Europæiske intellektuelle omskrev i årene efter 1945 nazismen til den mere acceptable højrenationalisme, der siden blev til nutidens etnopluralisme. Central i processen var Malmö-bevægelsen og dens leder, Per Engdahl - og IKEA, der gav "iværksætterstøtte."

af Arne Lund

IKEAs grundlægger, Ingvar Kamrad, var i sine unge dage med i den svenske nazibevægelse. Foto: Sandra Baqirjazid – Wikimedia

 

Antisemitismen var udbredt i mellemkrigstidens Europa. I nogle lande var påvirkningen fra først den italienske fascisme og siden tysk nazisme stærk. Blandt andet i Sverige, hvor de historiske, økonomiske, kulturelle og familiemæssige relationer mellem Sverige og Tyskland var så langvarige og tætte, at samtidens iagttagere ofte havde svært ved at sige, hvor grænsen gik. Sverige var dengang milevidt fra sin status som den “humanistiske stormagt”, landet senere udviklede sig til.

 

Modstanden mod jøderne kom fra småborgerskabet, der frygtede konkurrencen fra jødiske håndværkere og handlende. Og fra arbejderne, der var bange for fattige, fordrevne østeuropæiske jødiske arbejdere, mens det akademiske borgerskab og studenterne organiserede kampagner for at holde flygtende jødiske læger fra Nazityskland, væk fra landets hospitaler. Ikke fordi akademikerne var nazister, men “man kan jo ikke byde svenske patienter at blive behandlet af ikke-svenske læger.”

 

Socialdemokratiet, der kom til magten i 1932 var delt. Statsminister Per Albin Hansson var påvirket af, at dele af befolkningen råbte op om “jødeinvasion” og krævede, at udlændinge skulle udvises. Hansson støttede derfor “visse restriktioner i udlændingepolitikken,” og at jøderne skulle tælles -med angivelse af, om tilhørsforholdet var på morens eller farens side. Da det viste sig, at der blot boede ca. 3.400 jøder i Sverige, faldt gemytterne efterhånden til ro.

 

Upåagtet deraf fortsatte nazisterne/fascisterne hetzen mod jøderne, samt kommunister, demokratiet, liberale m.fl. Tilslutningen til det yderste højre var, efter svenske forhold, relativ stor.

 

Forholdene for Europas jøder i og udenfor det 3. Rige kan man blandt andet læse om i Elisabeth Åsbrinks “Og træerne står stadig i Wienerwald”. En knugende beretning om en 13-årig jødisk Wienerdreng, der i 1937, mens grænserne endnu var åbne, af sine forældre blev sendt til Sverige. I breve fra forældrene kunne han følge, hvordan familien gradvis blev sendt til Hitlers gaskamre.

 

Vendepunktet for den svenske antisemitisme kom i november 1942, da Gestapo sendte ca. 500 norske jøder til Auschwitz. Først da forstod svenskerne, hvad der skete i Tyskland. Erkendelsen indtraf dog samtidig med, at tyskerne nu led nederlag på flere frontafsnit. Først da begyndte svenskerne at tvivle på, om det nu også var hensigtsmæssigt at forsyne den tyske rustningsindustri med Kirunamalm og de eftertragtede kuglelejer.

 

Per Engdahl

Nogle højregrupper var nazistiske og kopierede Hitlers syn på jøder, kommunister, førerstaten, nationen og militarisme. Andre – fx Per Engdahls Svensk Opposition, der var dannet i opposition til de voldelige nazister – havde i 1944 ca. 4.000 medlemmer og hentede inspiration hos Mussolini.

 

Den intellektuelle overklassedreng, Per Engdahl (1909-1994), fik tidligt en central placering på den svenske højrefløj. Han skrev bøger og poesi, og samlede om sig akademikere, erhvervsfolk og højtstående officerer, der var antidemokrater samt tiltrukket af ideerne om den korporative stat, hvor modsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere var udjævnet, og alle indenfor samme fag eller branche arbejdede til det “fælles bedste og i nationens interesse.”.

 

Når Svensk Opposition var antisemitisk, så var det ikke på grund af biologi, men fordi man mente, at kommunisme og jøder hang sammen – “Marx og Trotskij var jo jøder.” Modgiften hertil var “et folk, der er fysisk og åndeligt sundt, og dermed er uimodtageligt for kommunistisk propaganda.”

 

I 1942 skrev Engdahl i Vägen Framåt: “Jøderne er et fremmedelement i det vesterlandske folke-legeme. Som alt fremmede søger de at ødelægge den organisme, de lever i.… Kommunismens årsager skal udryddes, og dens ophavsmænd, de, der spekulerer i misforholdene, skal knuses. En antikommunistisk bevægelse kan derfor aldrig nå sit mål, hvis ikke den også er antisemitisk.”

 

Engdahl tilsluttede sig 30’ernes opfattelse af, at jøderne skulle deporteres til Madagascar. De, der ikke rejste frivilligt, skulle steriliseres, evt. samles i lejre. De måtte under ingen omstændigheder indtage ledende poster i samfundet eller virke som lærere, forskere osv.

 

IKEAs grundlægger

Blandt Engdahls støtter var den unge Ingvar Kamrad, der, under krigen, var ved at grundlægge IKEA. Han beundrede Engdahl – også efter 1945 – og hævdede, “at Engdahl aldrig havde været antisemit, men mere fascist” (Åsbrink). I takt med at IKEA voksede sig stor, finansierede Kamprad Engdahls politiske arbejde, hvilket fik afgørende betydning for efterkrigstidens fascisme.

 

Selvom krigen var slut og Tyskland slået, så betød det ikke, at Engdahl og hans bevægelse indstillede aktiviteterne. De fik nu travlt med at hjælpe eftersøgte topnazister på flugt. Sammen med danske nazister, tidligere Østfrontfrivillige og kriminelle netværk etablerede man “Flugtrute Nord”: Fra Flensburg via København og derfra i fiskerbåde til Sverige. Var det mon de samme fiskerbåde, der et par år forinden havde sejlet jøder til Sverige?

 

I Sverige fik de op mod 4.000 nazister enten arbejde på Kockums skibsværft i Malmö, eller de gemte sig på bondegårde, indtil de kunne komme til Argentina – finansieret af Vatikanet og af fascister i det europæiske erhvervsliv. Danske og svenske myndigheder lukkede øjnene. Flugtrute Nord blev nedlagt i 1947, da en del af krigsforbryderne ikke længere var eftersøgte i Vesttyskland.

 

Malmö-bevægelsen

Sideløbende hermed stiftede Engdahl Malmö-bevægelsen – et europæisk netværk, bestående af intellektuelle nazister/fascister med henblik på at “omstrukturere” nazismen til de nye tider. Net-værket var klar over, at jødeforfølgelser var dér, hvor de mødte størst modstand blandt dem, der på mange måder ellers var nazismen positivt stemt. Medvirkende til det retoriske skifte var en svensk lov fra 1947 om forbud mod hetz mod folkegrupper, som kriminaliserede racisme, og som i dag beskytter indvandrere og andre minoriteter mod hadefulde angreb.

 

Engdahl var drivkraften i udskiftningen af “race” og “biologi” med “kultur” og “identitet,” skriver Åsbrink i Journal of the History of Ideas. Han indså, at kun få troede på Hitlers pseudo-videnskabelige nonsens om jøders kranier og medfødt ondskab

 

Malmö-bevægelsen – også kaldet Den Europæiske Sociale Bevægelse – talte bl.a. tidligere SS-officerer, den engelske fascistleder Oswald Mosley, franske filosoffer, der i 70’ërne inspirerede “det nye højre.” Bevægelsens avis, Vägen Framåt, propaganderede på den ene side for et korporativt Europa efter Mussolinis model, og angreb, på den anden side, ligeligt kommunister og kapitalister.

 

For ikke at blive beskyldt for fortsat at være nazistisk erklærede bevægelsen, at “menneskene, folkeslagene og racerne er ligeberettigede.” Dette blev dog dementeret af kravet om rehabilitering af fascistiske og nazistiske krigsforbrydere, der blev set som ofre for de allieredes hævn.

 

“Det er i religionen såvel som i moralen, at kampen mod den åndelige forfladigelse skal stå, hvis den hvide kultur kan overleve,” skrev Engdahl i 50’erne, og sådan taler Morten Messerschmidt i dag. Og når Engdahl talte om, at “årsagen til, at kulturer går under, så er det fordi den kulturbærende race blander sig med fremmede, og derfor skal indvandringen af jøder ophøre. ” Da er der ikke langt til De Identitæres “der er kun én kultur: vores,” eller Pernille Vermund, der vil stoppe al muslimsk indvandring.

 

I 1958 blev Engdahl leder for Den Europæiske Sociale Bevægelse. Fire år senere fastslog den tyske efterretningstjeneste, at Sverige var de tyske nazisters primære trykkested for propaganda, og at Engdahl var nøglepersonen i netværket.

 

Netværket mødtes til konferencer i Malmö, og deltagerne rejste uhindret ind i landet. Med tiden glemte mange hvad Engdahl stod for, så i 1970’erne blev han medlem af den svenske forfatterforening. Og selv om Kamprad på det tidspunkt var ophørt med at finansiere Engdahls arbejde, så bevarede han ifølge Åsbrink respekten for Engdahl frem til sin død i 2018.

 

Etno-pluralisme

Under indflydelse af ungdoms- og studenteroprøret I 1968 dukkede nye stemmer op på højrefløjen, og gamle ting blev synlige på nye måder. Skulle unge vindes for fascismen, skulle sproget, begreberne og metoderne moderniseres. Væk med svulstig tale om det nationale, og fortidens heltekonger – det virkede komisk på unge mennesker.

 

Tidsskriftet Nation Europa – grundlagt af SS-officeren Arthur Ehrhardt – blev i 1960’erne talerør for unge fra det yderste højre, bl.a. kultursociologen Henning Eichberg, der skabte begrebet etno-pluralisme – dvs. ideen om at ingen race eller gruppe er mere værdifuld end nogen anden, men at de hver især må leve adskilte af fysiske grænser for at undgå de negative konsekvenser af genetisk og kulturel sammenblanding. Altså global apartheid. Her i landet er især De Identitære, Danskernes Parti og Nye Borgerlige talerør for etnopluralismen.

 

(Eichberg bosatte sig i 80’erne her i landet, fik arbejde som idrætsforsker. Blev medlem af SF, og fortaler for det multikulturelle. Se historie i Information, 19.maj 2001).

 

Selvom De Identitære abonnerer på etnopluralismen, så tog talskvinden, Aurelia Aniulyte, dog et skridt tilbage i Deadline august 2018: “Danskhed og familie betyder blodets bånd, og at have gener til fælles.” Også de tyske nazister delte befolkningen op i genetisk éns grupper, en gruppe født på tysk jord i generationer eller af tysk afstamning – og så de øvrige grupper, som ikke tilhørte dette folk.

 

Nationens uafhængighed

Kernen i såvel den gamle nazisme/fascisme som i nutidens etnopluralisme, er folket – en kollektiv organisme med nedarvede værdier og kulturer. Denne identitet kan kun udvikles og opretholdes i nationen. Blandes den med andre folkeslag, så udtyndes det oprindeligt medfødte, og med tiden visner den kultur og religion, den enkelte er født ind i.

 

Heraf følger, at globalisering, internationalisme og universelle menneskerettigheder – bortset fra den nødvendige vareudveksling – er af det onde. Nationens uafhængighed, dets kulturelle værdier og identiteter kommer først.

 

Det retoriske skifte fra” race” til “kultur og identitet” er en forfinet, men skjult racetænkning, der slører oprindelsen i nazisternes krav om udryddelse af jøder og andre uønskede. Derved bliver etnopluralismen stueren og glider ind i den almindelige debat som ét synspunkt blandt andre.

 

Dét er alt for mange hoppet på. Dog ikke den tyske Verfassungsschutz, der i 2017 erklærede, at grupper, der kalder sig etnopluralistiske er en trussel mod demokratiet. I Frankrig læner De Identitære sig op ad et forbud som følge af voldelige aktioner ved den spanske grænse for at holde muslimske flygtninge ude af landet.

 

I takt med at de sidste ofre for og vidner til nazisternes forbrydelser dør, opstår der huller i den kollektive erindring om, hvad der skete. Når der ikke er flere overlevende tilbage, vil de, der ønsker at omskrive historien, få det lettere. Derfor er det fortsat vigtigt at læse bøger som Åsbrinks “Træerne står stadig i Wienerwald” eller Primo Levis “Er dette et menneske,” hvor læren er: Det skete, og det kan ske igen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com