Der er meget stor forskel fra land til land i den måde, man kæmper på, hos de bevægelser, vi har faste forbindelser til i denne del af verden. De står dog alle over for autoritære regimer eller diktaturer, der har strammet grebet under sundhedskrisen.

af Pierre Rousset

Foto: Fagforbundet CTUM demonstrerer mod militærkuppet 9. marts

 

De venstreorienterede bevægelser har også måttet påtage sig nye forpligtelser over for befolkninger, hvis levevilkår er blevet drastisk forværret som følge af pandemien, myndighedernes ligegyldighed, korruption og eliternes foragt for arbejderklassen. Af disse grunde, og i forbindelse med den langvarige modstandskamp i Myanmar, bliver regional solidaritet stadig mere vigtig. Og det samme gælder den støtte, som vi kan give.

 

Hvad er der brug for i forhold til COVID-19?

I Syd- og Sydøstasien (med undtagelse af de helt specielle forhold vedrørende Thailand) har myndighederne aldrig sat noget i gang, der virkelig betød noget i forhold til pandemien. Hele regionen lever nu under belastningen af nye varianter, der for de flestes vedkommende først viste sig i Indien, herunder også i lande, som dæmmede op for eller begrænsede den første bølge. Lige nu er det Delta, men der dukker andre frem, der kan vise sig at være endnu farligere.

 

De økonomiske appeller, som vi modtager for tiden, sigter for hovedpartens vedkommende mod at styrke den logistik, der er nødvendig for at formidle den mangesidige hjælp til ofre for pandemien – eller ofre for den undtagelsestilstand, som myndighederne har dekreteret: uddeling eller tilvejebringelse af livsvigtige fornødenheder (mad, lægehjælp og pleje, hygiejne osv.), også i fjerntliggende områder, på trods af udgangsforbud eller fare for at blive fængslet; oplysning af befolkningen om de hjælpeforanstaltninger, som administrationen har lovet (rettigheder, der tit er ukendte for dem, de angår); formidling af reel adgang til offentlig hjælp, vacciner og lægebehandling osv.

 

”De rige har ikke noget at frygte”

Bangladesh, Indiens nabo, er hårdt ramt. Bøndernes sammenslutninger, BKF (mænd) og BKS (kvinder) skriver, at:

 

”situationen i landet er blevet yderst foruroligende. Der er intet distrikt, der længere er beskyttet mod pandemien, og det er særlig alvorligt i grænseområderne. Medlemmer af BKF-BKS er stærkt berørt, især i de nordlige områder. Det er helt almindeligt, at forsøg på at bringe smitten under kontrol udføres på en umenneskelig måde, hvor daglejere mister al indkomst (uden at modtage nogen form for hjælp), ikke engang te-sælgere får lov til at være til stede i gaderne: Deres kedler og kopper bliver beslaglagt af politiet! De rige, på den anden side, har ikke noget at frygte; de kan køre omkring og købe, hvad de vil. Så det er en yderst kritisk tid.”

”Situationen bliver værre for hver dag, der går. Smittetallet bliver ved med at stige i landområderne. Bekymringen bliver endnu større af, at sundhedssystemet i landområderne er voldsomt forsømt. Hospitalerne i byerne er overbelagt. Manglen på ilt til patienterne er den vigtigste dødsårsag. Patienter i en yderst kritisk tilstand er i kø uden for hospitalerne. De beder til, at patienter på intensivafdelingen dør, så de kan få de ledige sengepladser.”

 

Det arbejde, som ’Free Women in Indonesia’ udfører, var oprindelig rettet mod at forsvare kvindelige arbejderes reproduktive rettigheder i et industriområde i Djakarta. De havde allerede udvidet deres virkefelt efter en række naturkatastrofer. De oplyser os nu om, at:

 

”de medlemmer af sammenslutningen, der for tiden lever i vores center (i industriområdet) har det godt, men andre, der har lejet sig ind rundt omkring fabrikken, er i en meget sårbar situation. Mindst 15 af vores venner har haft symptomer og er nu i selvisolation med deres familier. Jeres hjælp kan hjælpe os med at støtte dem med mad og vitaminpakker.”

 

Siden denne artikel blev skrevet, er pandemien pludselig taget til i Indonesien, og øgruppen er blevet et af pandemiens epicentre i Asien, og organisationen ’Free Women’ har rettet en appel om international solidaritet. (se note

 

”Gratis vaccine til alle”

Derudover har vores samarbejdspartnere i Pakistan, en stor koalition af politiske og sociale bevægelser, i marts iværksat en ny fælles kampagne under navnet ’Gratis vaccine til alle’, og taget initiativet til en ny bevægelse, der skal bredes ud over hele landet, ’Peoples Movement for Free Corona Vaccine’. Der er nu pakistanere, der er aktivt involveret i internationale opfordringer om at ophæve private patenter på Covid-19 vacciner, og opbygge en selvforsynende produktionskapacitet i den sydlige del af landet. De medvirker til at opbygge regionale netværk i Sydasien, og internationale netværk som f.eks. ’Asia-Europe Peoples’s Forum’ (AEPF). Sammen med CADTM (Komiteen for Sletning af den Tredje Verdens Gæld) opfordrer de bredt til øjeblikkelig annullering af gæld for de sydasiatiske landes vedkommende som et livsvigtigt redskab til at stable en effektiv sundhedspolitik på benene.

 

Den nye pandemibølge forventes at være mere dødbringende end den foregående i mange lande i regionen, samtidig med at den samfundsmæssige krise er blevet forværret. De officielle smittetal og antallet af døde er i almindelighed meget lavere end i Frankrig. Der er helt klart en fejl i statistikken, fordi mange ofre med arbejderklassebaggrund aldrig er blevet testet (at et fattigt menneske dør, er både normalt og irrelevant) eller dør af underernæring, hvad der forhindrer myndighederne i at få noget billede af, hvordan pandemien udvikler sig. Det er så også sandt, at de menneskelige omkostninger ved Covid-19 i Europa er særligt høje. Officielle franske data (ikke overvurderede) lyder på 111.152 bekræftede dødsfald 3. juli 2021. Det er et meget stort tal.

 

Total krig i Filippinerne

Næst efter Myanmar, så er situationen sandsynligvis mest alvorlig i Filippinerne. Præsident Rodrigo Duterte er kendt for at have givet undertrykkelsesstyrkerne straffrihed, hvad der har mangedoblet antallet af drab uden rettergang i kølvandet på hans valgsejr i 2016 (ca. 20.000 dødsfald), alt sammen under sloganet ’krig mod stoffer’, der har taget skikkelse af at gøre gamle regnskaber op og en ’krig mod de fattige’. Krigen mod pandemien er blevet en del af den samme repressive logik. Dutertes håndtering af Covid-19 pandemien er blevet militariseret. Denne logik er blevet yderligere understreget med vedtagelsen af den nye anti-terroristlov i 2020, fulgt op af kriminaliseringen af politisk opposition og med igangsættelsen af en total krig mod ’de røde’ (virkelige eller påståede). Efter at have erklæret, at enhver der forbrød sig mod nedlukningen, ville blive skudt, har Duterte beordret soldater til at skyde enhver ’kommunist’ på stedet, der var kommet til skade ved en konfrontation. Ingen pardon!

 

Lokale initiativer

Landet er i en økonomisk krise. Det skønnes, at ved udgangen af 2020 sultede 6 ud af 10 husstande, og at mere end 5 millioner filippinere vil blive trængt ud i fattigdom, hvis ikke regeringen yder tilstrækkelig hjælp. I en situation, hvor mange sundhedsarbejdere, der har betalt en meget høj pris under pandemien (ingen værnemidler), har valgt at emigrere, er der ikke gjort noget for at styrke hospitalssystemet. Det nye statsbudget fastholder politikken med at satse på storstilede infrastruktur-projekter, der er kilder til korruption og til at gøre de rige endnu rigere, i stedet for at investere i sundhed og sociale ydelser.

 

Vaccinationspolitikken er kaotisk. Pandemien er i vækst, den er koncentreret i hovedstadsregionen og spreder sig derfra til resten af landet. Eksperter identificerer Davao (Duterte City) som landets nye epicenter for Covid-19 – et tidligt advarselssignal om, at byen vil blive underlagt et fuldt udbygget styre af militær karakter, og et godt set-up for eventuel kontrol med resultaterne af næste års valg.

 

Befolkningen må lære at klare sig uden hjælp fra administrationen. Lokale initiativer mangedobles med hensyn til organisere kantiner i lokalsamfundene, og sikre fordeling af mad og hjælp. Mihands-koalitionen er med i denne bevægelse, sammen med andre. Med basis i Mindanao omfatter den ca. 50 organisationer, hver med sit eget speciale, der koordinerer deres aktiviteter for at være på højde med humanitære katastrofesituationer af enhver slags. Denne koalition har fået sin egen dynamik og er ikke underlagt noget parti. Dets arbejdsområde er enormt. Den har f.eks. tit været nødt til at reagere på øgede spændinger på øen, herunder forsvaret af Lumad-bjergfolket, når den jord, som de har boet på og dyrket gennem mange generationer, trues af økonomiske interesser (tømmer, minedrift), hæren eller militser fra Moro Islamic Liberation Front (MILF) i den nye administrative enhed Bangsamoro, hvor flertallet er muslimer. New People’s Army, der hører under det kommunistiske parti (maoister), kan true de lokalsamfund, der vil bevare deres selvstyre og ikke ønsker at komme under deres kommando. At forhandle sig frem til løsninger på konflikter, våbenstilstand eller fredsaftaler trænger sig på med jævne mellemrum, og Mihands prøver at udfylde denne rolle så godt, de kan.

 

Mål for likvidering

Alle organisationer, der har beskæftiget sig med fuldt lovlige progressive aktiviteter i årevis, kan nu blive udpeget som mål for likvidering af Duterte-regimet. Det gælder medlemmer af Mihands og mange andre. Situationen forværres særlig hurtigt, men det gælder også i hovedstaden, hvor myndighederne har stemplet University of the Philippines som et venstreorienteret tilflugtssted, truet med militær besættelse, imod akademisk frihed – noget, som man ikke har set, siden Marcos var diktator. Fagforeningsfolk, advokater, journalister, ledere af lokalsamfund, ledere af bjergfolk, forsvarere af borgerrettigheder eller af miljøet, politiske modstandere… henrettes uden at komme for retten, andre bliver vilkårligt fængslet.

 

Hemmelige bevæbnede bevægelser er selvfølgelig også mål, men det gælder også dem, der ikke har udført offensive handlinger i årtier. Revolutionary Workers’ Party-Mindanao (RPM-M) og Peoples’ Revolutionary Army (RPA) kom fra det filippinske kommunistparti CPP (CPP-NDF). De brød med ledelsen af dette parti i forbindelse med en krise, der omformede CPP fuldstændigt ved årtiskiftet 1980/90. Andre regionale strukturer og nationale kommissioner erklærede også deres uafhængighed ved denne lejlighed.

 

Allerede før bruddet havde RPM-M/RPA lært meget fra CPP’s regionale struktur, både om lokalsamfundene i det centrale Mindanao, hvad enten det var kristne, muslimske eller Lumad-samfund, og om de paranoide udrensninger, der splittede det kommunistiske parti over hele landet. RPM-M fik deres eget program og en ny strategi, der satte det socialistiske perspektiv på dagsordenen, hvad CPP aldrig havde gjort. De revurderede, i en demokratisk proces, karakteren af deres forhold til arbejderklassen, idet de respekterede de beslutninger, som lokalsamfundene traf, i stedet for at prøve at få dem til at indordne sig under partiets egne taktiske valg.

 

Bevæbnet selvforsvar

RPM-M forstod, at den væbnede kamp ikke nødvendigvis, til hver en tid og under alle omstændigheder, var hovedprincippet i den revolutionære kamp. De satsede på fredsforhandlinger. Forhandlingerne førte ikke til nogen aftale, især fordi de så skulle nedlægge våbnene, og som situationen var i Mindanao med militariserede grupperinger, bander, islamiske ekstremister m.fl., ville det betyde, at de så skulle forlade de steder, hvor de hørte til, og hvor deres medlemmer boede, og som var det eneste sted, hvor et selvforsvar kunne finde sted.

 

RPM-M indtog så en defensiv position på den måde, at deres operationsområde blev en slags relativt fredelig zone, sammenlignet med, hvad der skete andre steder på øen. De var i stand til at opretholde en ’ikke-offensiv’ væbnet styrke gennem længere tid, på trods af utallige provokationer, uden at gå i opløsning eller slække på disciplinen, hvad der ikke er så nemt. De sikrede sig derfor, at medlemmerne af RPM-M/RPA ikke mistede deres sociale rødder. De politisk-militære erfaringer, som denne bevægelse, der er alt for lidt kendt, har gjort sig, er meget lærerige.

 

I marts 2021, hvor Dutarte-regimets nådesløse krig kom til at berøre selv de fredelige bondesamfund, der blev brændemærket som ’røde’, ændrede RPM-M/RPA linje. De opfordrede til krig på bred, folkelig basis og reaktiverede deres militære kapacitet. Grundlaget for deres politik, og retfærdiggørelsen af den, byggede fortsat på selvforsvar, men en passiv position er ikke længere tilstrækkelig til at sikre en beskyttelse. Hverken af deres egne medlemmer, eller af lokalsamfundene og de militante netværk, der tidligere var legale, men nu blev tvunget til at gå under jorden. Denne drastiske forandring af situationen viser, at hvis RPM-M/RPA havde ret med hensyn til at indtage en defensiv position, dengang de gjorde det, så var det også korrekt ikke at nedlægge våbnene.

 

At handle på trods af trusler

Der er ikke noget land i denne region, hvor vores søsterorganisationer opererer under ’normale’ sikkerhedsforhold. At hjælpe de fattige skaber altid frygt og vrede hos de rige og dem, der har magten. I Bangladesh kæmper BKF-BKS-organisationerne for anerkendelse af bønders ret til at tage de store øer i besiddelse, der dukker op i floderne. Nogle af deres ledere er blevet alvorligt kvæstede og er kommet på hospitalet efter at være blevet overfaldet af de store jordejeres tæskehold.

 

Pakistan i en tilstand af permanent vold

Det landskab, som den pakistanske venstrefløj befinder sig i, har i flere år været under omdannelse, med generationsbetingede forandringer, omgrupperinger og nye former for koordinering af kampe. Vi er historisk en del af Labour Party Pakistan, LPP’s ikke-sekteriske arv. Partiets kadrer gik i eksil eller under jorden under militærdiktaturerne, men det var kun midlertidigt. Religiøs (islamisk fundamentalisme), social (fabriksejere og på landet), statslig (sikkerhedstjenester, hæren) og politisk vold er et rodfæstet træk ved den pakistanske virkelighed.

 

De forskellige former for vold kan være kombinerede som i Okara, hvor jordbesidderen er hæren. Når bønderne mobiliserede for deres rettigheder, blev de underkastet en militær blokade i månedsvis, deres ledere kom i fængsel, blev tortureret, dømt for terrorisme og spærret inde i et barsk high security-fængsel. Det krævede mange års mobilisering at få dem rehabiliterede – som det gjorde for Baba Jan, en populær skikkelse i Gilgit Balistan ved foden af Himalaya, eller med parlamentsmedlemmet Ali Wazir i den nordvestlige del af landet.

 

Pakistan er et geografisk stærkt opdelt land, hvor der er en stærk regionalisme, og også nationalisme (Baluchistan), og hvor de forskellige grænser tit er omstridte. Det gælder især for Kashmir, der er delt mellem pakistansk og indisk administration (for ikke at tale om den kinesiske tilstedeværelse)). Landet er i en permanent krigstilstand langs hele grænsen, og situationen bliver bare værre med den indiske premierminister Modis ambitioner i Indien og den hinduistiske højrefløj.

 

En af de største succeser for den militante venstrefløj i Pakistan er, at det har været muligt at udvikle en følelse af solidaritet på tværs af de traditionelle skillelinjer i landet. Den har mødt undertrykkelse med massemobiliseringer og evne til at føre kampagner til forsvar for fængslede aktivister. Det viser en bemærkelsesværdig dynamik i en situation, der stadigvæk er præget af uvished.

 

Regional styrkeprøve om Myanmar

Vi havde ikke nogen forbindelser til Myanmar, før landet blev kastet ud i en meget stor krise efter kuppet 1. februar, og den angivelige fiasko for ’overgangen til demokrati’. Siden dengang nærmer antallet af dem, der er blevet dræbt af militæret, sig 1000, og væbnet modstand breder sig efterhånden i regionerne i lavlandet, og ikke bare i forskellige udkantsområder, der er beboet af etniske minoriteter.

 

Befolkningen står også over for en ny bølge af Covid-19, efter at sundhedsarbejdere har vendt hæren ryggen, og regeringens vaccinationsprogram er gået i stå. Pandemien er, som i andre lande, en gunstig lejlighed for juntaen til at prøve at stramme grebet om samfundet på bekostning af sundhedsmæssige initiativer – som i mange andre lande med mere eller mindre autoritære tendenser (herunder i Europa). Der bliver ikke foretaget vaccinationer i landet for tiden, hvad der tvinger udenlandske regeringer og ambassader til selv at sørge for vaccine til personalet.

 

Regeringerne i Burmas nabolande støtter den regerende junta: Modis Indien, generalernes Thailand, Xi Jinpings Kina… Denne alliance af reaktionære regimer bliver imødegået af solidariteten mellem de progressive bevægelser i regionen. Alle vores samarbejdspartnere i regionen tror, at udfaldet af konflikten i Burma, der nu tegner til at blive lang og vanskelig, vil få dybtgående geopolitiske konsekvenser, og at modstanden i landet kan drage fordel af den bredest mulige internationale solidaritet.

 

Situationen i Myanmar i dag er både kompleks og omskiftelig, især i de stater, hvor der bor etniske mindretal. Der er dog blevet taget vigtige skridt fremad med dannelsen af Regeringen for National Enhed og Folkets Forsvarsstyrker (PDF), sammen med mange ukoordinerede lokale væbnede modstandsgrupper. Takket være vores regionale netværk af samarbejdspartnere, der kan følge udviklingen tæt på, kan vi målrette vores økonomiske støtte til aktive modstandsgrupper.

 

Klimakrise

Nogle ord til sidst om de kombinerede konsekvenser af klimakrisen, der er særligt alvorlig i regionen. Der har igen været aktivitet i Ildringen – det bælte af vulkaner, der ligger langs de asiatiske og amerikanske Stillehavskyster, og det har medført hyppigere og voldsommere tyfoner, vulkanudbrud, jordskælv og tsunamier, især i de filippinske og indonesiske øgrupper, der også trues af, at vandstanden stiger i havene. Store dele af Bangladesh vil højst sandsynligt meget snart være under vand. Af forskellige grunde synker den indonesiske hovedstad Djakarta langsomt, og den ene bydel efter den anden bliver oversvømmet.

 

Sydøstasien bliver ikke skånet for noget som helst. Humanitære katastrofer (forårsaget af krige, naturens luner osv.) akkumulerer og mangedobler deres følgevirkninger til skade for befolkningerne. Aktivistiske bevægelser må reagere på en mangestrenget global krise, der kun kan blive værre. De har brug for vores hjælp til denne opgave.

 

21. juli 2021

 

Note:

Se den appel, som denne organisation fremkom med for nylig ’Covid emergency in Indonesia: An Urgent Appeal for Donations’.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen.

 

Se også opfordring til økonomisk solidaritet rettet mod disse lande.

Støttebeløb kan sendes via SAP/Danmark: reg. nr. 1551, konto nr. 5100852 – skriv ”Asien-corona” som meddelelse.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com