Den 11. august genoptog Venezuela og Colombia diplomatiske forbindelser efter flere års konfrontationer, som kulminerede denne sommer med nye provokationer fra det colombianske regime.

af Marea Socialista

Colombia truede med en væbnet intervention på venezuelansk territorium under det løgnagtige påskud, at Venezuela er hjemsted for FARC’s guerillabaser, hvorefter præsident Hugo Chavez besluttede at afbryde alle diplomatiske forbindelser med Colombia. Med udsigten til en mulig militær konfrontation udsendte den revolutionære organisation Marea Socialista i Venezuela, som Fjerde Internationale har venskabelige forbindelser med, nedenstående udtalelse den 28. juli 2010.

Provokationen fra Uribe (Colombias præsident fra 2002 indtil 7. august 2010, red) og narko-trafikanterne, som dominerer det colombianske regime, skubber spændingerne mellem Colombia og det bolivarianske Venezuela til det yderste. Højrefløjen, oligarkiet, og yankee-repræsentanterne i Venezuela fremstiller reaktionerne fra præsident Chavez som en vælgermæssig manøvre eller som et problem, der bliver udnyttet af regeringen af hensyn til propaganda og chauvinisme.

Men det er en fastslået kendsgerning, at der i de seneste måneder er sket en optrapning af USA-amerikanske troppebevægelser og særlige operationer på internationalt plan fra Mossad og CIA, som ikke kan opfattes som enkeltstående begivenheder. Vi har set tilstedeværelsen af betydelige militærstyrker i Mellemøsten for at true Iran; angrebet på det humanitære nødhjælpsskib til Gaza fra de israelske styrker, og ønsket om at ramme det palæstinensiske folk yderligere. Der er situationen i Afghanistan, de voksende spændinger mod Nordkorea ….

Det vil være naivt at tro, at alle disse operationer ikke hænger sammen. De omfatter en global strategi, som er forbundet med reaktivering af og manøvrerne fra den fjerde amerikanske flåde i Caraibien, med de syv colombianske militærbaser, som USA’s hær kan bruge, når den vil, med autorisationen til 46 krigsskibe og 13.000 marinesoldater om at blive udstationeret i Costa Rica; styrkelsen af baserne i Aruba og Curacao; tilladelsen til at genetablere sig i Panama, landgangen af tropper i Haiti …..

Uribes sidste tjeneste til de imperialistiske herrer
Efter det mislykkede forsøg på at blive genvalgt (se note) leverer Colombias præsident Uribe sin sidste tjeneste til sine yankee-herrer. Han fremprovokerer en situation med spændinger og konfrontation mod præsident Chavez’ regering, som kan ende med en alvorlig begivenhed og sætte hele regionen i brand.

Uanset om Uribes spillen med musklerne er udtryk for en gratis udfordring eller en reel provokation, så er opgaven for det revolutionære folk at forberede sig på det værst tænkelige scenarie. Vi, Marea Socialistia – en strømning af aktivister inden for PSUV (Venezuelas Socialistiske Enhedsparti), mener, at det er umuligt at bevare den overfladiske fred med forslag som dem, der er kommet fra Brasiliens præsident Lula.

”Brasiliens regering vil foreslå regeringerne i Colombia og Venezuela, at de samarbejder om overvågning af deres fælles grænse, med henblik på at få fastlagt en endelig løsning på deres konflikter,” sagde Marco Aurelio Garcia, som er udenrigspolitisk rådgiver for den brasilianske præsident.

Vi afviser kategorisk denne holdning. Man kan ikke tillade det fascistiske militær under Uribes regime at kontrollere venezuelansk territorium. Det ville være en klar overtrædelse af suverænitet og ville betyde, at man med begge ben falder i en fælde, som er sat op af imperialismen og Uribe. Det ville desuden indebære, at man accepterer hans løgne som sandheden.

For at forsvare processen: Styrk revolutionen
Generalsekretæren for OAS (Organisationen af Amerikanske Stater), den pro-imperialistiske Insulza, har i offentlige erklæringer haft den frækhed at hævde, at vores kontinent ikke har oplevet krige i de sidste 100 år, bortset fra mindre konfrontationer såsom dem mellem Ecuador og Peru eller mellem El Salvador og Hinduras.
Imidlertid har han på kynisk vis ”glemt” Malvinerkrigen (også kaldet Falklandskrigen, mellem Storbritannien og Argentina, i 1982, red.) , som – uanset det argentinske militærdiktatur – var et forsøg på at få nedlagt en af de sidste koloniale enklaver, mere end 400 år gammel.

Denne krig, som blev sat i scene af blodtørstige og feje generaler, fortæller os præcist ”med omvendt fortegn”, hvad der er nødvendigt for ikke at tabe en revolutionær proces på gulvet.

Initiativer for mobilisering af hele det revolutionære folk for at forsvare vores revolutionære proces
– På det militære plan
Mobilisér og sæt fart på fordeling af våben, for dermed at realisere den revolutionære befaling om at bevæbne folket. Udrust alle kampenheder (militser) på arbejdspladser, landet, universiteter, boligkvarterer. Ud over en styrkelse af træningen, skal præsident Chavez’ befaling fra maj 2009 gennemføres, om at våben skal placeres på arbejdspladser, uddannelsessteder og boligkvarterer, så de kan tages i brug, så snart det bliver nødvendigt. i alle kampenheder skal der herske den strengeste militære disciplin, kombineret med den største frihed til diskussion om de politiske skridt, som må tages for at nedkæmpe aggressionen fra USA/Colombia, hvis den kommer.

– På det økonomiske plan
Vi bifalder forslaget fra præsident Chavez om, at det ikke længere er nødvendigt at levere olie til USA i tilfælde af en aggression. Imidlertid anser vi dette skridt for utilstrækkeligt til at imødegå den kriseramte, men stadig meget magtfulde yankee-magt. Vi forslår følgende yderligere initiativer:

Umiddelbar konfiskation af al yankee-amerikansk og colombiansk kapital og multinationale virksomheder, som er til stede i Venezuela. Særligt dem, som er knyttet til de seneste kontrakter og koncessioner givet til selskaber (i samarbejde med den venezuelanske stat) i Orinoco-bæltet. Sæt alle disse konfiskerede virksomheder under arbejderkontrol (olie-, industri-, finans- og handelssektoren).

Formaliser arbejderkontrollen i olieindustrien og den petrokemiske industri en gang for alle, så den bureaukratiske ledelse kan stoppe, ligesom det er sket i el-sektoren og fødevareindustrien. Dette skridt er grundlæggende for at sikre, at det fortsat fungerer, at produktionen vokser, og for at forhindre den kontrarevolutionære elementer og deres sabotage i disse virksomheder.

Indfør statsmonopol på udenrigshandelen, for fødevarer, medicin, og alt hvad der er nødvendigt for at etablere en industri, som er helt uafhængig af imperilismen.

Slet al den offentlige gæld til de imperialistiske banker.

– I medierne
Forbud mod alle nyheder fra de imperialistiske medier om udvikling af aggressionen, hvis den kommer. Beslaglæggelse af medier, som ikke accepterer dette forbud eller som favoriserer imperialistiske aggressorer i deres reportager. Overtagelse af disse medier til revolutionære sociale organisationer, såsom det Nationale Fagforbund (UNT), fagforeninger, arbejderråd osv.

Marea Socialista, 28. juli 2010

Note: Præsident Uribes støtter forsøgte at få vedtaget en grundlovsændring, som skulle have givet ham mulighed for at blive valgt til præsident for tredje gang ved valget den 30. maj 2010. Forfatningsdomstolen afviste imidlertid forslaget. Hans embedsperiode udløb derfor den 7. august. I august 2010 blev han udpeget som næstformand for det FN-panel, som skal undersøge Israels angreb på en nødhjælpskonvoj den 31. maj 2010.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com