Udstationeringen af 10.000 soldater, et massivt militærarsenal i Caribien og angreb, der allerede har dræbt mere end 60 personer ombord på både, truer ikke bare Venezuela, men hele regionen. Det er en presserende pligt for aktivister i hele verden at sige fra og mobilisere imod USA’s interventionisme under Trump.

Hidtil uset militær optrapning i Caribien
Det væsentligste mål for USA’s offensiv er uden tvivl Venezuela. Med hidtil uset målrettethed og stålsathed har den imperialistiske leder og hans udenrigs- og krigs-ministre, Marco Rubio og Peter Hegseth, allerede udsendt et dekret om, at  narkokarteller er “terroristorganisationer”, og at de anser Maduro som leder af et kartel, der ikke eksisterer (Soles-kartellet) og udsat en dusør på 50 millioner dollar for oplysninger, der kan føre til tilfangetagelse af venezuelaneren.

Mest skræmmende er det, at de har udstationeret omkring 10.000 marinesoldater til Caribien med hangarskibe (de største i deres flåde), torpedobåde og nukleare undervandsbåde, krigsskibe udstyret med missiler af medium rækkevidde, B-52 bombefly og teknologisk kapacitet til en stor-skala dataanalyse i en manøvre, der blandt geopolitiske eksperter betegnes som en “seismisk omstrukturering”.

Puerto Rico er igen blevet militariseret og militære samarbejdsaftaler med caribiske lande er blevet brugt til at opbygge en krigs-infrastruktur, som ser ud til at være optakt til et stor-skala angreb på det land, hvor den bolivariske revolutions udspillede sig. I løbet af de sidste to måneder har disse styrker udført syv angreb på både (påståede narkohandlere), som har resulteret i 46 dødsfald og to anholdelser.

Den 15. oktober annoncerede Trump, med et initiativ, som ikke engang foregik under den “kolde krig” (CIA-operationer var hemmelige), at han havde godkendt, at CIA kunne gennemføre operationer i Venezuela. Ifølge Washington Post underskrev præsidenten et dokument, der godkendte, at CIA kunne gennemføre operationer under dække i fremmede lande, med karakter af alt fra skjult indsamling af information til træning af oppositions-guerillaer og udførelsen af dødbringende angreb.

Søndag den 19. oktober udførte USAs tropper et dødbringende angreb i Stillehavet imod det, der angiveligt var et skib, som tilhørte den colombianske gruppe ELN. Som modsvar til Gustavo Petros berettigede kritik, fornærmede Trump den colombianske præsident og kaldte ham “narkohandler” og ansvarlig for “en svag og meget dårlig regering” og truede – som sædvanlig – med toldsatser og nedskæringer, samtidig med at han tilbagekaldte udstedelsen af visa til Petros, hans familie og rådgivere. Mens Petro kaldte den colombianske ambassadør i Washington hjem, sagde Trump på en pressekonference i et svar til en journalist, at han ikke har brug for en krigserklæring til sine operationer mod smuglertogter i det, som han betragter som hans farvande. “Vi tager derhen, og vi slår dem ihjel.”

Trumps top-rådgivere siges, ifølge åben spekulation i USA, at henstille indtrængende til, at han invaderer Venezuela for at vælte Maduro. Selvfølgelig er tildelingen af Nobels Fredspris til den stærkt højreorienterede leder, María Corína Machado – hvilket, hvis det ikke var så alvorligt, ville være en af de værste jokes i vores tid – en del af en bevidst plan for at styrke den person, som høgene ser som et alternativ til Maduro. Trump-administrationen ser ud til at gennemtvinge en overgang til en stærkt højreorienteret regering ledet af Edmundo González Urrutia og María Corína, som allerede har efterlyst sanktioner mod Venezuela uden at tænke på, hvordan det vil påvirke den fattige befolkning, og som nu overlader landets skæbne til et liv under yankee-soldaternes støvler.

Det kan virke usandsynligt at USA kunne finde på at invadere lande, hvis regeringer de anklager for medskyld i narkohandel – så som Venezuela, Colombia eller Mexico – alene via en landoffensiv. En langtrukken landoffensiv ville møde stærk modstand fra de væbnede styrker under Maduros kommando, muligvis med udbredt støtte og sympati i regionen, hvilket kunne betyde et nyt “Irak” – bare tættere på. At gå ind i en krig af dette omfang modsiger Trumps retorik overfor hans indenlandske publikum, som han har lovet at “afslutte krigene”. Derudover er der tegn på modstand mod en sådan løsning fra sektorer i militærets øverste kommando, som det fremgik af admiral Alvin Hosleys pludselige tilbagetræden fra “Southern Military Command” den 16. oktober.

Men for en sikkerheds skyld må vi ikke udelukke muligheden for nogen form for krigsliderlig “galskab” fra den neo-fascistiske leder. Som minimum må vi, ud fra hans retorik, regne med, at han vil gå efter et drone- eller luftangreb mod specifikke mål i Venezuela i et fortsat forsøg på at svække regeringen.

Tilbage til fortiden

Fra første dag efter sin tilbagevenden til det ovale kontor i Det Hvide Hus, har Donald Trump, opmuntret af sine neo-fascistiske høge, sat Mexico under et hårdt told- og militær/politimæssigt pres (for at få Sheinbaum-regeringen til at standse tilstrømningen af migranter ved grænsen og at bekæmpe narkokarteller). CIA’s droner flyver over mexicansk territorium i en påstået eftersøgning af kokain- og andre narkolaboratorier.

Trump har blandet sig i Brasiliens interne politik for at forsvare sin ven Bolsonaro, som er dømt for kupforsøg (ved at indføre 50 procents told på brasiliansk eksport til USA og starte en handelsefterforskning imod Brasiliens forsigtige restriktioner på USA’s big tech-selskaber).

Ikke engang Argentina, der ledes af hans kammerat Javier Milei, undslipper trusler og afpresning: Midt i oktober, da han kommenterede på et nyt IMF-lån på 20 millioner dollars til Argentina, betingede Trump sin fortsatte støtte til den sydlige neo-fascistiske libertarianer, at Mileis parti vandt parlamentsvalget den 26. oktober, hvor der er en (en lille) mulighed for at præsidentens neo-fascistiske koalition vil få flertal i parlamentet. “Hvis [Milei] taber, vil vi ikke være gavmilde overfor Argentina,” sagde Trump. Episoden viser os, hvordan det er blevet en helt normal praksis, at USA’s regering blander sig direkte i interne politiske affærer i suveræne stater. (Det lader til at Trumps træk var én af de faktorer, der forklarer Milei-administrationens sejr ved valget.)

Kombinationen af fagter, fordømmende retorik og enorme militære udstationeringer udgør et angreb på latinamerikanske naboer, som ikke er set magen til siden invasionen af Grenada i 1982. Set i sammenhæng med de massive ændringer, som Trumps Hvide Hus tvinger ned over de sidste otte årtiers globale magtrelationer, tager USA’s politik overfor Latinamerika en drejning hen imod den interventionistiske fortid af militær aggression og åben politisk indblanding, der allerede under den kolde krig kendetegnede den imperialistiske magt overfor hele Syden.

International anti-imperialistisk solidaritet
Anklagen om at Maduro og højtstående venezuelanske embedsmænd er medlemmer af narkokarteller – latterlig, som den er – er et forsøg på at retfærdiggøre krænkelsen af princippet om folkenes selvbestemmelse og Venezuelas territoriale suverænitet. Der er en hidtil uset krigsliderlig offensiv i regionen, som nødvendigvis må afvises med stor kraft af socialister, aktivister og progressive sektorer, ligegyldigt hvad de eller vi tænker om Nicolás Maduros regering, dens arbejderfjendske og folkefjendske politik og angreb på demokratiske rettigheder.

Det er tid til at tromme alle  demokratiske, antikoloniale, progressive og revolutionære kræfter sammen – i hele verden, men især i regionen –  for at forsvare Venezuelas, de caribiske landes og hele Latinamerikas territoriale integritet, når de står overfor forsøg på en militær og politisk intervention. Med andre ord er der tale om forsøg på at definere suveræne staters politiske kurs “fra oven og udefra” (læs: på Det Ovale Kontor). Det er det venezuelanske folk, som skal afgøre, hvem de har som regering, uden indblanding. Det er de suveræne folk i Latinamerika og i alle hjørner af kloden, der må bestemme, hvad de gør med deres tyranner, deres parlamenter og deres afgørelser i det juridiske system.

Vi må kræve, at Lulas, Petros, Boric’ og Sheinbaums regeringer gør deres yderste for at forhindre muligheden for en militær aggression og politisk intervention i Venezuela. Det er positivt, at Lula tilbyder sig selv som “mægler”, som han gjorde i sit møde med Trump, men alle disse regeringer må være demonstrative og igen og igen afvise nogen form for initiativ fra USA imod Venezuela.

Fjerde Internationales solidaritet med Venezuela inkluderer et krav om, at Maduro genetablerer politiske friheder for de sociale bevægelser, venstrefløjen og Venezuelas arbejdere. Det er vejen frem, sammen med legitim, folkelig, militær mobilisering for at opbygge en ægte national og regional enhed imod imperialistisk aggression. Kun den bredest mulige enhed i handling kan inddæmme, modstå og vinde over den igangværende aggression.

USA’s tropper og våben ud af Det Caribiske Hav!

Ikke flere bombeangreb!

Demilitarisér Puerto Rico nu!

USA: Fingrene væk fra Venezuela og Latinamerika!

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 27. oktober 2025.

Den blev udsendt af SAPs Forretningsudvalg i uge 49 i stedet for den sædvanlige ugekommentar.