Den antifascistiske bevægelse i Grækenland har vundet en enorm sejr ved at få anerkendt Gyldent Daggry som en nazistisk, kriminel organisation.

af Kevin Ovenden

Foto: Demonstration i Athen, september 2013 i anledning af mordet på Pavlos Fysas, begået af et medlem fra Gyldent Daggry. CC. Creative Commons

 

En stor sejr, hvis betydning var afgørende, da dommerne den 7. oktober skulle beslutte, om fængselsstraffen for alle 57 dømte ledere og medlemmer af organisationen skulle gennemføres straks, eller suspenderes, mens man afventer behandlingen af appelsagerne (som kan vare i årevis).

 

Det uhyrlige forslag om suspension kom fra statsanklageren. Hun har vist sympati for Gyldent Daggry gennem hele retssagen, og anbefalede næsten overalt frifindelse for forbrydelser lige fra deltagelse i mord til at lede en kriminel virksomhed.

 

Men allerede nu er sejren så markant, at den har påvirket græsk politik. Nu siger alle de etablerede partier, at de ikke bare hilser domsafsigelserne velkommne, men at de hele tiden har været i opposition til Gyldent Daggry, et parti der jo har været det tredjestørste i det græske parlament.

 

Venstrefløjen inden for og uden for parlamentet har faktisk været imod fascisterne. Men premierminister Kyriakos Mitsotakis’ konservative parti var det eneste, der ikke stillede med nogen til at vidne om Gyldent Daggrys fascistiske karakter. Alligevel tager han nu æren for at have knækket dem.

 

Mitsotakis parti, Nyt Demokrati, er hjemsted for flere parlamentsmedlemmer med en langvarig fascistisk fortid, som er hoppet fra tidligere højreekstreme organisationer. Hans forgænger opretholdt  uformel kommunikation med Gyldent Daggry, da han var premierminister i 2012. Han gennemførte en racistisk og autoritær politik rettet mod venstrefløjen og banede vejen for fascisternes fremgang.

 

Vi har set dette før: Politikere fra centrum-højre og mainstream tager æren for succesen med at slå højrefløjen tilbage, men det er de antifascistiske bevægelser og venstrefløjen, der har sørget for det. Det burde på ingen måde være en hæmsko, når det handle om at organisere sig i kampen mod den fascistiske højrefløj. Men det betyder, at vi er nødt til at kæmpe for den sande version af begivenhederne, og for at udvikle arbejderklassens aktionsenhed, som er den afgørende metode bag sådanne sejre.

 

Imod fatalisme

I kølvandet på den græske sejr og andre nylige tilbageslag for den yderste højrefløj i en række lande, er der opstået en række forkerte fortolkninger.

 

AfD i Tyskland, som har en magtfuld fascistisk fløj, er nu nede på 9 procent i meningsmålingerne. For to år siden var den på 14 procent og stigende. Det er lige endt på en fjerdeplads ved byrådsvalget i Chemnitz i det østlige Tyskland, hvor dets støtte har været stærkest, slået af venstrefløjspartiet Die Linke. De interne spændinger er blevet til dybere skismer. Der har været splittelser, men hvor nogle mener dette vil føre til en “normalisering” i retning af et nationalkonservativt parti, må man bare påpege, at det er den fascistiske fraktion, der vinder terræn.

 

I Østrig har FPÖ lidt et katastrofalt valgnederlag ved valget i hovedstaden Wien.

Der er tilbageslag for Lega i Italien, selvom en del går til mindre mindre og i nogle tilfælde mere fascistiske partier. Og lederen af det nynazistiske parti i Slovakiet er netop blevet fængslet.

 

Det er alt sammen meget gode nyheder for venstrefløjen og for arbejderbevægelsen internationalt. Det er en øjenåbner for den fatalistiske opfattelse af, at højreekstremismens vækst det sidste årti udgør en ustoppelig fremadgående march mod statsmagten.

 

Men i dele af de europæiske medier og blandt politiske kommentatorer dannes en lige så fatalistisk opfattelse, som peger i den anden retning: at krise og nederlag for den yderste højrefløj er uundgåelig; at deres egne modsætninger og stabiliteten i det politiske system betyder, at de kun kan nå et bestemt punkt og derefter falde tilbage eller kollapse.

 

Det er en magelig og utilstrækkelig analyse. Se både på den fortsatte organisering af den yderste og fascistiske højrefløj og på den betydelige potentielle støtte blandt de minoriteter, der er bukket under for de mest reaktionære ideer. Man overser også den centrale betydning af massemobilisering og en radikal venstrefløj, der ikke vil give en millimeter til fascisterne eller til statens racisme, der skaber deres vækst.

 

Kommentatorer i intellektuelle kapitalistiske medier som Financial Times siger så for eksempel i Tyskland, at afsløringen af de fascistiske tendenser hos centrale AfD-ledere og hos mange aktive medlemmer har fremmedgjort de vælgere, som troede, de kun stemte på en nationalkonservativ linje, på linje med det højrekonservative parti i Bayern.

 

Der er en vis sandhed i dette. Men hvordan blev dette fascistiske aspekt afsløret? Det var det samme for fire år siden, da AfD stormede frem på den politiske scene.

 

Afsløringen kom ikke på baggrund af det etablerede politiske system. Det har krævet en aktiv antifascistisk bevægelse på nationalt og lokalt niveau i hele Tyskland. For to år siden demonstrerede en kvart million i Berlin mod AfD med fokus på deres anti-indvandrer- og anti-muslimske racisme under banneret Unteilbar [Vi vil ikke splittes, o.a.]. Der har været talrige lokale mobiliseringer, som har rodfæstet dette slogan i det tyske samfund og forbundet det med aktivister og oprør fra arbejderne: strejker og kampe på arbejdspladser, kampagner for folkesundheden og begrænsning af tårnhøje priser på lejeboliger.

 

Politisk stoppede bevægelsen også centrum-højre fra at gå i koalition med AfD i en østtysk region og genindførte således en politik om at isolere fascisterne og vandt opbakning på landsplan til linjen om “ingen platform” blandt bredere lag.

 

Alt dette har været afhængig af strømninger på venstrefløjen, der forstod AfD’s karakter, som ikke forestillede sig, at deres fremgang var et ustoppeligt udtryk for social utilfredshed, og afviste ideen om, at det kunne håndteres ved at behandle dem som et normalt politisk parti.

 

For at dette kunne ske, var der en større debat på den radikale venstrefløj og i partiet Die Linke. Argumentet for at gøre en særlig politisk indsats mod AfD blev vundet og på et internationalistisk, anti-racistisk grundlag, uden at give nogen indrømmelse til den anti-immigrationskampagne, der blev delt af mainstream-højrefløjen.

 

Det er dette, der har fremtvunget de eksplosive modsætninger i AfD, ikke en automatisk og objektiv proces. Det samme gælder i Østrig. I dag fremhæver de europæiske medier valgnederlaget for FPÖ i Wien, men i går rapporterede de slet ikke om mange års kampagne rettet mod FPÖ, som blev ført på en måde, der konstant forsøgte at nå ud til bredere lag af arbejderklassen, mens man bevarede et aktivistisk fokus.

 

Der er spændinger inden for den yderste højrefløj i forhold til strategi. Hvor meget skal man forfølge en juridisk, parlamentarisk og valgmæssig tilgang, og hvor meget for at tilskynde til den voldelige gadekamp mod modstandere, som det var kendetegnende for den klassiske fascisme i mellemkrigstiden?

 

Men disse spændinger kan kontrolleres, og forskellige strategier kan eksistere sammen i en længere periode. Det er, hvad Gyldent Daggry formåede, og det gjorde dem både farlige for deres modstandere og attraktive for dele af den europæiske yderste højrefløj på udkig efter en vellykket “militant” model.

 

Det krævede en intelligent massebevægelse for at bryde den model og fremtvinge deres indre modsætninger. Der var brug for en antikapitalistisk venstrefløj for at tilbyde et politisk alternativ til Syriza-regeringens kapitulation over for EU-nedskæringer og Fort Europa-politikken, hvorfra Gyldent Daggry i 2015-16 endnu en gang forventede at høste fremgang. De fem og et halvt års arbejde har været afgørende

 

En anden ny falsk forklaring er endnu mere “objektivistisk” – den anser de nylige tilbageslag for den yderste højrefløj som en bevægelse af ubevidste processer, linjer på grafer og ikke bestemt af politisk handling.

 

Den siger, at reduktionen af migration og indvandring under corona-krisen er årsagen til vanskelighederne for den yderste højrefløj i nogle lande. Mindre indvandring betyder mindre “bekymring over indvandring”, hvilket betyder mindre plads til den yderste højrefløj.

 

Det er et mærkeligt argument. For den yderste højrefløj kan ligeledes (forkert) argumentere for, at pandemien viser behovet for de strammeste grænser og begrænsning af den internationale bevægelse. (Faktisk viser det behovet for at skabe de stærkeste nationale foranstaltninger for folkesundhed og internationalt samarbejde, og prioritere dette over både profit og virksomhedernes magt.). Og nedturen på den yderste højrefløj begyndte over et år før pandemien.

 

Det er heller ikke rigtigt, at de store flygtningestrømme i 2015 fra hovedsageligt Syrien førte til fremgang for den yderste højrefløj. Faktisk var nyhederne over hele Europa for fem år siden fyldt med levende billeder af almindelige borgere i Athen, Wien, München, Frankfurt og andre byer, der gav praktisk hjælp til de hundredtusinder, der flygtede til et sted med større sikkerhed.

 

I Grækenland, som var hårdest ramt af den europæiske nedskæringskatastrofe, sagde 85 procent af de adspurgte i en meningsmåling, at “regeringen skal hjælpe flygtningene”. I den atmosfære dominerede det yderste højre ikke historien.

 

Det begyndte at ændre sig måneder senere, da EU underskrev den skammelige anti-flygtningeaftale med Tyrkiet. Det og mange andre foranstaltninger signalerede officielt, at flygtninge var et problem. I Tyskland sagde handelsministeriet, at for at flygtninge kunne få lønnet beskæftigelse, skulle det være lavere end den normale mindsteløn.

 

Der var ingen nye flygtninge på arbejdsmarkedet på daværende tidspunkt. Men deres blotte tilstedeværelse var nu synonymt med lavere løn. Ikke grundet en objektiv økonomisk lovmæssighed, men grundet profitsøgende kyniske arbejdsgivere.

 

Venstrefløjens centrale rolle

Som nogle dele af den europæiske arbejderbevægelse fejlagtigt har accepteret, er det ikke sandt, at økonomisk nød plus indvandring kun kan medføre fremgang for racisme og fremmedhad. Det kan også føre til multietniske kampe fra arbejderklassen. Ligeledes er det ikke rigtigt, at begrænsing af indvandring vil mindske racisme og underminere den yderste højrefløj.

 

I alle scenarier afhænger det af politisk kamp – centralt i dette en venstrefløj, der sørger for massemobiliseringer, uanset på hvilken front der kæmpes, og som ikke er tilfreds med at organisere de få indviede blandt os selv.

 

Især hvis Joe Biden slår Donald Trump om to uger – hvad jeg håber (det gjorde han, o.a.) – vil vi se mange afledningsmanøvrer fra politikerne i det svigtende kapitalistiske centrum.

 

Det, de for fire år siden kaldte ”en populistisk bølge”, er forbi. Systemet med et fornuftigt politisk centrum er blevet genoprettet.

 

De knuser den radikale højrefløj og har afskåret den yderste venstrefløj – de ser os som to sider af samme sag, og generelt anses venstrefløjen som den største trussel.

 

Alt tilbage til centrum, og alt fra den egyptiske revolution og Occupy-bevægelsen i 2011 til Corbyn-ledelsen af Labour og Brexit-afstemningen i Storbritannien er sikkert gemt i historiebøgerne. At dette sker i en periode med ødelæggende kriser – pandemien, den økonomiske nedgang, miljøet, trusler om nye krige – viser, hvor tynd retorikken er.

 

Den græske historie handler ikke om, at den neoliberale midte er genetableret. Det handler om en igangværende politiske polarisering under dybe systemiske kriser.

Da retssagen mod Gyldent Daggry startede i april 2015, var der en stemning af optimisme på den internationale venstrefløj. Nogle steder var det alt for optimistisk, idet der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til vores politiske problemer og svagheder.

 

Syriza-regeringen i Grækenland trodsede stadig EU; Jeremy Corbyns kampagne for lederskabet af Labour var på vej til sejr; Bernie Sanders var ved at opstå som en demokratisk kandidat på venstrefløjen; Podemos så oprørsk ud i Spanien; Jean-Luc Melenchon i Frankrig begyndte at vise, at det ikke kun var fascisten Marine Le Pen, der kunne vokse ud af sammenbruddet for præsident Hollande…

 

Fem år senere, under forårets nedlukning i mange lande, var der en udbredt, modsat og svækket stemning. Syriza, Corbyn, Sanders, Podemos; Melenchon … alle besejret i parlamentariske valg eller tæmmet. Det var fristende i sommer at tænke, at den yderste højrefløj nu var i vækst – og konservative og liberale medier fortalte os, at det nu enten var den ”populistiske højrefløj” eller det liberale centrum.

 

Grækenland afslører virkeligheden. Den yderste højrefløj kan stoppes. Men det handler ikke om at flokkes mod midten af det politiske spektrum. Det sker heller ikke på baggrund af en magelig, uundgåelig udvikling.

 

Ved at slå fascisterne gennem massemobiliseringer kan den yderste venstrefløj genåbne vejen til fremgang for klassekamp og socialisme.

 

Denne gang må vi bruge vores nye erfaringer og prøve at skabe bedre resultater end før.

 

20. oktober 2020

 

Oversat fra Counterfire af Rasmus Keis Neerbek

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com