I kommuner og regioner kræver loven, at et flertal af de nyvalgte medlemmer af byrådet eller regionsrådet stemmer for, at en bestemt person får posten som borgmester eller formand for regionsrådet. Det er et flertalsvalg, og der er kun fem kommuner, hvor et enkelt parti har flertal alene og dermed selv kan vælge borgmesteren. I alle andre kommuner er det nødvendigt at forhandle om den såkaldte konstituering, hvor der skal findes et flertal for en af kandidaterne til posten som borgmester.

I forhandlingen om konstituering kræver de partier, der skal stemme for en borgmester, der tilhører et andet parti, noget til gengæld. – Som det så poetisk er blevet udtrykt: ”Hvad er prisen på grisen?” Disse krav drejer sig ofte ikke om politiske indrømmelser, men om nogle af de mange andre poster, der skal besættes. Det er især poster som formand for byrådets faste, eller stående, udvalg.

Når alle disse poster er blevet fordelt, er magten så også fordelt? Nej, det et den ikke. Der er ingen person på disse poster, hverken borgmesteren eller udvalgsformanden, der har mere politisk magt end hver enkelt af de andre, der er valgt til byrådet. Det samme gælder overborgmesteren Selvfølgelig har de tættere kontakt til forvaltningen og førsteret til at foreslå dagsordenen, men ingen af dem kan på egen hånd bestemme noget, der ikke er flertal for – hverken i byrådet eller i udvalget.

Hvorfor er så mange mon så optaget af at få posterne? Det er der kun ét muligt svar på, og det er: Med alle disse poster følger et honorar, der er langt over, hvad hvert enkelt medlem af et byråd modtager for at indtage sin plads. Det giver en økonomisk motivation for de personer, der er kandidater til posterne, nok også en motivation for de partier, hvis kandidater efter partiets egne regler skal aflevere en del af deres honorar til partiets kasse – en partiskat.

Men er der slet ikke politik i en konstituering? Jo, det kan der være, men i så fald oftest erklæringer om de bedste hensigter, og det kan ingen jo betale regninger med. Det er kun sjældent, at en aftale om en konstituering er så detaljeret, at den reelt forpligter nogen til noget bestemt, når et forslag engang når frem til en afstemning i de nyvalgte byråd.

Regeringen er væltet – ikke formelt, men reelt

Det vil føre for vidt på dette sted at komme ind på resultatet i enkelte kommuner, men det er for fristende ikke at komme med en enkelt kommentar om valget i København: Virker det ikke, som om valget for Socialdemokratiets spidskandidat gav en helt ny betydning til begrebet ”party crashing”?

Det samlede resultat for Socialdemokratiet i hele landet blev måske ikke et sammenbrud for partiet, men en markant tilbagegang til 23,2 % af stemmerne, mod 28,4 % i 2021. Det gik ikke meget bedre for det andet parti i SVM-regeringen, Venstre, som fik 17,9 % af stemmerne, mod 21,2 % i 2021. SVM-regeringens tredje parti, Moderaterne, deltog for første gang i et kommunalvalg og fik 1,3 % af stemmerne.

Hvem fik så stemmerne i stedet?  Valget gav fremgang for både partier til venstre og til højre for SVM. På den yderste højrefløj fik partierne Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne i alt 16 % af stemmerne, hvor de to førstnævnte i 2021 kun fik 10,1 % tilsammen (Danmarksdemokraterne eksisterede ikke). Til venstre for regeringen fik SF en markant fremgang til 11,1 % af stemmerne, mod 7,6 % i 2021. Resultatet for Enhedslisten blev næsten uændret med 7,1 %, mod 7,3 % i 2021.

De samlede tal for hele landet viser dermed samme tendens som de seneste mange meningsmålinger om et valg til Folketinget, hvor SVM-regeringen står til at miste sit nuværende flertal med et brag. I stedet fremstår tydeligt, at der er to alternativer – til venstre eller til højre for SVM. Det betyder, at de politiske modsætninger bliver trukket hårdere op, og den såkaldte midte vil forsvinde – som et skib der sejler ind i Bermuda-trekanten.

Det er en bunden opgave for partierne til venstre, at de ikke viger tilbage for denne direkte politiske kamp, men tværtimod præsenterer et program, der gør op med både SVM-regeringens og den yderste højrefløjs forringelser af den sociale velfærd og angreb på borgernes demokratiske rettigheder. Dette program må også udmønte sig i kommuner og regioner, hvor partierne må bruge deres mandater til det yderste for at opnå sociale forbedringer, en indsats mod klimakrisen m.v..

Ingen vej udenom: Fortsæt kampen

En konstituering alene ændrer ingenting. Der er ingen sosu-hjælper, der får bedre løn og arbejdsforhold, fordi der bliver valgt en ny borgmester – eller den nuværende bliver genvalgt. Der er ingen borger, der får bedre hjælp i sit eget hjem eller på plejehjem, fordi de nyvalgte byrådsmedlemmer fordeler posterne mellem sig. Der er intet barn i dagtilbud eller elev i en skole, der får bedre forhold, fordi et nyvalgt byrådsmedlem har fået mange personlige stemmer. Der er ingen, der kan finde et billigere eller bedre sted at bo – eller overhovedet få sit eget hjem – fordi vi har stemt til kommunalvalget. Det hele afhænger af, hvad der kan blive flertal for i de nye byråd, når de træder i funktion fra 1. januar.

Erfaringen viser, at ingen ændringer til det bedre kommer af sig selv – hverken indenfor eller udenfor kommunens egen virksomhed. En aktuel historie fra Frederikshavn viser, hvad det kræver. Ved kommunalvalget var fokus – både før, på og under efter valgdagen – på, om Socialdemokratiet kunne fastholde posten som borgmester. Det kunne partiet så ikke.

Til gengæld har det været usynligt for de fleste, at en gruppe på tolv privat ansatte fysioterapeuter i kommunen, efter seks måneders strejke(!), på valgdagen fik deres arbejdsgiver til at indgå en kollektiv overenskomst om deres løn og arbejdsvilkår. Det er et resultat af de ansattes egen kamp, og det er et resultat, som i de kommende måneder vil blive fulgt op af krav om overenskomster på lignende arbejdspladser i resten af landet. Det er en kamp og et resultat, der har større og mere vedvarende betydning end enhver konstituering i kommunen.

Indenfor byrådet – og udenfor

I enkelte kommuner er der blevet et lidt større rum for forbedringer for arbejdere og andre lønmodtagere og for grupper, der er socialt udsatte eller undertrykte. I andre kommuner er rummet blevet mindre. Men uanset hvordan det politiske landskab nu ser ud i byrådet i kommunen, er der sjældent sociale forbedringer, der kommer af sig selv. Næsten altid er det resultatet af en eller anden form for kamp eller bevægelse, der for alvor kan flytte noget.

For Enhedslisten betyder det, at opgaven for de valgte i lige så høj grad vil blive at være i tæt kontakt med kritiske borgere, kampe og sociale bevægelser, der stiller krav til kommunen, som det er at fordybe sig i de mange bilag, der hver uge vil lande i et byrådsmedlems indbakke på den kommunale mailadresse. Enhedslisten skal være dem, der leverer informationer, hjælper med at få sagen gjort kendt, samler støtte og får rejst sagen og stillet forslagene i kommunalbestyrelsen. Det er i den rolle, Enhedslisten allerbedst kan leve op til sit slogan om at være ”På din side”.

SAP’s Forretningsudvalg, den 23. november 2025