Det har været en mildest talt bevægende uge, selv for Donald Trump. Hver gang man tror, at han har nået det absolutte lavpunkt i sin karriere, så lykkes det for ham at fortsætte endnu længere ned; det er som et jordfaldshul, der dukker op midt i et område, og som simpelthen suger alting på sin vej nedad.

af Susan Pashkoff

Indefrysningen af bevillingerne til WHO var et slag i ansigtet; Richard Horton, chefredaktør for The Lancet, det førende lægetidsskrift i Storbritannien, kaldte hans opførsel ’en forbrydelse mod menneskeheden.’ Samtidig med, at det måske kan være godt at huske på, hvis Trump vinder præsidentvalget (hvis ikke der bliver fremført klager imod ham, der kan gøre, at han ikke kan forlade USA), så er det i sig selv utilstrækkeligt til at sætte en stopper for præsidentens farlige panikhandlinger.

 

Trumps reaktion på pandemien

Trump har totalt og aldeles nægtet at påtage sig nogen form for ansvar for al den død og ødelæggelse, som er forvoldt ved spredningen af Covid-19-smitten over hele USA, hjulpet yderligere på vej af hans himmelråbende inkompetente regering. Han begyndte med at bagatellisere virussen og den mulige smitterisiko – han sagde, at det var ligesom med de årlige influenzaepidemier. Da det blev uholdbart at blive ved med det, så gav han kineserne skylden – som Chomsky siger, så trækker han på en århundredlang anti-kinesisk racisme. Han gav også europæerne og senere WHO skylden. På den måde underminerede han den internationale kamp mod virussen og dens virkninger ved at prioritere den amerikanske stats kortsigtede behov frem for internationalt samarbejde.

 

I stedet for at forholde sig til en verdensomspændende pandemi på tværs af grænserne, gik Trump videre ad sin egen vej for at underminere en international reaktion; hans indefrysning af bevillinger til WHO er bare det seneste eksempel. Han forhindrede, at N95-masker (dem, der beskytter bæreren frem for dem, der er omkring), produceret af det amerikanske 3M-selskab, blev solgt til udlandet, forsøgte at kontrollere markedet for en mulig vaccine, produceret i Tyskland, stjal, bogstavelig talt, værnemidler og respiratorer, enten ved at overbyde dem eller ved at omdirigere leverancer. Det er ikke noget af alt det, der har givet international goodwill eller bidraget til samarbejdet.

 

Han forbød indrejse i USA for kinesiske turister, i håbet om, at det ville vise, at han tog virussen alvorligt ved endnu engang at udnytte racisme som en taktik, men det bevirkede selvfølgelig ikke, at europæerne holdt op med at komme, og det havde ingen betydning med hensyn til at forhindre smittespredning ved internationalt samkvem.

 

Et problem, der er særegent for USA, skyldes det store antal politiserede religiøst troende, idet mange trossamfund har fortsat med at afholde gudstjenester på trods af pandemien. ’Religionsfriheden’, der er så vigtig for amerikanere, har ført til, at forbud mod forsamlinger er blevet trodset i mange stater. Højreorienterede kristen-fundamentalistiske ledere nægtede at indstille afholdelsen af gudstjenester på trods af pandemien (eller afholde dem online som katolikker, anglikanere i Storbritannien og de fleste muslimske og jødiske trossamfund), og blev ved med at afholde dem (hvad der ser ud til også at være et problem i forbindelse med andre fundamentalistiske religiøse ledere på tværs af religioner), og det har også medført øget smittespredning. Mange præster og andre gejstlige er døde af corona-virus, som de har pådraget sig ved disse lejligheder. Så det vi har til gode, er opgørelsen over, hvor mange sognebørns liv deres religiøse lederes frygt for ’videnskabens onder’ har kostet dem.

 

USA har været særlig sårbar over for pandemien på grund af det offentlige sundhedsvæsens utilstrækkelige niveau. Nedlæggelsen af Direktoratet for Global Sundhed og Sikkerhed som en del af det Nationale Sikkerhedsråd (NSC) i 2018 under John Bolton har bestemt heller ikke bidraget til at være forberedt på en pandemi. Det, at der har været et offentligt sundhedsvæsen i de fleste fremskredne kapitalistiske lande, har gjort det muligt for de europæiske lande som minimum at mobilisere deres sundhedssystem, selv om det var for sent til at forhindre, at så mange døde.

 

Kina gav de vestlige lande tid til at forberede sig på virussen, og så blev det alligevel forspildt af mange af deres regeringer; der blev ikke foretaget indkøb eller produktion af værnemidler og respiratorer, sundhedssystemerne blev ikke sat i pandemisk alarmtilstand, det førte til en forsinket reaktion med de katastrofale konsekvenser, som vi nu er vidner til. Trumps insisteren på, at kineserne lyver om antallet af dødsfald på grund af virussen, uden hensyntagen til til den kendsgerning, at USA endnu en gang er klart nr. 1, er simpelthen bizar; er det en konkurrence?

 

Når engang dødsfald i hjemmet og på plejecentre overalt i verden er talt sammen, så vil vi uden tvivl se et langt større antal dødsofre på grund af virussen, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at Trump-administrationen (og for den sags skyld også republikanske guvernører og både enkeltstatslige og føderale lovgivere) i et helt grotesk omfang har svigtet med hensyn til forberedelser  og bekæmpelse af virussen. I stedet for at indføre en tidligere nedlukning, har de tilladt badestrande at åbne i forårsferien (f.eks. i Florida), tilladt at fortsætte Mardi Gras-festlighederne (Lousiana), og der er nogen, der stadigvæk går imod nedlukningspåbud, der er nødvendige for at bremse smitten. Det har endda været sådan, at Trump har spillet desperate guvernører ud mod hinanden ved at sige til dem, at de var ansvarlige for at fremskaffe værnemidler og respiratorer, og så bagefter sabotere deres forsøg på at få fat i dette livsvigtige udstyr ved at opkøbe det bag ryggen på dem; der er rapporter om, at Trump har etableret en blokade, der forhindrede hospitaler og enkeltstater i at få fat i værnemidler … frygten for at han bruger sin magt til at sikre, at livsvigtige værnemidler kun formidles videre til stater, hvor der sidder guvernører, der støtter ham, er stigende.

 

Produktion vs beskyttelse-problemet

Trump har altid udbasuneret, at det vigtigste anliggende for ham som præsident er USA’s økonomi. At handle i forhold til en meget farlig pandemi har betydet nedlukninger i mange lande, og det betyder også, at deres økonomi har været lukket ned, med undtagelse af særligt vigtige sektorer som sundhedsvæsen, mad på hylderne (fødevareproduktion og -distribution) og andre nødvendigheder. Pandemien har ført til en brat opbremsning af verdens økonomi, og gjort det sandsynligt, at en verdenskrise vil indtræffe.

 

At Trump bilder sig ind, at han ene mand kan redde USA’s økonomi, ville kalde på smilet, hvis ikke det var så totalt uden for skiven. At verdensøkonomien bryder sammen i en omfattende depression, ligger helt ærligt uden for, hvad Trump kan gøre noget ved; at håndtere og tøjle denne depression vil kræve et globalt kapitalistisk initiativ for at få gang i produktion, samhandel og forbrug igen. Det er ikke noget, som USA selv kan klare, og så er Trump jo bare en kuponklipper og spekulant, der slet ikke forstår, hvordan det kapitalistiske økonomiske system fungerer, og at der skal mere til en letkøbt bemærkning for at få gang i hjulene igen. Enhver regering, der tjener kapitalens interesser, kan i mange henseender rent faktisk  selv skabe en efterspørgsel af varer og tjenesteydelser af et nærmere bestemt omfang, og sikre en tilsvarende indkomst for arbejderklassen. Behovet for efterspørgsel, der kan sætte gang i produktionen, og for den sags skyld også i den internationale samhandel – det er værd at minde om, at mange nødvendighedsartikler produceres hjemme i de højtudviklede kapitalistiske lande -indebærer, at regeringen kan spille en meget vigtig rolle med hensyn til at dæmpe virkningerne af den økonomiske krise, der kommer, men på grund af globaliseringen er den gensidige afhængighed mellem disse økonomier meget høj, og det er derfor nødvendigt med et globalt svar på krisen.

 

Trumps hastværk med at genstarte den amerikanske økonomi for at sikre sig, at han har noget at føre valgkamp på, er det, der ligger bag hans seneste påfund med at genåbne økonomien midt under pandemien. Hans insisteren på, at det kan han bare gøre, har gjort, at han endnu engang er stødt på den barske virkeligheds hårde  grund: han kan nok lukke økonomien ned, men han kan ikke åbne den, det hører under guvernørerne i de enkelte stater. Selv om der helt sikkert er guvernører, der er villige til at gøre det, fordi de hører til benægterne af farerne ved denne virus (det ser ud til, at de af en eller anden grund tror, at fordi kurven flader ud i New York og New Jersey, så gælder det for hele landet), og politisk støtter de Trump, og de er villige til at løbe risikoen for en fortsat spredning af smitten og vækst i antallet af dødsfald blandt deres borgere, hvis det kan holde Trump ved magten. Genåbningen af Floridas strande (uden hensyntagen til, at antallet af dødsfald i hele staten forleden nåede op på 726 på en enkelt dag) var endnu et chokerende eksempel på benægtelsens afgrundsdybe tåbelighed. Der er i Floridas befolkning et relativt højt antal ældre mennesker, der er ekstremt sårbare med hensyn til at udvikle et dødeligt sygdomsforløb; det kan være, at det er fordi guvernøren tænker, at hvis det er nogen, der stemmer på demokraterne, så vil det ikke gå ud over hans chancer for at blive genvalgt? Jeg kan ikke se nogen som helst anden forklaring på denne utroligt dumme og farlige beslutning.

 

Demonstrationerne mod nedlukning

At få guvernørerne i de enkelte stater til at genåbne økonomien, opfattes af Trump som afgørende for hans genvalg. De demonstrationer, der er blevet organiseret i forrige uge (og som fortsætter), indgår i denne strategi. Hvis det var det eneste, der skete, så kunne vi bare le af det og snakke om dette års vindere af Darwin-prisen (der er mange kandidater til denne ære). Men denne brug af højreekstremister (der ikke på nogen måde er konservative, lige meget hvad de påstår) til at underminere nedlukningen er der bestemt ikke noget morsomt ved, fordi der er meget mere i gære, end det man ser lige nu.

 

Disse demonstrationer, der er blevet organiseret af den yderste højrefløj i USA, tjener flere forskellige formål, og det er kun på overfladen, at det drejer sig om at få guvernørerne til at genåbne deres stater. Vi kan jo godt trække lidt på smilebåndet over dem, der gerne vil udnyttes af deres arbejdsgivere, og ymte, at her ser vi den naturlige udvælgelse i aktion, men så overser vi, at der i virkeligheden er langt større faremomenter i spil.

 

Hvad er dagsordenen for de højreekstremistiske protester mod nedlukningen?

Det drejer sig ikke kun om økonomiske interesser; der er en meget stærk politisk foretagsomhed i gang. Det her er demonstrationer, der er organiseret og finansieret af højreekstremister som Charles Koch, og organiseret  af Proud Boys (en voldelig højreekstremistisk organisation, o.a.) og bevæbnede militser, der kæmper i gaderne for den hvide races overlegenhed og overlevelse under Nazi- og Trump-flag.

 

Jeg vil påstå, at deres mål i den nuværende situation er disse 3:

 

1. At organisere og koordinere højrefløjen, så den kan danne en meget bredere politisk bevægelse

 

2. Forberede de grupper, der er aktive nu, på at blive brugt imod dem, der er imod Trump, og imod venstrefløjen

 

3. Bruge disse grupper til at true både den lovgivende og den udøvende myndighed, samt politiske modstandere; det er direkte overtaget fra den historiske fascismes manual, hvor mobile grupper af fascister blev taget i anvendelse over for både venstrefløjen og andre modstandere, der kunne true deres forsøg på at tvinge deres krav igennem og tage magten i landet.

 

For at anskueliggøre den fare, som vi befinder os i, så lad os sætte denne stærkt foruroligende situation ind i den globale kontekst, der handler om fascismens og den højreekstremistiske nationalismes genopblomstring, og lad os diskutere farerne ved den koordinering af disse kræfter på tværs af grænser, som har fundet afsted i en årrække. Så lige nu er der ekstremt højreorienterede nationalistiske regeringer (som f.eks. i USA, Rusland, Brasilien, Ungarn, Indien, Polen, og Israel) og/eller yderligtgående højreorienterede organisationer repræsenteret i lovgivende forsamlinger over hele verden (i det meste af Europa, som f.eks. Tyskland, Italien, Frankrig, Spanien, Holland osv). Vi befinder os i en ualmindelig farlig situation. Den ekstreme højrefløj vinder tilhængere, og venstrefløjen er langt svagere, end da fascismen sidste gang stak hovedet frem. Det spørgsmål, som vi må stille os, er, hvordan centrum og de liberale vil stille sig, hvis denne kamp tager til? Enhver, der har illusioner om, at de så vil stå sammen med antifascister, vil sandsynligvis leve længe nok til at fortryde det.

 

Kan Trump vinde valget?

Der er nogen, der er bange for, at Trump kan finde på at aflyse præsidentvalget, hvad han ikke kan gøre på lovlig vis. Ikke engang indførelsen af militær undtagelsestilstand åbner mulighed for ad lovlig vej at aflyse eller udsætte valget. Den ville betyde,  at militæret tog over i stedet for politiet og tilsidesætte retten til at blive stillet for en dommer, så de demokratiske rettigheder bliver sat ud af kraft, og politiske modstandere kan arresteres og sættes i fængsel. Han kan så  formelt erklære militær undtagelsestilstand, og John Warner National Defense Authorization-loven, der blev vedtaget under George W. Bush, ville give ham ret til at tage kontrol over Nationalgarden i de enkelte stater, uden guvernørernes tilladelse, i tilfælde af oprør, hvor ordenen ikke kan opretholdes på anden måde.

 

Det er en reelt tilstedeværende fare, og den kan blive yderst relevant, hvis de bevæbnede demonstrationer fortsætter og tager en alvorlig drejning. De demokratiske guvernører er helt sikkert opmærksomme på denne mulighed, og vil være meget tilbageholdende med at gribe tingene an på den måde.

 

Et yderligere muligt worse case-scenarie (forhåbentlig meget lidt sandsynsynlig, fordi der ikke vil være tilstrækkelig opbakning til det i USA) , kunne være at bruge disse grupperinger som påskud til at erklære militær undtagelsestilstand med den undskyldning, at den ikke vil være vendt mod dem, men mod deres modstandere. Men om det yderste højre er vildledt nok til at prøve at fremtvinge et sådant skridt lige nu, og håbe på at få held med det, er noget helt andet.

 

Muligheden for et statskup synes meget langt væk. Det kræver mere end en håndfuld højrefløjsmilitser, og Trump har været på kollisionskurs med den militære ledelse mange gange, så det er tvivlsomt, om det reelt vil være muligt for ham at komme afsted med det. Det betyder ikke, at situationen ikke fortsat er yderst farlig.

 

Trump kan altså ikke selv forhindre, at valget afholdes, eller udsætte det. På et lovligt (konstitutionelt) niveau er hans muligheder begrænsede, på trods af alle hans fantasier. Enhver udsættelse af valget kræver opbakning fra Kongressen, og det er ikke særlig sandsynligt, at han kan få Nancy Pelosi og den demokratiske ledelse af Repræsentanternes Hus med på det. Hvis der ikke bliver afholdt valg, så skal Trump forlade Det Hvide Hus i januar 2021, hvad der ville bringe Nancy Pelosi i førersædet, og det er Trump nok ikke interesseret i. Det betyder heller ikke, at situationen ikke er yderst farlig.

 

Fascistiske mål

Det er dybest set et politisk anliggende, og det går et godt stykke ud over spørgsmålet om at holde Trump ved magten. Mens nogen af deltagerne bare er Trump-tilhængere, så er det fascisterne og ’hvid overlegenhed’-grupperingerne, hvis bevægelse ser ud til at være i vækst, der udgør den virkelige fare. Normaliseringen af fascisme, dens ideer og organisationer, er en væsentlig del af deres dagsorden.

 

Målet er at forene det yderste højre og skabe en fascistisk bevægelse, der kan tages seriøst. Så mens Trump ganske vist forsøger at slå mønt af disse grupperingers aktioner, så er deres dagsorden betydeligt mere omfattende end bare at dreje sig om ham. Trump er nyttig for dem; hans praktiseren af del-og-hersk i form af udbredelse af racisme, misogyni, homofobi og transfobi og underminering af solidaritet mellem mennesker er nyttig for fascisterne og normaliseringen af deres politik.

 

Brugen af ’træd ikke på mig’-flaget, også kaldet ’Gadsden-flaget’ (et gult flag med en klapperslange over teksten ’Don’t tread on me’, o.a.), vækker genklang af den højreorienterede forståelse af amerikansk historie – det er uden hensyn til den kendsgerning, at flaget i sig selv ikke har disse konnotationer – det er et flag fra den amerikanske uafhængighedskrig. At det ekstreme højre har taget patent på flaget, falder nydeligt i hak med, at nedlukningen er en trussel mod amerikansk demokrati, ligesom det er en trussel mod amerikansk individualisme, og selvfølgelig også mod det kapitalistiske grundlag for USA, der viser sig i denne måde at stille tingene op på, og som også ligger til grund for dem (tænk på Milton Friedman og Friedrich von Hayeks ideologiske nonsens om kapitalisme/frihed/demokrati som retfærdiggørelse af denne påstand).

 

Trump kan bruge disse højrefløjsdemonstranter, og de er nyttige for ham, fordi de passer ind i hans aktuelle dagsorden. Men han har ingen kontrol over dem. Hvis det ikke var fordi, at situationen er farlig nok i forvejen, så øger det i hvert fald også faren for amerikanske borgere. Det skyldes ganske enkelt, at det ekstreme højres sande mål rækker langt videre end Donald Trump. Det er langt farligere end noget som helst, som han kan diske op med. Vi er nødt til at gøre os klart, hvad det er, som de virkelig vil, og være forberedt, hvis det vinder udbredelse  i bredere kredse end nogle få højrefløjsrøvhuller, og fører til en konsolidering af den fascistiske bevægelse.

 

Afsluttende bemærkninger

Der har været moddemonstrationer imod højrefløjsdemonstrationerne i New York. Det er forståeligt, at folk ikke vil have, at det yderste højre tager magten i gaderne, men spørgsmålet er, om det er det, som venstrefløjen skal prioritere lige nu? Vil vi lade de højeorienterede sætte deres egne liv på spil, eller vil vi tillade dem at bringe vores i fare? Er det måden at bekæmpe dem på nu, eller kan vi organisere på andre måder imod dem?

 

Græsrodsorganisering og forberedelser er helt afgørende, hvis man skal svare igen på deres budskaber. Der er for tiden en lille gruppe fascister i gaderne; det kan fungere som kunstgræs på vegne af det yderste højre i USA. Men vi må gå imod, at de kan komme afsted med at bringe os i fare og potentielt medvirke til at øge smittespredningen (som de gør med deres demonstrationer). Vi bliver nødt til at finde nye måder at gøre det på, der hvor pandemien er lige nu, samt at diskutere bredt på venstrefløjen, hvordan vi kan isolere det yderste højre. Pandemien vil ikke vare evigt, og vi er nødt til at diskutere, hvordan og på hvilket grundlag, vi kan koordinere og udvikle et venstreorienteret svar.

 

19. april 2020

Oversat fra Socialist Resistance af Niels Overgaard Hansen

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com