Rædsel, chok, frygt: Det er, hvad vi føler for mordet på Samuel Paty, der underviste i historie og geografi ved Collège du Bois d'Aulne i Conflans-Sainte-Honorine - et mord begået af en fanatisk morder. Dette dødsfald er frygteligt.

af Ludivine Bantigny, Ugo Palheta

Foto: Mindedemonstration for Samuel Paty i Paris den 18. oktober 2020. Siren-Com

 

Det er grusomt helt konkret, en mand myrdet midt på gaden. Det er forfærdeligt på grund af den måde, mordet blev begået på – ved halshugning. Og også, fordi forfatteren retfærdiggjorde det ved at henvise til den time, hvor Samuel Paty underviste om ytringsfrihed, og hvor han præsenterede sine elever for en karikatur af Mohammed. At en undervisningstime kan føre til et mord er ikke til at bære.

 

Enstemmigt gav de nationale uddannelsesorganisationer udtryk for deres støtte til Samuel Patys slægtninge, hans elever og hans kolleger. Pressemeddelelsen fra den faglige landsorganisation understregede straks: “Tiden er kommet for sorg, refleksion og solidaritet.”

 

Men denne absolut nødvendige refleksion er i praksis blevet forhindret af den måde, hvorpå dette dødsfald er blevet udnyttet – endnu mere giftigt end efter angrebene i januar og november 2015. Det er sket på højeste niveau i staten og af en lang række kræfter – lige fra Printemps Républicain [centrum-venstrebevægelse til forsvar for sekulære ideer i modsætning til nationalisme og racisme] til Rassemblement National [højrenationalt parti, tidligere Front National] til De Identitære og snesevis af lederskribenter. Dette er i vid udstrækning grunden til, at vi skriver denne artikel, fordi den flodbølge af had, der er blevet frigjort, rettet mod muslimer (men også mod dem, der opfattes som deres allierede, og som derfor bliver kaldt “fædrelandsforrædere” af den yderste højrefløj) gør sorg vanskelig, hvis ikke umulig, og det samme gør sig gældende i forhold til en seriøs refleksion over årsagerne til dette mord, og hvordan man kan imødegå disse.

 

Deltagerne i demonstrationen på Place de la République kunne bevidne dette. Samia Orosemane fortæller, hvad der skete for hende i mængden, fordi hun var iført tørklæde: “En kvinde henvendte sig til mig og så på mig på en meget fjendtlig måde. Hun pegede med fingeren på mig og sagde: ‘En bande snigmordere’!” Jeg smilede til hende, men jeg havde lyst til at græde. “Fornærmelser, dødstrusler (inklusive trusler om halshugning), angreb i stil med “collabo!” Eller “Ved du, hvad vi gjorde med de kvindelige kollaboratører i ’44?”. Vi kunne igen læse om muslimer beskrevet med ordet “rotter”. Og lige så langsomt trænger dette delirium ind på alle mulige kanaler, som da en gæst på Sud Radio  den 19. oktober foreslog, at der skulle være en faldskærmssoldat i hver klasse, bevæbnet med en P35 [ halvautomatisk håndvåben, o.a.] …

 

Dette had går så langt som at kræve hævnmord og tager desuden meget konkret form af en beskidt politisk instrumentalisering. Om morgenen den 19. oktober meddelte indenrigsminister Gérald Darmanin, at han ville foreslå at opløse Kollektivet mod Islamofobi i Frankrig (CCIF). Dette er en alvorlig trussel, selvom det sandsynligvis ikke kommer til at ske, da det åbenbart er blottet for ethvert juridisk grundlag. Men skulle en sådan opløsning komme på tale, ville det afgjort udgøre et varselsskud og indvarsle en offensiv mod hele den sociale bevægelse.

 

Ved også at angribe BarakaCity, en humanitær NGO, der kæmper mod fattigdom, hævdede Darmanin, at det handlede om “foreninger, der var fjender af republikken”, og at CCIF var direkte involveret i mordet på Samuel Paty. CCIF, der består af advokater og menneskerettighedsforkæmpere, beskæftiger sig med at udføre juridisk arbejde mod diskrimination og ved hvert år at opgøre antallet af islamofobiske handlinger. Disse organisationer er blevet mål for en kampagne med had og drabstrusler. Dette er så meget mere uanstændigt, da alt bliver fremført under dække af en kamp for at forsvare “ytringsfriheden”.

 

Tilsvarende angriber de Observatoriet for Sekularisme, især Jean-Louis Bianco og Nicolas Cadène, der ifølge nogle – fra Printemps Républicain over magasinet Le Point til medlemmer af regeringen – er skyldige i at forsvare en “laksistisk” [tolerant, slap, o.a.] ide om sekularisme. Det, som de i virkeligheden bliver bebrejdet, er, at de ikke accepterer de seneste års instrumentalisering og afvigelse fra et princip, der har til formål – hvis vi følger de to første artikler i loven fra 1905 – at sikre religionsfrihed og garantere statens neutralitet, og dermed ligebehandling af alle borgere (uanset om de tror eller ej, eller hvad de tror på).

 

Denne politiske instrumentalisering stikker dybt, som det fremgår på tv af parader af de politiske ledere, fra Manuel Valls til Marine Le Pen. Netop Valls [socialdemokratisk premierminister 2014-16, o.a.], der omfavnede prinsen af ​​Saudi-Arabien for at sælge ham Mirage 2000’ere, Cæsar-kanoner, kamphelikoptere og Leclerc-tanks. Vi ved, at Frankrig er den største leverandør af våben til Saudi-Arabien, som kaster Yemen ud i ødelæggelse og hungersnød. Luftangreb mod vital infrastruktur, hospitaler, skoler, markeder kræver tusinder af ofre. Men alt det er langt væk.

 

(………..)

 

Endnu mere alvorligt er det, at ved at praktisere en sådan islamofobisk instrumentalisering af den dybtfølte sorg efter mordet på Samuel Paty, ved at understrege den koloniale logik med at se muslimer som en intern fjende og en “femte kolonne” (et udtryk, som Nadine Morano desuden har brugt for nylig), får disse ådselædere os netop til at gå ind i den logik, som terrorgrupper som Daesh [ISIS, o.a.] ønsker (selvom det sandsynligvis ikke teoretiseres så eksplicit): at isolere muslimerne i de europæiske samfund og opnå en situation, som disse grupper forestiller sig, at de kan udnytte ved at præsentere sig frelsere.

 

For vores del tilslutter vi os det, CGT Educ’action skrev i en erklæring: “Skolesystemet vil aldrig i sig selv være i stand til at helbrede opsplitningen i et samfund, der undermineres af social ulighed og diskrimination. Kollektiv og individuel frigørelse kan kun virkelig opnås ved at arbejde for en reel og dybtgående samfundsforandring, som bygger på social retfærdighed og reel lighed.”

 

24. oktober 2020

 

Ugo Palheta underviser på Universitetet i Lille og er medlem af NPA. Ludivine Bantigny underviser på universitetet i Rouen-Normandie.

 

Kommentaren blev bragt på websiden Contretemps og i en engelsk oversættelse på International Viewpoint. Forkortet og oversat af Åge Skovrind.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com