Læsetid: 8 minutter

Alt-right-tilhænger ved støttedemo for Donald Trump, Minnesota, marts 2017, Foto: Fibonacci Blue, CC BY 2.0, Wikimedia

 

I sin nye bog, La Rebeldia Se Volvio De Derecho? (Er oprøret blevet højreorienteret?), vender den argentinske journalist Pablo Stefanoni, der har brugt de sidste to årtier på at skrive om den nye venstreorienterede vækst i Latinamerika, sin opmærksomhed mod “alt-right” [herefter ”alt-højre”] – den brede politiske bevægelse af højreorienterede, som er utilfredse med traditionel konservatisme. Han dykker ned i dens kloak af politisk ukorrekthed og grænseoverskridende holdninger for at give venstrefløjen en idé om, hvad vi er imod.

 

Han kortlægger alt-højre-metamorfosen fra internetchatrum og YouTube-kanaler til seriøse politiske kræfter, der er i stand til at inkorporere strømme så forskellige som anarkokapitalister, nynazister, økofascister og homonationalister.

 

Dermed skitserer han, hvordan de har formået at forbinde sig med paroler for utilfredshed og oprør – traditionelt varemærker for venstrefløjen. Federico Fuentes fra Green Left talte med Stefanoni om dette nye højreoprør, og hvad venstrefløjen kan gøre ved det.

 

Hvordan forklarer du fremkomsten af disse nye, konkurrerende, alt-højre kræfter, der udfordrer venstrefløjen og de traditionelle partier til højre?

 

I virkeligheden er højreorienterede protester og utilfredshed ikke nyt. Fascismen selv konkurrerede med socialismen i 1930’erne om at tilbyde et alternativt projekt for fremtiden.

 

Det, jeg var interesseret i at fremhæve, var den nuværende fremkomst af “alternative” højreorienterede kræfter – dem, der præsenterer sig selv som antisystemiske, tyr til brugen af grænseoverskridende sprog og forsvarer “politisk ukorrekthed” – og til bevægelser såsom de Gule Veste i Frankrig, der er åben for mange forskellige fortolkninger og vanskelige at sætte enkle mærkater på.

 

Nogle forbinder fremkomsten af disse højreorienterede kræfter, som også udgør en udfordring for den konventionelle højrefløj, med den globale finanskrise i 2008. Det er svært at sætte en dato på det, men jeg mener, at der er visse elementer, der forklarer fremkomsten.

 

For det først er der deres negative, endog dystopiske, ideer om fremtiden. Både socialisme og liberalisme projicerer deres utopier mod fremtiden. Revolutionen skal tage sin poesi fra fremtiden, sagde Karl Marx.

 

I dag er det dog kun få, der tror, at fremtiden vil være bedre end nutiden eller endda fortiden.

 

Den spanske filosof Marina Garcés henviser til en “lammelse af fantasi”. Inden for denne ramme argumenterer hun for, at det herskende i dag er “retrotopier på den ene side og katastrofisme på den anden”. Fremtiden ses i stigende grad ”som en trussel”.

 

Spørgsmålet er: Hvilket sted er der for ideer som socialisme, hvis det ikke er muligt at opbygge en vision om en fremtid, hvor livet er mere frigjort?

 

Ekstreme højreorienterede kræfter mobiliserer i stedet bag bestemte retrotopier baseret på forestillinger om en tidligere gylden tidsalder og anti-egalitære visioner.

 

For det andet har hverken Socialdemokratiet eller den kommunistiske venstrefløj formået at kanalisere den sociale utilfredshed, der kom nedenfra. Samtidig har radikale venstreorienterede kræfter generelt ikke været i stand til at vokse sig ud over små grupper af arbejdere og studerende.

 

Endelig har vi i mange lande set dannelsen af en centristisk konsensus – mellem centrum-højre- og centrum-venstrekræfter – der i stigende grad har udvisket forskellen på venstre og højre, gjort politik mindre “agonistisk” (med ordene fra den belgiske politiske teoretiker Chantal Mouffe). Dette har gjort det muligt for kræfterne i den ekstreme højrefløj at præsentere sig selv som ”anti-system”, som repræsentanter for folket mod eliten eller de nederste i samfundet mod de øverste.

 

I denne sammenhæng indtager venstrefløjen ofte et rum et sted imellem at foreslå en type kosmopolitisk “progressiv nyliberalisme” eller trækker sig tilbage til en mere samfundsorienteret nationalisme og finder det vanskeligt at gøre sig gældende i denne kamp.

 

Det er almindeligt at høre folk stemple disse nye højrekræfter som “fascistiske” eller “populistiske”. Er det fornuftigt at mærke dem som sådan, eller tjener dette kun til at skabe yderligere forvirring?

 

Hvilket mærke skal vi give de kræfter, der indtager et rum til “højre for højre”? Dette er ikke et let spørgsmål, fordi det ikke er et entydigt rum.

 

Den italienske historiker Enzo Traverso bruger udtrykket ”post-fascisme”, som først blev udarbejdet af den ungarske filosof Gáspár Miklós Tamás.

 

Disse nye radikaliserede højreorienterede er utvivlsomt ikke de nyfascistiske højreorienterede i fortiden. Det er klart, at deres ledere ikke længere er skinheads, og de bærer heller ikke kampstøvler eller tatoverede hagekors på deres kroppe. De er mere “respektable” figurer på det politiske område.

 

De fremstår i stigende grad mindre som nazister; deres politiske kræfter er ikke totalitære; de baserer sig ikke på voldelige massebevægelser eller irrationalistiske eller voluntaristiske filosofier; de leger heller ikke med antikapitalisme.

 

Ifølge Traverso har vi at gøre med et sæt politiske strømme, der endnu ikke er ideologisk stabiliseret, og som stadig er i bevægelse .,, som Traverso skriver i sin bog The New Faces of Fascism.

 

Fordelen ved udtrykket “postfascisme” er, at det ikke falder inden for termen “populisme”, som er meget problematisk, ofte uoriginalt, selv i den akademiske verden, og samler politiske stilarter med programmatiske projekter så meget, at det ender en kæmpe rodebunke, inden for hvilken alt passer fra Bernie Sanders til Marine Le Pen, fra Hugo Chavez til Viktor Orban.

 

Desuden har det en tendens til at understrege disse bevægelsers fjendtlighed over for ideen om et statsborgerskab, der er uafhængigt af følelsen af etnokulturel tilhørighed.

 

Ikke desto mindre præsenterer udtrykket “postfascisme” os for det problem, at ikke alle ekstreme højreorienterede har deres rødder i fascismen; at nogle af dem, der, som Traverso bemærker, siden har taget afstand fra disse rødder; og måske vigtigst af alt, at udtrykket “fascist”, selv med præfikset “post”, medfører en masse historisk bagage og, som med “populisme”, kombinerer en beskrivende og følelsesmæssig hensigt med dens almindelige anvendelse som form af fornærmelse i politisk debat.

 

Måske kunne vi henvise til dem som radikale højrekræfter, på samme måde som mange, især i Europa, taler om radikale venstrekræfter: som en paraplybetegnelse for dem, der sætter spørgsmålstegn ved den centristiske konsensus organiseret omkring konservative demokrater og socialdemokrater.

 

På trods af alt dette, hvad der er vigtigt i betragtning af det mudrede scenarie, vi står over for, og som inkluderer autoritære nyliberale, identitære og nyfascister, er at vide præcist, hvad vi har at gøre med.

 

Vi kan se en stor mangfoldighed i disse nye højrekræfter, herunder deres uenighed om mange spørgsmål. Hvilke karakteristika eller positioner har disse forskellige strømninger mest til fælles?

 

Vi har faktisk ekstreme højrekræfter, der mere går ind for en stærk statsmagt, og andre, der er mere nyliberale; nogle er mere pro-atlantiske og andre mere pro-Rusland; der er dem, der er mere “traditionelle” antisemitter, men der er også dem, der ser Israel som en allieret i kampen mod islam; der er dem, der er mere traditionelle eller religiøse, og dem der er mere sekulære og endda homovenlige; osv.

 

Men generelt set er det modstand mod progressive tiltag, der forener disse rigtige kræfter.

 

Vi har endda set en nysgerrig genopkomst af antikommunisme, en slags zombie-antikommunisme – fordi der ikke længere er en reel eksisterende kommunisme at konfrontere. Vi ser det fra Brasilien til Madrid, hvor slagord som “kommunisme eller frihed” er dukket op.

 

For at opretholde disse positioner bygger de ofte på ideen om eksistensen af “kulturel marxisme” og lignende. Nye former for racisme præsenteres også i kulturelle termer, som det er tilfældet med modstand mod “islamisering”.

 

Hvordan har fejl på venstrefløjen bidraget til fremkomsten af dette nye højre? Er det nu et spørgsmål om at søge at bygge broer mellem venstrefløjen og denne nye antisystem-højrefløj (eller i det mindste dens utilfredse basis) mod eliterne, som nogle antyder, eller skulle venstrefløjen forene sig med centrum for at besejre dem, som andre foreslår?

 

Jeg tror, det er her, det store dilemma ligger.

 

På den ene side er der spørgsmålet om, hvordan man kan genoprette forbindelse til de nederste i samfundet og indarbejde deres bekymringer; hvordan man genåbner debatten om økonomien og indarbejder klasseaspektet.

 

I en periode har venstrefløjen generelt forsømt at beskæftige sig med økonomi, læse om og forstå den – med undtagelse af nogle få akademiske økonomer. Aktivister har tendens til at gentage en slags “Oxfam-diskurs”: Verden bliver mere og mere ulige, og dette er moralsk forkert.

 

Dette er fantastisk, hvis det kommer fra en NGO, men i politik er det nødvendigt at foreslå alternativer.

 

Men det er ikke let: På den ene side kan vi blandt de vrede, der findes, finde krav mod ulighed blandet med bekymringer på grund af svækkelse af køns- eller racehierarkier. At få skilt denne type vrede ud synes grundlæggende for konstruktionen af politiske diskurser og sociale koalitioner.

 

På den anden side er demokratiske alliancer også nødvendige for at isolere ekstreme højrekræfter. Men under alle omstændigheder repræsenterer kombinationen af forskellige oprør og det yderste højre en omstændighed, og ikke en permanent alliance.

 

7. maj 2021

 

Oversat fra Green Left af Rasmus Keis Neerbek