De egentlige skandaler handler om en dansk efterretningstjeneste, der tilsyneladende hverken skal overholde gældende lovgivning eller give retvisende informationer til det såkaldte parlamentariske tilsyn.

Siden Edward Snowden og dagbladet Information i 2014 kunne afsløre, at der var et samarbejde mellem den amerikanske efterretningstjeneste NSA og det danske FE, har det været offentlig kendt, at kabler til internettrafik, der løber gennem Danmark, er blevet systematisk tappet, og at indholdet noget nær ufiltreret er blevet videresendt til de amerikanske gigantiske datalagre. Sammen med alle mulige andre kilder gør dette, at NSA, CIA og andre af stormagtens efterretningsorganer kan fremskaffe oplysninger om enhver person på kloden, der rører ved tangenter på en computer.

Alle officielle danske organer og ”ansvarlige politikere” har naturligvis benægtet, at den slags foregår og hævdet, at selv om man deler oplysninger med sin nære amerikanske allierede, så slipper der ikke oplysninger om danskere med over Atlanten. Den slags, har dataeksperter dog for længst forklaret, ikke er teknisk muligt. Man kan ikke fuldstændigt rense rådata, og selv et delvist forsøg på at sortere i den gigantiske mængde data er ganske enormt ressourcekrævende. Så det bliver almindeligvis ikke gjort.

I årene efter 2014 var der naturligvis kritisk debat om kabelsagen, men omtalen i medierne faldt efterhånden, som der ikke kom nye oplysninger.

Tilsynet prøver – at føre tilsyn

Men i 2019 skete der noget højst usædvanligt. En dansk pendant til den amerikanske whistleblower kom på banen. En tidligere ansat i FE var blevet fortørnet over, at tjenesten overtrådte dansk lovgivning og uden blusel udleverede oplysninger om tusindvis af danskere til en fremmed magt. Han optog hemmeligt samtaler med sine overordnede på bånd, der tydeligt afslørede kabelsamarbejdet og udleverede dernæst hele materialet til Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), som efterfølgende i en pressemeddelelse i relativt skarpe vendinger kritiserede FE for at have tilbageholdt oplysninger for tilsynet.

Den daværende socialdemokratiske forsvarsminister, Tine Bramsen, som efter alt at dømme selv udmærket kendte til det omfattende kabelsamarbejde, skulle finde en syndebuk, og hun hjemsendte derfor chefen for FE Lars Findsen og et par af hans nære medarbejdere.

Det blev Findsen naturligvis sur over. Her havde han efter bedste evne knoklet med at lægge røgslør ud over regeringens ulovlige og hemmelige aftaler med USA og fabrikeret intetsigende og vildledende svar til de kritiske spørgsmål fra tilsynet. Og så blev han alligevel fyret af en minister, som han i øvrigt mente var ”dum som en dør”. Meget tyder på, at den socialdemokratiske top og statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen i forvejen havde set sig sur på Lars Findsen, og at kabelsagen var en ganske god anledning til at slippe af med ham.

Under hjemsendelsen snakkede Lars Findsen med journalister, og her har han formentlig indirekte bekræftet kabelsamarbejdet. Meget sandsynligt i den form for handel med pressen, som han var mester i. Måske med følgende dialog: ”Jeg giver dig en oplysning, men du må ikke skrive om den. Til gengæld er der en anden sag, jeg gerne ser du tager op”.

Sandheden må ikke siges højt

Lars Findsens hjemsendelse provokerede både tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og et par pensionerede departementschefer. ”Elendig håndtering af sagen”, var deres dom. Regeringen havde jo i virkeligheden med sin kluntede optræden sat endnu mere fokus på det hemmelige kabelsamarbejde. En tophemmelig kommissionsdomstol valgte pligtskyldigt at afvise tilsynets utilfredshed med at blive ført bag lyset som grundløs, så man kunne da bare have ladet sagen dø hen, sådan som det var sket med Edward Snowdens afsløringer.

Senere lod Claus Hjort Frederiksen sig interviewe i TV. Med smil på læben og en mine, der skulle overbevise seerne om, at så slemt var kabelsamarbejde nu heller ikke, bekræftede han det, som alle allerede vidste.

Det blev for meget for den socialdemokratiske top, som nu slap PET løs på både Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen og efterfølgende rejste tiltale for at have lækket statshemmeligheder.

Samtidig blev den nye FE-chef og PET-chefen sendt i byen for at tale et alvorsord med en stribe chefredaktører og for at advare dem mod at omtale bl.a. kabelsagen alt for meget. ”Der kan også rejses straffesager mod pressen, hvis den afslører statshemmeligheder” var budskabet.

Og for virkelig at skræmme andre embedsmænd med potentielt løse tungebånd, så lækkede man stærkt personlige oplysninger om Lars Findsens privatliv, som en PET-aflytning havde bragt til veje.

Det var således ikke småting, som den daværende regering ville gøre for at skærme sin magtfulde amerikanske allierede, vise sig som 100 procent loyal støtte og vise, at man med alle midler slår knaldhårdt ned på kritikere og personer, der vil bringe sandheden frem.

Seneste akt i dramaet kom, da Højesteret afviste, at sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen kunne køre for hermetisk lukkede døre, og krævede at det fulde anklageskrift skulle udleveres til de anklagede. Derefter valgte regeringen og anklagemyndigheden at lukke sagerne. Det ville nok også blive ganske svært f.eks. at få Claus Hjort Frederiksen dømt for at bekræfte oplysninger, som ligeledes blev bekræftet i Højesterets kendelse…

Og hvad så nu…?

Hele forløbet viser, at ledere i FE med regeringens stiltiende billigelse uden tøven undlader at oplyser TET og Folketingets kontroludvalg om væsentlige og ulovlige forhold. At FE overskrider sine beføjelser, at der udleveres oplysninger om danskere, der ikke er mistænkt for eller har begået noget strafbart, og at regeringen velvilligt understøtter USA’s hæmningsløse hunger efter at vide alt om alle.  Kontrolorganerne har været magtesløse overfor dette bedrag og har ikke kunnet gøre andet end at forsøge at råbe vagt i gevær.

Det er vedtaget i Folketinget, at der skal være en – nu ”udvidet” – kommissionsundersøgelse af, om hjemsendelserne af Findsen og hans medarbejdere foregik på en ordentlig måde. Men der kommer nok ikke noget ud om kabelsamarbejdet, fordi som man skriver, så sker offentliggørelsen ”i en form, som ikke indeholder informationer, der vil kunne skade forholdet til fremmede magter, statens sikkerhed eller tredjemand”.

Hvis der skal sættes en stopper for de egentlige skandaler, er der brug for en dyberegående undersøgelse, der lægges åbent frem og følges op af nogle langt mere vidtgående tiltag.

► Der skal sætter en stopper for, at helt uskyldige danskeres kommunikation uden retskendelse overvåges og udleveres til andre landes efterretningstjenester – i åbenlys strid med dansk lovgivning. Det burde jo være selve denne praksis, der gav anledning til retssager mod ministre og chefer!

► Der skal sættes en stopper for, at efterretningstjenesterne åbenbart frit kan vælge at misinformere og skjule ulovligheder for det tilsyn, som Folketinget har givet mandat til at holde øje med dem. Det burde også være denne praksis, der gav anledning til retssager mod de skyldige.

► Der skal sættes en stopper for, at efterretningstjenester og regeringen forsøger at bruge hemmelige retssager med hemmelige anklageskrifter til at forhindre, at sandheder om overvågning i strid med lovgivningen og andre stærkt kritisable forhold bliver bekræftet.

► Og der skal selvfølgelig også sættes en stopper for, at efterretningstjenesterne – åbenlyst med politisk opbakning – forsøger at true pressen til at undlade at formidle informationer, som handler om efterretningstjenesternes undergravning af borgernes retssikkerhed.

De egentlige skandaler viser, at efterretningstjenesterne er en stat i staten, og at Folketingets tilsyn er en illusion. Man kan kun håbe, at i hvert fald Enhedslisten råber så meget op om de egentlige skandaler, at mange forstår dette.

Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 9. november 2023