Stalin stolede ikke på nogen, allermindst på udlændinge. Det kom tyske og østrigske kommunister, som var på flugt fra nazismen og opholdt sig i Sovjetunionen, til at mærke, da Stalin sendte dem retur til Gestapo.

af Alex de Jong

Gennem 1930’erne flygtede mange kommunister og socialister fra nazisterne i Tyskland og Østrig til Sovjetunionen. De stolede på den sovjetiske forfatning fra 1936, der gav “ret til asyl til fremmede statsborgere, der blev forfulgt, fordi de forsvarede arbejderklassens interesser.”

 

De sovjetiske myndigheder brød imidlertid løftet og sendte i hundredvis af tyske og østrigske kommunister, revolutionære, jødiske kommunister og militante antifascister tilbage til nazisterne.

 

En af de deporterede var den tyske kommunist Margarete Buber-Neumann, hvis erindringer fra 1949, “Fange hos Stalin og Hitler,” nok er det bedst kendt vidnesbyrd om, hvad der skete. Hun beskriver turen i lukkede togvogne fra Sovjet til den polske grænsestation, som tyskerne havde besat: Brest-Litovsk. Buber-Neumann så medlemmer at Sovjets hemmelige politi – NKVD – gå over broen til tysk territorium, og vendte kort efter tilbage, sammen med SS-officerer, hvorefter den sovjetiske kommandant begyndte at oplæse navnene på fangerne.

 

En af dem var en ung arbejder fra Dresden, der havde været i slagsmål med nazisterne i 1933, og hvor en nazist blev dræbt. Ved den efterfølgende retssag blev den unge arbejder udpeget som den skyldige, og han flygtede til Sovjet. Ved at sende ham retur til Tyskland, beseglede Sovjet hans liv.

 

På flugt fra Hitler

Buber-Neumann blev født i 1901, tilsluttede sig det tyske kommunistpartis ungdomsafdeling i 1921, og fem år senere trådte hun ind i moderpartiet, KPD. Fra 1928 arbejdede hun for kommunisternes internationale avis, Inprekorr, og det var her, hun mødte sin kommende mand, Heinz Neumann, der sad i KPD’s ledelse. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933, måtte de begge flygte til Sovjet.

 

Den udrensning, Stalin iværksatte sidst i 30’erne, gjorde Sovjet til et farligt sted for tyske kommunister. NKVD arresterede Heinz Neumann på opdigtede anklager om spionage og henrettede ham i november 1937. Margarete Buber-Neumann blev fængslet ved samme lejlighed, og i 1940 blev hun deporteret til Nazi-Tyskland.

 

Sidst i 30’erne opholdt forskellige grupper af tyske statsborgere sig i Sovjet. Nogle var kommet for at arbejde, flere af dem havde kommunistiske sympatier, men var ikke partimedlemmer, og endelig var der nogle, der havde fået sovjetisk statsborgerskab,

 

Oplysningen om disse menneskers skæbne findes i et stort antal arkiver, hvoraf nogle af dem dog fortsat er utilgængelige for forskere. Det er således vanskeligt at kunne fastslå, hvor mange der fik samme skæbne som Buber-Neumann, Et konservativt skøn er, at mere end 600 blev deporteret.

 

Franz Koritschoners skæbne

Blandt de kommunister, der blev sendt tilbage til Tyskland, var kommunistiske veteraner som Franz Koritschoner. Han var født i Østrig-Ungarn i 1892, og havde som ung jødisk socialist modsat sig Socialdemokraternes støtte til Første Verdenskrig i 1914. To år senere traf Koritschoner Lenin på Kienthal-konferencen, der samlede de revolutionære socialistiske krigsmodstandere.

 

Koritschoner indtog en ledende rolle i de strejker og protester, der ramte Østrig-Ungarn i januar 1918. Samme år tilsluttede han sig det nye Østrigs Kommunistparti (KPÖ), redigerede partiavisen og oversatte Lenins værker, der titulerede Koritschoner som “en kær ven.” I årene 1918-1924 var Koritschoner medlem af partiets centralkomite.

 

I 1926 rejste Koritschoner til Sovjet for at arbejder for Fagforeningernes Røde Internationale (Profintern) og meldte sig ind i Sovjets kommunistiske parti i 1930. Seks år senere blev han arresteret af NKVD, anklaget for at være kontrarevolutionær. Myndighederne besluttede at udlevere ham til Gestapo i april 1941 – to måneder før Hitler invaderede Sovjetunionen.

 

Vi ved lidt om Koritschoners sidste tid fra hans cellekammerat, den Spaniensfrivillige Hans Landauer. Koritschoner var alvorlig svækket efter den tortur, som først NKVD og siden Gestapo havde udsat ham for. Han havde mistet tænderne på grund af skørbug i de sibiriske fangelejre. I juni 1941 blev han sendt til Auschwitz, hvor han blev myrdet to dage senere.

 

Forræderiet mod Schutzbündler

Stalins udrensninger ramte mange flere end dem, der blev arresteret og udvist. bl.a. tidligere med-lemmer af det østrigske Schutzbund, et republikansk forsvarsforbund og den paramilitære fløj af Østrigs Socialdemokratiske Parti.

 

I marts 1933 opløste Østrigs kansler, Engelbert Dollfuss, parlamentet og indsatte et fascistisk styre. Året efter greb medlemmer af Schutzbund til våben mod det nye styre, men kunne ikke klare sig, da hærens artilleri blev sat ind for at nedkæmpe dem. Omkring 200 medlemmer af Schutzbund mistede livet under kampene, eller blev siden summarisk henrettet.

 

Den kommunistiske bevægelse fejrede Schutzbunds modstand, og Sovjet tilbød asyl. Mange var skuffet over Socialdemokratiets manglende militante holdning i mødet med fascismen, og de sluttede sig til det østrigske kommunistparti. 750 medlemmer af Schutzbund drog i eksil i Sovjet.

 

Få år senere blev deres socialdemokratiske fortid brugt som er påskud til at forfølge dem. Mens omkring halvdelen af dem forlod Sovjetunionen, blev de fleste af de tilbageblevne ofre for udrensningerne, og de fleste blev deporteret til Nazi-Tyskland. En af dem var George Bogner, der havde deltaget i opstanden i 1934 i hjembyen Attnang-Puchheim, inden han måtte flygte til Sovjet.  I 1938 blev han arresteret og overgivet til Gestapo. Hvad der siden skete med ham, er ukendt.

 

Tiden før ikke-angrebspagten mellem Hitler og Stalin

I august 1939 underskrev Sovjetunionen og Tyskland en ikke-angrebspagt. Ugen efter invaderede tyske tropper Polen, og to uger efter trængte sovjetiske styrker ind østfra. Inden kampene var forbi, havde de to lande aftalt, hvor den nye grænse skulle gå, samt indgået en “venskabstraktat.”

 

Aftalen gik længere end ikke-angrebsaftalen, og parterne lovede hinanden, at de ikke ville støtte koalitioner, der var vendt mod Tyskland eller Rusland, samt at de ville udveksle informationer af gensidig interesse. Der blev endvidere undertegnet protokoller om delingen af Baltikum og Polen.

 

Margarete Buber-Neumann er ikke den eneste, der så deportationen af anti-fascister til Tyskland som et led i venskabstraktaten, og som Stalins gave til Hitler. Dette er dog ikke korrekt, for Sovjet var i gang med at sende anti-fascister til Tyskland, allerede inden aftalerne blev indgået. I 1937-38 blev således omkring 60 anti-fascister, jøder og kommunister deporteret, bl.a. Ernst Fabisch.

 

Han var født i Breslau i en jødisk familie i 1910 og sluttede sig til Kommunistische Partei Deutschlands (Opposition) (KPO), da han var 19. Partiets ledelse var Heinrich Brandler og August Thalheimer og indgik i den kommunistiske højreopposition, knyttet til sovjetiske politikere som Nikolai Bukharin – Stalins sidste og vigtigste rival. KPO afviste det tyske kommunistpartis sekteriske fjendtlighed mod socialdemokraterne og andre socialister og agiterede for enhed mod fascismen.

 

Efter arrestationen af ledende KPO-medlemmer i 1933 sluttede Fabisch sig til det nye illegale lederskab, inden de fleste blev arresteret i 1934. Han undslap til Sovjetunionen, men blev anholdt i 1937, sendt til Tyskland, og myrdet i Auschwitz i 1943.

 

Deportationerne begyndte ikke med undertegnelsen af Hitler-Stalin-pagten, og delingen af Polen, men deportationerne tog fart fra da af.

 

Inden de anholdte blev sendt tilbage til Tyskland, blev de udstyret med et pas, der kun gjaldt denne ene rejse, og som samtidig informerede de tyske myndigheder om fangerne og deres baggrund, samt hvornår de ville blive udleveret til Gestapo på den fælles sovjetisk-tysk grænsestation, Brest-Litovsk. Disse oplysninger kan i dag findes i den tyske ambassade i Moskva og det russiske udenrigsministerrium.

 

De sovjetiske myndigheder depoterede fortrinsvis politiske flygtninge fra Tyskland og Østrig i grupper, men det hændte dog, at tyskerne krævede bestemte personer udleveret. Til andre tider var tyskerne ikke særligt interesseret i de deporterede, de var kun til besvær.

 

Dokumenter fra den tyske ambassade i Moskva, som historikeren Hans Schrafranek citerer i sin bog Zwischen NKWD und Gestapo, beskriver, hvordan hovedparten af deportationerne skete, uden at de sovjetiske myndigheder overfor tyskerne rejste tilsvarende krav om udlevering af fanger, som var eftersøgt af de sovjetiske myndigheder.

 

Impulsen bag deportationerne kom primært internt i det sovjetiske system. Stalins udrensinger var begyndt som et angreb på en veldefineret gruppe, som Stalin anså for at være i opposition til partiet. Med tiden voksede antallet af anklagede i takt med brugen af tortur og andre former for pres for at angive andre, kombineret med en generel atmosfære af paranoia og mistillid. Hertil kom det bureaukratiske krav om arrestationskvoter.

 

Fantasier og opspind

Anklagerne mod påståede forrædere blev mere og mere bizarre. En tidligere leder af KPD’s paramilitære gren – Roter Frontkämpferbund – blev mistænkt for at have organiseret en terroristisk “trotskistisk-fascistisk” organisation. Sovjetiske embedsmænd gik endda så vidt, at de anklagede børn af eksilerede kommunister for at have oprettet en illegal Hitler Jugend-gruppe.

 

Som en regel blev fremmede kommunister som Heinz Neumann anklaget for at være i lommen på de lande, de var flygtet fra. Stalin opløste det polske kommunistparti i 1938, og henrettede enten deres medlemmer eller sendt dem til Gulag, anklaget for både at være agenter for den polske regering og for at være trotskister. Historikeren Herman Weber påpeger, at ud af 43 ledere fra KPD slog NKVD langt flere ihjel end nazisterne gjorde.

 

Hugo Eberlin, født i 1887, var med til at stifte KPD. Han havde erstattet Rosa Luxemburg som partiets repræsentant, da den kommunistiske Internationale blev oprettet i 1919. Eberlin kom til Sovjet i 1938 og blev arresteret i 1939, sigtet for påståede terroristaktiviteter på vegne af nazisterne.

 

Et brev til hans kone blev senere fundet i NKVD’s arkiver og beskriver, hvordan han under de endeløse forhør blev tvunget til at stå op i ti dage, uden pause, uden søvn, og fik dårligt nok vådt eller tørt. Vagterne tæskede løs på ham uden ophold: “På ryggen var der ikke mere hud tilbage, kun det nøgne kød. I flere uger kunne jeg ikke høre på det ene øre, og et øje var blindt i ugevis.” Til sidst myrdede NKVD ham i oktober 1941.

 

Ofre for en heksejagt

Buber-Neumann, Fabisch, Bogner, Eberlin og mange andre var ofre for en heksejagt. Deres skæbne afhang af vilkårlige bureaukratiske afgørelser. I hundredvis af tilfælde valgte de sovjetiske myndigheder at lade nazisterne tage sig af ofrene i stedet for at gøre det selv.

 

Nazisterne sendte Margarete Buber-Neumann til Ravenbrück, en kz-lejr for kvinder. I april 1945, da naziregimet brød sammen, slap hun fri, og af frygt for atter at blive arresteret af de fremrykkende sovjetiske styrker, vandrede hun de 150 km mod det vestlige Tyskland, hvor amerikanske styrker havde besat området.

 

Buber-Neumann døde i 1989, få uger før Muren faldt. Hun var da blevet højrekonservativ, og hævdede, at hendes erfaringer viste, at fascisme og kommunisme var ensartede kriminelle ideologier.

 

Hvis socialister i dag skal modgå sådanne argumenter, da må vi ikke ignorere denne skamfulde periode i kommunismens historie. Vores forståelse er, at socialismen skal holde sine løfter, og have den menneskelige værdighed som sin kerne. Det er det mindste, vi skylder ofrene for Stalins udrensninger.

 

22. august 2021

 

Alex de Jong er redaktør af Grenzeloos, som udgives af den hollandske afdeling af Fjerde Internationale

 

Oversat og bearbejdet fra Jacobin af Arne Lund

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com