Et af de mest fremtrædende træk ved samfundsudviklingen lige nu i USA er fremvæksten af en ny arbejderbevægelse, præget af aktivisme på linje med andre nye sociale bevægelser som Black Lives Matter og den palæstinensiske solidaritetsbevægelse. Og samtidig er den ekstreme højrefløj i gang med at bekæmpe progressive ideer og samfundsmæssige tilstande, fra biblioteker, der giver fri adgang til oplysning om alle forhold, og skolekommissioner, der har medbestemmelse, til beskikkelse af dommere og valg på alle niveauer.

Donald Trump og hans politiske allierede har blæst til kamp for et omfattende program af lovgivning og retshåndhævelse, der skal undertrykke rettighederne for arbejdere, minoritetsgrupper, kvinder, LGBT+, og immigranter. Så lige nu står vi på den ene side over for store progressive muligheder, men på den anden side også med trusler om reaktionære tilbageslag.

En ny strejkeperiode
I de seneste år har vi oplevet en genopblussen af strejker i USA, der begyndte med lærernes strejker i 2019, og kulminerede sidste år med meget omfattende strejker blandt skuespillere og manuskriptforfattere inden for filmindustrien, sundhedsarbejdere i den international pleje- og omsorgskoncern Kaiser Permanente, og United Auto Workers, der strejkede mod de tre store bilproducenter. I 2023 kom der en decideret strejkebølge. Ifølge finanstidsskriftet Barron’s var der 400 strejker, omfattende 400.000 arbejdere. Som Kate Bronfenbrenner skrev, ’ikke alene er der flere arbejdere, der strejker, men deres forbund vinder, og de vinder stort’. Det er meget vigtige strejker, men stadigvæk meget langt fra den sidste store strejkebølge i 1970.

Der har også været kortvarige strejker og spontane arbejdsnedlæggelser i Amazon-pakhuse og Starbucks-kafferestauranter, hvor der er vedvarende forsøg på at organisere de ansatte. Arbejdere af alle slags er begyndt at kaste sig ud i strejker mod deres arbejdsgivere, så vi kan godt sige, at vi i USA står ved begyndelsespunktet til en tilbagevenden til åben klassekamp.

Kvinder har spillet en central rolle i strejkerne blandt lærere, sundheds- og hospitalsarbejdere. Og sorte og latino-arbejdere har været vigtige lokale ledere og aktivister i strejker på både industri- og serviceområdet. Selv om race- og kønsmæssige spændinger er udbredt i vores samfund, ser det indtil videre ikke ud til at have lagt hindringer i vejen for fælles arbejderaktion, selv om racisme og sexisme stadigvæk er til stede på mange arbejdspladser og i enkelte forbund.

Strejkerne drejer sig ikke bare om arbejderes sædvanlige krav om højere løn, bedre arbejdsbetingelser og sikring mod fyring eller indtægtstab ved sygdom, men også forsvarstiltag imod teknologiske forandringer, hvad enten det er AI i filmindustrien, eller elektroniske køretøjer i bilindustrien. Andre grupper af arbejdere som f.eks. Los Deliverados organiserer intensivt blandt ca. 65.000 varebude i New York City, hvis arbejde kontrolleres via elektroniske platforme. Sygeplejersker har kæmpet for flere ansættelser på hospitaler og i klinikker, der har omdannet deres arbejdspladser. Disse strejker finder dog kun sted inden for en lille del af arbejderklassen. Deres forbund repræsenterer kun 6 procent af alle ansatte i den private sektor.

De nye arbejderledere – en blandet landhandel
Nogle af disse forbund, som f.eks. UAW, bilarbejdernes forbund, har haft medlemsmøder, hvor der blev kæmpet for forandringer i ledelsen, og presset på for at gå i strejke. Strejkerne, og hvad der er blevet sagt af ledere som f.eks. Fran Drescher og Shawn Fain, for hvem strejker er udtryk for ’arbejdermagt’ imod de store selskaber og ’milliardær-klassen’, tyder på, at der ikke bare er tale om et brud på den 50 år-lange passivitet, der har præget forbundene, men også en skærpet retorik, der kan bidrage til udviklingen af klassebevidsthed. Shawn Hell siger, at UAW vil ’organisere som bare fanden’ inden for de selskaber, hvor der endnu ikke er overenskomst, som f.eks. Tesla og Toyota. Der er ingen forbundsleder, der har talt om de ting i mere end 100 år.

Det er lidt noget andet hos Teamster, transportarbejdernes forbund, hvor forbundsformand Sean O’Brien har holdt militante taler, og med opbakning fra Teamsters for a Democratic Union, Labor Notes og Democratic Socialists of America, er blevet hyldet som reformator og en ægte militant. Men han foretrak et forlig med UPS, et internationalt kurérfirma, der ikke gav nogen løsning for de deltidsansatte, men undgik en strejke. Mange menige medlemmer og venstrefløjaktivister i forbundet blev desillusionerede og skuffede over O’Brien. Det åbnede alt sammen op for dannelsen af en ny oppositionsgruppe, bestående af et mindre antal venstrefløjsfolk og menige UPS-medlemmer i en mindretalsgruppe, der kaldte sig Teamster Mobilize.

Vi må under alle omstændigheder huske på, at det faglige bureaukrati, især dem i toppen, i de største byer, på enkeltstats- eller landsdækkende niveau, udgør en social kaste med egne interesser og ideologi. De fuldtidsvalgte eller ansatte er økonomisk og socialt privilegerede i forhold til de arbejdere, de repræsenterer. De har en tendens, ud fra deres sociale position, hvor arbejdere, chefer og regeringen færdes sammen til dagligt, til at tro, at de ved, hvad der er bedst for arbejderklassen. I virkelighedens verden er de underlagt pres fra både arbejdsgivere og arbejdere, og forfalder til at prøve at gøre begge parter tilfreds. Nogen af dem bliver arbejdsgiverens ridefoged over for arbejderne, når de håndhæver den forpligtelse til ikke at bruge strejkevåbenet, der findes i de fleste kontrakter. Organisationer baseret på de menige medlemmers indflydelse er nødvendige for at få militante ledere og holde dem fast på at blive på arbejdernes side.

Fagforbund og politik
De fleste forbund og de fleste arbejdere plejer at støtte demokraterne, fordi de ser republikanerne som værre. Forbundsledere foretrækker også demokraterne, fordi opbakning fra politikerne kan udgøre et alternativ til mobilisering blandt de menige medlemmer, især inden for den offentlige sektor. Mange forbund og deres ledere har et mangeårigt og fortroligt forhold til demokratiske politikere, og tror, at de har fordel af det, selv om det tit er svært sat påvise, hvad den skulle gå ud på.

Præsident Joe Biden mødte, som den første i USA’s historie, frem til bilarbejdernes strejkevagter og udtrykte sin støtte, ligesom senator Bernie Sanders havde gjort det tidligere. Det kan ikke komme bag på nogen, at Fain og UAW’s ledelse går ind for Biden som præsident, selv om der ikke har været en diskussion af det på lokalt eller nationalt plan, og heller ingen møder eller afstemning blandt medlemmerne.

Mange UAW-medlemmer er politisk konservative. En intern UAW-undersøgelse sidste sommer viste 30 procent til Biden, 30procent til Trump, og 40procent uafhængige, altså vælgere, der nogle gange støtter demokraterne og nogle gange republikanerne. De fleste forbund støtter Biden, men de menige medlemmer af byggefagenes forbund støttede i vid udstrækning Trump i 2016, i 2020, og de fleste gør det stadigvæk. Det samme gælder også hvide industriarbejdere i forbund som United Steel Workers.

Teamster-leder Sean O’Brien hilste hjerteligt på flere højreekstremistiske republikanere, da han for nylig tog til Mar-a-Lago for at mødes med den republikanske præsidentkandidat Donald Trump, hvad der vakte vrede hos en del medlemmer. Men O’Briens bemærkninger efter et møde med Trump, hvor han roste Biden for de resultater, han havde opnået, tyder på, at mødet med Trump var en sutteklud til hans forbunds Trump-tilhængere, og at forbundet vil ende med at støtte Biden, når det kommer til stykket.

Arbejdermilitans, også når den ledsages af en spirende klassebevidsthed, er ikke nødvendigvis ensbetydende med radikalisering eller en venstredrejet politik. Når fortroppen for de militante arbejdere, UAW, støtter Biden, og når mange menige arbejdere er helt vilde med Trump, er der ikke de helt store chancer for en ny progressiv politisk udvikling inden for arbejderklassen. Mens mange på venstrefløjen ønsker, at der bliver dannet et nyt arbejderparti, så er der end ikke nogen seriøs diskussion om dette i fagforeningerne.

Det Grønne Parti, det største og mest betydningsfulde venstrefløjsparti i landet, som er på stemmesedlen i de fleste stater, har stort set ingen tilhængere inden for forbundene. Deres præsidentkandidater plejer at få 1-2 procent af stemmerne i hele landet. En uafhængig kandidat som Cornel West er lige begyndt at organisere et nyt politisk parti, men indtil videre er hans navn kun stemmesedlen i to stater. De fleste forbund og progressive arbejdere oplever den trussel, som Trumps autoritære, halv-fascistiske politik udgør, som alt for farlig til at stemme på et tredje parti.

Venstrefløjen i forbundene
Der er hundreder af unge venstreorienterede i flere af forbundene – sygeplejersker, lærere, UAW og Teamsters, for eksempel – nogle er medlemmer af Democratic Socialists of America (DSA), og andre af en eller anden mindre socialistisk gruppe. Nogle af disse venstrefløjsfolk arbejder sammen med Labor Notes, en avis, et website og et uddannelsescenter, der arbejder at fremme medlemsdemokrati i forbundene, aktivisme, solidaritet og internationalisme. Både DSA og Labor Notes har arbejdet på at danne netværk af de mest aktive blandt de menige, som dem i lærernes forbund. Venstrefløjen i forbundene er endnu ikke stor nok til at stå i spidsen for vigtige forbund eller bevægelser inden for arbejderklassen.

Venstrefløjen i forbundene er i al almindelighed stemt for at optræde mere militant, men tager også andre problemer op ind imellem. Mange venstreorienterede i forbundene har bestræbt sig på at involvere deres forbund i Black Lives Matter- bevægelsen. Der er også venstreorienterede i arbejderbevægelsen, der arbejder på at få forbundene til at være med til at udvikle planer, der kan udmøntes i lovgivning, der så kan føre til konkret indgriben i forhold til klimaforandringerne. De mobiliserer medlemmer af forbundene til for eksempel at deltage i klimamarcher. Og igennem flere årtier har mange forbund, hvor venstrefløjen har ydet sit, udviklet en klar stillingtagen for kvinde- og LGTB+-rettigheder.

På det seneste er der også faglige aktivister, der har udtrykt støtte til våbenhvile i Israels krig mod Gaza, og der har været UAW-medlemmer, der gav deres mening til kende på en forbundskonference, og stemte imod at støtte Biden, fordi han fortsat forsyner Israel med våben. Som populær leder af forbundet har Shawn Fain kunnet opfordre til våbenhvile og give udtryk for støtte til palæstinenserne. Det er ikke alle faglige aktivister, der reelt har den mulighed.

Det har skabt splid i lærernes forbund og i det omkringliggende samfund, da afdelingen i Bay Area udtrykte sin støtte til våbenhvile og engagerede sig i Palæstina-solidaritet At tage sådanne emner op kræver en base i forbundet, skoling i emnet og fingerspidsfornemmelse. Forbund, der har vedtaget resolutioner om dette spørgsmål, er blevet anklaget for antisemitisme, og har ikke været forberedt på at tilbagevise den slags falske anklager.

Et muligt opsving i arbejderklassens kamp?
Venstreorienterede har historisk set frem til økonomiske kriser, som det, der kunne udløse arbejderklassens kamp, ofte med overdrevne forventninger til de muligheder, som krisen kunne frembyde og med en ide om et automatisk og direkte arbejdersvar.

Men der har ikke været en sådan krise siden den store depression i 1929, for næsten 100 år siden, og det tog mindst fire år, før arbejderne begyndte at reagere. Vi har ikke en krise af den type i dag. Selv om mange amerikanere opfatter økonomien som svag, er der reelt ingen basis for det, og for de fleste arbejdere er krisen ikke meget alvorlig. Selv om der er masser af økonomisk ulighed i USA, og den vokser, og der også er udbredt fattigdom, så er vi ikke i en økonomisk krise som i 2008, der var forårsaget af, at boligboblen bristede, eller krisen i 2020, der var en følge af Covid19-pandemien. Og ingen af dem skabte et opsving i arbejdernes kamp.

Økonomien blev genoprettet og forbliver stærk, med høje profitrater, højere lønninger, den laveste arbejdsløshed i årtier. Inflation – på bekostning af jobs og lønfremgang – er kommet under kontrol ved initiativer fra regeringens side. Situationen er, som altid, værst for sorte og latino arbejdere. Men på den anden side, når økonomien er stærk, og der er lav arbejdsløshed, synes arbejderne tit, at de kan stille større krav og gå i aktion uden frygt for at blive fyret eller være ude af stand til at finde et nyt job. Så der er meget lidt sandsynlighed for, at den nuværende situation vil bringe arbejderkamp og radikalisering i forgrunden – selv om vi også ved, at kriser pludselig kan opstå, som de har gjort i de sidste 40 år, som f.eks. 1981-82 og 2007-08.

Eller måske en politisk krise
Vi kan dog også forestille os, at en politisk krise kan ramme arbejderklassen. Siden Trump nægtede at indrømme sit nederlag, ledsaget af en 4-årig kampagne med løgne og agitation, samt oprøret og kupforsøget i januar 2021, har der været en underliggende politisk ustabilitet i landet. Højrefløjen har mobiliseret på spørgsmål vedrørende køn og race på møder i skolebestyrelser og på biblioteker, og de er også gået efter lærere og bibliotekarer. En alvorlig politisk krise er sandsynlig, hvis Trump taber valget, og det fører til voldelige reaktioner fra hans tilhængeres side. Hvordan forbundene vil reagere på en sådan udvikling, står hen i det uvisse.

På den anden side, hvis Trump vinder, har han selv og hans rådgivere planlagt en reorganisering af forbundsadministrationen, der betyder afskaffelse af love og regulativer, der beskytter arbejderes rettigheder, rettigheder for racemæssige minoriteter, kvinder, LGBT+, og sociale velfærdsgoder. Alt det er meget detaljeret fremlagt i 2025-programmet med titlen Mandatory for Leadership. Vores eksisterende borgerrettigheder, faglige rettigheder, og hvad der er tilbage af beskyttelse af indvandrere vil blive afskaffet. Man kan se på disse forandringer som en tilbagevenden til 1950’erne eller endda 1920’erne, eller fremad som et nyt autoritært regime på vejen mod fascisme.

Hvis Trump bliver valgt, står arbejderklassen over for en autoritær regering og en undertrykkelse, som vi ikke har kendt til i mange årtier. Vi må huske på, at under Første Verdenskrig undertrykte Woodrow Wilsons administration Socialist Party og Industrial Workers of the World (IWW), og hæren, politiet og American Legion [en veteranorganisation dannet i 1919, o.a.] lagde forsamlingssteder for fagforeninger og socialister, samt trykkerier, i ruiner, og utallige venstreorienterede og faglige aktivister blev gennembanket, fængslet, og nogle få blev dræbt.

Vi kan også tænke tilbage på Smith Act-retssagerne i 1941, hvor de trotskistiske Teamster-ledere i Minneapolis blev ført for retten, fængslet og dømt. Og McCarhy-perioden i 1950’erne, da mange kommunister kom i fængsel, forbund ledet af venstreorienterede blev undertrykt, og arbejdere fyret. Forbundene var ikke i stand til at tage kampen op mod undertrykkelsen, hverken i 1920’erne eller 1950’erne. Endnu en gang, hvordan forbundene vil reagere i sådan en situation, har vi til gode at opleve. Vi ved ikke, om en så undertrykkende samfundstilstand vil føre masserne til kamp, eller til en ny radikalisering af arbejderne. Vi må under alle omstændigheder holde øjnene åbne, når vi bevæger os fremad.

Venstrefløjens dagsorden forbliver, trods tidspunktets unikke karakter, i alt væsentligt den samme, som den har været et stykke tid. Organisere menige arbejdere, organiserede og uorganiserede, til at være med i en militant klassekampsbevægelse, alliere sig med sorte, latino, kvinde- og LGBT+ for at kæmpe imod højrefløjens racistiske, sexistiske, og anti-arbejderklassedagsorden, arbejde sammen med bevægelsen for klimaretfærdighed om at bekæmpe klimaforandringerne, og opbygge en ny politisk bevægelse.

Der bliver nok at se til.

Dan La Botz er lærer, aktivist og medredaktør af New Politics.

Oversat fra New Politics af Niels Overgaard Hansen