhedsstyrker, der terroriserer dem. I Tyrkiet er deres folkevalgte fængslet og fængslet. I Syrien er deres lokale administration fuldstændig ødelagt, og alle dem, der arbejdede der, er blevet mål for ekstremistiske militsfolk og tyrkiske droner. Den mindste uenighed kan kaste en i fængsel.

 

Sammenbrud af fredsforhandlinger

Siden sammenbruddet af fredsforhandlinger med Kurdistans Arbejderparti (PKK) i 2015 og et mislykket kupforsøg i 2016 udvidede den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan dette system for undertrykkelse til at rette sig mod enhver kritik. Foreign Policy har skrevet, at Tyrkiets fængselskapacitet er planlagt til at stige med mere end 70 procent siden 2016, til en pris på mellem 1,3 og 1,5 milliarder dollars. Flere personer blev efterforsket for at "fornærme præsidenten" alene i 2020 end sammenlagt under adskillige tidligere tyrkiske præsidenter.

 

Selvom Erdogan-regimet endnu ikke har vendt sine våben mod dets etniske tyrkiske borgere, har udbredelsen af hemmelige paramilitære grupper og ulovlige våben skabt frygt blandt mange for et scenarie, hvor sådanne voldshandlinger kan blive en mulighed - især i kølvandet på et omstridt valg.

 

Erdogan-regimet og dets støtter retfærdiggør en stat af en sådan størrelse og centraliseret magt i den nationale sikkerheds navn. Men da Tyrkiet stod over for den største trussel mod liv og sikkerhed sit folk i nyere tid – jordskælvet den 6. februar med en styrke på 7,8 med i dets epicenter i den sydlige provins Maras – var staten og regimet ingen steder at finde.

 

Jordskælv forstyrrer krigen

De mest ødelagte regioner i Tyrkiet har rapporteret, at de slet ikke modtog nogen hjælp fra staten i de første kritiske timer. I stedet for at koordinere med ngo'erne og desperate civile, der tog sagen i egen hånd, blandede myndighederne sig i deres arbejde og truede anderledes tænkende – og gik så langt som til at lukke Twitter ned, da førstehjælpere brugte mediet til at lokalisere og redde overlevende, som var fanget under murbrokkerne. Det tyrkiske militær, der er hurtig til at slå ned på de kurdiske byer, når det regerende partis (AKP) vælgermæssige fremtid har brug for en krig, var langsom til at bruge sine ressourcer til katastrofehjælp.

 

På overfladen ligner det som en selvmodsigelse. I virkeligheden er det det, som autokrati og endeløs krig frembringer. Når alle statens ressourcer er afsat til at konsolidere én mands styre og ødelægge hans såkaldte 'fjender', er der ikke noget tilbage til nogen anden - selv når titusindvis af liv er på spil.

 

Det er ikke svært at finde direkte forbindelser mellem Erdogans styre og en række omstændigheder, der gjorde denne tragedie værre. Der er den rolle, som statsrelaterede byggeprojekter af lav kvalitet spiller med at hjælpe Erdogans regime til at opbygge sin politiske og økonomiske magt, og det faktum, at hans regering har opkrævet årtiers jordskælvs-skatter, men ikke kan forklare, hvad den har gjort med dem. Der er prisen for at nægte at løse det kurdiske spørgsmål ved forhandlingsbordet – 4,2 billioner dollars over fire årtier – eller besættelsen af det nordlige Syrien – cirka 2 milliarder dollars om året – alle penge, der kunne være brugt på at imødekomme borgernes behov i krisetider, men som ikke blev det.

 

Hvis krig og autokrati forværrede denne katastrofe, så må fred og demokratisering være en del af løsningen. Dette vil kræve en indsats for at presse vestlige regeringer til at ændre kurs. De samme regeringer, der nu lover hjælp, har hjulpet med at skabe en tyrkisk stat, der er bedre i stand til at dræbe og fængsle sit folk end at beskytte dem. De har forsynet Erdogan med dødbringende våben, tilbudt politisk og juridisk støtte ved at kriminalisere kurdisk modstand og kigget den anden vej, når disse valg opildnede konflikten.

 

De har også ført en økonomisk krig mod Syrien, som har ramt fattige civile meget hårdere end de statsledere, som fortalere for brede sanktioner hævder at ramme. En nylig amerikansk generel bevilling til jordskælvshjælp var en stiltiende indrømmelse af, at de eksisterende rammer hindrede indsatsen for at få hurtig hjælp til frem ofrene og at genopbygge på lang sigt.

 

Det demokratiske civile samfunds rolle

Intet af dette er bæredygtigt. Hvad man i stedet kunne gøre, kan man læse ud af den faktiske situation i regionen - hvor de overlevende trods alt viser en ny vej frem.

 

Det demokratiske civilsamfunds rolle i Tyrkiet, Syrien og Kurdistan har været eksemplarisk. Samfund, der allerede lider under krig, fattigdom og fordrivelse, har engageret sig for at yde bistand til områder, som regeringer ikke kan eller vil nå. Tyrkiets oppositionspartier er også kommet på mærkerne på trods af forsøg på at kriminalisere deres indsats. De har bevist, at fleksibilitet og solidaritet, ikke centralisering og frygt, er det, der skal til for at holde et samfund trygt, og at folket, ikke udenlandske regeringer, bør have det sidste ord om, hvor ressourcerne kan gå hen.

 

Dette svar har allerede inspireret til noget kreativt diplomati. Kurdiske grupper, som Tyrkiet betragter som eksistentielle trusler mod dets nationale sikkerhed, har ikke kun udtrykt sympati for ofrene, men har også taget principielle skridt i retning af afspænding for at sætte den humanitære indsats først.

 

Umiddelbart efter jordskælvet udtrykte den øverstbefalende for de Syriske Demokratiske Styrker, Mazloum Abdi, sin medfølelse og erklærede, at SDF var klar til at hjælpe alle, der havde brug for hjælp i både Tyrkiet og Syrien. Den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien (Rojava) har forberedt en hjælpekonvoj, der skal sendes til civile i de tyrkisk-besatte byer Afrin og Idlib.

 

Og den 9. februar opfordrede medformanden for Kurdistans Samfunds Union (KCK), Cemil Bayik, PKKs militærstyrker i Tyrkiet til ensidigt at afslutte alle militære aktioner på tyrkisk territorium, mens landet kommer sig efter jordskælvet.

 

Hvis genopretningen af jordskælvet kan blive en oprejsning fra endeløs krig og korrupt, højreekstremistisk nationalistisk styre, vil befolkningen i regionen være bedre beskyttet mod alle fremtidige katastrofer – naturskabte eller menneskeskabte.

 

10. februar 2023

 

Oversat fra Progressive International af Åge Skovrind