Demonstration mod den planlagte retsreform i Tel Avis, 8. april 2023, Foto:Oren Rozen - CC BY-SA 4.0, Wikimedia
I de seneste uger har der udspillet sig begivenheder af stor betydning i det historiske Palæstina. Det startede den 7. januar 2023 med zionistiske protester mod forslaget om en israelsk retsreform. Samtidig har vi set zionisternes intensivering af den koloniale bosættervold mod palæstinensere.
Januar blev den mest dødbringende måned i næsten et årti, og de seneste uger har vi set en optrapning af vold mod palæstinensere i Al-Aqsa. Som modsvar til disse overgreb er modstanden forstærket fra grupper over hele det historiske Palæstina, Syrien og Libanon. Nyhedsmedierne kan få en til at tro, at disse begivenheder er politisk, geografisk og tidsmæssigt uafhængige af hinanden, men de fortæller en kollektiv historie om en afgørende udvikling i den palæstinensiske frihedskamp.
Det er let at afskrive de zionistiske protester mod retsreformerne som uden betydning for palæstinenserne. De er udsat for israelsk vold uafhængigt af, hvem der sidder i regering. Hvor sandt det end er, så afspejler en uddybning af modsætningerne indenfor den globale zionistiske bevægelse det vakkelvorne fundament, den zionistiske stat blev bygget på, og de efterfølgende spændinger mellem statens fascistiske grundlag og den overfladiske facade af demokrati, som verden bliver præsenteret for. Disse spændinger viser den zionistiske kolonis kunstige karakter: Mens alle bosættere står sammen imod den ydre trussel om palæstinensisk modstand og for den koloniale sociale struktur, er der meget lidt derudover, som politisk holder eller binder den sammen.
I samme ånd skal man notere sig, at det er gennem bosættelsesprojektets overgreb, gennem kolonisering og udbytning af det palæstinensiske folk, at zionismen stræber efter at løse sine indre modsætninger. Det stiller klart spørgsmålstegn ved forsøget på at konstruere en skelnen mellem ”borger” og ”bosætter” – hvor den ”liberale” arm til tider forsøger at distancere sig fra bosætterbevægelsens fascisme. Det er vores påstand, at de to eksisterer i tæt forbindelse med hinanden og, vigtigst, at de er forbundet i forhold til den zionistiske kolonialisme.
Zionismens bosætterbevægelse har længe været integreret i ekspansionen af den zionistiske stat - den stat, igennem hvilken liberale zionister har udøvet magt, og indenfor hvilken de udøver det ”demokrati”, som de i dag hævder at kæmpe for. Når vi afviser at forstå dette som ”demokrati” kontra ”fascisme”, men i stedet relaterer dette modsætningsforhold til kolonialismen, formår vi at forstå den palæstinensiske modstands rolle og enhed i det uundgåelige nederlag for det zionistiske projekt.
Samtidig med at det er den fascistiske bosætterbevægelses interesser, der varetages i koalitionsregeringens forslag om retsreform, så er det også dens interesser, der fastholder den stigende vold i Al-Aqsa. Mange har været hurtige til at afskrive de aktuelle angreb på Al-Aqsa som lige ud af landevejen: Israelsk vold mod palæstinensere øges hvert år under Ramadanen, hvad enten det gælder indtrængen på Al Aqsa eller bombninger af Gaza. Imidlertid øges volden mod palæstinensere også under jødiske helligdage og i år indtraf Pesach (jødisk påske), Påske og Ramadan på samme tidspunkt, og den øgede vold skal derfor forstås som en ekstremistisk stats manifestation af ønsket om at indføre en ny virkelighed – en virkelighed, der kommer tættere på at rive Al-Aqsa ned i håb om at bygge et tempel for Salomon henover resterne. Selvom den bevægelse, der insisterede på at trænge ind i Al-Aqsa under Pesach er en isoleret gruppe i forhold til de zionister, der ”går ind for demokrati”, så er disse drømme om at omskabe Jerusalem til en by med kun én tro langt mere udbredte i det zionistiske samfund, hvilket igen afslører den symbiotiske relation mellem zionismens tilsyneladende modsætningsfulde strømninger, når de placeres i den bredere koloniale ramme.
Stillet overfor en zionisme i krise har palæstinenserne samlet sig i en styrket modstandskamp over hele det historiske Palæstina, som bygger på arven fra Enhedsoprøret i 2021. Efterhånden som oprøret i maj [2021] voksede, lød et fælles råb fra Haifa til Ramallah: mishan Allah, ya Gaza Yalla (for guds skyld, kom nu Gaza). For første gang i mands minde var det byerne i selve Israel, i de besatte områder fra 1948, der ledte et oprør, snarere end bare at støtte et.
Unge fra det to millioner store [arabisk-israelske] samfund gjorde oprør mod den gentagne indtrængen af politistyrker i Al-Aqsa. Busser fra snesevis af palæstinensiske byer kom til Jerusalem, og politiet blev sendt ud for at blokere hovedgaderne. De dramatiske billeder af ældre, der vælger at gå til fods og omgå kontrolposterne, viste sammenholdet mellem to områder, som zionistisk politik har brugt 75 år på at forsøge at skille ad. Da modstanden blev til kamp, reagerede det isolerede og belejrede Gaza på Jerusalem og påtvang sig opmærksomhed i Tel Aviv. Omtrent på samme tid i Jenin dannede den 25-årige martyr Jamil Alamoury og hans kammerater Jenin-bataljonen og begyndte et nyt kapitel i en konfrontation, der tager det lokale bymiljø som sit virkeområde og lokalmiljøet som skjold. Små modstandsenheder begyndte at dannes over hele Vestbredden og lægger i dag beslag på næsten 60 procent af besættelsesstyrkerne. Når Gaza kan garantere krig, det indre af landet og Jerusalem en opstand og Vestbredden en udmattelseskrig og folkelig modstand, bliver omkostningerne ved zionistisk straffrihed ubærlige. Det palæstinensiske folk besidder i dag noget, Israel har stræbt efter at afmontere: enhed og revolutionær optimisme.
Opstandene i maj 2021 smeltede sammen i 'Unity of All Fronts'-tilgangen, og vi ser i øjeblikket, hvordan dette slogan forvandles til en politisk realitet. Vi ser især, hvordan det breder sig til Libanon og Syrien. Som svar på en gentagelse af 2021-overgrebene mod de bedende i Al-Aqsa har palæstinensiske fraktioner, der opererer i Libanon og Syrien, ved to lejligheder i den seneste uge sendt raketter ind i det nordlige Palæstina. Protester vokser i byerne fra 1948, og bataljonerne på Vestbredden har fordoblet deres indsats. Zionistiske ledere valgte at angribe Gaza som svar og bekræftede, at politikken for inddæmning og isolation er slået fejl, og at 'Unity of All Fronts' vinder frem. For første gang i mands minde var det den zionistiske part, der udviste tilbageholdenhed og skyndte sig at frikende regionale aktører i Libanon og Syrien for den rolle, de utvivlsomt spiller i støtten til den palæstinensiske modstand. Det zionistiske regime sikrede også, at dets bombardement af Gaza undgik store tab af menneskeliv og forsvarsværker.
Den 10. april bekræftede israelske journalister, at besættelsesstyrkerne holdt op med at bruge navnet "Operation Break the Wave" til at beskrive deres forsøg på at kvæle den palæstinensiske modstand på Vestbredden og anerkendte dermed indirekte, at palæstinensiske modstandsgrupper er kommet for at blive. Den 11. april meddelte Netanyahu, at bosættere ikke ville være i stand til at komme ind i Al-Aqsa under hele Ramadanen af frygt for stigende spændinger i Jerusalem. Disse eksempler illustrerer til sammen manglen på tillid til den zionistiske enheds sikkerhedskalkule i mødet med den palæstinensiske modstands styrke i dag.
Fortalere for Palæstina må aldrig glemme den sandhed, som dette afslører: Det er slut med at se den zionistiske enhed som uovervindelig, og det er vedholdenheden og samlingen af palæstinensisk modstand, der har bevirket dette.
Alt for længe har den palæstinensiske diaspora og den globale solidaritetsbevægelse været lammet af en reaktiv holdning, der kun ser palæstinensere som ofre for israelsk vold. Men den aktuelle udvikling får os til at sætte spørgsmålstegn ved det zionistiske projekts uovervindelighed og til at revurdere værktøjerne i vores kamp. I dag kan vi argumentere for, at det zionistiske projekt er mere skrøbeligt end nogensinde. Samtidig er den palæstinensiske modstand den stærkeste, den nogensinde har været. Det globale skift, vi i øjeblikket er vidne til, afspejler potentialet for et paradigmeskifte i denne ramme: Vi er ofre for deres vold, men vi er også i stand til at tage skæbnen i egne hænder. I diasporaen betyder det at slutte sig til organisationer for at opbygge transnational magt og at engagere sig fast i kampen for at indfri løftet om befrielse.
16. april 2023.
Oversat fra Mondoweiss.net af Anne Haarløv.
Palæstinensisk Ungdoms Bevægelse er en transnational, selvstændig græsrodsbevægelse af unge palæstinensere og arabere, som arbejder for befrielse af det palæstinensiske hjemland og folk. Bevægelsen har 15 afdelinger I Nordamerika og Europa.
