Flere end 1,5 millioner deltog i en generalstrejke i Argentina 24. januar imod en ny præsident og hans aggressive fagforeningsfjendske ’reformer’.  

af Clara Marticorena og Julia Soul/26. februar 2024

Med massive protester og derefter en generalstrejke den 24. januar lykkedes det at afvise et lovforslag mod fagbevægelsen. Men mere pres vil være nødvendigt. Foto: Nicolas Solo, CC BY.SA 4.0, Indymedia Argentina

 

Den ifølge eget udsagn ’liberalt-libertære’ Javier Milei, der vandt præsidentvalget i Argentina 22. november sidste år, er en økonom, der blev populær som paneldeltager i et TV-show. Han gjorde sig til fortaler for ’castaens privilegier’, defineret som korrupte politikere og faglige ledere, der snød ’gode mennesker’.

 

Med et nyt parti, Friheden Rykker Frem (La Libertad Avanza), fik Milei stemmer fra en række forskellig grupper: fra arbejdere, der var skuffede og vrede på den siddende peronistiske regering, til middelklassen og de herskende klasser, der var modstandere af statslige indgreb i økonomien og indkomstfordelingen.

 

Hans regerings nye nedskæringsprogram har allerede afleveret et tungt slag mod arbejdernes lommer. Dagen efter at Milei tiltrådte, indefrøs han de offentligt ansattes lønninger, sociale hjælpeprogrammer og pensioner, indførte en 118-procents devaluering af den argentinske peso og forøgede tarifferne for energiforsyning, offentlig transport og sociale velfærdsydelser.

 

Reallønnen er faldet næsten 15 pct. Regeringen har også skåret ned på fødevareforsyning til de mange lokale organisationer, der drev ’comedores comunitarios’ – steder, hvor arbejdsløse og fattige kunne få noget at spise.

 

Det kunne godt se ud, som om ’castaen’ i virkeligheden er arbejderklassen og de allerfattigste, og at det der menes med ’privilegier’, reelt er faglige og sociale rettigheder.

 

Angreb på faglige rettigheder

Derefter forsøgte regeringen at få vedtaget et ’nødvendighedsdekret’, et lovgivningsmæssigt redskab der begrænser retten til at debattere i parlamentet, hvor Milei ikke har flertal, og et lovprojekt med titlen ’Grundlag og udgangspunkt for frihed i Argentina’.

 

De indeholdt begge bestemmelser for en vidtrækkende arbejdsmarkedsreform. Den skulle begunstige beskæftigelse, der ikke var bundet af regler og aftaler, gøre det nemmere at gennemføre massefyringer, forlænge prøvetidsperioder og gøre arbejdstiden mere fleksibel.

 

Reformen ville i meget høj grad ramme fagforeninger og faglig aktivitet. Den ville begrænse strejkeret og faglig aktivitet på arbejdspladsen, sætte individuelle aftaler i stedet for kollektiv forhandling og skære ned på fagforeningernes økonomiske ressourcer. Den ville begrænse retten til at afholde møder og demonstrationer på offentlig vej og kriminalisere alle former for protest.

 

Blandt lovens andre bestemmelser var ændringer af skattelovgivningen til fordel for kapitalister og de store selskaber, privatisering af offentlige selskaber (blandt dem olieselskabet YPF, den nationale offentlige bank og offentlige medier) og tilbagetrækning af nogle lovkomplekser, der skulle forebygge partnervold og beskytte ofrene. Det ville alt sammen indebære en total omformning af Argentinas økonomi og det argentinske samfund.

 

Lovforslaget er heldigvis lige blevet trukket tilbage af regeringen. Det skete, efter heftige debatter i Parlamentet, hvor regeringen ikke fik stemmer nok til, at den kunne vedtages.

 

Ud i gaderne

Den brede befolknings svar på dette totalangreb lod ikke vente længe på sig – med en demonstration 20. december, arrangeret af venstrefløjspartier, menneskerettighedsorganisationer og sociale organisationer til minde om ’Argentinazo’, det folkelige oprør, der i 2001 smed Fernando Rúas regering på porten. Trods trusler fra sikkerhedsministeren blev demonstrationen ikke aflyst.

 

Den vellykkede mobilisering gav folk blod på tanden, så efter at Milei havde udmeldt sit dekret på landsdækkende TV og radio, kunne spontane ’cacerolaras’ – demonstrationer, hvor man slår løs på potter og pander – høres over hele Buenos Aires og endda ud i nogle af forstæderne.

 

Efter at det var mislykkedes at forhandle en mindre drastisk arbejdsmarkedslov igennem, opfordrede CGT, landets største faglige sammenslutning, til en mobilisering uden for Højesteret 27. december, hvor de protesterede imod dekretet. Begge fraktioner i den anden store faglige sammenslutning sluttede sig til. Det samme gjorde mange andre grupper som f.eks.

* Fodboldklubber imod privatisering

* Kulturelle organisationer

* Forskellige økonomiske organisationer, der er skabt af arbejdsløse, som med hjælp fra regeringen har bygget bagerier, teglværker og kantiner

* Bydelsforsamlinger, det vil sige spontane organiseringer, der voksede frem i de store byer under kriserne i 2001, og som hurtigt blev reorganiseret efter Mileis sejr

 

Appellerne om lovbeskyttelse af forskellige organisationer, der er berørt af dekretet, er mangedoblet – med blandede resultater. Men en ikrafttræden af de bestemmelser, der kan henføres til ’arbejdsmarkedsreformen’, er blevet suspenderet.

 

Et vendepunkt

Alt dette banede vejen for CGT’s opfordring til generalstrejke. Snart efter sluttede mange organisationer sig sammen i en bred koalition for at organisere strejken – en reaktion på regeringens offensiv mod folks livsbetingelser og sociale, faglige, feministiske og miljømæssige rettigheder.

 

Den var forskellig fra tidligere generalstrejker i Argentina. For det første blev den erklæret, kun 45 dage efter at en ny regering var tiltrådt. På trods af de forhold som arbejderklassen havde lidt under, mens pandemien stod på og bagefter, havde CGT ikke opfordret til generalstrejke siden 2019. Sammenslutningens ledelse, der plejer at foretrække dialog med regering og arbejdsgivere, har ændret sin strategi i erkendelsen af en kraftig offensiv fra kapitalens side og en regering, der ikke vil forhandle.

 

For det andet er det nyt, at CGT arbejdede sammen med et bredt spektrum af organisationer og grupperinger. Det er første gang, at de vigtigste repræsentanter for Madres de Plaza Mayo var i forgrunden for en generalstrejke sammen med CGT’s generalsekretærer.  Organisationen Las Madres blev skabt efter det sidste diktatur (1976-83) af mødre til dem, der forsvandt under den herskende militærjunta. De rejste de populære krav om Minde, Sandhed og Ret over for en regering, hvis vigtigste skikkelser gentagne gange havde støttet diktaturet. Las Madres bibragte en opfordring til ’enighed og mod til at forsvare demokratiet og trodse autoritarisme’. ’Vores børn var arbejdere’, mindede de os om.

 

Feministiske grupper, menneskerettighedsorganisationer, kulturarbejdere, lejerforeninger og politiske partier (fra venstrefløjen i Workers’ Left Front FIT-U til fraktioner i de traditionelle peronistiske og radikale partier) sluttede sig til de faglige sammenslutninger, Popular Economy og piquetero-bevægelsen.

 

Alle disse sektorer så i regeringens offensiv en fælles interesse i at støtte strejken. ’24.januar tilhører alle’, erklærede CGT i deres TV og radio og i medierne.

 

For det tredje deltog – på trods af regeringens forsøg på at intimidere og kriminalisere generalstrejken – et meget stort antal selvorganiserede mennesker og nye organisationer som f.eks. bydelsforsamlingerne – ihukommende de erfaringer med organisering, der blev gjort under krisen i 2001.

 

Hvad bliver det næste?

De fleste er enige om, at det gik godt med at mobilisere til at trodse trusler om undertrykkelse og bane vejen for vedvarende demonstrationer og protester imod regeringen. Efter strejken er antallet af kunstneriske optrædener, bogudgivelser, offentlige møder og andre kollektive handlinger mangedoblet i Buenos Aires og andre store byer. Arbejdere påberåber sig deres demokratiske ret til at protestere offentligt. Og eftersom den arbejdsmarkedsmarkedsform, der var indeholdt i dekretet, blev erklæret forfatningsstridig, vil den ikke træde i kraft.

 

Selve dekretet er dog endnu ikke blevet forkastet, det var kun kapitlet om arbejdsmarkedsreformen, der blev erklæret forfatningsstridigt. Hvad angår lovforslaget, så blev regeringen tvunget til at trække det tilbage 6. februar, og der er ingen tvivl om, at uroen i befolkningen og gadedemonstrationerne har haft indflydelse på beslutningen om det.

 

Venstrefløjspartier, organisationer fra den offentlige sektor og folkelige forsamlinger organiserede demonstrationer foran Kongressen på trods af regeringens undertrykkelse, mens lovforslaget blev diskuteret af de deputerede.

 

Hvad der sker efter det afhænger af den styrke og koordinering, som arbejderklassen og de folkelige organisationer kan opnå. Det vil stadigvæk kræve enorme kampagner på tværs af mange sektorer at imødegå regeringens planer. Blandt de vigtigste spørgsmål er: I hvilken udstrækning er CGT-lederne villige til at påtage sig en koordinerende rolle i de sociale protestmanifestationer? Hvor langt vil de selvorganiserede sektorer være i stand til at fastholde presset på forbundene om at blive ved med at mobilisere?  Og vil de nuværende forhold give plads til militante og venstrefløjsstrømninger i fagbevægelsen og i de sektorer, der er blevet mobiliseret?

 

 

Clara Marticorena arbejder på Center of Labor Studies and Research (CEIL) og University of Buenos Aires. Julia Soul arbejder på CEIL, samarbejder med Action Network News Agency (AnRed), og er medlem af Labor Studies Workshop.

 

 

Oversat fra Labor Notes af Niels Overgaard Hansen

 

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com