Demonstration mod den planlagte retsreform i Tel Avis, 8. april 2023, Foto:Oren Rozen – CC BY-SA 4.0, Wikimedia

Nu, hvor der er konsensus i det internationale fællesskab for menneskerettigheder om, at Israel er en apartheid-stat, er selv fremtrædende israelere og mangeårige forsvarere af Israel og den førte politik begyndt at stå ved det. Men trods udmeldinger om, hvad der er klart for enhver, så prøver de også at begrænse skaden, så deres personlige ansvar bliver nedtonet og de politiske konsekvenser så vidt muligt bliver begrænset.

Det begyndte måske tidligere på året, da den garvede, moderate israelske journalist Ron Ben Yishai advarede om en overhængende fare for apartheid som det, der er hensigten med den nuværende regerings retsreform. Og så refererede den tidligere israelske general Amiram Levin i et interview til Kan radio i Israel til ”total apartheid” på den besatte Vestbred:

”Det er 56 år siden, der har været demokrati dér. Der er total apartheid. De Israelske Forsvarsstyrker, der er blevet tvunget til at være myndighed her, rådner indefra. De er tilskuere til, hvad bosætter-hooligans foretager sig, og gør sig medskyldige i krigsforbrydelser.”

I Israel bliver Levin betragtet som liberal, men han har en historie som yderligtgående racist, han har truet med at ”flå palæstinenserne fra hinanden” og ”smide dem over Jordan-floden”, og sagt, at ”palæstinenserne fortjener besættelsen’” og at de fleste af dem er ”født til at dø under alle omstændigheder, vi skal bare hjælpe dem med at gøre det”. Så ja, selv han kan se, at det er ”total apartheid”.

Interviewet kommer i kølvandet på et brev til amerikanske jøder, der går i rette med dem for at ignorere apartheid, ”elefanten i rummet”. En lang række israelske akademikere og offentlige personligheder har underskrevet brevet, og indtil nu er der 1500, der har skrevet under, herunder ellers urokkelige zionister som Benny Morris. Brevet fremlægger en række tiltag, herunder en opfordring til USA’ regering om sanktioner mod Israel:

”Stil krav til de valgte ledere af USA om at bidrage til et ophør af besættelsen, samt om, at den militære hjælp ikke må anvendes i de besatte palæstinensiske områder, og at Israel ikke længere skal gå fri for straf i FN og andre internationale organisationer.”

En klar opfordring til handling, der, hvad enten det er bevidst eller ej, er et ekko af de opfordringer som Boycott, Divestment and Sanctions (BDS)-aktivister har fremsat i snart i 20 år. Men det er ikke alle, der bryder sig om en styrkelse af BDS som et selvfølgeligt svar på denne apartheid.

I sidste uge skrev Benjamin Pogrund, der var journalist i apartheid-staten Sydafrika, en artikel i Haaretz med overskriften ”I årtier har jeg forsvaret Israel imod anklager for apartheid, det kan jeg ikke længere.” Pogrund forklarer, hvordan han i 2001 af den daværende israelske premierminister Ariel Sharon blev opfordret til at indgå i den israelske regeringsdelegation til Verdenskonferencen imod racisme i Durban: ”Sharon-regeringen inviterede mig på grund af min ekspertise som journalist gennem et kvart århundrede i Sydafrika; mit speciale var at skrive om apartheid tæt på.” Men han siger, at han ikke kan forsvare den mere. Han nævner den racistiske ”nationalstat”-lov fra 2018, der kodificerer jødiske nationale rettigheder, der kun gælder for dem. Og så er der besættelsen:

”Israel kan ikke længere anføre sikkerhed som begrundelse for vores optræden på Vestbredden og ved belejringen af Gaza. Efter 56 år kan vores besættelse ikke længere opfattes som midlertidig, afhængig af en løsning på konflikten med palæstinenserne. Vi er på vej til en annektering, der kræver en fordobling af de 500.000 bosættere, der allerede befinder sig på Vestbredden.”

Pogrund har desværre allerede ”annekteret” Øst-Jerusalem, der er en del af Vestbredden, og som vil føje yderligere 250.000 bosættere til det antal, der allerede er blevet nævnt. Men hans pointe med hensyn til ”midlertidig” er god nok – det er derfor, det ikke kan kaldes ”besættelse”, for det ligger jo i betydningen af det ord, at den er midlertidig. Og så angriber han overraskende nok BDS for ”uvidenhed og/eller ond vilje”:

”I Israel er jeg nu vidne til den apartheid, som jeg er vokset op med. Det er en foræring til Israels fjender i BDS-bevægelsen og dens allierede, især i Sydafrika, hvis fornægtelse af Israels eksistens er stærk blandt mange sorte, i fagforeninger og kommunistiske og muslimske kredse. BDS fortsætter med deres opfordringer, af uvidenhed og/eller ond vilje, og spreder løgne om Israel. De har længe forvrænget, hvad der allerede er forkasteligt, ud i det groteske, men kræver nu bekræftelse. Israel giver dem sandheden.”

Pogrund er vred. BDS-aktivisterne har været tidligere ude, end han har, med hensyn til at stille Israel til regnskab, men han vi have kontrol med, hvornår noget er apartheid, eller ikke er det, hvornår det kan forsvares, og hvornår det ikke kan. BDS-aktivisterne bruger en tidstestet strategi for at isolere apartheid-staten. Pogrund ønsker ikke, at det skal ske, men han ved, at det nødvendigvis vil ske, fordi Israel til syvende og sidst vil give dem ret.

Et noget forvirret fremtidsperspektiv, må man sige.

Både Pogrund og Levin er vrede, men det er åbenlyst, at deres vrede ikke skyldes de forbrydelser mod menneskeheden, som palæstinenserne udsættes for, men det, der rammer dem. Levin, en veteran i det israelske sikkerhedsapparat og ansvarlig for selve det system, som han nu kritiserer, langer ud efter den nuværende regering. Han peger ikke på sit eget ansvar, men prøver at slippe udenom ved at sige, at det ikke er palæstinensernes vel, der ligger ham på sinde:

”Jeg siger ikke det her, fordi jeg bekymrer mig om palæstinenserne. Jeg bekymrer mig om os. Vi slår os selv ihjel indefra. Vi får De Israelske Forsvarsstyrker til at rådne, vi får det israelske samfund til at rådne,” siger han. Og det er ’Bibi’ (Netanyahus øgenavn), der er skyld i det hele. ”Bibi har svigtet.”

Det er trættende – det er typisk israelsk narcissisme. Vi er ligeglade med palæstinenserne. Se, hvad besættelsen gør ved os.

Det er interessant at følge, hvordan genkendelsen af apartheid vinder frem, men vi må passe meget på zionisterne, der prøver at få kontrol over fortællingen og begrænse diskussionen. Israelsk apartheid er ikke bare noget, der sker ”over there”. Det er apartheid fra floden til havet; det er overalt. Og disse reaktioner er også en god påmindelse om, at israelsk overherredømme ikke bare ophører af sig selv indefra, det eneste svar er udefra.

14. august, 2023

Jonathan Ofir er israelsk musiker, dirigent og blogger, bosat i Danmark.

Oversat fra Mondoweiss.net af Niels Overgaard Hansen