Læsetid: 6 minutterMedlemmer af elforbundet Sahkoliitto ved en demonstration i hovedstaden Helsinki. Foto: Sahkoliitto/Facebook
Reformerne vil betyde meget voldsomme nedskæringer af landets velfærdssystem og i meget alvorlig grad indskrænke fagforeningernes rettigheder.
De økonomiske nøglesektorer blev lukket fuldstændigt ned 12. februar, da arbejdere inden for transport, sundhed, daginstitutioner og uddannelse gik hjem. Strejken bredte sig til industrien 14. februar, da mere end 60.000 medlemmer af det største fabriksarbejderforbund, Teollisliitto (Industriforbundet) gik i strejke, med tilslutning fra 7000 kontorarbejderere, medlemmer af Ammattiliitto Pro (Forbundet Pro).
15. februar bredte strejken sig til energisektoren, da medlemmer af Sähköliitto (el-arbejdernes forbund), lagde værktøjet fra sig på atom- og hydroelektriske kraftværker over hele landet.
Strejken bredte sig derefter videre til fødevareområdet, da medlemmer af Suomen Elintarviketyöläisten (finske fødevarearbejderes forbund, SEL) aktionerede imod nationale fødevarekæder.
Strejken var den seneste i en længerevarende kampagne for politisk og faglig aktion, der begyndte sidste år, efter at Orpo-regeringen i juli havde meddelt, at den ville iværksætte neoliberale reformer på arbejdsmarkeds- og velfærdsområdet.
Detaljerne i regeringens reformpakke blev offentliggjort i september. Som rektion herpå påbegyndte Finlands største forbundssammenslutning, Suomen Ammattiliittojen Keskusjärjestö (SAK) en landsdækkende modstandskampagne. Protesterne bredte sig også til universiteterne, da utilfredse studerende forlod undervisningslokalerne og besatte Helsinki Universitet den 19. september.
#SeriøseGrunde
Kampagnen navn er #SeriøseGrunde (#PainavaSyy), der spiller på regeringens forslag om at give arbejdsgivere lov til at fyre en arbejder af ’relevante grunde’ i stedet for som hidtil af ’relevante og seriøse grunde’.
SAK fremlagde 21. september deres plan om at igangsætte en faglig aktionskampagne imod reformerne, begyndende med tre ugers målrettede politiske strejkeaktioner.
SAK’s vicepræsident Katja Syvärinen sagde til medierne ’Det her et råb om vagt i gevær på arbejdernes vegne, som udtryk for modstand imod regeringens planer om nedskæringer af social velfærd og stærkt forringede forhold på arbejdsmarkedet’.
Arbejdere inden for alle industrigrene deltog i en en-times proteststrejke den 3. oktober, og mellem oktober og februar tog de politiske strejker til omfang og hyppighed.
Fabriksarbejderforbundet Teollisuusliitto iværksatte en-dages arbejdsnedlæggelse 21. november. Transportarbejderne tog yderligere strejkeskridt og lukkede ned for transport mellem større byer den 14. december, og mere end 100.000 arbejderes gik i strejke på tværs af industrigrene fra den 31. januar til den 2. februar.
Arbejdsnedlæggelser blandt Finnairs piloter og kabinepersonale, der førte til aflysninger af mere end 500 afgange den 1.-2. februar, var det, der havde den største gennemslagskraft på det område.
Socialt partnerskab og sektoropdelte forhandlinger
Denne konflikt er et ideologisk sammenstød mellem arbejderne og en neoliberal regering, der er fast besluttet på at afvikle Finlands nordiske model for forholdet mellem arbejdsmarkedets parter og for social velfærd.
Den finske model, der sætter forbund og kollektiv forhandling i højsædet, blev udviklet i kølvandet på Anden Verdenskrig, da stærke og militante forbund var i stand til at presse den lovgivende magt og arbejdsgiverne til at give væsentlige indrømmelser til arbejderne.
I Finland bygger forholdene på arbejdsmarkedet på socialt partnerskab og sektoropdelt kollektiv forhandling, der finder sted mellem arbejdsgivernes organisationer og fagforbund.
Sektoropdelte aftaler omfatter en række arbejdsforhold som f.eks. løndannelse, arbejdstid og fratrædelsesgodtgørelser. I det ’sociale partnerskab’ arbejder arbejdsgivere, arbejdere og regering sammen i et treparts-system, baseret på tillid og samarbejde, og hvor forbundene spiller en central rolle med hensyn til regulering af arbejdsmarkedet.
Sektoropdelt forhandling mellem forbund og arbejdsgiverorganisationer regulerer de fleste forhold på arbejdsmarkedet, og regulering ved lovgivning spiller en sekundær rolle. Finland har f.eks. ikke nogen lovbestemt minimumsløn, eftersom minimumsniveauet for løn forhandles for hvert fagområde.
Områdeaftaler har virkning over hele den pågældende industrigren og forhindrer, at arbejdsgiverne konkurrerer om at presse løn og arbejdsforhold helt i bund, som man kan se det i lande, hvor forhandling på virksomhedsniveau er det mest almindelige.
Angreb på fagforbund og social velfærd
Regeringens kontroversielle reformpakke er blevet sammenlignet med den, som blev vedtaget i Storbritannien under Margaret Thatcher i 1980’erne. Den er direkte indrettet til at smadre treparts-modellen med socialt partnerskab, og det regelsæt, der kendetegnede forholdet mellem parterne på arbejdsmarkedet.
Der er mere end 25 forskellige lovforslag, der giver arbejdsgivere større indflydelse på arbejdsmarkedet, lægger hindringer i vejen for faglig aktivitet og afvikler velfærdsstaten.
Blandt de vigtigste reformer er, at arbejderne ikke længere skal have løn for første sygedag, medmindre en kollektiv overenskomst indeholder en sådan klausul. Reformen gør det også nemmere for arbejdsgivere at fyre ansatte, i modsætning til tidligere, hvor arbejdere kun kan fyres ’med en begrundelse’.
Reformen indebærer også en lempelse af restriktionerne vedrørende midlertidige ansættelser, herunder muligheder for arbejdsgiverne til uden om fagforeningerne at pålægge deres ansatte aftaler på enkeltvirksomheds-niveau, en kortere varslingsperiode for afskedigelser, begrænsninger af strejkeretten, og loft over, hvor høje lønstigninger inden for eksportsektoren man kan forhandle sig til.
De foreslåede reformer rammer også studerende og arbejdsløse, blandt andet med lavere boligstøtte og afskaffelse af uddannelsesydelse for voksne.
Reformpakken begrænser endvidere strejkeretten, med særlig vægt på retten til politiske endages-strejker. Retten til sympatistrejker bliver også begrænset og kan kun benyttes, hvis den bliver vurderet som rimelig.
Pakken indeholder også forslag om meget hårde bøder til de enkelte arbejdere, der deltager i, hvad der anses for at være en ulovlig strejke. Den enkelte arbejder kan få en bøde på 200 euro, og et forbund en bøde på 10.000-100.000 euro.
En afgørende kamp
Den finske regering foreslår at, at der indføres et loft over de lønstigninger, som man kan forhandle sig, så de ikke kan blive højere end lønningerne i eksportsektoren, der er afhængig af konkurrenceevnen i forhold til udlandet. Hvis det bliver vedtaget, vil det indskrænke råderummet for Statens Forligsmand, fordi der bliver et maksimum for lønstigninger generelt, når det skal ses i forhold til den økonomiske situation i landet.
Mere end 88 procent af de finske arbejdere er dækket af en kollektiv overenskomst, og landet er privilegeret af, at indkomstforskellen er blandt de mindst ulige i OECD.
Sektoraftaler er udbredt på tværs af industrigrene, og arbejdssteder uden tillidsrepræsentanter må også rette sig efter dem. Forhandlinger på virksomheds-niveau kan kun komme på tale ved særlige tilfælde, hvor de relevante arbejder- og arbejdsgiverorganisationer er enedes om, at lokal forhandling er det mest hensigtsmæssige.
Med de nye forslag fra regeringens side bliver der flere muligheder for at forhandle på virksomhedsniveau, uden forbundsindblanding, hvad der vil svække fagbevægelsen, så arbejderne står svagere og mere atomiseret. Ud over det foreslår regeringen at åbne op for at lave aftaler på selskabs-niveau, der vil gøre løn- og arbejdsforhold dårligere end i sektoraftaler, og på områder, hvor der er lovfæstede minimumslønninger.
Finland har hidtil undgået de negative sociale og økonomiske følger, der knytter sig til neoliberale økonomiske og sociale reformer, som vi f.eks. har set det i USA, Storbritannien, New Zealand og Australien. Det er en afgørende kamp, og der er al mulig brug for international solidaritet.
28. februar 2024
Clive Tillman er tilknyttet Australian Services Union, advokat, og PhD i arbejdsmarkedslovgivning ved det tekniske universitet i Melbourne.
Oversat fra Green Left af Niels Overgaard Hansen