Arbejdskampen for de danske sygeplejersker er nu gået ind i den 10 uge. Siden den 19. juni har små 5.000 sygeplejersker været i konflikt. En konflikt som gennem august er blevet optrappet yderligere, senest i tirsdags, hvor yderligere 701 sygeplejersker gik i strejke. Fra på onsdag d. 25. august udvides konflikten også til fertilitetsbehandling.

af SAPs Forretningsudvalg

Selvom arbejdskampen allerede nu er historisk lang, er der fra mange sider larmende tavshed om situationen, som betegnes som fastlåst.

 

Sygeplejerskernes arbejdsgivere er den politiske ledelse i regioner og kommuner. Derfor er deres kamp for en bedre overenskomst en politisk kamp fra den første dag. Det er en kamp for, at de politiske ledere opfylder de krav, sygeplejerskerne stiller.

 

Det er derfor i sagens natur en kamp, som alle andre end sygeplejerskerne også kan og skal deltage i. Det er ikke kun en opgave for patientforeninger. Det gælder også for alle andre organisationer – ikke mindst andre fagforeninger – indenfor og udenfor sundhedsvæsenet. Vi kan alle blive patienter, og vi har alle brug for sygeplejersker, der får en bedre løn og bedre arbejdsvilkår.

 

Det er en opgave for alle at vise, at vi støtter sygeplejerskernes krav. Der er utallige måder at vise støtte på:

·         Lav en offentlig støtteudtalelse fra foreninger og organisationer

·         Indkald til demonstration til støtte og solidaritet

·         Invitér sygeplejersker til møder og debatter

 

Faglig kamp – politisk løsning

Kravet til sygeplejerskernes arbejdsgivere – regioner og kommuner – må være, at de giver sygeplejerskerne et tilbud, som de vil sige ja til.

 

En sådan overenskomst vil betyde, at sygeplejerskerne får en større lønstigning i denne overenskomst end andre offentligt ansatte, der arbejder for en lavere løn, men som allerede har indgået en ny overenskomst. Det kan ikke undgås, men til gengæld vil sygeplejerskernes kamp og sejr være en inspiration til, at alle de andre grupper vil kæmpe for deres krav.

 

En større lønstigning til sygeplejerskerne kan med de gældende overenskomster betyde, at andre faggrupper får en mindre lønstigning, end det ellers er aftalt i deres overenskomster. Det skal de selvfølgelig ikke acceptere. En overenskomst med større lønstigning til sygeplejerskerne skal derfor følges af en aftale om, at denne stigning neutraliseres i den særlige reguleringsordning, så ingen andre af de offentligt ansatte skal betale forbedringerne til sygeplejerskerne. Når politikerne kan prioritere milliarder til overdreven kompensation for minkavlernes nødvendige nedlukning og til indkøb af dyre kampfly, så kan der også findes penge til at sikre ligeløn til de kvindedominerede lavtlønsgrupper.

 

Pres fra begge sider

At situationen kan virke fastlåst kan synes naturligt. På arbejdsgiversiden er der intet ønske om at honorere faggrupper, der tør kæmpe for lønforbedringer, og selvom over 60.000 behandlinger nu er udskudt, så er arbejdsgiversiden sluppet nådigt gennem sommerferien. Bl.a. fordi mange afdelinger er så pressede, at ”nødberedskabet” mange steder ikke er anderledes end bemandingen i en normal ferieperiode, hvilket betyder, at sygeplejerskerne i flere dele af kommunerne og på hospitals afdelinger i regionerne ikke må strejke. Dertil kommer det indbyggede ”velfærdsarbejder-problem”, at arbejdsgiversiden reelt sparer penge og lønkroner ved at lade konflikten løbe og politisk kan fralægge sig ansvaret for problemer med ventetider ved at henvise til konflikten.

 

Overfor dette står et fagforbund, hvor toppen har vist sig ude af kontakt med egen medlemsgrupper. To gange har ledelsen af Dansk Sygeplejeråd (DSR) forsøgt at sælge et fattigmands-forlig til deres medlemmer, begge gange er de blevet nedstemt. Så DSR bliver nødt til at få noget konkret, hvis de endnu engang skal forsøge at appellere til medlemmernes opbakning. Den situation bliver ikke lettere af at DSR er ved at se bunden af deres egen strejkekasse…

 

Begge parter er dog enige om, at løsningen skal findes politisk. Men på Christiansborg sidder en larmende tavs regering, som bare gentager mantraet om ikke at blande sig i den danske model.

 

Fortsætter denne stirrekonkurrence, er det blot et spørgsmål om uger, før DSR har forgældet sig så dybt i andre fagforbund, at de må trække stikket og anerkende nederlaget.

 

Et led i at øge presset yderligere og et effektivt kampskridt kunne være, hvis også sygeplejersker tilsluttede sig og skrev under på en ’Sygeplejersker for ligeløn’-erklæring a la ’Jordemødre for ligeløn’-erklæringen fremsat i foråret 2021, hvor man forpligtigede sig til ikke at lade sig ansætte, før der er opnået ligeløn.

 

Kampen vindes i offentligheden

Især efter lærerkonflikten i 2013, og igen overenskomstforhandlingerne i 2015 og 2018, stod det tydeligt for den danske fagbevægelse, at der var udfordringer med ”den danske model” på det offentlige område. Men selvom strejkevåbnet ikke direkte udgør et økonomisk problem for de offentlige arbejdsgivere, så var erfaringen dog også, at et politisk pres på de ansvarlige politikere kunne være altafgørende for, at strejkevåbnet reelt havde en effekt. Det betyder, at denne slags konflikter handler om at vinde bred sympati i befolkningen – at overbevise om, at dette er en kamp for alle, hér fordi det er et konkret første skridt i retning af en solidarisk løsning på både ligeløns-  og sundheds-krisen.

 

Hvis den lektie skal bruges, så ligger opgaven – som altid – i højere grad uden for forhandlingslokalet, end indenfor. Meningsmålinger viser, at 4 ud af 10 danskere bakker op om konflikten. Det er faktisk ikke imponerende, især ikke når vi snakker en faggruppe som har stået forrest under corona-pandemien og som ellers verden over nyder kæmpe opbakning til forbedring i løn- og arbejdsvilkår. Det er skræmmende, at 3 ud af 10 danskere stadigvæk ikke har taget stilling til konflikten.

 

Solidaritet!

En del af forklaringen på dette er selvfølgelig DSR’s egen ageren, men under en aktiv konflikt er det hårdt at varetage alle opgaver. Så pilen peger i højere grad på resten af fagbevægelsen. Det burde være oplagt, at når en faggruppe tør gå forrest og kæmpe for løn- og arbejdsvilkår, så kommer opbakningen og maskineriet automatisk fra resten af FH-familien, præcis som den gør i disse dage i konflikten mod nemlig.com. FH burde være forrest i kampen for at få afskaffet tjenestemandsreformen i den lange og seje kamp for ligeløn til de kvindedominerede lavtlønsgrupper. I den nuværende tilspidsede situation er det direkte usolidarisk og ødelæggende, at FH er larmende stille. De 1,3 millioner medlemmer i FH bør rejse debatten – om den nødvendige afskaffelse af tjenestemandsreformen og om den konkrete situation – i fagforeninger og på arbejdspladser, i solidaritet med sygeplejerskernes kamp for ligeløn.

 

At fagtoppen svigter deres kollektive opgave er ikke nyt. Ej heller at der går fagchauvinisme i debatten, og at det bliver et spørgsmål om branche mod branche. Eller at den indbyggede reguleringsprocent, reelt betyder, at hvis sygeplejerskerne får lønforbedringer, så vil det som udgangspunkt blive modregnet hos andre faggrupper. Intet af alt det er nyt. – Men netop derfor burde vi have været igennem disse diskussioner før, og anerkendt behovet for altid at støtte hinandens kampe.

 

Hvis den kollektive fagbevægelse satte sig bag solidariteten, ville konflikten næppe vare længe. Der kunne udsendes sympatikonfliktvarsler, fagtoppen kunne gå ud med offentlig kritik af regeringens nølen og den groteske lønstruktur. Som brugere af sundhedssystemet kunne og burde alle stå solidariske og tage del i mobiliseringerne – helt som i den aktuelle konflikt mod nemlig.com. – Også selvom det er en socialdemokratisk regering, der sidder ved magten og reelt styrer arbejdsgiversiden…

 

Men uanset FH-toppen er der rum for initiativer, også i fagligt regi! Især 3F har heldigvis mange steder i landet bakket op. Og det er værd at overveje, om fagbevægelsens venstrefløj kunne danne et aktivt TR-netværk om solidariteten med de strejkende, støtten til kampen for ligeløn og en velfærdssektor med ordentlige arbejdsforhold og kvalitet.

 

Enhedslistens rolle

Enhedslisten har indtil videre gjort det godt med officielle udmeldinger om konkrete forbedringer i lønposen m.v. Men malurten i bægeret har været, at Enhedslisten som aktiv drivende kraft i faglige konflikter igen har ladet meget tilbage at ønske, faktisk har vist sig nærmest ikke eksisterende i den konkrete konflikt.

 

Så meget desto mere er der også i Enhedslisten behov for på gulvet at gå aktivt ud og opsøge bevægelserne, vise tilstedeværelse og opbakning, organisere bruger-solidaritet og bygge bro til de kæmpende sygeplejersker.

 

Især fordi at uanset udfaldet, så vil denne lønkamp – på hele det offentlige område – skulle vindes i efterdønningerne. I en fortsat politisk og aktivistisk bevægelse, som kan presse politikerne – måske helt frem mod at sætte temaet centralt i næste folketingsvalg som et politisk krav. Så også i fremtiden er der brug for alle gode kræfter.

 

Deltag i mediehuset Solidaritets debatmøde tirsdag d.24.8. kl.16.30 om opbakning til sygeplejerskestrejken!

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com