content-picture.php

Lønarbejdere, som har serviceret befolkningen i USA under COVID-19-nedlukningen, gik i massestrejke 1. maj. De krævede bedre sundheds- og sikkerhedsforhold og faretillæg. Arbejderne meldte sig syge eller forlod arbejdet i deres frokostpause (for at undgå at blive fyret).

af Barry Sheppard

Deres selskaber leverer mad og andre varer, som bliver bestilt online til folk i isolation. Det indbefatter Amazon, Instacart, Whole Foods, Walmart, Target og FedEx. Selvom selskaberne tjener fedt på pandemien, så er de nærige med beskyttelse og betaling for farligt arbejde. På nogle virksomheder, såsom Amazon, arbejder man i kort afstand fra hinanden.

 

Amazons ejer, Jeff Bezos, har tjent gode penge til sig selv på virussen og er nu verdens rigeste mand. Forud for 1. maj-strejkerne havde ansatte hos Amazon i New York nedlagt arbejdet i marts, og ligeledes nedlagde 10.000 ansatte hos Instacart arbejdet. Whole Foods-ansatte stod i spidsen for en landsomfattende ”sygemelding” den 31.marts, og renovationsarbejdere i Pittsburgh og buschauffører i Detroit nedlagde også arbejdet.

 

På mere end 100 sygehuse blev der afholdt ”hold afstand”-protester, der krævede personlige værnemidler (stadig en mangelvare på dette fremskredne tidspunkt), men også for at henlede opmærksomheden på afdøde kolleger, som var faldet under kampen mod corona-pandemien.

 

Protesterne omfatter ikke bare sygeplejersker og læger, men alle de ansatte, som gør rent og løser andre opgaver for at holde et sygehus kørende.

 

Mens ansatte på sygehusene således arbejdede under voldsomt pres, var sygehusene generelt under en helt anden slags pres: Indtægterne fra bl.a. kosmetiske operationer udeblev. Det har resulteret i, at sygehussektoren i løbet af april har fyret 1,4 millioner ansatte midt i den største sundhedskrise i landets historie.

 

Der foregik også andre aktioner den 1. maj, f.eks. bilkorteger i større byer, som rejste spørgsmål af såvel lokal som national karakter. Et af disse var spørgsmålet om rettigheder for immigranter.

 

Første maj-traditionen

1. maj-tradition opstod i USA i midten af 1880’erne i forbindelse med kampen for en 8 timers arbejdsdag. Den spredte sig internationalt og blev arbejdernes internationale festdag, som blev afholdt af socialister og kommunister. USA’s herskende klasse indførte Labor Day i september som et alternativ, i tæt samforståelse med konservative fagforeningsledere. I de seneste årtier har den socialistiske bevægelse været i tilbagegang, så 1. maj forsvandt lige så stille.

 

Men 1. maj traditionen blev genoptaget i 2006 af hundredtusinder af først og fremmest latinamerikanske indvandrere, som kendte traditionen fra deres hjemlande. Det var del af en omfattende mobilisering mod et særdeles hårdhændet indvandrerfjendsk lovforslag, som blev fremsat i Kongressen på det tidspunkt (mobiliseringen resulterede i at forslaget blev trukket tilbage), men traditionen er fortsat.

 

I New York kørte en kortege forbi New Yorks guvernør Andrew Cuomos kontor og Jeff Bezos’ penthouselejlighed, mens de krævede beskyttelse af arbejdernes helbred og økonomi. På Time Square lagde demonstranter ligposer ud for at synliggøre ofrene for virussen. Byen New York er epicenter for udbruddet.

 

En aktivist fra kampagnen ”Make the Road New York”, Pedro Alvarado, udtalte til tv-stationen Democracy Now!: ”Folk kan ikke betale deres husleje”. Mennesker uden papirer får ingen penge, så de er i stand til at overleve under denne pandemi. Så vi vil sikre os, at huslejen bliver eftergivet, indtil vi ved, hvordan det hele ender.”

 

Slagterier hårdt ramt

I Fredericksburg, Pennsylvania, kørte 30 biler den 1. maj i rundkreds omkring Bell&Ewans fjerkræslagteri med krav om, at produktionen blev stoppet, indtil tilstrækkelig beskyttelse af arbejderne var sikret.

 

To dødsfald og dusinvis af COVID-19-tilfælde kunne forbindes med virksomheden. På nationalt plan har mindst 20 slagteriarbejdere, der var beskæftiget med bearbejdning af kød fra svin, kvæg og fjerkræ måttet lade livet på grund af virussen, og mere end 5.000 er blevet syge. Det virkelige antal er sandsynligvis højere på grund af manglende adgang til testning.

 

Arbejderne står tæt ved siden af hinanden og sender kødet videre ad produktionslinjen. På disse arbejdspladser har virussen gode vækstbetingelser. De fleste slagterier er på landet tæt på de gårde, som opdrætter dyrene. I mange landbrugsstater er disse slagterier blevet epicenter for smitte og dødsfald.

 

På de fleste slagterier er arbejderne latinamerikanere, herunder arbejdere uden papirer. Democracy Now! interviewede den faglige aktivist Alejandro, hvis familie arbejder på slagterier i Iowa, South Dakota og Nebraska. Han bad om kun at få sit fornavn frem for at undgå repressalier mod familien.

 

”I Iowa er der mange slagterier og andre fødevarevirksomheder. Det er meget skræmmende for min familie. Jeg har kusiner og fætre, som nu er blevet testet positive. Min søster og hendes mand er blevet testet positive for ganske nylig. Ikke en gang før epidemien […] var der sikre arbejdsforhold – meget hurtige transportbånd. Det er arbejdere, som står op i timevis, overanstrengte, med overarbejde på hverdage og ofte tvinges til weekendarbejde. Det er hårdtarbejdende folk, som er dedikerede til dette arbejde for at brødføde deres familier […] grunden til, at disse virksomheder tilbyder meget færre faglige rettigheder lige nu, er fordi de er skræmte. Jeg har talt med familier […] og de har fortalt mig, at de gerne vil arbejde, men de vil være i stand til at udføre det sikkert”.

 

Præsident Trump har netop erklæret slagterier og kødforædling som en samfundsvigtig branche og har beordret dem til at opretholde produktionen. Sindy Benavides, lederen af Forbundet af ”Forenede Latinamerikanske Borgere” fortalte til Democracy Now!:

 

”Det, Trump beder os om, er at marchere ind i slagteriet og sætte vores liv på spil […] fuldstændig tilsidesætter og annullerer en persons ret til at arbejde et sikkert sted.”

 

Trump skaber en situation for disse arbejdere, så de skal vælge mellem at arbejde i disse epicentre for infektion eller at miste deres job.

 

Lønkrav

Arbejdsnedlæggelserne er fortsat. 5. maj nedlagde renovationsarbejderne i New Orleans arbejdet. De forlangte personlige værnemidler. Derudover forlangte de en løn på 135 dollar pr dag og et faretillæg derudover på 150 dollar og desuden 7 betalte sygedage. Arbejdet havde kommunen udliciteret til Metro Service Group, som så igen har hyret dem gennem et vikarbureau. Gennem dette sindrige arrangement omgår arbejdsgiverne byrådets vedtagne politik om en løn til at leve af, som undersøgelser har fastlagt til 26 dollar i timen for at kunne forsøge en familie på 4. Arbejderne er gået i gang med at organisere en fagforening: City Waste Union. De forlanger også, at borgmesteren garanterer dem sikre arbejdsforhold og en løn til at leve af.

 

Fagforeningen har startet en underskriftindsamling til støtte for de aktionerende. Den slutter med denne appel:

 

Nogle af vores mest uundværlige arbejdere bliver ikke behandlet med den værdighed og respekt, som de fortjener. Under COVID-19 krisen arbejder New Orleans’ renovationsarbejdere lange opslidende skift under dårlige arbejdsforhold uden tilstrækkelige værnemidler og til en lav løn […] Vores renovationsarbejdere sætter deres liv på spil hver dag for at holde vores by sikker og ren, og nu må vi støtte dem, hvor de organiserer sig for deres rettigheder. (Peoples Dispatch 8. maj 2020)

 

Strejker vækker bekymring

En kendt virksomhedskonsulent advarer mod et kommende opsving i faglig aktivisme:

 

”Det er første gang siden de tidlige 80’ere, hvor jeg fornemmer en betydelig interesse fra lønmodtageres side for ”kollektive aktioner” og valg af repræsentanter fra andre partier end Demokraterne og Republikanerne,” advarer Rick Berman, en lobbyist, der i årtier har ført krig mod fagforeninger på vegne af sine forretningskunder.

 

I et nyhedsbrev til virksomhederne advarer Berman om, at ansatte på Facebook og andre platforme offentliggør deres bekymringer over at blive smittet med coronavirus på deres arbejdspladser. Denne situation har gjort det nemmere for fagforeningsaktivister at få kontakt til utilfredse arbejdere.

 

Den voksende digitale organisering og den hidtil usete stress, som pandemien har udsat arbejderne for i en hel række servicejob, sker samtidig med, at undersøgelser viser voksende støtte til faglig organisering blandt de 18-34-årige.

 

”De fleste personaleansvarlige har ingen erfaring med at håndtere et delvist oprør fra medarbejderne. Det vil sandsynligvis ske på den enkelte virksomhed, eller det kunne være faglige aktioner og bevægelser i en by eller en region,” hedder det i nyhedsbrevet.

 

Something is blowing in the wind.

 

Artiklen er forkortet, redigeret og opdateret fra Green Left Weekly af Leif Mikkelsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com