content-picture.php

Hvordan kan vi forene den sociale kamp med kampen for miljøet? Dette spørgsmål giver fagforeningsaktivister problemer. For at undgå en klimakatastrofe bliver det nødvendigt at indskrænke den økonomiske aktivitet, at bremse unyttig eller skadelig produktion og at opgive en væsentlig del af transportmidlerne…

af Daniel Tanuro

Men hvad vil der så ske med beskæftigelsen? Hvordan kan vi undgå en bølge af arbejdsløshed og en ny stigning i fattigdom og social usikkerhed? Med de nuværende styrkeforhold og stillet over for en globaliseret finanskapital synes disse udfordringer umulige at overkomme.

 

The International Trade Union Confederation (ITUC) [Den Internationale Fagforenings-sammenslutning] har draget en vidtrækkende konklusion: Under dække af smukke ord om en “retfærdig overgang” har den valgt at bifalde en udvikling frem mod en utopisk grøn kapitalisme. Vancouver-resolutionen fra 2010 er klart formuleret. Den anbefaler en overgangsløsning der ”ikke bringer firmaernes konkurrencedygtighed i fare og ikke lægger et unødigt stort pres på statsbudgetterne” (Artikel 5). Man føler sig hensat til drømmeland: Kravet om respekt for konkurrencedygtigheden indeholder ikke engang forbehold i forhold til den fossile brændstofsektor, den vigtigste årsag til klimaforandringen! Men uden et brud med denne kapitalsektors magt er det helt umuligt at undgå klimakatastrofen.

 

ITUC ønsker at tro på at en ”demokratisk proces” der integrerer en ”retfærdig overgang” vil åbne ”nye muligheder”, som vil give en kraftig vækst i gode og ”rimelige” ”grønne jobs”. Det er ønsketænkning. Kapital der investeres i ”energi-omlægning” vil på ingen måde forhindre den hensynsløse offensiv mod lønninger, arbejdsvilkår og fagforeninger. Tyskland er helt i front med både indførelsen af bæredygtige energiformer og fremvæksten af en underklasse af fattige arbejdere. I mange lande bruger regeringerne økologien til at afvikle fagforeningers styrkepositioner i traditionelle sektorer.

 

Det er af stor strategisk vigtighed at udvikle et ægte alternativ til ITUC-ledelsens klassesamarbejdspolitik i fagbevægelsen. Arbejderklassen indtager en afgørende position i industrien og servicefagene. Uden dens aktive medvirken vil det være umuligt at gennemføre en omlægning af økonomien i retning af en lavere produktion. Men hvordan kan man vinde arbejderne for kampen for at forsvare miljøet? Det er spørgsmålet. Det er svært at svare på; ikke mindst fordi magtbalancen forværres og en giftig splittelse breder sig i arbejderklassen.

 

Arbejderklassens selvorganisering

Hvad må der gøres? Til at begynde med er det nødvendigt at stille spørgsmålet rigtigt på det teoretiske niveau. Her kommer vi nemlig ind på en afgørende skelnen: Kapital er ikke en ting, men en social relation der udbytter arbejderne og binder dem kraftigere end en kæde kunne gøre. Hvad enten man kan lide det eller ej tvinger systemet hver eneste arbejder til at producere mere end det, der er nødvendigt for at tilfredsstille deres egne behov, og til at udføre produktionen i den fremmedgørende vareform; altså til at samarbejde i en vækstøkonomi, der ”udtømmer de to eneste kilder til al rigdom: Jorden og arbejderen” (Marx). I vore dage bliver dette samarbejde mere og mere unaturligt, idet det truer selve menneskehedens overlevelse. Men under ”normale” omstændigheder er det noget den kapitalistiske konkurrence påtvinger alle.

 

Vi må derfor finde en vej ud af de ”normale” omstændigheder, ud af alles kamp mod alle. Men hvordan? Ved kollektiv organisering, ved de udbyttedes kamp for deres krav. ”Arbejdernes frigørelse bliver arbejdernes eget værk”. Denne berømte formulering af Marx er mere aktuel end nogen sinde. Stillet over for den økologiske krise kan det enorme problem med arbejdernes underkastelse/integration i kapitalens vækstkapløb kun overvindes gennem selvorganiseret kamp.

Konklusionen er i praksis: Enhver kollektiv modstand mod nedskæringer, fyringer og virksomhedslukninger skal støttes – også kritisk (hvis det ikke virkelig er demokratisk, eller hvis udgangspunktet står i modsætning til forsvaret for miljøet). For én ting er sikker: Arbejdere der besejres i den umiddelbare kamp mod økonomiske nedskæringer vil ikke udvikle sig frem mod en højere politisk bevidsthed, der omfatter spørgsmålet om miljøet.

 

Arbejderkontrol og demokratisk selvorganisering kan skabe mirakler i form af bevidstgørelse; selv på virksomhedsniveau. I 1975 – 1985 så vi et bemærkelsesværdigt eksempel fra ”overflødige arbejdere” i glasindustrien i Charleroi: Efter kampen mod lukningen af deres virksomhed gennemtvang de en omlægning til en offentlig virksomhed inden for isolering og renovation af boliger (virksomheden blev skabt, men blev senere saboteret af politikere og arbejdsgivere).

 

Skab en grøn bevidsthed

Sådanne eksempler er imidlertid stadig undtagelsen. Generelt fordrer skabelsen af en øko-socialistisk bevidsthed en tilgang og en indhøstning af erfaringer i en bredere skala end den enkelte virksomhed. Det er på tværs af sektorerne at fagbevægelsen bedst kan stille strukturelle krav til overgangen, baseret på en antikapitalistisk tilgang. Her er nogle eksempler: Udvidelse af den offentlige sektor (f.eks. gratis offentlig transport); ekspropriering af den fossile brændstofsektor (en uomgængelig betingelse for en hurtig omstilling til bæredygtig energi); en radikal nedsættelse af arbejdstiden uden lønnedgang (en uomgængelig betingelse for at forene fortsat beskæftigelse med en reduceret produktion).

 

Men programmet og kampen er ikke nok. Skabelsen af en grøn og kæmpende fagbevægelse kræver at vi ser ud over det tvær-sektorielle niveau. Der må udtænkes en strategi der kan forenes med andre sociale bevægelser – bønder, ungdommen, feminister, miljøforkæmpere. Vi må forlade den fejlagtige opfattelse, at arbejdet er kilden til al velstand. Det er rigtigt at udbytningen af lønarbejderne er en forudsætning for, på den ene side, tilegnelsen og udnyttelsen af de naturlige ressourcer, der nødvendigvis må udgøre det fysiske objekt for arbejdet, og på den anden side, den patriarkalske udbytning af omsorgsarbejde, der hovedsagelig udføres af kvinder og forbliver ”usynligt” inden for familierne. Modsætningen mellem kapital og arbejdskraft er således indlejret i en bredere modsætning mellem på den ene side kapitalen og på den anden side reproduktionen.

 

Ved at placere sig i hjertet af denne modsætning kan fagbevægelse komme ud af sin defensive position og skabe alliancer med andre sociale bevægelser og sammen med dem udvikle et attraktivt øko-socialistisk projekt. Det er ikke et spørgsmål om at genoplive vrangforestillingen om en progressiv social transformation ved opsamling af mikro-erfaringer, der skal forestille at gøre det muligt at undgå en global styrkeprøve. Tværtimod er det et spørgsmål om at forberede denne styrkeprøve på lokalt niveau ved systematisk at udvikle kontrolforanstaltninger, solidaritet, selv-organisering og selvstyre. Det er noget der vil opmuntre de udbyttede og undertrykte til at tage tingene i egen hånd, til at blive bevidst om deres styrke, og således fremme en generel øko-socialistisk og feministisk bevidsthed, der vil styrke fagbevægelsen.

 

Dette forslag til en strategi vil for nogle mennesker synes fjernt fra det virkelige styrkeforhold. Men lad dem ikke glemme dette: Den relative ro der hersker på overfladen af de sociale relationer er en illusion. Kapitalismen skamferer livet og naturen – især den menneskelige natur. Flertallet af befolkningen er tvunget til at udmatte sig selv og omgivelserne under fremmedgørende arbejdsbetingelser, der bliver mere og mere unyttige, etisk uforsvarlige, og som resulterer i en elendig eksistens. Den eksplosive energi der på den måde ophobes kan udløses enten til venstre eller til højre.

 

Klimastrejkerne, som unge har gennemført i de seneste måneder i stadig flere lande, er kun et positivt eksempel på denne dynamik. Den ses også i bevægelser som Black Lives Matter og de kvindestrejker, der planlægges den 8. marts i år. De politiske diskussioner, inklusive emner som overproduktion og vækst, der finder sted blandt unge klimaaktivister skal udbredes til kredse i fagbevægelsen – sammen med energien og kampviljen i deres mobilisering.

 

Det er en underdrivelse at sige at fagbevægelsen har en interesse i en frigørelse i venstreorienteret retning af den sociale energi, der er ophobet gennem fyrre års neoliberal politik. Det er ved at forbinde kampen for social og miljømæssig retfærdighed i et antikapitalistisk og anti-vækstøkonomisk perspektiv den vil have de største chancer for sejr.

 

Oversat fra International Viewpoint af Poul Bjoern Berg

single.php