En række lande anerkendte Staten Palæstina i forlængelse af erklæringen fra Det Palæstinensiske Nationalråds møde, som blev afholdt i Algeriet i 1988. Det skete i kølvandet på den store, folkelige Intifada i de områder, der siden 1967 havde været besat af Israel, og støtten blev på det tidspunkt opfattet som en meget vigtig begivenhed i den palæstinensiske kamps historie.
Det var i hvert fald sådan, det så ud, selv om erklæringen reelt var en afledning af Intifadaen fra det, der oprindeligt havde været meningen med den. Yasser Arafat og hans medarbejdere i ledelsen af den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) forsøgte at gøre drømmen om en ’en uafhængig palæstinensisk stat’ til virkelighed ved at lede det, der drev Intifadaen, over i en diplomatisk forhandlingsproces, som USA havde bragt i stand. Derfor blev 1988-erklæringen umiddelbart efter fulgt op af Arafats skandaløse accept af den betingelse, som Washington havde krævet af ham at opfylde for at gå ind i forhandlingerne - hans katastrofale offentlige erklæring om, at ’vi fuldt og helt afstår fra alle former for terrorisme’ (som blev gentaget på en pressekonference Genéve 14. december 1988).
Erklæringen om at være en selvstændig stat havde ikke desto mindre karakter af at være en trodsig gestus, og blev bakket op af de lande, der rent faktisk havde støttet det palæstinensiske folks ret til at befri sig fra den zionistiske besættelse af 1967-områderne. I alt 88 lande anerkendte den nyudnævnte palæstinensiske stat, herunder næsten alle arabiske lande (bortset fra det syriske Assad-regime, der var indædt modstander af den palæstinensiske ledelse), de fleste lande i Afrika og Asien (med visse selvfølgelige undtagelser som f.eks. Sydafrika, en mangeårig allieret af den zionistiske stat), og landene i Østblokken, domineret af Sovjetunionen. Der var ingen lande i den vestlige blok, anført af USA, der anerkendte Palæstina på det tidspunkt, undtagen Tyrkiet, heller ingen lande i Latinamerika, bortset fra Cuba og Nicaragua, de to rebeller imod Washingtons hegemoni.
Anerkendelserne fortsatte efter 1988, så de gradvist omfattede alle de tilbageværende lande i Asien og Afrika - med nogle få undtagelser (Cameroun og Eritrea, af modsatrettede grunde) - og Latinamerika. De første af NATO-medlemslande, der anerkendte Palæstina - ud over Tyrkiet og de østeuropæiske lande, der tidligere var inden for Sovjetunionens sfære, og som derfor havde anerkendt den tidligere, før de sluttede sig til alliancen - var Island og Sverige i 2014. Andre NATO-lande fulgte først efter, da det fulde omfang af Israels folkemordskrig i Gaza blev klart for enhver. Norge, Spanien og Slovenien anerkendte staten Palæstina i 2024, efterfulgt af de tilbageværende latinamerikanske lande (det seneste var Mexico, her i år).
Før den franske præsident havde meddelt sin intention om formelt at anerkende staten Palæstina i september, når FN’s Generalforsamling mødes, havde alle lande i det geopolitiske Vesten - frem for alt USA, Tyskland, Storbritannien, Italien, Japan og Australien - nægtet at gøre det, med forskellige påskud, især det ekstremt hykleriske argument, at anerkendelse ville stille sig i vejen for fredsbestræbelser. (Denne artikel blev skrevet før Keir Starmers betingede erklæring om, at han også ville anerkende den palæstinensiske stat til september, medmindre Israel ville gå med til en våbenhvile og en forbedring af situationen i Gaza).
Det stigende offentlige pres i disse lande i forbindelse med det igangværende folkemord i Gaza, på et tidspunkt, hvor forbrydelsernes karakter er kulmineret med den fuldt bevidste og omhyggeligt organiserede udsultning af Gazas befolkning, er blevet mærkbart for regeringerne. Det kan føre til flere anerkendelser, og har allerede ført til endnu mere pres på Israel om at tillade, at der kommer fødevarehjælp ind i Gaza-striben.
Sandheden er, at de regeringer, der har ventet på, at Israel begår de grusomheder, der hele tiden finder sted, før de vil anerkende den palæstinensiske stat, primært gør det for at dække over, at de er gået meget stille med dørene med deres medskyld i den zionistiske besættelse af Vestbredden og Gaza gennem næsten 60 år.
Den britiske premierminister og den tyske kanslers opvågnen i sidste minut, og deres beslutning om at deltage i Jordan og De Forenede Arabiske Emiraters nedkastninger af nødhjælp til Gaza fra luften - noget, der er blevet fordømt af humanitære hjælpeorganisationer som en symbolsk handlinguden praktisk betydning - kan man kun have foragt for, især fordi de to nævnte NATO-lande er blandt de vigtigste militære kollaboratører for den zionistiske stat næst efter USA.
Hvad der må være klart for enhver, er, at de nuværende bestræbelser på at stable en palæstinensisk stat på benene, som f.eks. den konference, der blev holdt i New York med støtte fra Frankrig og Saudi-Arabien, har et helt andet sigte end anerkendelsen i 1988. Dengang var der de mest gunstige betingelser for det palæstinensiske folk siden Nakba i 1948. Intifadaen var blevet mødt med sympati overalt i verden, og gav anledning til en moralsk krise i det israelske samfund og militær. Det skabte betingelserne for det zionistiske Arbejderpartis tilbagevenden til magten, og de gik med til forhandlingerne om Oslo-aftalerne med Arafats ledelse, selv om det, der blev aftalt, indeholdt helt urimelige betingelser, som Arafat gik med til, fordi han slet og ret for vild i, hvad det hele drejede sig om.
Det, der så ud som en hypotetisk, men ikke uopnåelig stat i 1988, og endda i 1993 (på trods af, at det, der var kommet ud af forhandlingerne i Oslo, var dømt til at slå fejl), er nu mindre realistisk end et fatamorgana i ørkenen. Det er måske mere end en tiendedel af Gaza-stribens befolkning, der er blevet slået ihjel, og mindst 70 procent af alle Stribens bygninger er blevet ødelagt, herunder 84 procent af bygningerne i den nordlige del, og 89 procent af bygningerne i Rafah (ifølge en nylig geografisk oversigt, der er blevet udarbejdet af det hebræiske universitet i Jerusalem). Så hvad er det for en slags palæstinensisk stat, vi nu taler om? De mest storsindede ser den som regeret inden for rammerne af Oslo-aftalerne, der førte til Det Palæstinensiske Selvstyre under israelsk formynderskab, hvis formelle ’suverænitet’ er begrænset til en femtedel af Vestbredden, og hertil kommer Gaza. Andre forestiller sig en endnu mere begrænset enhed som følge af Israels generobring af det meste af Gaza-striben og de zionistiske bosætteres fortsatte røveri af palæstinensisk jord på Vestbredden.
De betingelser, som det Palæstinensiske Nationalråd fremsatte i 2006 som minimumskrav, der skulle opfyldes for at nå frem til etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat - tilbagetrækning af den israelske hær og bosættere fra alle de palæstinensiske territorier, der var blevet besat i 1967, herunder Øst-Jerusalem; frigivelsen af alle palæstinensere i israelsk fangenskab; og anerkendelse af palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage og få erstatninger – er for længst røget i glemmebogen som ’ekstremistiske’ krav på trods af, at de oprindeligt blev opfattet som minimumskrav og udtryk for vilje til at gå på kompromis.
Sandheden er, at en hvilken som helst palæstinensisk enhed, der ignorerer disse grundlæggende betingelser, ikke vil blive til andet end en ny version af det enorme friluftsfængsel, som den del af den palæstinensiske befolkning, der befinder sig inden for 1967-grænserne, er blevet spærret inde i på. Og det er endda et område, der hele tiden skrumper, og en befolkning, der svinder ind som følge af folkemord og etnisk udrensning.
29. juli 2025
Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen. Artiklen blev først bragt i det arabisksprogede webmagasin Al-Quds al-Arabi.
