Foto: Bill Clinton, Yitzhak Rabin og Yasser Arafat ved underskrivelsen af Oslo-aftalerne den 13. september 1993.

 

Aftalerne af 13. september 1993 blev underskrevet af den israelske stat og lederen af ​​Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) og havde til formål at skabe en varig løsning på "konflikten" og muliggøre oprettelsen af ​​en palæstinensisk stat, et historisk krav fra den nationale befrielsesbevægelse. Aftalerne indeholdt en gradvis overførsel af Vestbreddens territorier, som skulle kontrolleres af en nyoprettet palæstinensisk myndighed.

 

Denne overførsel skulle ske via en opdeling af Vestbreddens territorier i tre zoner: zone A, B og C i en overgangsperiode på fem år. Det skete efter et israelsk krav om en differentieret forvaltning af disse zoner. Arealerne i område A (18 procent af territoriernes samlede areal) var i det væsentlige de største palæstinensiske byer (undtagen Hebron), hvor størstedelen af ​​befolkningen var koncentreret, og skulle være under palæstinensisk civil og militær kontrol. Område B, cirka en fjerdedel af territoriet, omfattede de palæstinensiske landsbyer og skulle under palæstinensisk civil og israelsk militær kontrol. De resterende 60 procent (område C) var det eneste uopdelte stykke land, og skulle under total israelsk kontrol. Det omfatter de israelske bosættelser på Vestbredden, Gaza (nedlagt siden 2005) og Østjerusalem, som er under israelsk militær kontrol.

 

Ingen rigtig autonomi for palæstinensere

Næsten 30 år senere har situationen i disse midlertidige zoner kun ændret sig lidt, mens antallet af bosættelser (i område C) er eksploderet: I gennemsnit flytter næsten 14.000 bosættere ind i de besatte områder årligt. Der er 460.000 bosættere i 2021, sammenlignet med 110.000 på tidspunktet for Oslo-aftalen. Aftalerne var aldrig en kontrakt mellem to ligeværdige partnere. Det var en aftale, som en besætter havde pålagt en besat part med ringe forhandlingsstyrke. Derudover var teksterne vage, tvetydige og gunstige for Israel. For eksempel sørgede de ikke for at standse koloniseringen af de ​​landområder, der skulle returneres til palæstinenserne. Israel fortsatte derfor med at udvide bosættelserne, efter at aftalerne var underskrevet.

 

Selv hvis de var blevet gennemført som planlagt, skabte Oslo-aftalerne reelt et Palæstina med 10 procent af sit historiske territorium - opdelt mellem Gaza og Vestbredden og som en "stat" under permanent forvaltning, uden reel autonomi for palæstinenserne. Det palæstinensiske folk ville fortsat have været delt mellem befolkningen på Vestbredden, befolkningen i Israel siden 1948 og selvfølgelig flygtningene.

 

Omorganisering af besættelsesformen

Oslo-processen ville ikke have ført til opfyldelse af palæstinensernes nationale rettigheder. Den palæstinensiske ledelse befandt sig de facto sat i verden af besættelsesmagten og strukturelt integreret i besættelsens arkitektur. Fra begyndelsen har disse aftaler og denne "fredsproces" tjent som en støtte til reorganisering af formen for besættelse af de palæstinensiske områder, hvilket en del af den israelske herskende klasse længe havde forudset.

 

Oslo-arkitekturen satte faktisk de israelske myndigheder i stand til at løse det paradoks, som havde konfronteret dem siden krigen i juni 1967. Ved afslutningen af ​​denne krig besatte staten Israel nemlig hele det Palæstina, der teoretisk var blevet delt i 1947-1948. [...] Den militære succes skabte således en politisk vanskelighed: Israel var nu hjemsted for palæstinenserne på Vestbredden og Gaza, ud over for palæstinenserne fra 1948. Staten Israels påstand om samtidig at være en "jødisk stat" og en ”demokratisk stat” var derfor alvorligt truet.

 

Det er i dette lys, at den israelske strategi og dynamikken bag "områderne" skal forstås: at give afkald på suverænitet over de tættest befolkede palæstinensiske områder og samtidig bevare kontrollen over Jordandalen, Dødehavets kyster og Jerusalem, hvis kommunale grænser ville blive udvidet. Bosættelsernes indretning, vejene forbeholdt bosættere og fragmenteringen af ​​Vestbredden var en konkret anvendelse af denne indfaldsvinkel. Så dette var ikke et historisk kompromis fra israelsk side. Oslo-aftalerne var en tilpasning af det zionistiske projekt til de reelle forhold på stedet: Intifadaen i 1987 afslørede palæstinensernes situation i de besatte områder, hjalp med at delegitimere staten Israel og truede med at destabilisere hele Mellemøsten.

 

Israels ikke-accept af den palæstinenske stat

I april 1994 resulterede de aftaler, der fulgte efter Oslo-erklæringen, i Paris-aftalerne, der definerede de økonomiske forbindelser mellem de palæstinensisk "kontrollerede" områder og staten Israel. Den palæstinensiske økonomi kom under israelsk kontrol med restriktioner på import og fastsættelse af skatteniveauer. I 1995 fastlagde Taba-aftalerne, også kendt som Oslo II, betingelserne for overførsel af besatte områder til palæstinenserne (område A og B) på den ultimative betingelse, at den nye palæstinensiske institution skulle sikre besættelsesmagtens sikkerhed, dvs. undertrykke palæstinensisk modstand mod besættelsen. Fra Oslo-erklæringen til i dag er de mange "forhandlinger" eller "freds"-planer, der er fulgt - Camp David i 2000, Kvartetten i 2002, Anapolis i 2007 - alle stødt på den israelske beslutning om ikke at acceptere eksistensen af en uafhængig palæstinensisk stat på en del af det historiske Palæstinas land under dette sikkerhedspåskud.

 

Ud over at imødekomme den israelske stats synspunkter placerede Oslo aftalerne Israels kolonisering af palæstinenserne som en symmetrisk konflikt mellem antagonistiske stater. Den mindste voldshandling har sit "symmetriske" modstykke på den ene side, uden at måle den grelle forskel i ofrene, ødelæggelsen osv. på den anden side. Oslo aftalerne gjorde det muligt at udvikle en retorik om permanent midlertidig eksistens, fordi den anden part - palæstinenserne - ikke spillede spillet med aftaler, der var ugunstige for dem. Det mindste påskud blev brugt til at slå hårdere ned og kolonisere endnu mere i "fredsprocessens navn". De begrænsninger, som Oslo aftalerne pålagde Israel, var altid afhængige af en situation, som skulle vurderes af Israel selv, især hvad angår sikkerhed.

 

Denne symmetri af konflikten – hvor lidt den end eksisterede med hensyn til politisk og militær indflydelse - blev brugt af Israel til at sikre en velvillig neutralitet både politisk og i medierne.

 

Israel - en apartheidstat

I de sidste ti år eller deromkring har ingen seriøs aktør talt om fredsprocessen igen eller fremlagt den køreplan, der udsprang af Oslo-aftalerne. Tværtimod er der sket en fuldstændig kovending: Det internationale samfund fortsætter med at fortsætte illusionen om symmetri mellem de to sider, mens den israelske stat bliver stadig mere radikaliseret.

 

I 2018 vedtog det israelske parlament en ny grundlov med titlen "Israel som det jødiske folks nationalstat", hvor artikel 1 lyder: "Udøvelsen af ​​retten til national selvbestemmelse i staten Israel er forbeholdt det jødiske folk”, en ret, som derfor nægtes palæstinenserne. En anden artikel fastslår, at "staten betragter udviklingen af ​​jødisk bosættelse som et nationalt mål og vil handle for at tilskynde og fremme dens initiativer og dens styrkelse" - hvilket betyder retten til at konfiskere jord, der tilhører palæstinenserne. Frem for alt normaliserer denne tekst en praksis, der i årtier har forvandlet Israel til en apartheidstat. I 2021 konkluderede den israelske organisation B'Tselem, at "et regime med jødisk overherredømme eksisterer mellem Jordanfloden og Middelhavet". Det blev fulgt op af to store internationale ikke-statslige organisationer (NGO'er), Human Rights Watch og Amnesty International.

 

På trods af USA's og Europas de facto-støtte er Israels image i stigende grad blevet tilsmudset: Palæstinensernes voldsomme modstand har sikret, at deres situation stadig diskuteres på internationalt plan, og at der finder regelmæssige aktioner sted på FN-niveau og i andre arbejdsgrupper knyttet FN - på trods af det systematiske amerikanske veto.

 

Gennem solidaritetskampagnen BDS (Boycott, Divestment, Sanctions), drevet af det palæstinensiske civilsamfund, er Israels billede af normalitet blevet rystet, og selv om de er få i antal, har de symbolske sejre ved boykot og af-investeringer båret frugt og ført til debat om palæstinensernes kamp og den uretfærdighed, de dagligt oplever i det besatte Palæstina. Det israelske samfunds udvikling i fascistisk retning og den modstand, det vækker i det israelske civilsamfund, bør ikke skjule omfanget af kolonisering og skæbnerne for palæstinensere under besættelse.

 

30 år efter er de forhåbninger, som Oslo-aftalen gav anledning til, gjort til skamme. De viser vejen til det, man ikke skal gøre. Der kan ikke være nogen "fredsproces" under besættelse og kolonisering.

 

9. september 2023

 

Oversat fra International Viewpoint af Anne Haarløv. Oprindeligt bragt i det franske L'Anticapitaliste.