Illustration: Svend Vstergaard Jensen

Der er to hovedpræmisser for den fremstilling, der bliver givet nedenfor:

1) Aftalen om våbenhvile i tre faser mellem Israel og Hamas, der indebærer udveksling af gidsler og fanger, og som skulle træde i kraft 19. januar, blev ledsaget af, at Israel fortsatte sine bombardementer af Gaza med uformindsket styrke, og mens den israelske regering forsinkede ratificeringen af aftalen, forudså velinformerede kommentatorer, at Netanyahu og hans højreekstremistiske allierede ville sikre sig, at våbenhvilen brød sammen efter den første fase, så folkemordet og fordrivelsen kunne genoptages.

2) I december 2025 fremlagde Amnesty International en rapport, hvis konklusion var, at Israel begik folkemord i Gaza, og Human Rights Watch en tilsvarende om Israels bevidste forhindring af adgang til vand, en livsnødvendighed for Gazas befolkning. Disse rapporter bekræfter den sydafrikanske regerings vidneudsagn og Den Internationale Straffedomstols kendelse om folkemordet. Rapporterne og kendelsen udgør sammen med den følgende historiske fremstilling bagtæppet for det forslag til en løsning, der på trods af en lang række usikkerhedsmomenter giver mulighed for en løsning, der sikrer en retfærdig og fredelig fremtid.

Det, vi har set i Gaza, er den uundgåelige konsekvens af den model for europæisk kolonialisme, der blev valgt af zionisterne fra første færd: Det var ikke bare det at besætte en koloni og tage magten i den, ej heller den apartheid-form for bosætter-kolonialisme, der havde brug for den oprindelige befolknings arbejdskraft som i Nord- og Sydamerika og i Australien. Deres plan om at skabe en etno-religiøs jødisk stat i et land, hvor kun 8 procent af befolkningen i 1914 var jødisk, indebar, at de resterende 92 procent måtte forlade deres hjemland.

Raphael Lemkin, der mistede 49 medlemmer af sin familie under Holocaust, og som var ophavsmand til termen ’folkemord’, havde studeret fænomenets historie, og fandt ud af, at hvad der dengang blev kaldt tvungen fordrivelse og nu etnisk udrensning uundgåeligt førte til folkemord. For hvordan tømmer man et land for dem, der bor i det? Med massakrer og trusler om massakrer, ved at ødelægge de steder, hvor de bor, og ved at berøve dem deres muligheder for at skaffe sig udkomme til livets ophold, og genne dem sammen i ghettoer, ved at underkaste dem betingelser, der gør livet umuligt, og ved at slå dem ihjel, der blev tilbage: nøjagtigt det, der er sket i Palæstina siden 1948.

’To-statsløsningen’

Den britiske regering kom af med det rod, som de havde skabt, ved at give løfte om et nationalt hjem for jøderne i Palæstina, hvad der førte til ’en organiseret kampagne af lovløshed, terror og sabotage’, begået af zionistiske bander fra begyndelsen af 1945 og frem til FN’s generalforsamling i 1947. FN accepterede Jewish Agency’s ønske om at blive hørt, på trods af, at organisationer uden for regeringerne ikke i forvejen havde fået adgang til at fremlægge deres synspunkter. Den palæstinensiske delegation trak sig ud af forhandlingerne i protest mod at blive henvist til en position, hvor de var stillet klart dårligere end Jewish Agency; deres position var, at ’Palæstinas skæbne kan ikke bestemmes af udenforstående. Det er imod FN-pagten. Palæstinas skæbne skal bestemmes af dets egen folk…’ Det palæstinensiske synspunkt blev derefter repræsenteret af de arabiske delegationer, der tog afstand fra udeladelsen af referencer til en palæstinensisk stat i det, der tilgik den særlige komité, der skulle se på sagen, mens David Ben-Gurion fremsatte det synspunkt, at hele Palæstina tilhørte zionisterne.

Den særlige komité var ikke i stand til at blive enige om, hvad den skulle anbefale, med et flertal, der støttede en deling (to-statsløsningen) og et mindretal, der støttede en uafhængig føderal stat i Palæstina.

Da de to planer blev fremlagt for FN’s generalforsamling i august 1947, var der stærk modstand imod en deling og ikke bare fra de arabiske delegerede. Rabbi Judah Leon Magus, en leder af Reform Judaism og præsident for Hebrew University i Jerusalem, skrev profetisk, at ’en deling ikke ville sætte en stopper for jødiske gruppers terroristiske aktiviteter, og efter de havde sikret delingen med terror, ville de forsøge at sikre resten af landet på samme måde’. Den delegerede fra Pakistan sagde, ’Det forslag, der er blevet fremlagt for FN’ generalforsamling, siger reelt, at vi skal bestemme – ikke Palæstinas folk, uden at der er tage hensyn til deres ret til selvbestemmelse, uden samtykke fra dem, der bliver regeret over…’ Tretten delegationer talte imod deling, og kun elleve støttede den. Men ved den endelige afstemning, var der 33 stemmer for støtte, herunder Sovjetunionen og de sovjetiske socialistiske republikker, 13 imod, og 10, der undlod.

Hvordan nåede man frem til dette resultat? Chaim Weizmann, den dominerede zionistiske repræsentant i London og Washington, bad Truman om at gribe ind. ’Jeg er opmærksom på, hvor meget de delegationer, der undlod at stemme, ville blive påvirket af Deres råd, og af Deres regerings indflydelse’, sagde han til præsidenten. ’Jeg tænker på Kina, Honduras, Colombia, Mexico, Liberia, Etiopien, Grækenland. Jeg tigger og beder om deres afgørende indgriben i denne skæbnestund’. Filippinerne, Cuba, Haiti og endda Frankrig var også på listen over de lande, der skulle have et puf. ’Vi gik efter det’, sagde Clark Clifford, Trumans særlige rådgiver, ved en senere lejlighed. ’Det var fordi Det Hvide Hus gik efter det, at det gik igennem. Jeg stak ladestokken op i røven på Udenrigsministeriet’. Herschel Johnson, den næstkommanderende i USA’s delegation ved FN, skreg i frustration, da han talte til Loy Henderson, en fremtrædende diplomat og leder af Udenrigsministeriets kontor for Nærøsten, og en indædt modstander af oprettelsen af en zionistisk bosætter-stat i Palæstina. ’Loy, tilgiv mig, at jeg brød sammen på den her måde’, sagde Johnson, ’men Dave Niles ringede til os for et par dage siden, og sagde, at præsidenten havde givet ham, ved Gud, instruks om, at vi skulle skynde os at få fat i alle de stemmer, som vi overhovedet kunne, og at helvede ville bryde løs, hvis afstemningen gik den anden vej’.

Og sådan gik det til, da den delegerede fra Filippinerne endte med at stemme for forslaget om deling efter tidligere at have taget stærkt afstand fra det med ordene: ’Den filippinske regering er nået frem til den konklusion, at den ikke kan give sin støtte til noget forslag, om politisk opdeling og territorial opløsning af Palæstina. Vi har vurderet de retslige argumenter, og er nået frem til, at de ikke kan være udslagsgivende for en retfærdig og praktisk løsning. Uanset hvilken vægt vi måtte tillægge argumenterne fra den ene side eller den anden, er det klart for den filippinske regering, at de rettigheder, der er blev overdraget af mandatmagten, selv om de efterfølgende er blevet stadfæstet ved en international aftale, ikke ugyldiggør den oprindelige ret for et folk til selv at bestemme dets politiske fremtid og bevare dets hjemlands territoriale integritet. Den libanesiske regering protesterede kraftigt imod de taktikker, der var blevet taget i brug for at vride armen om på delegerede for at få dem til at stemme imod deres samvittighed, og pressede på for, at deres delegerede skulle modstå dem: ’Jeg kan også forestille mig, hvordan du har modstået alle disse forsøg på at bevare, hvad vi anser for det mest kostbare og det hellige i FN, og at sikre demokrati og demokratiske metoder i vores organisation. Hvis vi forlader det til fordel for et tyrannisk system, hvor man kaster sig over enhver delegation i deres hotelværelser, i korridorer og forgemakker, eller truer dem med økonomiske sanktioner, eller prøver at bestikke dem med løfter for at tvinge dem til at stemme på den ene eller den anden måde, hvad vil vores organisation så blive til?’

FN-resolutionen om deling af Palæstina, tilvejebragt ved korruption og ussel egeninteresse, dæmmede langtfra op for volden, men blev bare et figenblad for den eskalerende vold, der førte til folkemord. Trods vidtløftige referencer til den såkaldte ’to-statsløsning’, selv i dag, var det klart fra starten, at zionisterne ikke ville tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat på selv den mindste plet af Palæstina. Ønsket om en israelsk stat på hele det palæstinensiske område er kommet tydeligere til udtryk i de senere år, jævnfør Netanyahus paraderen i FN med et kort over regionen, hvor der ikke var levnet nogen plads til Palæstina. To-statsløsningen blev endegyldigt stedt til hvile i Knesset, da det med overvældende flertal (68/9) 18. juli 2024 vedtog, at palæstinensisk selvstændighed udgør en ’en fare for staten Israels eksistens,’ hvorved det så fremgik, at så længe Israel eksisterer, bliver der ingen palæstinensisk stat. Hvis det står til finansminister Belazel Smotrich skulle den israelske stat omfatte ikke bare Palæstina, men også strække sig ind i Jordan, Libanon, Syrien, Egypten, Irak og Saudi-Arabien.

I betragtning af, at 95 procent af det landområde, der kontrolleres af Israel, er erhvervet ved tvungen fordrivelse af den oprindelige palæstinensiske befolkning, kan det ikke undre, at de afviser både international ret og FN’s principper, der kunne stille sig i vejen for et handlingsforløb af den kaliber. De vestlige lederes deltagelse og meddelagtighed i den slags krænkelser, har åbnet op for, at den etniske udrensning har nået folkemordets dybder. Da det israelske bombardement af Gaza efter Hamas’ angreb 7. oktober 2023 var rettet mod civile og myrdede tusinder af børn, retfærdiggjorde lederne af bombardementet det med ’Israels ret til at forsvare sig selv’, og forsøgte på den måde at give troværdighed til den bizarre løgn, at det kun var Hamas, de sigtede på. ’At bringe på bane, at tyven har nogen som helst ’ret’ til at forsvare tyvekoster er latterligt. Retten tilhører dem, der kæmper for tilbagevenden, som palæstinenserne har gjort hver eneste dag siden 1948. Ud over de 5-6 procent, som zionistiske foretagender købte før 1948, har israelerne levet på, hvad der var andres ejendom. De vil forsvare det, men de har ingen ret til at forsvare, hvad efter enhver juridisk, moralsk, historisk og kulturel målestok tilhører andre.

Den eneste retfærdige og moralske løsning: én demokratisk stat

Så længe den israelske stat eksisterer, vil forsøget på at udslette Palæstina vare ved, og det samme gælder dets bombardementer, invasion og besættelse af nabostater som Libanon og Syrien. Krigen mod Hamas vil også fortsætte, fordi modstand mod folkemorderisk bosætter-kolonialisme er uundgåelig, og hvis ikke-voldelig modstand bliver knust, bliver der voldelig modstand. Israel har myrdet fredelige demonstranter på Vestbredden, i Øst-Jerusalem og i Gaza, og zionister i magtfulde positioner i andre lande har prøvet at lukke ned for den ikke-voldelige BDS (Boycott, Divestment and Sanctions) bevægelse. De har arresteret og slået fredelige pro-palæstinensiske demonstranter, herunder jøder, og straffet folk, der støttede Palæstina, ved at fyre dem, eller relegere dem fra universiteter. I deres iver efter at knuse ikke-voldelig støtte til Palæstina, har zionister samarbejdet med nynazister som AfD, og dermed bragt jøder i fare for deres antisemitiske vold.

Israel har aldrig været et demokrati; ingen etnisk-religiøs eller etnisk stat – det være sig jødisk, kristen, islamisk, hindu, buddhistisk eller andet – kan være et demokrati, fordi dem, der ikke tilhører den herskende gruppe, ikke vil have lige rettigheder. I bedste fald vil det være en apartheid-stat, i værste fald en folkemords-stat. I tidligere tider havde jødiske borgere i Israel en lang række rettigheder, men de er smuldret, da Israel gik fra etnisk udrensning til folkemord. Ofer Cassif, det eneste jødiske medlem af Knesset fra venstrefløjspartiet Hadash siger, at ’sammen med folkemord, etnisk udrensning, krigsforbrydelser, grusomheder, besættelse og forfølgelse af palæstinenserne i deres territorier, er der også fascisme, der vokser sig stærkere igennem lovgivningen og ved forfølgelse af borgere, arrestationer, at slå folk osv. Israel er på vej til at blive underkastet et fuldt udklækket fascistisk regime.’ Den israelske stat er blevet en trussel også mod sine egne borgere.

Den løsning, der er foreslået af ’One Democratic State Initiative’ (ODS) er en demokratisk, inkluderende palæstinensisk stat i hele Palæstina, ’from the river to the sea’, hvor alle borgere vil have lige rettigheder, uden hensyn til etnisk eller religiøs identitet. ’Ved at identificere zionismens politisering af identitet og Israel som en stat kun for jøder som roden til lidelser og uretfærdighed i Palæstina, har ODS’ løsningsforslag klart defineret befrielse som afskaffelse af den bosætter-koloniale apartheidstat, og oprettelsen af én demokratisk stat i stedet for.’

Hvorfor skal der kaldes en ’palæstinensisk stat’? Af samme grund som Theodor Herzl, Arthur Balfour, World Zionist Organization, den britiske mandatmagt og Folkeforbundet kaldte det Palæstina, samt at ’Jewish Agency for Israel’ oprindelig hed ’Jewish Agency for Palestine’, og af hvilken grund de havde overvejet at kalde den jødiske stat ’Palæstina’ (og kun droppede det i forventning om en deling), samt at Shimon Perez og Golda Meir beholdt deres palæstinensiske borgerskab: Fordi ’Palæstina’ havde været landets navn i 2500 år. I modsætning til det hebraiske ord ’Israel’, som er forbeholdt judaisme og derfor udelukker ikke-jøder, refererer ’Palæstina’ ikke til en arabisk eller islamisk identitet, men til et geografisk område, hvor en demokratisk stat kan give lige rettigheder til alle dets borgere, uanset hvordan de identificerer sig selv.’

Vil det så ikke betyde etnisk udrensning eller folkemord på israelske jøder? Overhovedet ikke. ’Selv om der ikke er universel konsensus om, hvad der definerer tilhørsforhold til et samfund, så er principperne ’jus soli’(’ret til jorden’, den ret, som den, der er født i et bestemt territorium, har til at være borger i dets stat) og ’jus sanguinis’ (’blodets ret’, retten til at besidde samme statsborgerskab som sine forældre) dem, der i almindelighed knyttes an til. I overensstemmelse hermed udvides palæstinensisk statsborgerskab til at omfatte alle indfødte palæstinensere, herunder dem, der er blevet udstødt i løbet af det seneste århundrede, samt deres efterkommere.’ Den nye stat vil også udstrække ’palæstinensisk statsborgerskab til alle jøder, der har brudt med zionismen, og som ønsker at forblive i landet som palæstinensere.’ Med andre ord, israelske jøder, der ønsker at forblive i Palæstina som palæstinensiske statsborgere, vil få lige rettigheder med alle andre.

Har staten Israel ikke ret til at eksistere? ’Det zionistiske projekt har ignoreret de basale demokratiske rettigheder for den jødiske og ikke-jødiske befolkning i Palæstina ved med britisk kolonial hjælp at gennemføre en masseindvandring af ikke-palæstinensere til Palæstina før 1948, og ved at oprette en ’stat kun for jøder’ i Palæstina i 1948, uden noget demokratisk mandat til at gøre det. Den fortsatte eksistens af en stat kun for jøder frem for en demokratisk stat for alle dets borgere, betyder, at demokratiske menneskerettigheder vedvarende er trådt under fode. En overgang til en demokratisk stat for alle dets borgere vil rette op på denne århundredgamle uret, og vil være et historisk skridt i retning af en retfærdig og varig fred I Palæstina og Mellemøsten.’ End ikke medlemmer af en undertrykt gruppe, har ’ret’ til at undertrykke andre, og staten Israel er baseret på den selvopfundne ’ret’ til at undertrykke palæstinensere.

I tillæg hertil vil det betyde:

En demokratisk stat, en stat for alle dets borgere uden diskrimination på basis af religion, etnicitet, kultur, sprog, seksualitet eller køn, og således bevare den palæstinensiske arvs særegenhed med dens kulturelle, religiøse og etniske diversitet; ikke en kopi af kapitalistiske koloniale modeller, men en stat, det vil sige et funktionelt administrativt redskab, hvis samfund aktivt tager del i det politiske liv, og derigennem udtrykker sin politiske vilje og vælger, hvordan det vil administrere dets egne anliggender.

En sekulær stat, der adskiller religion fra politik, ikke påberåber sig nogen religiøs legitimitet, sikrer trosfriheden, retten til at bekende sig til og praktisere sin religion, og afstår fra at give eller nægte rettigheder på basis af religiøs, ideologisk eller kulturel baggrund, et fuldstændigt brud med zionismen og dens sekteriske karakter.

En socialt retfærdig stat, hvis institutioner bygger på princippet om økonomisk og social lighed mellem forskellige segmenter, og derved danner grundlag for et pluralistisk, frit og progressivt samfund som et aspekt af befrielsen. En stat, der befrier de brede klasser fra fattigdom, arbejdsløshed og marginalisering, og sikrer gratis uddannelse, social sikkerhed og arbejderrettigheder.

Er oprettelsen af en demokratisk stat i stedet for Israel antisemitisk? ’At hævde, at en demokratisk løsning er antisemitisk indicerer, at judaisme er antidemokratisk, og dét er antisemitisk. Zionisme har brugt judaisme til at retfærdiggøre dens bosætter-koloniale projekt, og har blandet judaisme og jødiskhed sammen med kolonialisme i jøders og ikke-jøders øjne på samme måde. Det er værd at bemærke, at selv om zionisme er den eneste ideologi, som har haft held med oprette en stat for én identitet over alle andre i Palæstina, udpeger løsningen med én demokratisk stat (ODS) den ikke som den eneste ideologi, der har den slags i tankerne, og den er også imod dannelsen af en stat kun for arabere, muslimer, eller hvem det nu måtte være.’ Det er en vigtig præcisering: ODS er lige så meget imod en arabisk eller muslimsk stat som imod en jødisk stat.

Intet af det, der ovenfor er blevet foreslået, er antisemitisk, hvis man skal henholde sig til den definition, der er blevet foreslået af hundreder af jødiske forskere i Jerusalem-deklarationen om antisemitisme, forudsat at ’de samme normer for diskussion, der anvendes over for andre stater og andre konflikter, også gælder i Israel og Palæstinas tilfælde.’ Man vil for eksempel være nødt til at forpligte sig på de samme normer for diskussion i forbindelse med Ukraines kamp imod Rusland for selvbestemmelse som for Palæstinas kamp imod Israel for selvbestemmelse.

ODS foreslår, at dem, der bakker op om Palæstina, bliver ved med det, de gør allerede – deltager i demonstrationer, skoler sig selv og andre i det, der er sket i Palæstina i mere end et århundrede, deltager i BDS-bevægelsen osv. – men i tillæg hertil understreger, at én demokratisk stat er målet, og koordinerer deres aktiviteter med andre, der deler det samme mål. Blandt dem er Palestinian National Initiative (Al-Mubadara), leder af Mustafa Barghouti, der prøver at forene palæstinensere om målet om afkolonisering og oprettelsen af en demokratisk palæstinensisk stat.

Henimod retfærdighed og fred

Anti-zionistiske jøder, der bor i Israel, er nødt til at bevare israelsk statsborgerskab for at fortsætte deres kamp, men dem, der bor i andre lande, har fundet en anden vej: at fraskrive sig deres israelske statsborgerskab. Med Nadav Gazits ord: ’Moderne zionisme, som den udviklede sig i 1800-tallet, er et uetisk, umoralsk og ondt bosætter-kolonialt projekt, holdt sammen af løgne, racisme og propaganda, og støtten fra vestlige supermagter med deres egne interesser i en region, der er rig på naturrigdomme. De kan ikke udgøre en ’sikker havn’ for jøder, og zionisme er uforenelig med jødiske værdier. Alt, hvad jeg rummer af knogler, kød og sjæl giver mig kun et eneste moralsk bæredygtigt valg: uden slinger at fraskrive mig mit israelske statsborgerskab.’ Han sagde også, at han var rørt til tårer over sit brev på sociale medier om at fraskrive sig det, da han ’modtog hjertelige hilsner fra palæstinensere, der inviterede mig til deres hjem og familier,’ hvad der minder os om, at en af de beundringsværdige egenskaber, som palæstinenserne lægger for dagen i disse mørke tider, er deres utrolige generøsitet.

En anden fraskriver, Avi Steinberg, forklarer, ’statsborgerskab, som det er for mig, har været en markant del af et mangeårigt forløb, centreret om folkemord. Den israelske stat har siden sin oprettelse været afhængig af normaliseringen af etnisk bestemte love til afstivning af et militært regime, hvis klare koloniale mål har været fjernelsen af Palæstina.’ Han kritiserer sine forældre, for hvem ’det lykkedes at blive både amerikanske liberale og imod USA’s invasion af Vietnam, samtidig med, at de også optrådte som bevæbnede bosættere af et land, der tilhørte et andet folk’, og for at være fortalere for en ’fred’, i hvilken statens arvesynd, den vedvarende etniske udrensningsproces, forblev solidt forankret’. Han tror, at jødisk befrielse, er uadskillelig fra den vedvarende etniske udrensningsproces, og siger, at ’som en traditionel jøde tror jeg, at Torah’en er utvetydig i sin påstand om, at hverken det jødiske folk, eller et hvilket som helst andet folk, har ret til noget som helst land, men i stedet er bundet til strenge etiske forpligtelser. Den eneste entitet med suveræne rettigheder er, ifølge Torah’en, retfærdighedens Gud, den gud, der foragter tronraneren og besætteren. Zionisme har intet at gøre med judaisme eller jødisk historie. Zionistisk kolonisering kan ikke reformeres eller liberaliseres: Dets eksistentielle identitet, som den kommer til udtryk i dens love om statsborgerskab, og som den gentages af disse borgere, grænser til en forpligtelse på folkemord.’ Afkolonisering er derfor ’både vejen og målet.’

At forhindre og straffe Israels folkemord i Palæstina er prioriteten lige nu; den sadistiske grusomhed, hvormed den israelske stat har ageret, udgør ikke bare et angreb på palæstinensernes menneskerettigheder, men også på det net af internationale love, der skal beskytte dem for alle, og på menneskeligheden selv. 153 lande har ratificeret konventionen om folkedrab, men den betragtes som bindende også for de lande, der endnu ikke har gjort det, og politiske ledere i dem alle er forpligtet til at forhindre Israel i at genoptage folkemordet, og straffe alle, der har været involveret i det, fra den politiske og militære ledelse til den menige soldat. Hvis de svigter på disse punkter, er de skyldige i meddelagtighed i folkemord, hvad der også er en forbrydelse i henhold til folkedrabs-konventionen. Lande, der har været i hemmelig forståelse med Israel omkring deres folkemord, skal give palæstinensere erstatning, herunder kompensation til familier til dem, der er blevet dræbt, betaling for medicinsk behandling eller rehabilitering til dem, der er blevet kvæstet, traumerådgivning til alle overlevende, især børn, og genopbygning af infrastruktur og bygninger, der er blevet ødelagt eller beskadiget, sammen med genanskaffelse af udstyr, scannere og medicin til hospitaler, og bøger, it mm. til skoler og universiteter.

Det er værd at påpege, at USA og de fleste vestlige lande har været de mest åbenlyse støtter af Israel i dets folkemord i Gaza, og at også BRICS+-lande, især Kina, Rusland, Indien og UAE har samarbejdet med dem. Brasilien og Sydafrika, der har taget det prisværdige skridt at bringe folkemordssagen imod Israel for Den Internationale Straffedomstol, er fortsat  med at levere kul og olie til Israel. Derfor er vi, mennesker fra alle disse lande, der med vrede har været vidner til det blodbad, som Holocaust-overlever Gabor Maté har sammenlignet med Auschwitz, forpligtet til at lægge maksimalt pres på vores politiske ledere, for at de skal rette sig efter folkedrabs-konventionen, samtidig med at vi bliver ved med at føre kampagne for BDS, ikke blot af vestlige selskaber, men også alle andre, der på forskellig vis har være involveret i folkemordet. Afgørende for en retfærdig fred er en alternativ vision for det ultimative mål i Palæstina. From the river to the sea, frihed og demokrati.

Rohini Hensman er forfatter, uafhængig forsker og aktivist. Hun har skrevet om arbejder- og minoritetsrettigheder, feminisme og global kapitalisme, samt bøger om Indien og imperialisme.

Oversat og bearbejdet fra NewPol af Niels Ovegaard Hansen

Den engelske version indeholder en lang række noter og kildehenvisninger, som ikke er medtaget her.