Den 20. januar 1942 samledes i en villa i berlinerforstaden Wannsee højtstående medlemmer af det nazistiske bureaukrati, SS, Gestapo og efterretningstjenesten, for at koordinere den endelige udryddelse af Europas jøder.

af Larissa Peiffer-Rüssmann

Indbudt var desuden repræsentanter for indenrigs-, justits-, udenrigs- og økonomiministerierne, generalguvernørerne for de besatte områder i Øst- og Centraleuropa, og fra Hitlers rigskanseli. De fleste var akademiske skrivebordsmordere i 40-årsalderen.

 

Nazipartiets ledelse var ved at miste tålmodigheden; udryddelsen af jøderne gik alt for langsomt. Derfor gav rigsmarskal Hermann Göring lederen af Reichssicherheitshauptamt, det 3. Riges øverste sikkerhedsorgan, Reinhard Heydrich, den umisforståelige opgave, at “træffe alle fornødne organisatoriske, faglige og materielle forberedelser til en samlet løsning af jødespørgsmålet i den tyske interessesfære i Europa.”

 

Wannsee-konferencen var ikke begyndelsen til det organiserede massemord på jøderne. De første drab på jøder blev begået i april 1933, blot to måneder efter Hitlers magtovertagelse. Siden invasionen i Polen i 1939 og i Sovjetunionen i juni 1941 havde SS’s dødspatruljer skudt eller gasset over en halv million jøder i de to lande samt i Baltikum. Alene ved massakren i september 1941 i Babi Jar, en slugt nær Kiev, blev der på to dage dræbt 33.000 jøder (læs Jonathan Littells De velvillige).

 

Ineffektive og kedelige massehenrettelser

For nazibureaukraterne var ulempen ved sådanne henrettelser, at det dels var en mental belastning for de soldater, der udførte drabene, og dels at metoden ikke var omkostningseffektiv. Fra efteråret 1941 indsattes mobile gaskamre på ombyggede lastbiler, så endnu flere kunne blive dræbt endnu hurtigere. Heller ikke det var hurtigt nok.

 

Konferencens mål var at koordinere alle hidtidige initiativer og aktiviteter, så udryddelserne af jøderne kunne afsluttes hurtigere. Mødets sekretær var SS-obersturmbannführer (oberstløjtnant) Adolf Eichmann, Heydrichs næstkommanderende, med ansvar for jødespørgsmålet, samt logistisk leder af den organisation, der tog sig af deportationerne.

 

Heydrich aflagde beretning om udvandring af 537.000 jøder fra Østrig, Böhmen og Mähren (det nuværende Tjekkiet), dels til Palæstina, og dels til lande udenfor tysk interessesfære. Naziledelsen anså dog ikke længere udvandring for en ideel løsning, og forbød dette.

 

I referatet citeres Heydrich for at have sagt, “fremover vil der blive iværksat yderligere løsningsmuligheder i henhold til tilsvarende tidligere tilladelser fra Føreren, og gældende for de østeuropæiske jøder.” Herved indsamles “alle praktiske erfaringer, der er relevante for den endelig løsning af det europæiske jødespørgsmål… hvad angår de 11 millioner europæiske jøder.” Et bilag til referatet viste, hvordan de jødiske borgere fordelte sig pr. land.

 

SS ‘ omkostningsbevidsthed

For SS, der var ansvarlig for driften af kz-lejrene, drejede det sig blandt andet om økonomisk rentabilitet. Det var dyrt at drive lejrene, så det gjaldt om at udnytte fangernes arbejdskraft mest muligt, inden de sled sig ihjel, eller blev dræbt på grund af sygdom.

 

På datidens regneark blev jøderne oplistet efter køn og egnethed til hårdt arbejde, fx anlægs- og fabriksarbejde mv. (Se filmen Schindlers liste). Det gjaldt om at finde frem til de mest hårdføre jøder, der gennem naturlig udvælgelse, skulle udgøre stammen i en fremtidig jødisk arbejdsstyrke.

 

I et ufatteligt koldt og nøgternt bureaukratisk sprog omskrives grusomhederne til harmløse begreber, fx “evakuering,” ikke “deportationer” Og i stedet for at skrive “opbygningen af udryddelseslejre”, så hed det “forberedende arbejder med henblik på den endelige løsning”.

 

Alle bakkede op om de foranstaltninger, der skulle iværksættes, og erklærede sig parate til at medvirke til løsningen deraf. Ingen havde betænkeligheder, Enkelte gik dog længere end Heydrich, og kom med mere effektive forslag til, hvordan og hvor hurtigt udryddelsesaktionen kunne gennemføres.

 

Spørgsmålet om “bastarder” og blandede ægteskaber mellem arier og jøder, jvfr. racelovene fra Nürnberg 1935, blev udskudt til næste møde. Der var dog enighed om, at flest mulige fra blandede ægteskaber, skulle omfattes af den endelige løsning.

 

Heydrich fremlagde desuden sine overvejelser om, at jøder over 65 år ikke skulle evakueres, men overføres til en ældreghetto, forventeligt Theresienstadt (nord for Prag). Et alderdomshjem var der dog ikke tale om. Selvom Theresienstadt gik for at være den mindst brutale af kz-lejrene, så blev 88.000 indsatte alligevel overført herfra til udryddelseslejrene i Polen.

 

En venlig og tillidsfuld atmosfære

Tyve år senere fortalte Adolf Eichmann, der nu sad anklaget ved en domstol i Jerusalem, om den venlige og tillidsfulde stemning, der herskede under forhandlingerne. Mødet varede halvanden time og forløb harmonisk. For de tilstedeværende var det jo blot et praktisk, koordinerende forløb, der skulle klares.

 

Hvad der skete med de jøder, der blev sendt til udryddelseslejrene, spillede ingen rolle. I referaterne er der ej heller omtale af drab med giftgas, eller de mobile giftgasvogne. De store udryddelses lejre Auschwitz, Sobibor, Belzec, Treblinka og Majdanek var endnu ikke blevet opført. Wannsee-konferencen var optakten til at igangsætte byggeriet.

 

De møder og foranstaltninger, der blev holdt for at forberede udryddelsen af jøderne, var slet ikke så hemmelige, som det har været påstået efter 1945. Således bragte BBC i sin tysksprogede udsendelse en detaljeret beretning om deportationerne og mordet på jøderne i såvel Nazityskland som i de besatte lande. Udsendelsen blev afsluttet med, at “bag de nøgterne tal skjuler sig den grusomste tragedie: Millioner af mennesker udryddes”.

 

I alt blev 6 millioner jøder myrdet. Enhver sammenligning med tidligere eller nuværende krænkelser af menneskerettighederne er utilstedelig. Massemordet kan hverken sammenlignes eller relativeres.

 

Referatet fra Wannsee-konferencen tydeliggør, hvordan skrivebordsmordere handler. De har intet blod på hænderne, selvom de er ansvarlige for millioners lidelser.

 

Kun få blev stillet til ansvar

Hvad skete der siden med konferencedeltagerne? Heydrich blev dræbt at tjekkiske partisaner i Prag et halvt år efter. En tredjedel af deltagerne overlevede ikke krigen. To begik selvmord. Ved et tilfælde blev referaterne fra Wannsee-konferencen fundet og fremlagt ved krigsforbryder-processen i Nürnberg i 1947. Alle andre dokumenter, der vedrørte Holocaust, var blevet ødelagt.

 

Eichmann flygtede til Argentina, men blev opsporet af den israelske efterretningstjeneste Mossad og bragt til Jerusalem, hvor han blev dømt til døden efter en opsigtsvækkende retssag (Læs Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet)

 

To deltagere blev frikendt og løsladt i 1949. En enkelt fik 25 års fængsel, men straffen blev nedsat til ti år. Resten sad kortvarigt i varetægtsfængsel og blev løsladt, fordi “de blot havde gjort deres embedsmandspligt,” eller også var de medløbere.

 

Dette kan ikke undre, i og med at der i det tyske justitsvæsen efter 1945 ikke skete et afgørende brud med nazitiden. De allierede retsforfulgte “kun” de øverste ledere i nazihierarkiet, resten lod man tyskerne om selv at klare. Her skete der først noget omkring 1960, da statsadvokaten i Hessen, Fritz Bauer, under stor modstand fra dele af justitsvæsenet fik stillet de første officerer og vagter fra Auschwitz for retten i Frankfurt. (Se filmen Tavshedens labyrint).

 

Frem til midten af 50’erne havde 80 procent af de offentlige anklagere været aktive i nazitiden Mens der i forbundsrepublikkens første årtier hverken blev ført sager mod nazitidens jurister eller nogen blev afskediget, så var jagten på kommunisterne vigtigere. I 1955 blev kommunistpartiet KPD, der ved valget i 1953 havde fået 2,2 procent af stemmerne, forbudt. Partiet blev først tilladt igen i 1968.

 

Langt de fleste af de embedsmænd, der havde tjent det 3. Rige, blev aldrig straffet for deres handlinger. Tværtimod, så blev utallige forfremmet efter 1945.

 

Kun viden og indsigt om de politiske sammenhænge kan i fremtiden forhindre, at højreradikale ideer og tanker sætter sig fast i folks hoveder. Vi oplever stadig hyppigere, ganske som i nazitiden, hvordan forbrydelser begået i det 3. Rige bagatelliseres eller benægtes. Vi må være lydhøre overfor den slags, og det er derfor passende at slutte af med Brechts ord: “Det skød, som fødte en Hitler, er stadig frugtbart”.

 

24. december 2021

 

Oversat og bearbejdet fra Sozialistische Zeitung af Arne Lund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com