Udtrykket “under arbejderkontrol” er - desværre - ikke et, vi er vant til at høre. Men for tyve år siden begyndte keramik produceret på Zanon-fabrikken i Neuquén i Argentina at få netop disse stolte ord trykt på sig. Historien om de arbejdere, der overtog fabrikken, er fuld af vigtig lærdom for revolutionære.

af Tom Sullivan

Arbejderkontrol på Zanon-fabrikken skete ikke spontant. Det var resultatet af flere års pligtopfyldende aktivisme, delsejre, voksende selvsikkerhed og organisering blandt arbejderne og en nærmest revolutionær krise – Argentinazo (argentinsk oprør) i december 2001.

 

I 90’erne var disciplinen på fabrikken så streng, at enhver fagforening, der organiserede sig udenfor de officielle kanaler måtte gøre det i hemmelighed. Men i 1996, da en serie af planlagte fyringer faldt sammen med valg til fagforeningerne, udfordrede en kadreorganisation de højreorienterede pampere og begyndte at give ledelsen modstand. Fyringerne blev trukket tilbage efter tre dages strejke, som resulterede i, at fabrikschefen blev fyret i stedet.

 

Sejren var spiren til en ny type af fagbevægelse, som to år senere førte til et historisk valgresultat, da fagforeningens aktivistiske fløj – kendt som “den brune liste” (på grund af de brune uniformer, som arbejdernes gik i) vandt kontrol over fagforeningens “Interne Komité” på Zanon.

 

“Alt, vi kunne sige, var, at vi ønskede at ændre tingene”, funderer en af aktivisterne i dokumentaren Corazón de fábrica (Fabrikkens hjerte) fra 2008. “Vi satte altid vores lid til en leder, som så “solgte” os, så det kom aldrig til at ske. Der var ingen medlemmer af den brune liste, som ville forhandle. Det gik rent ind hos arbejderne.”

 

Siden den dag begyndte dynamikken i fagforeningen og på fabrikken at ændre sig. Det interne demokrati blev styrket, og der blev afholdt stormøder for at debattere og stemme om linjen. Det var på baggrund af denne nyfundne selvtillid, at en ung arbejders dødsfald i 2000 førte til en 8 dage lang strejke, og at arbejderne endda stemte for en dags ekstra strejke, da strejken blev erklæret ulovlig. Raúl Godoy, en af nøglelederne hos Zanon, noterer sig i Zanon – Fábrica militante sin patrones (Zanon – en militant fabrik uden ledere – i hans bog om trotskisternes rolle i kampen), at da der blev flertal for at forlænge strejken, startede et spontant kampråb: “Enhed for arbejderne, og dem der ikke kan li’ det, kan f*cke af!”

 

Ved at forlænge strejken bare den ene dag vandt Zanon arbejderne forbedrede sikkerhedsforhold, en ambulance og en læge på stedet og beskyttelse mod fyringer. De fik også løn for alle de ni dage, de strejkede. På den måde var de første frø sået til indførelse af arbejderkontrol, da fagforeningen vandt kontrollen over sikkerheden på fabrikken.

 

Gennem 2001, da en allerede hård økonomisk krise skærpedes, blev der indkaldt til adskillige generalstrejker af Argentinas fagforbund. I december trak regeringens beslutning om at begrænse folks mulighed for at hæve penge middelklassen på gaden sammen med arbejderklassen, og et nyt samlende opråb for alle de latinamerikanske oprør blev født: “Que se vayan todos!” (De skal alle sammen ud!)

 

Chris Harman, en marxist, som besøgte Argentina under krisen, sammenlignede situationen med de revolutionære dage i 1923 i Tyskland, da arbejdere var tættere på at overtage magten i et avanceret industrialiseret land end nogensinde før. “To af de vigtigste elementer i Lenins beskrivelse af en revolutionær situation er til stede – flertallet af befolkningen er ikke indstillet på at fortsætte på den gamle måde, og den herskende klasse selv kan heller ikke gøre det”, skrev han i det britiske blad Socialist Review.

 

Da Argentinazo brød ud, var arbejderne på Zanon allerede låst i en hård infight imod bosserne og regeringen. I oktober havde ledelsen startet en lockout. Arbejderne svarede igen ved at besætte området. Indenfor få dage havde de dannet et arbejderværn til at forsvare fabrikken, og en kvindekommission, som spillede en central rolle i at koordinere forskellige elementer af kampen. Studerende og arbejdere fra andre fabrikker kom på besøg for at vise solidaritet og lære af Zanons arbejdere.

 

“Sådan, arbejdere, som var partikammerater den ene dag, blev hurtigt aktivister og ledere den næste gennem et fænomen, der forandrede dem radikalt”, skriver Godoy. Besættelsen fik bred opbakning i delstaten Neuquén. På et lokalt universitet, hvor de studerende startede en strejkefond, noterer Godoy sig lyden af et populært slogan: “En studerende, en peso. Vi er tusinder. Tusinder af pesos for Zanon-strejkens sejr!”

 

I månederne under besættelsen opstod der drøftelser på fabrikken angående taktik, og hvad man kunne betragte som en sejr. I starten var der ikke enighed om at opretholde besættelsen. Faktisk var den barske undertrykkelse, de led under fra statsapparatet, demotiverende for mange. Men midt i den meget vanskelige situation blev en stærk kerne af principfaste ledere valgt gennem det demokratiske system, som var blevet etableret for år tilbage. De fik de tvivlende arbejdere over på deres side for at fortsætte kampen og ikke give op.

 

På fabrikken var drøftelserne stærkt påvirket af en bredere bevægelse i Argentina. Det blev et skæbnesvangert øjeblik, da Argentinazo var udsat for de to mest voldelige dage i Buneos Aires den 19. og 20. december 2001, hvor mindst 36 mennesker blev dræbt af ordensmagten. I kølvandet på drabene begyndte Zanons arbejdere at indse, at en sejr var ensbetydende med at fortsætte kampen og gå endnu længere. Det var på det tidspunkt, at spørgsmålet om at genstarte produktionen under arbejderkontrol for første gang blev rejst på en seriøs måde.

 

På et tidspunkt under besættelsen kom en lokal dommer hen til fabrikken for at forklare arbejderne, at deres besættelse af fabrikken var ulovlig. Alberto Barrero, som var beskæftiget i afdelingen med ovne hos Zanon, beskriver i Heart of the factory, hvad han sagde til dommeren:

 

“Prøv og hør her, frue, jeg ved ikke hvilken position du er i, men jeg kan sige dig, med alle de dage jeg har brugt her hos Zanon, hvor jeg har brændt mig, ofret mig, aldrig misset en dag… du kan måske få mig ud – men det bliver med fødderne først… Hvis du ønsker en massakre på samvittigheden, intet problem. Vi er fuldstændig klar. Vi har vores hænder, vores slangebøsser og mere.”

 

I marts 2002 blev det besluttet at genstarte produktionen. I starten stod arbejderne over for kæmpe problemer. Først og fremmest var der problemet med at skaffe de nødvendige råvarer – de tidligere leverandører nægtede at levere. Men ved at vende sig mod en større del af lokalsamfundet, fandt arbejderne løsninger. Tidligere, havde det oprindelige mapuche-folk i Neuquén nægtet at levere ler – et essentielt keramisk input til fabrikken. Men da arbejderne tog over, trådte mapuche-folket til for at levere det fra deres territorier og hjalp på den måde fabrikken i gang igen.

 

“Det forhold, vi havde [før konflikten] med Zanon, var konfliktfyldt, men der var en radikal forandring, efter Zanons arbejdere overtog kontrollen med fabrikken”, siger en mapuche aktivist i dokumentaren Zanon, den røde tråd. “Fra da af, begyndte en ny relation med dialog og respekt for vores behov, som styrkede vores egen kamp.”

 

Et andet problem, der opstod, var at skaffe kasser. “Der var ikke nogen, der ville sælge os kasser”, sagde Rulo, et medlem af indkøbskomitéen, i et interview med akademikere fra La Plata nationale universitet. “Vi satte en annonce i Nequéns avis, og en mand, som lavede pizzabakker, kom til os. Han gik i gang med at lave kasser med en maskine fra 1900 – i dag er han vores hovedleverandører.”

 

Da produktionen genstartede under deres egen kontrol, vendte arbejderne ikke tilbage til dagene med streng lydighed under trusler om fyringer. I stedet blev fabrikkens forhold revolutioneret. Alle aspekter af produktionen – planlægning, materialer, sikkerhed, løn, ansættelsesprocedurer, output, distribution – var nu gearet efter arbejdernes og lokalsamfundets behov.

 

Hver sektion i fabrikken valgte en koordinator, som fortsatte med almindeligt arbejde, men med ekstra ansvar for organisatoriske forhold. Alle arbejderne valgte også en overordnet koordinator for fabrikken. Og alle fik det samme i løn.

 

Det er et skoleeksempel på, hvordan samfundet kunne være meget anderledes, hvis arbejdere kontrollerede produktionsmidlerne. I stedet for formålsløs produktion af det, bosserne beordrede, besluttede arbejderne, hvad der skulle produceres. For eksempel viste de deres solidaritet og taknemlighed til mapuche-folket ved at lave en serie af produkter med mapuche kunst-design på. De bidrog også til projekter i lokalsamfundet som hospitaler og skoler, såvel som kurser og uddannelse for de arbejdsløse.

 

I det årti, som fulgte, stod arbejderne overfor adskillige forsøg fra det lokale politi på at fordrive dem. Skæbnens ironi ville, at presset fra myndighederne tvang dem til at forblive stærkt organiserede. Et medlem af fabrikkens arbejderværn, som blev interviewet i Heart of the factory beskriver forberedelserne til at forsvare sig mod et forsøg på at forvise dem i 2003:

 

“Vi diskuterede det så ligefremt, at vi sagde: ‘Kammerater, vi er parat til at gøre hvad som helst. Lad os diskutere, om vi bruger våben eller ej og hvor langt vi er villige til at gå.’ Og den nat var der adskillige kammerater, der sagde, ‘Jeg bliver, I kan regne med, at jeg er klar til hvad-som-helst.’ “

 

Den følgende dag omringede tusinder af mennesker fabrikken og hjalp med at slå forsøget på at forvise dem tilbage. Efter års kamp, fik arbejderne på Zanon i 2012 officiel juridisk anerkendelse af deres kontrol med fabrikken, som de omdøbte til FaSinPat. – En forkortelse for fábrica sin patrones, som betyder “fabrik uden bosser” på spansk.

 

Teknisk set er fabrikken forblevet under arbejderkontrol. Men de barske realiteter i form af isolation har tvunget dem til at inkorporere kapitalistiske elementer i produktionen. Dynamikkerne i den kapitalistiske økonomi, som tvinger firmaer til at konkurrere, gør det umuligt selv for arbejderstyrede foretagender at undslippe markedets pres.

 

Alligevel er arbejdernes heroiske kamp fuld af lærdomme for socialister. Den viser, hvordan arbejderes bevidsthed kan ændres gennem kamp, og hvordan muligheder viser sig for dem til at udøve deres magt, som en del af deres klasse i stedet for isolerede individer. Det viser vigtigheden af at opbygge en arbejderbevægelse, som er uafhængig af fagforeningsledere og som prioriterer kollektive, kadrebeslutninger. Og det viser, at arbejdere ikke har brug for “bosser” for at køre produktionen.

 

I sidste ende er arven fra Zanon måske bedst opsummeret af Godoy:

 

“Nogle gange, i stedet for at læse historier for min datter, læste jeg for hende om den russiske revolution eller fra det (kommunistiske) manifest, og så sagde hun: ‘Det lyder fedt, men det kommer aldrig til at ske.’ Da hun blev 15, gav hun mig et billede fra en march, hun deltog i, fordi hun er aktivist, og hun sagde, ‘Da du fortalte mig de ting, tænkte jeg: sikke gode intentioner den gamle har, men det kommer aldrig til at blive virkelighed. Nu efter at have set, hvad du gjorde på Zanon, er jeg begyndt at tro, at det alt sammen er muligt.”

 

6. april 2022

 

Oversat fra Red Flag af Bodil Olsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com