Mange har nok holdt en velfortjent ferie, også fra det politiske arbejde, efter halvandet år med coronarestriktioner og -frustrationer, virtuelle møder osv. Men nu kalder virkeligheden med uhyggelig styrke på, at vi alle sammen kommer op af liggestolene igen!

af SAPs Forretningsudvalg

FN’s nye klima-alarm, der flankeres af brændende skove og oversvømmede byer; milliarder af fattige mennesker i verden, der stadig ikke er i nærheden af en corona-vaccine; strejkende sygeplejersker, der slet ikke får den opbakning, de fortjener; en dansk udlændingepolitik, der når nye lavpunkter…

 

Listen er – desværre – meget længere end dette. Det kapitalistisk dominerede verdenssystems uretfærdigheder og katastrofer har desværre ikke holdt sommerferie, tværtimod.

 

Solidaritet for ligestilling og sundhed

Om en uges tid har sygeplejerskerne strejket i to måneder. Med utrolig arrogance har regionerne – og bag dem regeringen – valgt nærmest at ignorere strejken. Og måske ligefrem glædet sig over, at flere områder slet ikke kunne strejkerammes, fordi bemandingen i forvejen dårligt nok rakte til det niveau, som et ”nødberedskab” krævede!

 

Denne absurditet afspejler, at strejken ikke kun er en ligestillingskamp for at overvinde den kønsbetingede underbetaling af et traditionelt kvindefag. Det er også et led i en kamp for overhovedet at skabe arbejdsforhold inden for velfærdsområdet, som kan tiltrække det antal medarbejdere, der er brug for. Altså simpelthen en kamp for et velfungerende sundhedsvæsen. Der er derfor basis for at mobilisere alle sundhedsvæsenets brugere – dvs. næsten alle – til støtte for strejken.

 

Men ikke kun regeringens kynisme er skræmmende. Det samme er desværre den manglende solidaritet fra ledelserne af en række andre faglige organisationer. Tilsyneladende ligger disse fuldstændig under for, at arbejdsgiverne umiddelbart (bl.a. via reguleringsaftalerne) vil lade andre offentligt ansatte betale for enhver indrømmelse til sygeplejerskerne.

 

I stedet for bare at underlægge sig denne del-og-hersk-logik burde alle andre faglige organisationer, ikke mindst fra de andre ”kvindefag”, selvfølgelig bakke sygeplejerskerne op – med krav om, at regionerne/regeringen må ryste op med penge til, at pengene til de underbetalte sygeplejersker selvfølgelig ikke skal tages fra andre underbetalte velfærds-arbejdere. Og med penge til, at disse tværtimod også kan få et tilsvarende løft.

 

Men det er altså lige nu, eller meget snart, der skal fuldt blæs på solidariteten med sygeplejerskerne, hvis det skal ende med en sejr!

 

Solidaritet mod ulighed og racistisk splittelse

Uligheden har i mange år været stigende i verden – og også i Danmark. Ifølge internationalt anerkendte definitioner lever en kvart million mennesker i Danmark – herunder over 60.000 børn – nu i fattigdom.

 

Kampen mod fattigdom er ikke kun en kamp for de fattiges skyld. Det er en kamp for hele arbejderklassen, fordi truslen om at havne i fattigdom er med til at underminere alle lønarbejderes modstand mod underbetaling og dårlige arbejdsforhold. Det er solidaritet for at sikre den kollektive slagkraft.

 

På trods af løfter i forståelsespapiret har regeringen bestilt en kommission til at lave et såkaldt udgiftsneutralt forslag til ydelsesreform. Dvs. et forslag, der bare flytter penge rundt fra nogle fattige til andre fattige! Yderligere har regeringen i sit oplæg specielt fremhævet, at ydelser til flygtninge og indvandrere ”ikke må blive så attraktive, at det får personer fra andre lande til at vælge at komme til Danmark”. Der er med andre ord lagt op til del-og-hersk-reformer af værste skuffe – som ikke løser problemet, men puster til racistisk splittelse.

 

Og at netop puste til racistisk splittelse er øjensynligt en altovergribende mærkesag for regeringen. Det demonstrerer de for eksempel i revisionen af den såkaldte ”parallelsamfundspakke”, der indebærer etnisk diskrimination af boligsøgende i et nu endnu større antal boligområder. Ligeledes når regeringen vil sende syriske flygtninge tilbage i armene på den diktator, de er flygtet fra. Og i en alt for lang række andre sager.

 

Heldigvis er der en stadigt voksende modstand – også i det socialdemokratiske bagland – mod denne kurs. Det er vigtigt, at denne modstand vokser til en stærkere og stærkere bevægelse. En bevægelse, der kan flytte den dagsorden, som oprindeligt DF, men nu lige så meget Socialdemokratiet har sat.

 

Også her burde en samlet fagbevægelse kunne mobiliseres til at være med. Solidaritet er og bliver arbejderklassens bedste våben, og racistisk splittelse er og bliver solidaritetens værste fjende.

 

Klimahandling nu

Klimakatastrofen er menneskeskabt – og ikke længere en trussel, men noget, der allerede er i fuld gang. Den manglende handling indebærer allerede nu, at temperaturstigningen formentlig i dette årti vil overstige den kriminelle grænse på 1,5 grader. Det kan man erfare ved at læse tykke rapporter, men også bare ved at følge med i nyhedsstrømmen om tørke, oversvømmelser osv. Eksperterne bønfalder politikerne om øjeblikkelig og radikal handling.

 

Den danske regerings 70%-målsætning for 2030 er nu tydeligt utilstrækkelig. Men selv denne målsætning er regeringen dårligt kommet i gang med det konkrete arbejde for troværdigt at nå. De hidtidige forligs konkrete tiltag har været katastrofalt mangelfulde, hvilket bl.a. den regeringsnedsatte klimakommission har påpeget.

 

Ikke desto mindre var klimaministeren Dan Jørgensens kommentar til FN’s katastrofealarm, at Danmark ikke skulle øge klimaindsatsen, men i stedet flytte hele resten af verden i den rigtige retning blot ved at vise os frem som foregangsland, altså ved at prale af vores allerede nu så fantastiske ambitioner og indsats…

 

Dette synspunkt blev suppleret med det (ligeså) ynkeligt dårlige argument, at Danmark jo er så lille et land, at selv om vi helt stoppede vores udledning nu og her, ville det ikke ændre noget væsentligt ved katastrofens udvikling!

 

Hvis den mands holdning og argument virkelig skulle blive det lysende eksempel for resten af verden, kan vi da være nogenlunde sikre på worst-case-scenariets 15 meters vandstandsstigning i verdenshavene.

 

Også på dette område er det bevægelsen, der må på banen. En bevægelse, der allerede har stor opbakning i mange forskellige sammenhænge og organisatoriske rammer – og et endnu større potentiale. De konkrete krav er mangfoldige (og må i sidste ende indebære et opgør med hele vores produktionsmåde!), men samlende her og nu må være krav om dels en fremrykning af målene, dels nye tiltag og genforhandling af hele bunken af utilstrækkelige klima-forlig, så det bliver til andet end snak, motorveje og drømmerier om teknologiske fix i sidste øjeblik.

 

Hvis ikke pandemien står i vejen for det, burde klimaministerens idiotiske attitude kunne provokere flere klimademonstranter end nogensinde tidligere til at gå på gaden i den kommende tid!

 

– Og så alt det andet!

Som om dette ikke var nok, er der jo masser af andre kampe, der kræver opmærksomhed og støtte. Fra solidariteten med palæstinenserne mod den israelske undertrykkelse, over støtte til kravet om frigivelse af vaccine-patenterne – til kampen for Lærkesletten mod det socialdemokratiske beton-amokløb i København. Og så er der jo også snart regional- og kommunalvalg, der landet over sætter det trængte velfærdssystem på dagsordenen: normeringerne i daginstitutionerne, den sønderreformerede folkeskole, den svigtede kollektive trafik, det underfinansierede handicapområde osv. osv.

 

Så, desværre: Verden blev ikke et bedre sted i sommerens løb. Efteråret råber lige så meget på politisk aktivisme, som det plejer. Og lidt til, endda. God kamp.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com