Den tyske værnemagt led så store tab, at den var nødt til at hente nye reserver blandt sine værste modstandere: antifascister og militærnægtere. Ca. 50.000 blev indrulleret i straffebataljonerne. Kun få overlevede – og kom hjem til et samfund, der ikke ville vide af dem.

af Arne Lund

Foto: Forside af Ursula Suhlings bog “999er-Strafsoldaten – depotiert vom Hannoverschen Bahnhof: Hamburger Antifaschisten in Wehrmachts-Uniform”

 

Der råder fortsat en opfattelse af, at de fleste tyskere støttede nazismen, og at eneste modstand kom fra de officerer, der den 20. juli 1944 forsøgte et slå Hitler ihjel. Myten om tyskernes kollektive skyld er svær at aflive og skygger for beretningerne om den kamp, talrige antifascister tog del i.

 

Der findes kun få bøger og publikationer om de politiske fanger i de tyske kz-lejre og tugthuse, der blev tvangsrekrutterede til straffebataljonerne. Er de ikke interessante nok til at påkalde sig historikernes opmærksomhed? Uanset hvad, så kan vi i dag lære af det mod, de politiske soldater udviste, fordi de turde sætte sig op mod en enorm, brutal overmagt.

 

I den nyligt udkommen bog om kommunisten og kunstneren Emil Heising (anmeldt 5.8.), fortælles om hans kamp mod nazisterne før krigen, og som soldat i straffebataljon 999 i Jugoslavien og Grækenland, hvorfra han flygtede og sluttede sig til de græske partisaner.

 

Sidst i 50’erne fik den tidligere HIPO-mand, Sven Hazel, succes med sine realistiske “selvbiografier” om oplevelserne i en straffebataljon. Den kendteste af hans bøger er “De fordømtes legion” fra 1953. En DR-journalist afslørede i 1963, at Hazel efter krigen blev dømt til døden for stikkeri, men at straffen blev forvandlet til ti års fængsel, hvoraf han afsonede de fire. Journalisten blev fyret, mens Hazel rejste til Spanien og blev rig på sine bøger, der indtil nu er udkommet i 53 mio eksemplarer.

 

Straffebataljoner i historien

Straffebataljoner – militære enheder bestående af straffefanger – er ikke et ukendt fænomen i militærhistorien. Et af de tidligst kendte eksempler stammer fra år 104 før vor tid, hvor en kinesisk kejser lovede amnesti til de kriminelle og banditter, der indgik i en hær på 60.000 mand af “slemme drenge”. Under den kinesiske revolution (1945-49), brugte revolutionshæren også straffebataljoner.

 

I antikkens Grækenland oprettede bystaten Sparta straffebataljoner. Napoleon er, så vidt vides, den første europæiske hærfører i nyere tid, der gjorde brug af straffebataljoner. Han havde store disciplinære problemer med sine soldater, der ofte nægtede at gå i krig. Oprettelsen af ​​straffebataljoner var en måde at knægte de ulydige på. Da Frankrig i 1830’erne begyndte at kolonisere dele af Afrika, indsatte man straffebataljoner, dels i Algier, siden også i Krim-krigen mod Rusland. Soldaterne kunne vælge mellem at blive sendt til afsoning på Djævleøen eller indtræde i hæren. Helt frem til afslutningen på krigen i Indokina i 1954 brugte den franske hær straffebataljoner.

 

Under tyskernes invasion af Sovjetunionen led russerne så store tab – faldne og deserterede – at man hentede ca. en halv mio småforbrydere fra fængsler og fra Gulag-lejrene til de nyoprettede straffebataljoner. De værste kriminelle blev anset for at have en særlig psyke, der gjorde dem uegnet til militærtjeneste. Russerne indrullerede ej heller politiske fanger I bataljonerne, de var for farlige til, at hæren turde give dem våben.

 

Hitlers straffefanger

Straks da Hitler kom til magten, tog han fat på at pacificere sine modstandere. Forfølgelse, tortur, fængsel og henrettelse var midlerne, og var især rettet mod kommunisterne, der fik skylden for alting, herunder  også  Rigsdagsbranden i februar 1933. Frem til krigens udbrud i 1939, blev en halv mio antifascister sat i fangenskab og i kz-lejre, der var blevet planlagt før magtovertagelsen. Fra 1933-39 blev over 5.000 tyskere henrettet på grund af deres aktive modstand mod naziregimet.

 

Andre gik under jorden og udførte sabotage mod militære og industrielle anlæg. Afbrød strømmen, ødelagde hærens køretøjer, hældte sukker i benzinen, agiterede for arbejd-langsomt-aktioner.

 

Antifascisterne var, på grund af deres aktiviteter, ikke værdige til militærtjeneste. I takt med de store tyske tab – alene nederlaget ved Moskva kostede 3/4 mio. tyske soldater – så kunne militæret alligevel godt bruge de fysisk set robuste antifascister. Med løfter om, at de enten kunne få afkortet deres straffe, samt genvinde de borgerlige rettigheder, blev de i 1941-43 indrulleret i straffebataljoner

 

De fleste kom fra arbejderklassen. Kommunisterne dominerende, en del var socialdemokrater, Spaniens-frivillige, anarkister og partiløse. Mange var dømt for højforræderi – hvilket omfattede stort set enhver modstand mod nazisterne – eller for at nægte militærtjeneste. Flere af dem havde udstået deres straf, da de blev indkaldt til straffebataljonerne. De politiske og de kriminelle udgjorde hver 40 procent af bataljonerne, mens de sidste 20 var religiøse (især Jehovas Vidner) mv.

 

Bataljon 999

Ursula Suhling beretter i ”999er-Strafsoldaten – deportiert vom Hannoverschen Bahnhof” om de hamburgske antifascister – deriblandt hendes far – der blev tvunget ind i straffebataljonerne.

 

I træningslejren fik antifascisterne et ultimatum: Sig ja til at blive sendt til fronten, eller bliv hængt på stedet. Enkelte valgte det sidste. Efter en kort rekruttid blev 999’erne, som deres regiment hed, med mangelfuld udrustning sendt til Nordafrika, hvor de skulle dække feltmarskal Rommels tilbagetog fra den egyptiske grænse i oktober 1942. Andre regimenter blev sendt til Grækenland eller østfronten. Af de 2.000 antifascister fra Hamburg, kom knap 400 tilbage i 1948.

 

Straffebataljonernes effektivitet var tvivlsom. Hertil kom Gestapos betænkeligheder ved at give antifascisterne våben, for våbnene kunne jo rettes mod andre soldater og mod officererne – hvad nogle af dem da også blev. Eller antifascisterne kunne sprede uro og anstifte mytteri blandt de almindelige soldater – hvad endnu flere gjorde. Korrekt forstod Gestapo, at antifascisterne ikke var indstillet på at ofre deres liv for Føreren og en tysk sejr.

 

Blandingen af kriminelle, antifascister og udisciplinerede soldater gjorde tillige, at hæren ofte måtte sætte hårdkogte nazistisk militært personel til at sikre, at 999’erne ikke saboterede krigshandlingerne eller stak af.

 

De antifascister, der ikke makkede ret, blev sendt tilbage til fængslet, kz-lejren eller blev skudt. 999’erne havde al mulig grund til at desertere, for de blev sat på de farligste opgaver fx minerydning, holde stillinger, som de almindelige soldater havde forladt, partisanbekæmpelse mv. For at bremse deserteringerne, gik hæren over til summariske henrettelser: For hver soldat, der stak af, blev hver tiende soldat fra straffebataljonen hængt. De enorme tyske tab satte dog snart en stopper for dét.

 

Og som om det ikke var nok, så kom også de evige konflikter mellem antifascisterne og de kriminelle. Sidstnævnte angav antifascisterne for rene bagateller for at opnå personlige fordele fra officererne. Antifascisterne hadede de kriminelle for deres stikkeri og for deres brutalitet mod fjenden og mod civilbefolkningen i de besatte områder. For at holde antifascisterne nede, blev der dannet enheder, hvor der altid var flere kriminelle end antifascister. I perioder blev antifascisterne afvæbnet, men når kampene mod russerne tog til, fik de våbnene igen.

 

En del kommunister havde i 20’erne fået våbentræning i det militært organiserede Rote Frontkämpferbund, og var derfor bedre soldater end mange almindelige værnemagtssoldater. Hertil kom de Spaniens-frivillige, der havde kamperfaring.

 

Skyde på klassekammerater?

For antifascisterne var det belastende at skulle skyde på politiske meningsfæller på den anden side af frontlinjen: Socialister skød på klassekammerater i en imperialistisk krig!

 

Også dette forhold var hærledelsen sig bevidst, så den sendte 999’erne til Grækenland for at bevogte kyststrækninger, infrastruktur og militære anlæg, siden også deltage i kampene mod den stedse stærkere græske partisanbevægelse, den kommunistiske ELAS. Også her deserterede talrige 999’ere, bl.a. Emil Heising.

 

I sin iver efter at få flest mulig antifascister ind i hæren, tog man også folk over 50, samt nogle, hvis helbred ikke var robust nok til fronttjeneste. I alt blev 32.000 soldater fra straffebataljonen overført til Organisation Todt – hærens paramilitære entreprenør- og bygningstjeneste.

 

Trods hærledelsens omfattende overvågning af antifascisterne, så havde disse alligevel mulighed for at obstruere krigsførelsen, om end i det små. Nålestik, der måske ikke ses og måles, men hvis betydning ikke skal undervurderes.

 

Officererne troede, at jo mere brutalt de behandlede antifascisterne, og jo værre opgaver de blev sat på, så ville det knække dem. Tværtimod, 999’erne blev hærdet, og endnu mere opsatte på at bekæmpe nazihæren.

 

Politiske netværk

Antifascisterne opbyggede netværk inden for deres enhed og til andre frontafsnit. Så kunne de bedre støtte hinanden mod den fælles fjende og handle solidarisk, men også for at udveksle oplysninger om krigens gang, hvilket blev set som undergravende. Der var således dødsstraf for at aflytte BBC og Radio Moskva – radiostationer, som soldatene kunne høre i de besatte lande, enten hos private eller i butikker, hvor ejerne var på antifascisternes side.

 

Ved fronten kæmpede antifascisterne kun så meget, at det ikke vakte opsigt. I det skjulte blev maskingeværer ødelagt eller brugt forkert, flyveblade blev omdelt, og partisaner fik oplysninger om kommende militære aktioner, hvilket reddede mange liv.

 

De antifascister, der hen mod krigens slutning kom i engelsk fangenskab, blev behandlet med stor mistro, og en del af de, der var blevet taget til fange i Grækenland, blev sendt til fangelejre i Egypten. Englænderne brød sig ikke om den antiimperialistiske agitation. I krigsfangelejrene kom det til sammenstød mellem 999’ere og de nazistisk indstillede fanger. Antifascisterne måtte således danne beskyttelsesgrupper for at klare sig mod de overtallige nazister. Hvordan russerne behandlede de tyske antifascister omtales udførligt af Emil Heising.

 

Det, eftertiden kan lære af antifascisterne i straffebataljonerne, er, at selv når overmagten er størst og mest brutal, da kan og skal der kæmpes mod tyranniet, og for retfærdighed og lighed.

 

Rehabilitering – i 1996

Da Forbundsrepublikkens jurister efter 1949 skulle sikre opbygningen af et demokratisk Vesttyskland, blev nazi-dommene erklæret for lovlige. Således blev tyranniet legitimeret med tilbagevirkende kraft. Helt frem til midt i 90’erne var det forbundsregeringens holdning, for 999’erne havde jo skadet deres kammerater og Værnemagten, og derfor afviste man al rehabilitering.  De blev bagtalt og spottet som fædrelandsforrædere, og udelukket fra social og økonomisk understøttelse.

 

Omsider godkendte Forbundsråd året efter, ”en rehabilitering, godtgørelse og understøttelse til desertører og militærnægtere og ’sabotører under det nationalsocialistiske voldsherredømme” – 51 år efter krigens afslutning. Men da var kun et fåtal af 999’erne i live.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com