I løbet af Macrons første regeringsperiode har vi set ham erklære krig mod demonstranterne fra de Gule Veste, mod fagforeningerne og mod Frankrigs muslimer - hvad der har undergravet hans lysende progressive image. Mens præsidentvalget i 2022 nærmer sig, er den brede venstrefløj alligevel splittet – og den står over for en kæmpe udfordring for at forhindre endnu en duel mellem Macron og den højreekstreme Marine Le Pen.

af Pauline Graulle

Foto: Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise – en af mange præsidentkandidater fra den brede venstrefløj,

 

Bliver året 2021 et år fyldt med uventede udviklinger og overraskelser? Mange på venstrefløjen håber på et mindre mirakel i betragtning af det desperate politiske landskab, der viser sig forud for præsidentvalget. ”Vi har alle en klar fornemmelse af, at det nye år vil vise katastrofale meningsmålinger, der vil få moralen til at styrtdykke hos alle,” forudså et tidligere parlamentsmedlem fra Socialistpartiet (PS) dystert lige før jul.

 

Han tog ikke fejl. Den 25. januar forudså en meningsmåling om, hvad folk forventede at stemme ved præsidentvalget fra Harris Interactive, at Jean-Luc Mélenchon ville få omkring 10 procent, PS’ Anne Hidalgo 6-7 procent, mens De Grønnes kandidat, Yannick Jadot, svingede mellem 7 og 10 procent. Med andre ord ser det ud til, at chancerne for at klare sig frem til en anden runde i præsidentvalget med to eller ligefrem tre opstillede kandidater ligner en ”mission impossible” for venstrefløjen.

 

Flere kandidater end vælgere?
Selv om hele venstrefløjen fylder omkring 25 procent i meningsmålingerne, har antallet af konkurrerende kandidater til præsidentvalget paradoksalt nok været støt stigende i de seneste måneder. Efter at Jean-Luc Mélenchon officielt erklærede sig som kandidat i november, har borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, nu åbent indrømmet, at hun er ved at ”gøre sig klar”, og Yannick Jadot har lige lanceret sit eget program for 2022: ”l’écologie”! Ud over disse tre formodede kandidater er der kommet en ny i konkurrencen, Arnaud Montebourg fra PS, der vil søge opbakning ved at anslå en patriotisk tone. Så er der Fabien Roussel, generalsekretær i det franske kommunistparti (PCF), der ikke vil udelukke at slå Jean-Luc Mélenchon (som partiet bakkede op i 2012 og igen i 2017) og stille op for sit eget parti.

 

Dette mylder af kandidater bliver ikke opfattet som et tegn på demokratisk vitalitet, men blev hurtigt set som endnu et symptom på en venstrefløj, der havde mistet retningen. ”2022; venstrefløjen har snart flere kandidater end vælgere,” kommenterede den moderat venstreorienterede avis Libération tørt den 11. januar. I noget, der ligner en indrømmelse af, at det ser ud til at være en tiltagende håbløs affære at vinde præsidentvalget, har partiernes ledende folk på det seneste talt meget om de parlamentsvalg, der kommer senere…

 

Bliver 2022 et regnskabets år for venstrefløjen? Jo nærmere valget kommer, jo mere ser det ud til at forhindringerne på vejen bliver svære at overvinde. Dertil må siges, at pandemien kun har forværret den strukturelle svaghed hos en venstrefløj, der siden François Hollandes femårige præsidentskab har kæmpet for at formulere en alternativ vision. For tiden bremser virussen ikke bare udsigterne til, at der kan udløses en større social bevægelse, men også fremkomsten af en politisk ledelse, der vil være i stand til at inspirere til en stor opbakning, og udviklingen af en fælles linje at stille op mod præsident Emmanuel Macron og den yderste højrefløj.

 

Hvordan kan man også få ørenlyd for en afvigende mening, når Covid-19 gennem det sidste år har opslugt det offentlige rum i et samfund, der vakler under byrden af hundreder af dødsfald hver dag? Man må dog indrømme, at på trods af sundhedsmyndighedernes ordrer om at blive hjemme, har der gennem det sidste år været demonstrationer mod den globale sikkerhedslov, mod racisme og politivold, og Philippe Martinez, der er generalsekretær for den faglige landsorganisation Confédération Générale du Travail, (CGT), lover ligefrem en genoptagelse af demonstrationerne i de første måneder af 2021. Ikke desto mindre vil epidemien i de kommende måneder komme på tværs af ethvert forsøg på at organisere den vrede (eller det håb), der kunne være et afsæt for et økologisk eller socialt alternativ.

 

Lokalvalgene sidste år var nogenlunde gode for venstrefløjen, især for De Grønne, der vandt i 7 af Frankrigs 40 største distrikter. Disse valg blev generelt anset for at være et vigtigt afsæt for vejen mod præsidentvalget. Men endnu en gang – efter gentagne nedlukninger – lykkedes det ikke at få den følelse af fornyelse, der fulgte efter valgene, til at udkrystallisere sig omkring en bevægelse eller en personlighed, man kunne identificere sig med.

 

Der vil blive gjort et nyt – og sidste – forsøg i regions- og departementsvalgene i år, hvor De Grønne håber på at vinde mindst én region (muligvis Nouvelle-Aquitaine, hvor der blev valgt en borgmester fra De Grønne i Bordeaux ved kommunalvalget), mens Socialistpartiet (PS) sigter efter at beholde Occitanie og Bretagne, og nogle fælleslister (uden De Grønne) håber på at klare sig godt i Grand Est og Hauts-de-France.

 

Den splittelse, der blev synlig i den første runde mellem De Grønne, PS og La France Insoumise, er en vigtig faktor, især i Île-de-France (regionen omkring Paris) hvor de tre lister gør det usandsynligt, at den republikanske (konservative) regionspræsident, Valérie Pécresse, vil lide nederlag. Den yderste højrefløj venter også tålmodigt i baggrunden, og de kunne blive en overraskelse i to eller tre regioner.

 

En yderligere faktor er, at udsættelsen af disse regions- og departementsvalg fra marts til juni i år har tvunget De Grønne til at udsætte deres partikongres til september.

 

Pandemien: en positiv test
Så vi har en mat og utydelig venstrefløj, som sundhedskrisen har forhindret i at slå ind på en tiltrængt omstrukturering i æraen efter Hollande – det er i hvert fald én måde at se det på. Men på trods af, at de generelle betingelser har sat politikken på pause, så kunne pandemien – teoretisk set – også vise sig at være held i uheld for oppositionen.

 

Efter løgnehistorierne om maskerne og ubeslutsomheden omkring testene, er den tredje akt i denne saga – vaccinerne – blevet til et politisk hængedynd for regeringen. Den kaotiske start på massevaccinationsprogrammet ligner allerede et eklatant nederlag for Macron, og regeringen under premierminister Jean Castex’ ledelse ser ikke ud til at være i stand til at lave om på den nuværende, haltende strategi og dens kolossale følgevirkninger for økonomien.

 

I modsætning til det har oppositionens aktører for at udnytte forspringet haft held til at vise et solidt alternativ. Det drejer sig ikke bare om at overbevise folk om, at Covid-19 er en monstrøs skabning affødt af det kapitalistiske system, der ødelægger økosystemerne, men også at komme med en ny troværdig model for samfundet. Det vil sige et program, der hurtigt kan implementeres og er i stand til at håndtere den dybe krise i den offentlige sektor, som årtier med nedskæringsbudgetter har bragt i forfald – begyndende med hospitalerne, der både har vist deres effektivitet og deres manglende finansiering under Coronakrisen.

 

På samfundsplan kan Emmanuel Macrons højresving i løbet af det sidste år også give nogle muligheder for venstrefløjens miljø-løsninger. Selv hvis præsidenten prøver at svinge til venstre under kampagnen, vil man ikke glemme hans tøven på miljøspørgsmålet (ved at udvande klimakonventionens forholdsregler, rulle forbuddet mod glyfosater tilbage osv.), hans højreradikale retorik om republikken (love mod ”muslimsk” separatisme og om global sikkerhed) og undertrykkelsen af alle sociale protester (først de Gule Veste, så modstanderne af pensionsreformen og senest demonstrationerne mod den globale sikkerhedslov). Det samme må siges om debatten mellem Gérald Darmanin og Marine Le Pen den 11. februar, hvor indenrigsministerens optræden fik ham til at fremstå som endnu mere islamofobisk end Rassemblement Nationals egen kandidat – noget af en bedrift.

 

Men vil venstrefløjen være i stand til at høste på disse svigt og bruge denne kaotiske tid som et springbræt for de kommende måneder? De ville blive nødt til at finde sammen – og det på rekordtid – om en fælles plan og en enkelt kandidat, der kunne at repræsentere dem. Det er noget, som en del mere eller mindre organiserede borgergrupper har krævet gennem underskriftsindsamlinger (som den såkaldte Appel des 1000, der startede i oktober) – vel vidende, at selv om enhed ikke er nok i sig selv, er det ikke desto mindre en nødvendighed.

 

Indtil videre er alle de (spagfærdige) forsøg på at forene kræfterne imidlertid slået fejl, et efter et. En kort overgang blev der luftet idé om at holde fælles sommerskoler for venstrefløjen og for de grønne partier i august sidste år i efterdønningerne efter kommunalvalget, men ideen er siden hen løbet ud i sandet. Derefter blev forhåbningerne i kølvandet på Printemps Marseillais (Foråret i Marseille) – en koalition af De Grønne, socialisterne, kommunisterne og La France Insoumise, der vandt kommunalvalget i Marseille – skudt ned, da den ukonventionelle grønne borgmester, Michèle Rubirola, trak sig og blev erstattet af sin suppleant, den socialistiske partifunktionær Benoît Payan – et nederlag for dem, der brystede sig af at ville lave om på, hvordan man laver politik.

 

Oven i det er de ideologiske forskelle, der for en tid blev visket ud af Coronakrisen, vendt markant tilbage i de sidste måneder. Under den første nedlukning enedes Socialisterne, La France Insoumise og De Grønne om at kræve økologisk planlægning, en genindførelse af solidaritetsskatten på formuer og en forkastelse af pensionsreformen og stop for udflytning af virksomheder. Én ting er, at der stadig er en fundamental uenighed om forholdet til kapitalismen mellem en lejr, der åbent afviser liberalismen (La France Insoumise, PCF og dele af De Grønne) og en social-økologisk venstrefløj, der mere går ind for en regulering af markedsøkonomien.

 

Det nylige mord på Samuel Paty, en lærer fra den parisiske forstad Conflans-Sainte-Honorine, der blev halshugget af en islamisk terrorist, har yderligere øget splittelsen. For at smide brænde på det polemiske bål benyttede både Hidalgo fra PS og hendes partis generalsekretær, Olivier Faure, i den højspændte situation lejligheden til at beskylde De Grønne og La France Insoumise for at være ”ambivalente” i deres forhold til Republikken; en beskyldning de ikke kom med nogen beviser for. ”Mens de er uenige om de økonomiske spørgsmål, giver venstrefløjen frit løb for en dyb splittelse omkring spørgsmål om sekularisme og islam,” opsummerer den politiske videnskabsmand Rémi Lefebre situationen. ”’Racisme’, ’islamofobi’ og ’afkolonialisering’ er kernebegreber i denne nye uenighed. Holdningen til ’Republikken’ er blevet en betydningsfuld markør for en differentiering og opsplitning, der yderligere komplicerer situationen, når det drejer sig om at samle venstrefløjen.”

 

Styrkeprøverne i 2021
Denne doktrinære splittelse er også en afspejling af de personlige og partipolitiske strategier, der er i spil, og hvor hver spiller prøver på at sætte sine egne brikker i stilling til 2022 i håb om, at meningsmålingerne til sidst vil afgøre spørgsmålet og tvinge alle til at bakke op om favoritten. For eksempel prøver borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo fra PS, på at legemliggøre en grøn og republikansk form for socialdemokrati, der både kan få opbakning fra hovedstadens middelklasse og de desillusionerede Macron-vælgere fra 2017. Imens ser Jean-Luc Mélenchon sig selv som den sande venstrefløjs vogter, og i forventningen om en truende enorm økonomisk krise håber han på at kunne tiltrække stemmer fra arbejderklassen (især de Gule Veste).

 

Hvad angår Yannick Jadot, der tror på, at de grønne temaer er i gang med at erstatte det socialdemokratiske verdenssyn, skal han først igennem prøvelserne på De Grønnes kongres. Det er en åben kongres, hvor han vil forsøge at være så inkluderende som muligt (som den mest højprofilerede grønne politiker håber han på, at en halv million vil stemme for virkelig at sætte gang i tingene). Han forestiller sig, at dette kunne føre til en kamp mellem ham selv og flere af venstrefløjskandidaterne, især Hidalgo, som han regner med at kunne slå ”lige på og hårdt”. ”Der kan kun være én kandidat mellem Mélenchon og Macron”, lyder nu det grønne parlamentsmedlems mantra – en faktisk indrømmelse af, at en forening af hele venstrefløjen er umulig.

 

Efter regions- og departementsvalgene [udskudt fra marts til 13. og 20. juni], hvor vi i den første runde kommer til at se PS, La France Insoumise og De Grønne over for hinanden næsten alle vegne, vil der så komme en tid i efteråret for valgforbund og enhed på tværs af partierne? Vil meningsmålingerne have tilstrækkelig troværdighed til at ”filtrere” de forskellige kandidater? Vil et fælles program kunne få tilstrækkelig stor opbakning til at kunne udfordre duellen mellem Macron og Le Pen? Så mange spørgsmål og så kort tid… men, som vi har set under præsidentvalget i 2017 og igen under Covid-19 krisen, kan overraskelser somme tider komme hurtigt.

 

6. marts 2021

 

Oversat fra Jacobin af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com