“Begyndelsen på en ny klimabevægelse”. Det var ordene, som den radikale canadiske forfatter Naomi Klein brugte om Verdenstopmødet om Klimaforandring, som blev afholdt i den bolivianske by Cochabamba i slutningen af april.

af Iain Bruce

Mødet var indkaldt af Bolivias første indfødte præsident, Evo Morales, som en reaktion på sammenbruddet i de mellemstatslige klimaforhandlinger i København i december.

Ved åbningsceremonien sagde Morales, at verden står overfor et afgørende valg, mellem kapitalisme og overlevelse. En anden deltager, som er leder i Enlace – Fjerde Internationales gruppe i det brasilianske parti PSOL (Partiet for Socialisme og frihed) – beskrev begivenheden som det klart mest avancerede udtryk i dagens verden for det presserende møde ”mellem de økologiske spørgsmål og de socialistiske visioner”.

Der var helt klart tråde, som forbandt dette møde med den bevægelse for global retfærdighed, som opstod i kølvandet på Seattle-mødet i 1999, og især med møderne i Verdens Sociale Forum, hvor personer som Klein har spillet en fremtrædende rolle. Formen var det samme. Over 35.000 mennesker fra 142 lande, repræsentanter for mange sociale bevægelser, deltog i 17 centrale panelmøder og 18 arbejdsgrupper om en lang række emner, lige fra de strukturelle årsager til klimakrisen og klimagælden, til spørgsmål om landbrug og fødevaresikkerhed og truslen fra CO2-handelsmarkedet. Dertil kom mange mere selvorganiserede seminarer og andre aktiviteter.

Grundstenen til det centrale budskab fra mødet – en radikal kombination af krav om miljømæssig og social retfærdighed, samt en direkte afvisning af den kapitalistiske økonomi, som står i vejen for begge dele – blev allerede lagt sidste år i erklæringen fra Belém, af de Sociale Bevægelsernes Forsamling, hvor den blev formuleret i forbindelse med det Verdens Sociale Forum i det nordlige Brasilien i begyndelsen af 2009.

Vigtige beslutninger
Men der var også forskelle fra tidligere. Dette topmøde var kraftigt præget af tilstedeværelsen af, og ideologien hos de indfødtes bevægelser, især fra de centrale Andeslande Bolivia, Peru og Ecuador. Dog var der også officielle delegationer fra over 40 regeringer. Præsident Morales spillede som vært, sammen med sin venezuelanske modpart og hovedgæst, Hugo Chavez, en nøglerolle, ligesom de gjorde under andre omstændigheder i København. Men den største forskel til tidligere Verdens Sociale Fora var, at dette folketopmøde meget bevidst satsede på at tage beslutninger og planlægge aktiviteter.

De to vigtigste beslutninger var forslaget om en verdensomspændende folkeafstemning om klimaforandringerne. Her skulle folk blive bedt om at beslutte, hvor mange drivhusgasser de udviklede lande skal have lov at udlede, hvor store beløb de skal tilbyde udviklingslandene, og om nødvendigheden af at ændre det kapitalistiske system. For det andet beslutningen om at oprette en International Klima- og Miljødomstol med et juridisk mandat til at retsforfølge de lande, industrier og folk, ”som direkte eller indirekte forurener og fremprovokerer klimaforandringer”.

Begge disse initiativer blev understøttet af en principerklæring til støtte for en Verdenserklæring om Moder Jords rettigheder, og forslaget om at starte en verdensbevægelse, ”en global folkelig bevægelse for Moder Jord…, som skal skabe en bred og demokratisk ramme for koordinering og fælles verdensomspændende aktiviteter”.

Komplekse diskussioner
Her venter flere vigtige og komplekse diskussioner, som helt grundlæggende handler om, hvordan en økosocialisme i det 21. århundrede skal se ud. I første omgang vil vi pege på to faldgruber, som må undgås.

Den ene er en ukritisk og i værste fald paternalistisk opbakning til alting, som kan kaldes indfødt forfædrenes ”oprindelige” visdom. For at tage et eksempel, er der ofte en patriarkalsk (for ikke at sige homofobisk) ensidighed knyttet til det ”indfødte” koncept om en naturlig ”balance” mellem mænd og kvinder. Den anden, sandsynligvis større fare, er at forkaste, under dække af en påstået ”marxistisk rationalitet” – eller endog universal kultur, den faktiske lærdom og inspiration, som denne nye bevægelse kan fremdrage – og allerede fremdrager – fra de erfaringer, krav, og forslag fra Latinamerikas indfødte bevægelser.

Folkets topmøde rejste også en række konkrete krav, som skal stilles på det næste regeringstopmøde, COP16, I Mexico til december. Blandt disse er ”en tilføjelse til Kyoto-protokollen”, som ikke alene kræver ”bindende reduktionsmål på mindst 50 procent i forhold til 1990-niveauet” fra de udviklede lande, men som også afviser ”CO2-markeder eller andre reduktionsmekanismer, som skjuler en fejlslagen indsats for en reel reduktion af udledningen af drivhusgasser”. Evo Morales videregav disse konklusioner og krav til Ban Ki-Moon ved FN i den første uge af maj og planlagde at bringe dem videre til Spanien, som har formandskabet i EU, senere. Det er krav, som går til hjertet af de internationale klimaforhandlinger og direkte afviser de markeds-baserede ”løsninger”, som alle regeringerne på den nordlige halvkugle faldbyder.

Regeringer og folkebevægelser
Dette er væsentlige fremskridt for den internationale bevægelse mod klimaforandringer. Men det er fremskridt, som rejser delikate taktiske og strategiske spørgsmål, særligt vedrørende forholdet mellem sociale bevægelser og regeringer i den nye klimakampagne. På den ene side er det klart, at de krav og alternativer, som er rejst fra mødet i Cochabamba aldrig ville få den samme effekt uden opbakning fra Morales og Chavez – på samme måde som de i København var i stand til at føre bevægelsens krav ind i de officielle forhandlinger.

På den anden side er det også klart, at disse regeringer I Bolivia og Venezuela, for ikke at nævne andre angiveligt progressive latinamerikanske regeringer, selv er fanget i en skarp modsigelse. Uanset deres anti-kapitalistiske besværgelser, så er de på forskellig måde og i forskellig grad bundet op på en slags ”udvinding” fra den kapitalistiske udvikling. Det er derfor, at den bolivianske regering nægtede at anerkende resultaterne fra arbejdsgruppe nummer 18 i Cochabamba. Denne var oprettet af en af de indfødte bevægelser, som udgør en afgørende støtte for regeringen, og skulle undersøge den rolle, som storminedrift og infrastrukturprojekter spiller i Bolivia og andre steder. I en mere akut form er det også denne modsætning, som satte alle Ecuadors indfødte bevægelser, også dem som tidligere stod nærmest Rafael Correas regering, op mod uropolitiet i Quito og resten af landet i begyndelsen af maj, hvor de protesterede mod, at regeringen ikke tog hensyn til de indfødtes indvendinger i den nye lov om retten til vand.

Moder Jord, i form af den islandske Eyjafjallajokull-vulkan sørgede for, at der kun kom få kampagneaktivister fra Europa, Afrika og Asien til Cochabamba. Men ikke desto mindre er udfordringerne en sag for hele den internationale bevægelse – udfordringer, som kun viser, hvor bred og stærk kampagnen mod klimaforandringer allerede er blevet.

Iain Bruce er Latinamerika-korrespondent for webmagasinet International Viewpoint.
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com