Læsetid: 3 minutterFoto: Strejkevagter fra skuespillerforbundet SAG-AFTRA, New York 17. juli 2023 – CC BY 2.0, Wikimedia
Ved valget i Virginia, hvor republikanerne var fortalere for nye restriktioner på abort, vandt demokraterne kontrollen over begge kamre i delstatens lovgivende forsamling, og i Kentucky blev den demokratiske guvernør Andy Beshear genvalgt som guvernør mod en republikansk fortaler for statens næsten fuldstændige forbud mod aborter. Disse sejre for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop i disse svingstater tyder også på, at selv om mange vælgere ikke er begejstrede for præsident Joe Biden, så kan abortspørgsmålet måske hjælpe ham til at besejre Trump ved næste års præsidentvalg.
I november var der også valg til mange skolebestyrelser, hvor liberale eller moderate kandidater vandt over de højreorienterede Moms for Liberty og 1776 Project. Disse højreekstreme grupper har brugt de sidste par år på til tider voldelige afbrydelser af møder i skolebestyrelser for at kræve et stop for undervisning i eller lærebøger om race- og kønsspørgsmål. Resultaterne tyder på, at det eneste, der lykkedes for højrefløjen, var at mobilisere de vælgere, der er trætte af højrefløjens kulturkrig, konservative politik og strategi med at skabe kaos i samfundets institutioner.
Skuespillernes fagforening vinder
Skuespillernes fagforening, SAG-AFTRA, afsluttede den 9. november en 148 dage lang strejke, den længste i fagforeningens historie. Fagforeningsformand Fran Drescher, tidligere stjerne i “The Nanny”, og 160.000 skuespillere strejkede både mod de historiske Hollywood-selskaber, som Warner Brothers og Paramount, og mod de nye online streaming-selskaber, som Amazon, Apple og Netflix, lammede branchen og satte op til to millioner andre arbejdere på gaden, fra makeup- artister til scenebyggere.
I sin vrede tale, der udløste strejken, sagde Drescher: “De påberåber sig fattigdom, hævder at de taber penge til højre og venstre, mens de giver hundredvis af millioner dollars til deres direktører.” Mens Dreschers egen karriere gjorde hende meget velhavende, lever mange skuespillere fra hånden i munden, når de bevæger sig fra den ene produktion til den anden.
I sidste ende vandt skuespillerne en treårig kontrakt, der forbedrer lønninger og vilkår samt beskytter medlemmerne mod trusler fra nye streamingtjenester og kunstig intelligens-teknologi.
Med hensyn til kunstig intelligens skal virksomhederne nu have skuespillernes underskrevne samtykke til at bruge deres digitale replika til specifikke formål. Arbejderne vil ikke kun blive kompenseret med restbeløb, men også for fremtidig visning af streamede shows. Skuespillerne fik en generel lønstigning på 7 procent det første år, 4 procent det andet år og 3,5 procent derefter. ”Birolleskuespillere” fik 11 procent det første år og samme stigning som andre de næste to år. Skuespillere, der danser eller synger, får ekstra løn. Det bliver påbudt at have intimitets-koordinatorer til scener, der involverer nøgenhed eller simulerer sex, og hår- og makeup-artister skal tage korrekt hensyn til skuespillernes etnicitet.
Kløft mellem bevægelser og parlamentarisk politik
Sejren for skuespillernes overenskomst og kvindernes triumf med adgangen til abort viser en genoplivning af både arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser. Disse sejre sammen med den nylige strejke blandt United Auto Workers og deres nye overenskomst, strejkerne blandt sygeplejersker og lærere og den fornyede energi i organiseringskampagnen i Amazon er udtryk for en genopblussen af den sociale kamp, og de flytter politikken lidt til venstre. Og i løbet af den sidste måned har vi fået en ny bevægelse i solidaritet med Palæstina, som har mobiliseret titusinder i byer over hele landet.
Samtidig ser det ud til, at vi er på vej mod endnu en valgkamp mellem tidligere præsident Donald Trump, som står over for flere kriminelle anklager, og præsident Biden, som har fremmedgjort en del unge progressive vælgere. Vi har også de skøre wildcard-kandidater som New Age-kandidaten Marianne Williamson og konspirationsteoretikeren Robert F. Kennedy Jr. Nu leger også Joe Manchin, en ekstremt konservativ demokrat fra West Virginia, med tanken om at stille op til præsidentvalget som kandidat for No Labels-bevægelsen.
Venstreorienterede kandidater som Jill Stein fra Green Party og den uafhængige Cornel West er stadig marginale. Vi på venstrefløjen ser ikke ud til at være i stand til at skabe det politiske alternativ, som vi har brug for og ønsker. Så vi mangler som sædvanlig at overvinde denne bekymrende kløft mellem bevægelsen og parlamentarisk politik.
12. november 2023
Dan La Botz er medlem af organisationen Solidarity i USA, som er tilknyttet Fjerde Internationale.
Artiklen blev udsendt i uge 46 i stedet for den sædvanlige ugekommentar fra Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg.