Fordrevne palæstinensere i Deir al-Balah i kø for at få nødhjælp, august 2024. Foto: Ashraf Amra – UNRWA. CC-BY SA 4.0. Wikimedia.

Forfatteren Jamal Kanj, der har beskæftiget sig indgående med emnet, har i en artikel i Palestine Chronicle, 30. juni, 2025, ’The World Watches You Suffer in Vain: Forgive Them Not, Gaza …’, forsøgt at gå bag om alle forklaringer og al propaganda. Han tager afsæt i det synspunkt, at det, der sker, ikke bare er følgevirkninger af krigen, men påskud til at føre den. På den baggrund har han sat sig for at dokumentere, hvad der offentligt er blevet tilkendegivet af israelske ministre, højtstående officerer og religiøse ledere, og også, hvad folk på gaden har givet udtryk for.

Kanj er ikke neutral, det er der ingen forfattere eller forskere, der er, men han gør klart rede for, hvad han bygger sine forklaringer og analyser på, og så må enhver enten lægge til eller trække fra.

Han fremsætter indledningsvis den påstand, at der ikke er tale om sult, som man har set den så mange andre steder, men om en bevidst udtænkt strategi, som føres ud i livet af et styre, som går ud fra, at det kan gøre, hvad det vil, med et orgie af vold til følge, der finder sted hver eneste dag.

Der bliver ikke stukket noget under stolen, når de høje herrer åbner munden. Statsoverhovedet i Israel, Isaac Katz, fjernede skellet mellem civile og militær, da han i oktober 2023 udtalte, at ’der er en hel nation dernede, der er ansvarlige’. Han gjorde altså med én sætning alle civile til skurke og dømte dem til døden. Det er 2,3 millioner, der i større eller mindre grupper hver dag bliver henrettet.

Den tidligere forsvarsminister og øverstkommanderende for den israelske hær, Yoav Gallant, var ikke mindre brutal i sin formulering af det samme zionistiske had, da han sagde: ’Vi sætter dem under en belejring, der er umulig at trænge igennem … Ingen elektricitet, ingen mad, ingen vand, ingen benzin’. Og en af de allerværste, finansminister Belazel Smotrich, gik endnu videre, idet han erklærede, at masseudsultning var moralsk berettiget. Han har gjort sig til talsmand for etnisk udrensning, og beskrevet den israelske ’sejr’ som en, hvor hver eneste kvadratmeter af Gazas jord bliver totalt uanvendelig, og befolkning tvunget til at søge til andre lande. Hans ord åbner et vindue til den folkemordsmentalitet, der kendetegner Israels ledere og det overvejende flertal af befolkningen.

Det er ikke bare noget, der bliver sagt af dem, der er helt ude på overdrevet, men også ord, der beskriver Netanyahu og staten Israel, gennemsyret af racisme, som den er, og hvor det at sulte en hel befolkning ihjel velsignes af de øverste religiøse ledere. Rabbi Eliahu Mali, rektor for en religiøs skole i Jaffa, har i en tale til sine studerende, hvoraf mange gjorde tjeneste i hæren, sagt, at ’ifølge jødisk lov er det ikke alle sjæle, der har lov til at leve’, og han opfordrede soldaterne til at dræbe den kommende generation (børn), og dem, der opfostrer dem (mødre), der er virkelig ikke nogen forskel’.

Kanj taler også om dem, der har gjort det muligt at gøre dette forkvaklede religiøse synspunkt til virkelighed. Det kunne ikke lade sig gøre uden det egyptiske regimes medvirken, idet de har tilladt Israel at overtræde Camp David-aftalerne, der forbyder Israels militære tilstedeværelse ved Gazas grænse til Egypten.

Det kunne heller ikke lade sig gøre uden den USA-finansierede ’Gaza Humanitarian Foundation’, (GDF), som alle menneskerettigheds-organisationer har taget afstand fra, samtidig med, at det skærmede Israel mod den vrede, der kom dem i møde på globalt plan.

Det seneste sammenbrud i forhandlingerne om at afslutte det israelske folkemord udstillede, hvor dybt den amerikanske administration var villig til at bøje sig for Netanyahus dagsorden. Forhandlingerne slog kun fejl, fordi USA tillod Israel at lade udsultningen indgå som noget, der kunne bruges i det politiske spil.

Fødevarehjælpen fra luften har været det, der på det seneste har været mest om i medierne. Kanj sætter tal på, hvad den har betydet, og især, hvad den ikke har betydet. Hvad GJF angår, så kunne hvert enkelt fly levere 12.650 måltider pr. flyafgang, det vil sige ét måltid om dagen for Gazas 2,7 millioner. Hvis sulten skal afhjælpes, kræver det 170 afgange dagligt. Jordan og De Forenede Arabiske Emirater, (UAE), har til sammen 18 fly, og i betragtning af, at tur/retur tager ca. 7 timer, vil hvert fly kun have to afgange om dagen, der leverer 1/5 af et måltid pr. person pr. dag.

Og samtidig med det, så er den nuværende begrænsede lempelse af udsultningen led i en mere omfattende strategi. Netanyahu tilbyder begrænset hjælp til gengæld for Trumps støtte til en forenet militær operation for at befri de israelske gidsler.

Mens billedstrømmen af udsultningens følger midlertidigt dæmpes, bliver det nemmere for Trump at sende amerikanske tropper til endnu en krig for Israel.

Den amerikanske administration må anerkende, at adgang til fødevarer er en grundlæggende menneskerettighed, ikke noget, der skal skaltes og valtes med i politiske forhandlinger. Så længe Israel kontrollerer indførelsen af fødevarer, vil udsultningen vare ved, I mellemtiden vil de mest sårbare, én million børn, langsomt gå til spilde. De, der overlever, vil bære byrden af uoprettelige fysiske skader og psykiske sår, der aldrig heles. De vil, berøvet deres barndom, lide under traumer resten af deres liv. De glemmer ikke. Og de vil aldrig tilgive.