Foto fra hjemmesiden Solidarity Collective. Se ”Om foto” sidst i artiklen

 

I et interview om forhandlingerne mellem Trump og Putin-og udsigterne til en eller anden aftale sagde vores kammerat Denis Pilash, medlem af Sotsialnyi Rukh, at "ukrainere har to ting i tankerne, når de tænker på en aftale: skæbnen for folk i de besatte områder, og hvordan man forhindrer Rusland i at genstarte krigen."

 

Disse punkter kunne danne rammen for en aftale, argumenterede han. Han pegede på den ukrainske regerings holdning om, at den ikke vil anerkende ulovlige annekteringer, men at den vil acceptere en våbenhvile efterfulgt af forhandlinger.

 

Med hensyn til sikkerhedsgarantier argumenterede Denis for, at NATO-medlemskab ikke kun er problematisk, men også usandsynligt. Men "en slags sikkerhedsgarantier, der involverer vigtige aktører, er nødvendige for at sikre, at Rusland ikke invaderer igen".

 

Det rejser igen spørgsmålet om, hvem der kan garantere sikkerhed for hvem, og hvordan. For at nærme os et svar tror jeg, vi er nødt til at se det i en bredere kontekst. Her er fire kommentarer til dette.

 

1. Autoritarisme kontra demokrati

For mange ukrainere har krigen fremtvunget dette spørgsmål: Leve under Putins autoritære styre eller i et demokrati, omend med alvorlige mangler. Svaret har været en indædt modstand fra civilsamfundet mod invasionen.

 

Men er det rigtigt at se denne modstand som en del af en bredere international kamp mellem autoritarisme og demokrati? Jeg synes, det er en problematisk rammesætning.

 

De vesteuropæiske magter, herunder Storbritannien, som nu har lovet at støtte Ukraine efter USA’s kovending, er blandt de største fjender af demokrati og demokratiske rettigheder. Ikke på grund af deres indenrigspolitiske systemer, hvor værdifulde demokratiske rettigheder og friheder, vundet i tidligere kampe, stadig består. Men på grund af deres støtte til modbydelige diktatorer, der forsvarer kapitalens interesser internationalt.

 

De havde trods alt håbet at fortsætte et samarbejde med Putins regime før og efter 2014 - trods Tjetjenien, trods Syrien - og reviderede først deres synspunkt i 2022.

 

Den klareste påmindelse om disse magters holdning til demokrati og menneskerettigheder er i Gaza. De fortsætter med at bevæbne og støtte Israel, på trods af 15 måneders ubarmhjertige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, begået dagligt i Gaza, og nu på Vestbredden, af en regering af med højreorienterede ekstremister og næsten-fascister.

 

Uproportionale angreb på civile; bevidst blokade af fødevarer og medicin; bombning af civil infrastruktur; israelske ministres eksplicitte opfordringer til etnisk udrensning - hver af disse er krigsforbrydelser. Men de vestlige regeringer fortsætter med at levere våben til Israel og med at drive heksejagt mod deres egne borgere, der protesterer.

 

Betyder det, at vi skal afvise den støtte, som folkedrabshjælperen Keir Starmer eller den halvfascistiske Georgia Meloni giver til de ukrainere, der modsætter sig russisk aggression fra? Nej. Men vi bør åbne vores øjne for deres motiver.

 

Deres påstande om at bekæmpe autoritarisme er hykleriske løgne. Ledende ukrainske politikere er også skyldige: De har benyttet den mulighed, krigen gav, til at underminere demokratiske rettigheder og faglige rettigheder.

 

Desuden bør vi udfordre ideen blandt de europæiske ledere om "sikkerhed". Jeg tror, ​​at det betyder sikkerhed for kapitalen og dens magtstrukturer. Den samme "sikkerhed", som understøtter deres morderiske, racistiske politik rettet mod migranter. For os betyder sikkerhed tryghed for mennesker. Det er forskellige, modsatte ting. Vi er nødt til at definere vores kollektive holdning til dette.

 

Arbejderbevægelsen og sociale bevægelser har brug for en uafhængig dagsorden til at mobilisere til støtte for Ukraine.

 

Vi er ikke den første generation, der har skullet håndtere problemerne med at indgå begrænsede alliancer med vores klassefjender. Sammen bør vi se på eksempler fra modstanden mod den nazistiske besættelse under Anden Verdenskrig.

 

Mange steder var denne modstand  – i Grækenland, Balkan, Frankrig og andre steder – overvejende organiseret gennem arbejderbevægelsen, men man arbejdede sammen med og i konstant spænding med de borgerlige eksilregeringer, som blev støttet af Storbritannien og andre vestlige magter.

 

2. Oprustning

Efter USA's kovending har de europæiske magter besluttet sig for langsigtede oprustningsprogrammer, det vil sige betydelige statslige investeringer i våbenfremstilling.

 

Vi må ikke blive cheerleaders for disse programmer. Vi er ikke forpligtet til at støtte dem for at kunne give politisk støtte til de vesteuropæiske staters leverancer af våben og ammunition til Ukraine. Vi kan støtte ikke-statslige aktører i Ukraine –frivillige nødhjælpsarbejdere, civilsamfundsgrupper, der støtter militæret, og så videre – uden at støtte den herskende klasses strategier.

 

I en nylig artikel om oprustning skrev den socialistiske journalist Owen Jones, at "forsvarsudgifter skal granskes". Jeg er enig.

 

Jones påpegede, at "en betydelig mængde" af det britiske forsvarsbudget går til Trident-atommissiler, som ikke har nogen relevans for krigen i Ukraine; at der er brugt milliarder på hangarskibe og Ajax-pansrede køretøjer, som militære eksperter siger er ubrugelige. Desuden har den britiske regering forudsat, at oprustningen koster massive nedskæringer på andre statslige udgifter.

 

Dette er et typisk neoliberalt falsk valg: støtte til Ukraine eller til offentlige ydelser. Den er indrammet af mainstream-politikerne og støttet af den Putinvenlige yderste højrefløj.

 

Vi er nødt til at udfordre det. Lad os vinde opbakning til vores krav om at slette Ukraines gæld. Kræv beslaglæggelse af frosne russiske finansielle aktiver, som de europæiske myndigheder sandsynligvis vil tilbagelevere i år. Kræv et stop for våbenleverancerne til Israel. Beskat de rige for at finansiere offentlige ydelser.

 

3. Karakteren af ​​den russiske trussel

For at udvikle vores tilgang til disse spørgsmål er vi også nødt til at karakterisere karakteren af ​​den russiske trussel. For vores venner i Ukraine og de baltiske stater er denne trussel umiddelbar. Vi er nødt til at søge deres råd. Vi er også nødt til at vurdere, i hvilket omfang Europa står over for en mere generel militær trussel fra Rusland.

 

En del af den etablerede opinion sammenligner den nuværende situation med 1938 og advarer om, at forsoning med Putin vil føre til total krig. Dette overlapper til en vis grad med oprustningspolitikkern

 

Jeg er i tvivl om dette. Efter at have koncentreret sine styrker i Ukraine i tre år er det ikke bare mislykkedes for Rusland at erobre Kiev, men man har kun erobret en femtedel af ukrainsk territorium, med store omkostninger – plus at man har opgivet sin nærmeste allierede i Mellemøsten, Bashar al Assad.

 

Se også på fremgangen for sociale bevægelser mod nogle af de østeuropæiske Putinvenlige-regimer i Slovakiet, Serbien og Ungarn.

 

Vi er nødt til at spørge ikke kun, om Kreml, drevet af sindssyg nationalisme, måske ønsker at gå til angreb mere bredt mod vest, men også i hvilket omfang man er i stand til at gøre det. Måske er det mere sandsynligt at bruge cyberkrig, sabotage på lavt niveau og selvfølgelig støtte til højreekstremistiske partier i Europa.

 

Jeg har ikke svar på disse spørgsmål. Men hvis vi ikke diskuterer dem, kan vi ikke opstille meningsfulde strategier.

 

4. Hvad kan arbejderbevægelsen og sociale bevægelser gøre i praksis?

Jeg håber, at denne konference ikke kun vil diskutere, hvad regeringer kan eller vil gøre – vores indflydelse, civilsamfundets indflydelse vil altid være have en begrænset indflydelse – men også hvad vi kan gøre uafhængigt af regeringer.

 

Selvfølgelig skal vi forbinde støtten til ukrainsk modstand og til en retfærdig fred med den bredere kamp for social retfærdighed, mod indvandrerfjendtlig politik og for en effektiv indsats mod klimaforandringer. Alle her i salen er bekendt med disse argumenter.

 

Ud over dette har jeg blot en enkelt pointe. Lad os sammenligne demonstrationerne, som vender sig imod støtte til Ukraine – hvor der i Storbritannien har deltaget et eller to hundrede stalinister og forskellige tosser – med demonstrationerne mod det israelske folkemord, som med jævne mellemrum samler hundredtusindvis af mennesker i Storbritannien.

 

Når vi går til disse demonstrationer med et banner med teksten "Fra Ukraine til Palæstina er besættelse en forbrydelse" er der enorm sympati i folkemængden. Det er hovedsageligt unge mennesker, der tror på en bedre fremtid – fri for krig, undertrykkelse og truslen om klimakatastrofer.

 

At skabe fælles sag med dem er afgørende, hvis vi i Vesteuropa skal styrke støtten til ukrainsk modstand og til en retfærdig fred.

 

Tak til det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine for at invitere mig til at tale i panelet onsdag den 26. marts.

 

Om foto: Det kommer fra den engelsksprogede hjemmeside for Solidarity Collectives, en ukrainsk anarkistisk gruppe, der forsyner soldater ved fronten med "alt det nødvendige udstyr, der kan øge deres sikkerhed og effektivitet i at modstå russernes imperiale angreb". Læs gerne artiklen, som fotoet kommer fra, hvor der står: "Vi vil gerne se, at alle 'anti-krigs venstrefløjen', der har brugt så meget tid på at kritisere leverancer af ​​våben til Ukraine 'for fredens skyld', omsider bemærker den anden side af konflikten."

 

Artiklen kommenterer: "Våbenhvilebetingelserne kan næppe kaldes retfærdige (20 procent af de ukrainske landområder forbliver under besættelse, omkring 16.000 krigsfanger er i russiske fængsler, og genopbygning efter krigen vil koste Ukraine 0,5 til 1 billion euro). På trods af dette erklærer Ukraine sig parat til en midlertidig våbenhvile som første skridt mod en langsigtet fredsaftale. Omvendt viser Rusland manglende vilje til at deltage i denne proces."

 

Artiklen er en redigeret version af det indlæg, Simon Pirani holdt på konferencen arrangeret af Europæisk Netværk for Solidaritet med Ukraine i Bruxelles den 25.-26. marts 2025.

 

Oversat fra People and Nature af Åge Skovrind