Situationen i Afghanistan er ekstremt kritisk. Taliban rykker frem, og for den almindelige befolkning, frem for alt kvinder, betyder det flere lidelser. Progressive mennesker som mig er kommet i støre fare end nogensinde.

af Malalai Joya

I de seneste år har jeg overlevet fire mordforsøg og er blevet bortvist fra parlamentet, fordi jeg talte imod fundamentalister og krigsherrer. Af sikkerhedsgrunde er jeg stadig nødt til at leve i det skjulte eller bære burka, så jeg ikke bliver genkendt på gaden.

 

Ikke desto mindre er det godt, at de vestlige tropper endelig forlader vores land – det skulle de have gjort langt tidligere. Vi kan ikke have en virkelig fredsproces så længe amerikanerne er i landet. Vi må bygge vores eget land med vores egne hænder.

 

Var den 20- årige mission forgæves? For mig, ja, de amerikanske og vestlige tropper er mislykkedes. De er kommet for at varetage deres egne geopolitiske interesser, og på grund af deres egne nationale interesser tager de nu afsted igen.

 

Amerikanerne erstattede Talibans barbariske regime med brutale krigsherrer, og derefter begyndte de at forhandle med Taliban, selvom Talibans karakteristika aldrig har forandret sig. Amerikanerne har smidt bomber, forurenet miljøet og gjort systemet endog mere korrupt. De har aldrig været interesserede i det afghanske folk.

 

I nogle større byer, som Kabul og Herat, har de forbedret infrastrukturen eller finansieret hjælpeprojekter, men det har alt sammen til formål at retfærdiggøre missionen. Ofte endte pengene, der var beregnet til skoler f.eks. direkte i lommerne på korrupte personer. Og på landet er der overhovedet ingenting blevet lavet.

 

Hvad vil der ske efter troppernes tilbagetrækning? Alle frygter for deres egen fremtid. På kort sigt vil situationen ikke blive bedre, det er klart. På den lange bane er det imidlertid i afghanerens interesse, at de vestlige tropper rejser hjem. Intet demokrati udspringer af en militær besættelse.

 

Det afghanske folk bør nu stå sammen og kæmpe mod terroristerne og krigsherrerne: Det, vi har brug fra verden udenfor, er ikke krigsmaskiner, men humanitær hjælp, især uddannelsesprojekter.

 

Malalai Joya blev valgt til det afghanske parlament i 2005. Hun blev til sidst tvunget til at opgive sit mandat, men har ikke stoppet sin aktive kamp for demokrati – til trods for farerne. Dette forløb har hun beskrevet i bogen Min lykkes fjender og i filmen Vores lykkes fjender [med den danske instruktør Eva Mulvad, o.a.].

 

Kommentaren blev først bragt i Süddeutsche Zeitung. Her oversat af Leif Mikkelsen fra Green Left.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com