(Læs flere indlæg og mere om konferencen her.  Lyt til Søren Søndergaards indlæg på Spotify)

Den seneste udvikling med Trumps åbenlyse forræderi lægger et enormt pres på Ukraine. De vil blive tvunget til at træffe nogle meget svære valg med store konsekvenser.

Men som venner af Ukraine må vi blive ved med at insistere på, at det hverken er Trump eller EU-lederne eller for den sags skyld os, som skal bestemme hvilken vej Ukraine vælger.

Det valg kan kun træffes af Ukraine og af den ukrainske befolkning. For det er dem, som er under angreb, og som hver dag mister liv og lider under krigen.

Vores opgave er alt gøre alt, hvad vi kan, for at give Ukraine det bedste udgangspunkt for at sikre en så retfærdig fred som overhovedet muligt. Og det handler om at lægge pres på vores regeringer om at give mere hjælp til Ukraine. Det er vores opgave nummer ét.

Vi giver ikke nok = oprustning af EU?

Jeg kommer lige fra en sikkerhedskonference i Warszawa for repræsentanter fra de EU’s nationale parlamenter og fra EU-Parlamentet. Nogle talere stillede spørgsmålet: Hvordan kan det være, at 500 millioner europæere beder 350 millioner amerikanere om at stoppe 150 millioner russere, som ikke er i stand til at vinde over 40 millioner ukrainere?

Jeg forstår godt, at nogen stiller dette spørgsmål for at argumentere for en generel militarisering af Europa. Men selve spørgsmålet indeholder alligevel en vigtig pointe. Hvis Putins Rusland vinder krigen, er det ikke, fordi Europa ikke har ressourcerne. Så er det på grund af mangel på politisk vilje til at støtte Ukraine.

De vestlige lande har støttet Ukraine nok, til at landet kan fortsætte krigen, men ikke nok til at smide angriberne ud af de besatte territorier.

I stedet bruges krigen i Ukraine nu som argument for en generel oprustning i hele EU. EU-Kommissionens store plan – Rearm Europe – vil poste 800 milliarder euro i mere militær.

For at få det accepteret spredes den myte, at grunden til, at vi ikke har kunne hjælpe Ukraine med de nødvendige militære forsyninger, er, at den europæiske våbenindustri er lille og for svag.

Men hvad er realiteterne? Lad os tage de 10 største våbeneksporterende lande. Af disse 10 er halvdelen europæiske, og 4 af dem er fra EU-lande: Frankrig er nummer to, Tyskland nummer 5, Italien nummer 6, Storbritannien nummer 7 og Spanien nummer 9. I alt kommer over en fjerdedel af den globale våbeneksport fra EU-lande. Og hvis vi indregner Storbritannien, så er det næsten en tredjedel af den globale våbeneksport Der er altså masser af kapacitet i Europa til at producere og sende våben til Ukraine.

Men den politiske vilje har manglet.

På et tidspunkt lovede EU at sende 1 million artillerigranater til Ukraine. Og Ukraine manglede dem desperat. Når de på frontlinjen blev angrebet af russisk artilleri, måtte de undlade at svare igen. Men EU levede ikke op til sit løfte. På det aftalte tidspunkt var kun halvdelen afleveret. Og løftet blev først indfriet med mange måneders forsinkelse. Det har kostet mange ukrainske soldater livet og betydet tabt ukrainsk territorium.

For våbenindustrien i Europa ville hellere sælge deres produkter til Israel, Saudi Arabien og andre autoritære regimer.

I ord lovede de europæiske politikere støtte til Ukraine. Men i handling nægtede de at pålægge den store europæiske våbenindustri at producere til Ukraines behov.

Problemet var ikke mangel på produktionskapacitet. Problemet var, at markedskræfterne fik lov at bestemme. Problemet var mangel på planlæging og kontrol.

Desværre er der mange af den slags eksempler. Tænk f.eks. på, at EU-landene køber gas i Rusland for flere penge, end de giver i økonomisk støtte til Ukraine.

Når krigen i Ukraine bruges som argument for gigantiske investeringer i våbenproduktion og oprustning, så handler det om noget andet. På den ene side at styrke det militær-industrielle kompleks ved at give storkapitalen en statsgaranteret profit. Og på den anden side at finde argumenter for, hvorfor almindelige arbejdende mennesker må acceptere nedskæringer og sociale forringelser.

I stedet vil jeg argumentere for at øge støtte til Ukraine ved at tage kontrol over de finansielle og industrielle ressourcer, som bruges til at producere våben, opbygge en statslig våbenproduktion og konfiskere den private våbenindustris overnormale profitter.

Vi må også kigge nærmere på de krav, som EU stiller til Ukraine. For det er ikke alene USA, som bruger hjælp til Ukraine til egen fordel.

Vi har set USA behandle Ukraine som en forretningsmulighed, at prøve at få fat I de ukrainske mineraler som en betingelse for støtte.

Samtidig med at vi må være stærkt kritiske over for disse opportunistiske betingelser, må vi også være bevidste om, at EU har præsenteret sine egne betingelser. Dem bliver der ikke talt lige så meget om som om Trumps krav, men de er ikke desto mindre stærkt problematiske. Jeg taler om den såkaldte Plan for Ukraine 2024-2027

‘Planen for Ukraine’ fastlægger de betingelser, som Ukraine skal opfylde for at drage fordel af EU-tilskud og -lån. Den indeholder 69 reformforslag. Nogle af disse skubber Ukraine i retning af mere markedsgørelse. Historien har vist, at omfattende neoliberale betingelser for krisefinansiering er skadelige for modtagerlandet. Der er ingen grund til, at EU genbruger elementer fra Washington-konsensus til en Bruxelles-konsensus.

Et af de 69 reformforslag er at “reducere statsligt ejerskab i banksektoren” og at træffe “foranstaltninger til privatisering” (side 99). Selv hvis det er en genial idé, bør vi overlade til Ukraine at gøre, hvad de vil. Desuden formåede den ukrainske banksektor faktisk at opretholde et relativt højt niveau af basale tjenester under krigen, hvilket får forslaget til at se endnu værre ud. Vi bør ikke tage alt for afslappet på formuleringen om, at privatisering vil finde sted “på en ordnet måde, hvorved man undgår en for tidlig overførsel af kontrol på suboptimale vilkår for staten”. Selvom det lyder betryggende, er privatisering i kølvandet på en krig aldrig en god aftale for staten.

Den ukrainske plan opfordrer også til “liberalisering af jernbanetransportsektoren” for at skabe et “konkurrencepræget marked” og at opdele “infrastrukturoperatøren og jernbaneoperatørerne” (side 229-230). Igen er der en politik, som vi bør overlade til Ukraine at træffe sine egne beslutninger. Desuden har liberaliseringen af ​​jernbanerne ikke vist sig at være en god idé. Storbritannien er nok det mest åbenlyse eksempel på dette. De britiske liberaliseringer og privatiseringer, opmuntret af EU-regler i 1990’erne, har efterladt deres jernbanesystem i en beklagelig tilstand.

Hvis man tager sig tid til at læse planens over 300 sider, vil man finde andre eksempler fra den neoliberale håndbog. Der er for eksempel implementeringen af ​​en dereguleringsplan (side 162) og en indsats for at privatisere Ukraines offentlige aktiver i væsentlig grad.

Endelig, som I måske ved, har Trump annonceret, at han vil annektere Grønland til USA! Måske for at få fri adgang til alle Grønlands mineraler. Måske for at forhindre andre lande i at bruge de nye skibsruter, der dukker op efter at polarisen smelter. Eller måske simpelthen fordi, hvis man lægger Canadas og Grønlands territorium til USA’s, vil det amerikanske territorium være større end Ruslands og udgøre verdens største land. Dette giver sloganet ‘Make America Great Again’ en ny betydning: ‘Make America “Great” Again’.

Men det lille og stolte grønlandske folk har et ordsprog: ‘Intet om Grønland uden Grønland’.

Det er det, der står på spil.

Og det er det samme budskab, vi skal sende til Putin og Trump, men også til EU-lederne: Intet om Ukraine uden Ukraine. Selv efter krigen er slut.

Søren Søndergaards indlæg på konferencen er oversat fra engelsk af Åge Skovrind