Foto: Auricelia Arapiun, medlem af det rådgivende råd for Indfødes Organisationer i Brasilianske Amazonas (Coiab)

“Vi sælger ikke vores jord, fordi den er som vores mor. Vores territorium er vores krop. Og vi sælger ikke vores krop. Vi vil ikke sælge den, fordi den er hellig. Vi begynder nu at kunne mærke og lide under presset fra indtrængen, fra minedriften og fra den stærkt ekspanderende agro-business, presset fra de tømmervirksomheder der rydder vore skove. Og ja! Vi har gjort modstand.” Citat: Auricelia Arapiun, koordinator for de oprindelige organisationer i Brasiliens Amazonas (COIAB).

Vi samles på et tidspunkt med kraftige kapitalistiske angreb på tilværelsen, inden for rammerne af de begivenheder, som folkene organiserer som en reaktion på COP30.

Vi oplever en fremgang for den yderste højrefløj, men også falske løsninger, der foreslås af regeringer, der kalder sig progressive, men som alligevel ikke tøver med at privatisere det, der er fælles, eller rette angreb mod de folk og ledere, der dagligt konfronteres af konsekvenserne af den uendelige kapitalvækst i deres områder. Denne situation tvinger os til at kæmpe for en verden, hvor alle levende systemer og organismer er centrum for alle vore politiske konstruktioner, og til magtfuldt at afvise ethvert forsøg på intimidering.

Vi har set et eksempel på hvad der sker, når forsvarerne af den progressive neoliberalisme stiller sig selv i kapitalens og den røveriske udbytnings tjeneste, i stedet for at styrke kamp for de folk, der, med fare for deres eget liv, forsvarer deres territorier. De politiske trusler, som vores kammerat Auricelia Arapiun, der tilhører det oprindelige folk, har været udsat for, fortæller om eksistensen af grupper, som aktivt forsøger at sprede frygt og så splittelse.

Alligevel forbliver vi – ganske som Auricelia udtrykte i sin reaktion på truslen – hverken tavse, og vi vil heller ikke gå på kompromis.

Den yderste højrefløjs offensiv manifesterer sig i vore territorier, som forsøg på at krænke vores suverænitet, og genskabe de samme logikker om underkastelse og dominans, som eksisterede i fortiden, og som fortsætter i dag. Mod denne imperialistiske offensiv, forsvarer vi, økosocialister, os i en samlet front for at modstå og beskytte os selv.

Økosocialisme, som et værktøj til at opbygge en anden verden, er blevet nødvendig og presserende. Den accelererende ødelæggelse af økosystemernes kapacitet til reproduktion, og den neokoloniale og imperialistiske karakter af de angivelige alternativer der foreslås af de systemer, der har skabt den nuværende klimasituation, udgør en trussel mod vores fortsatte overlevelse som art, og fører os hen mod et point of no return.

Stillet over for denne udfordring er den eneste mulige vej en koordineret organisering af vores kampe for at kunne overvinde det kapitalistiske system. Grundlaget for vores strategi er folkets organiserede kamp og ​​deres modstand mod de dominerende systemer. Men også de fremskridt, der vindes i opbygningen af en anden verden, der bygger på solidaritet, sammenhæng og gensidighed, samt respekt for forskellige folks viden og verdensbilleder, såvel som deres legitime ret til selvforsvar og selvbestemmelse.

Disse dage med debatter har samlet repræsentanter for folk i kamp, fra forskellige regioner i Abya Yala [et oprindeligt navn for Amerika, som betyder “livets kontinent”] samt andre kontinenter. Folk har hævet deres røst globalt for at fordømme, at kapitalistisk og imperialistisk udvinding [af råstoffer og mineraler] forårsager miljømæssige og menneskelige ødelæggelser mange steder. Det er nødvendigt at styrke alliancerne mellem folk i deres fælles modstand, for at kunne bekæmpe denne ødelæggelse, mens man konsoliderer forskellige former for livsproduktion, som gennem historien er udviklet af folkene, men som i dag er truet af forurening, og af transnationale selskaber og regeringer, der har beslaglagt vand, jord og luft.

Oprindelige folks stemmer var centrale på dette møde, idet de identificerede en fælles kontekst af kolonialisme, invasion, berøvelse, udvinding og falske løsninger – ledsaget af en politik for udslettelse og folkedrab. som ikke kun dræber, men også gør disse folk usynlige gennem kriminalisering og forfølgelse.

På dette stadie ser vi forholdet mellem krop og territorium som et mønster, hvor den strukturelle vold holder til. Men vi bevidner også kampen for livet. Denne kamp manifesterer sig i alternative former for modstand, gennem værdiskabelse og artikulation af viden og livsanskuelser, hvor herkomst og natur er uadskillelige. Gennem selvforsvar, selvbestemmelse, samfundsliv og vigtigheden af ​​håb og enhed på tværs af territorier.

Kampene for livet optræder desuden som den økofeminisme, der fremhæver kvinders og feminiserede kroppes kampe på tværs af forskellige territorier i Abya Yala, mens de konfronterer det tætte og historiske forhold mellem kapitalisme og den vold, der er påført jorden, territorierne og kvinderne.

Fra de forskellige former for udvinding opstår der en vold, der manifesterer sig gennem forurening og ødelæggelse af jord; samt tyveri af de fælles goder: Fragmenteringen af ​​kulturelle perspektiver for tusinder af fattige og racialiserede kvinder i det globale syd.

Denne analyse foreslår, udover at identificere kapitalisme som den strukturelle oprindelse til al territorial vold, tillige løsninger, der kan overvinde disse modsætninger. Fx fælles vandforsyning i lokalsamfundet, fødevareautonomi, selvforvaltning, samfundsretfærdighed og en revolutionerende opfattelse af omsorg. En omsorgsvision, der udspringer af den strukturelle kritik af den neo-liberalistiske opfattelse af ​​omsorgsbegrebet, der understøtter kapitalens logik. I modsætning hertil positionerer vi os til fordel for en kollektiv og lokal omsorg for radikal transformation.

Øko-unionisme er en grundlæggende bestanddel af den økosocialistiske kamp. Kampen for flere og bedre arbejdsforhold, kombineret med bevidstheden om, at udbytning af arbejderklassen og tyveri af vores fælles goder tjener kapitalens interesser og forstærker gensidigt hinanden. Derved skabes de nødvendige betingelser for at mobilisere og fremme de strukturelle årsager til undertrykkelsen under kapitalismen.

Set i dette lys, er afvisningen af fracking, globalt, en opgave, vi påtager os, og med ansvar for at bidrage til at opbygge frie territorier. Vi ved, at dette kun vil være muligt, såfremt fagforeninger går i dialog med sociale, folkelige, oprindelige folks og bøndernes bevægelser i hvert land, samtidig med at de bevarer deres autonomi til at forsvare territorier, liv og reproduktionen. Gennem international solidaritet forpligter vi os til at fremme fora, der fordømmer krænkelser af faglige, menneske- og naturrettigheder

Fra dette fælles ståsted råber vi enstemmigt: Frit Palæstina, fra floden til havet; våbenhvile i Gaza; og fordømmelse af den folkemorderiske stat Israel på grund af massakren på det palæstinensiske folk. Et folk, der gør modstand, som sår og planter, som fastholder overbevisningen om at stå fast – og som vi omfavner gennem international solidaritet, mangedobling af de globale støtteaktioner som BDS og Flotillen – eksempler på græsrodsmodstand, som staten Israel betragter som trusler.

Vi kræver tillige, at regeringerne afbryder deres relationer til Israel, som det er sket med aftalerne med Mekorot, Israels nationale vandforsyningsselskab, der har udvikle sig til et instrument for koloniherredømme. Vand er et fælles gode, men i Palæstina bruges det som et politisk og økonomisk våben: Israel kontrollerer vandkilder, forhindrer palæstinensere i at bore brønde, opsamle regnvand eller vedligeholde cisterner, og skaber derved total afhængighed – vandapartheid. Palæstina bruges som et laboratorium for dominans, hvorfra de testede teknikker og metoder spredes til andre lande. Derfor skal modstanden og solidariteten med det palæstinensiske folk også være global. Vi, verdens økosocialister, støtter og er aktivt solidariske med det palæstinensiske folk og deres ret til at eksistere.

Dage før starten af ​​COP30 observerede vi endnu en gang, at dette forum ikke er i stand til at reagere på naturens behov. Tværtimod så præsenterer den sig selv som en mekanisme til finansialisering af naturen. Det er baggrunden for, at vi bekræfter vores nej til at betale uretfærdig og illegitim gæld, og vi opfordrer til at afvikle de internationale mekanismer, der driver og legitimerer den. Disse mekanismer belåner vores fremtid, til gengæld for levering af strategiske varer, som kapitalen har brug for i sin ubegrænsede reproduktion. Det er nødvendigt at afvikle det gældssystem, der underordner og begrænser mulighederne for en planlagt udtræden af ​​systemet.

Vi forventer intet af disse fora, der foreslår projekter såsom CO2 -kreditter og Tropical Forest Forever Facility [global fond, som skal betale lande for at bevare skov]. De omfavner fortællingen om, at problemet er, at fællesejede områder endnu ikke er gjort fuldt ud markedsparate, og at dét er et “markedssvigt” som skal overvindes. Vi fordømmer også regeringer, der er medskyldige i miljøødelæggende projekter, som fx den brasilianske regering, der kun få dage før COP30 i Belém – som ligger i Amazonas – godkendte offshore-olieudvinding ved Amazonas’ munding, og som i dagene derefter godkendte registreringen af ​​30 nye pesticider.

Vi bekræfter, at agroøkologi er én af ​​de veje, der bygger på vores økosocialistiske strategi. Produktionen af ​​agroøkologiske fødevarer, med rod i bonde- og indfødte traditioner, er ikke kun et alternativ til det dominerende agrofødevaresystem – hvis hovedaktører er agro-business og råvare-produktion. Det er også en måde til at genoprette og genopbygge økosystemerne, samt bryde fremmedgørelsen mellem land og by, hvilket er fundamental i kampen mod klimaændringer. Afgørende er det at forstå, at agroøkologi ikke kan eksistere inden for den grønne kapitalisme, da den som politisk praksis, omfatter en strukturel transformation af de nuværende produktions- og livsforhold.

I erkendelse af, at økosocialismen har arbejdet i årevis på at opbygge manifester og programmer der definerer denne strategi, så diskuterede vi de næste trin, og vi konkluderede, at der ikke kan være nogen økosocialisme uden frie territorier. Vi er sikre på, at øko-territoriale kampe og opbygningen af ​​en verden til at leve i, er den vej, vi skal følge, for at styrke vores solidariske initiativer. Her skaber vi rum, hvor vi kan fremme opbygningen af ​​økosocialisme fra og til folkene.

For at nå dette mål er det nødvendigt at ”samle på” sejre, der viser os vejen. Mobiliseringer og kampagner blandt de forskellige kollektiver, der er engageret i at opbygge det økosocialistiske projekt, er afgørende for at kunne konsolidere en integreret og international proces med koordineret modstand og fælles strategier.

For ti år siden påbegyndte vi denne kamp, udvikling af ​​det økosocialistiske , vi har brug for, samt internationaliseringen af ​​den økosocialistiske bevægelse. Efter mødet i Buenos Aires i 2024 konsoliderede vi os med dannelsen af Internationalt Netværk af Økosocialistiske Møder.

Blandt de kommende initiativer er det 7. Internationale Økosocialistiske Møde i Belgien i maj 2026; det Internationale Økosocialistiske Seminar i Brasilien, som en del af den første internationale antifascistiske konference; og det 3. Latinamerikanske og Caribiske Økosocialistiske Møde i 2027 i Colombia. Vi er overbeviste om, at disse arrangementer vil overskride grænser og igangsætte fælles aktioner, der er i stand til simultant kan ramme de kapitalistiske udvindings-selskaber alle de steder, hvor vi er til stede.

Økosocialistiske møder er imidlertid ikke alene nok til at fremme opbygningen af ​​et program, der virkelig er forankret i konkrete kampe. Derfor foreslår vi ​​fælles aktioner og kampagner om Palæstina, fossile brændstoffer, minedrift, gæld, frihandelsaftaler, retten til vand, kampen mod agro-business og for en genrejsning af skovene. Vi foreslår tillige en kortlægning af, hvilke virksomheder der arbejder med miljøødelæggende projekter i latinamerikanske og caribiske lande, for at kunne fremsætte og kommunikere en fælles kritik. Derudover foreslår vi at organisere lokale økosocialistiske møder forud for mødet i Colombia, så debatterne afspejler økosocialistiske formuleringer og forslag forankret i de enkelte territorier.

Endelig ønsker vi, at vores fora for opbygning skal være levende og mangfoldige, et sted, hvor der opstår dybe debatter blandt dets kollektiver, til refleksion og eftertanke, og udfordre vores forståelse af økosocialismen – og dermed slå fast, at økosocialisme ikke er en grøn socialisme, men et forslag til en dybtgående transformation af vores relationer, såvel indbyrdes som med naturen. Det er en anden måde at drive politik på. Den er i stand til at bygge en ny verden, værdig og smuk at leve i, for mennesker og alle andre levende væsener.

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Arne Lund