Gennem flere årtier sendte Europas store økonomier deres problemer med forurening ud af verdensdelen, ved bogstaveligt at afskibe deres affald til Kina. Da Beijing forbød denne giftige handel i 2018, burde det have fungeret som en brat opvågning – men i stedet er de store forurenere begyndt at sende affaldet til lande inden for EU, hvor lønningerne er lave og reguleringerne få.

af Jana Tsoneva

Gennem flere årtier sendte Europas store økonomier deres problemer med forurening ud af verdensdelen, ved bogstaveligt at afskibe deres affald til Kina. Da Beijing forbød denne giftige handel i 2018, burde det have fungeret som en brat opvågning – men i stedet er de store forurenere begyndt at sende affaldet til lande inden for EU, hvor lønningerne er lave og reguleringerne få.

 

Gaderne i byen Pernik i Bulgarien var fulde af vrede demonstranter, da beboerne protesterede mod den giftige luft og den illegale dræning af det lokale vandreservoir. I dette nu skrumpende industricenter kun 35 km fra Sofia viser kvalitetsmålinger af luften ofte rystende niveauer af svovldioxid på over 900 mikrogram/kubikmeter. Denne yderst giftige gas – hovedbestanddelen i syreregn, efter at have reageret med vand – skader luftvejene og er især farlig for børn og astmatikere. Skylden for den voksende forurening blev lagt på et nærliggende privatiseret kulkraftværk, der brænder affald for at imødekomme et voksende behov for opvarmning.

 

Klager her, som i andre byer, udløste snart en regeringsundersøgelse, der stillede spørgsmålet, hvorfor Bulgariens kraftværkefbrænder så meget affald af? Den fremherskende fortælling går på, at dette er en lokalt problem, og retter anklagende fingeren mod korruption og et komplot mellem myndighederne og private forretningsinteresser. Men problemet er ikke blot lokalt. Derimod bliver det fodret af Europas juridiske rammer, der tillader afbrænding af skrald – den ”cirkulære økonomi” – der ironisk tilsigter at tjene ”overgangen til et bæredygtigt samfund”.

 

Den cirkulære økonomi har som sit mål at formindske mængden af affald og er rygraden i den nyligt foreslåede ”Europæiske Grønne Deal” – imidlertid har dette mere karakter af et røgslør, der – som Yanis Varoufakis overbevisende har argumenteret for, ikke har meget at gøre med en virkelig Grøn New Deal [med henvisning til præsident Roosevelts New Deal. Den omfattende reformplan skulle rykke USA ud af 30´ernes Store Depression, dog uden et egentligt opgør med kapitalismen o.a.]. Den cirkulære økonomi tilskynder til genbrug og genanvendelse af forbrugsvarer i kraft af en restriktiv politik, som for eksempel forbud mod engangsplastik, men også med incitamenter til at effektivisere brugen af energi, genanvendelse, genanvendelse og byttemarkeder.

 

Men det europæiske direktiv, som regulerer affaldstransporten har haft en paradoksal effekt: Væksten af fysiske skraldemarkeder, der flytter affaldet til Østeuropa. Tidligere blev problemet med skrald løst ved at sende det til Kina – dengang den største modtager af skrald fra EU – men dette ændrede sig i 2018 da landet gennemførte skrappe begrænsninger af importen af skrald.  Da Kina brat stoppede denne handel, var det nødvendigt at finde alternativ afsætning for den forurening, der var ved at kvæle de velhavende europæiske lande. Skraldet og den forurening, der følger med at afbrænde det, fortsætter med at blive sendt mod øst – men nu er det ikke kinesere, men borgere i andre EU medlemsstater, der må døje med virkningerne.

 

At spille på affaldsmarkedet

Transport af skrald over grænserne indenfor EU bliver ikke betegnet som rigtig ”eksport” – det kræver faktisk ingen speciel statslig autorisation, man skal blot give myndighederne besked. Den markedsbaserede mekanisme for fjernelse af affald bygger på og forstærker de eksisterende forskelligheder inden for EU. For eksempel vurderes det, at prisen for at afbrænde affaldet i Bulgarien koster under det halve af at gøre det samme i Italien, da de bulgarske kraftværker hele tiden underbyder deres vesteuropæiske konkurrenter.

 

Samtidigt gør de lave skatter på nedgravning [deponi], kombineret med slappe reguleringer af, hvilke typer affald man må grave ned, Bulgarien til et lukrativt endemål for bortskaffelse. Denne ulige situation er muliggjort gennem Europa-Kommissionens direktiv om lossepladser fra 2017. Skønt denne har en målsætning om at udfase lossepladser hen mod 2035, så medfører Kommissionens dispensationer til de lande, som især benytter sig af lossepladser, at disse fattigere medlemslandes primitive metoder til fjernelse af skrald bliver til en konkurrencemæssig fordel for dem.

 

I december 2019 blussede en offentlig skandale op, da det italienske militærpoliti pågreb et fragttog, der indeholdt 800 tons illegalt affald med kurs mod Bulgarien. Mistanken om, at den italienske mafia (specifikt det kriminelle syndikat fra Calabrien kendt som ”Ndrangheta”) var indblandet, fik undersøgende medier og miljøorganisationer i Bulgarien til at ringe med alarmklokkerne og protestere mod, at Italien eksporterede ubehandlet og giftigt affald til landet. Italien (især de sydlige regioner) har gentagne gange haft ry for at være dårlige til at indsamle og bortskaffe affald, hvilket har fået landet til at eksportere store mængder skrald for at lette presset.

 

De opsnappede 800 tons udgør kun et enkelt tilfælde af sådanne italienske leverancer. Andre 9000 tons, der nåede Pleven sidst i 2019, gav også anledning til alvorlige bekymringer. Faktisk har miljøorganisationer og det bulgarske socialdemokrati slået alarm i hvert fald siden sommeren 2019. Og skønt 9000 tons kan lyde af meget, er det blot en dråbe i et kæmpe og ukendt hav af skrald, der flyder fra vest til øst. For eksempel hævder den undersøgende webportal Bivol, at Bulgarien er endemål for mindst 1,5 millioner tons i fremtiden, herunder den samlede mængde skrald fra Rom. Men når Bivol prøvede at få aktindsigt i, præcist hvor meget skrald, der er kommet ind i landet, har toldvæsnet kun delvist givet dem denne information. Det oplyste, at 538 firmaer importerer skrald fra lande udenfor EU, men nægtede at oplyse nærmere detaljer med henvisning til, at man ikke mente, at Bivol opfyldte kravet om ”offentlig interesse”, og at der var tale om forretningshemmeligheder. For deres del benægtede Ministeriet for Miljø og Vand, at det lå inde med detaljer om leverancen på de 800 ton.

 

Miljøorganisationer i Bulgarien har gentagne gange opfordret til mere gennemsigtighed, men uden held. Den form for mørkelægning af information synes at blive gjort lettere af EU Kommissionens regler, der kun opfatter affald som ”importeret”, når det stammer fra ikke-medlems stater.

 

Staten ”undersøger”

Leverancen til Pleven fik klokkerne til at ringe, fordi miljøaktivister rapporterer, at skraldet – der skulle have været sorteret og klar til genanvendelse – blev læsset af på en mark uden elektricitet eller adgang til vand, hvilket rejste mistanken om, at der reelt var tale om en illegal losseplads. Ved en inspektion fandt myndighederne, at de korrekte papirer for affaldet var til stede. Forargelsen fik imidlertid den bulgarske premierminister Boyko Borissov til at love at gennemføre yderligere undersøgelser af firmaer, der importerer affalds og true med at internere korrupte embedsmænd i Belene – Bulgariens berygtede koncentrationslejr fra Stalin tiden, nu et mindesmærke, som afholder højtidelige anti-kommunistiske mindeceremonier.

 

Derudover beslaglagde den bulgarske regering 25 italienske skibscontainere i Varna havn, og Borissov foreslog et midlertidigt stop for affaldsimport, hvilket bizart nok fremkaldte et protestbrev fra foreninger, der importerer genbrugstøj. Borissov forsikrede dem om, at staten aldrig har betragtet genbrugstøj som ”skrald”, men dette synes at stå i modsætning til hensigten hos leverandørerne i denne branche. Ministeren for Miljø og Vand, Emil Dimitrov, der repræsenterer partiet Forenede Patrioter fra det yderste højre, protesterede mod dette stop og hævdede, at det var i strid med princippet om det frie marked.

 

Da de 800 tons ikke kunne genbruges, afslørede den undersøgende journalist Dimitar Stoyanov, at hensigten var illegal dumpning eller afbrænding. Han mistænkte, at den tiltænkte modtager var Hristo Kovachi, en af de rigeste forretningsmænd i Bulgarien, der har skabt sin formue gennem at privatisere statsejede kraftværker og kulminer.

 

Et univers af skrald

Miljøaktivister og eksperter hævder, at Kovachis brunkulsfyrede kraftværker tilbage fra den ”kommunistiske” periode ikke er egnede til afbrænding af affald eller brændstof oparbejdet fra affald (refuse-derived fuel (RDF)), men han opnåede alligevel tilladelse fra staten til affaldsafbrænding, skønt han ikke havde foretaget de vurderinger af de sociale og økologisk følgevirkninger, som ellers kræves. Kritikerne hævder, at dette kun er muligt, fordi Kovachi nyder beskyttelse fra folk placeret på højeste niveau i regeringen og statsadministrationen. Ministeriet for Miljø og Vand forsikrede offentligheden om, at Kovachis kraftværker ikke udleder giftig forurening ud over de normale niveauer, hvilket styrker troværdigheden af anklagerne om et komplot. Som nogle miljøfolk hævder, er dette ikke muligt, da hans værker blev bygget for over halvtreds år siden for udelukkende at fyre med brunkul.

 

Kovachi har længe været i søgelyset for grove overtrædelser af arbejdsmarkeds- og miljømæssige regler. For eksempel blev Lider (nu Det Bulgarske Demokratiske Centrum), et kortvarigt partiprojekt uden folkelig forankring, som han grundlagde, berygtet for at presse arbejderne på et af hans kraftværker til at stemme på partiet eller risikere at sulte. For at sikre sig høj stemmedeltagelse indførte det Kovachi-ejede supermarked – som var det eneste sted, hans arbejdere kunne indløse deres madbilletter – alvorlige begrænsninger i sine basisvarer, og mange arbejdere, der ikke lystrede, blev truet med fyring. Ifølge et lækket telegram fra den amerikanske ambassade fik Kovachi i sin tid sin startkapital af Konstantin Dimitrov, en berygtet økonomisk kriminel, som blev snigmyrdet i fuld offentlighed af rivaliserende mafiabander i 2003.

 

Da kul bliver dyrere på grund af europæiske CO2-afgifter, synes Kovachi at bevæge sig ind i affaldsbranchen. Trash Universe, et kæmpe importfirma med forbindelser til Kovachi, har planer om at importere 1,5 millioner tons afffald. Bivols undersøgelse nåede frem til, at det samarbejdede tæt med Sergio Gozza, en tvivlsom forretningsmand, som indtil for nylig har fodret rumænske cementfabrikker med en uendelig mængde italiensk affald. Efter at Rumænien strammede sine regler, blev sendinger omdirigeret til Bulgarien på grund af landets mere erhvervsvenlige klima og slappe miljøregler (f.eks. er det kun værker, der afbrænder op imod 100 tons affald om dagen, der er tvunget til at gennemføre vurderinger af miljøpåvirkningerne, ligesom Bulgariens lov om affaldshåndtering sikrer særdeles frie rammer for firmaer, der importer og behandler affald).

 

Men i takt med at skandalen begyndte at fylde i mediernes overskrifter, var staten tvunget til at sende nogle af de italienske containere tilbage. Forklaringen, som blev givet på dette, var, at eksportøren havde påstået, at de indeholdt plastik og gummi, medens containerne i virkeligheden indeholdt alle former for usorteret kommunalt affald, der var uegnet til afbrænding. Når det drejer sig om den bulgarske stat, er der ikke noget problem med at importere skrald – med mindre man opdager nogle uregelmæssigheder i papirarbejdet.

 

Hent affaldet hjem

Vinklingen om den illegale dumpning som et mafiaproblem dominerer diskussion om bortskaffelsen af det europæiske affald til Bulgarien. Skønt mafiaen utvivlsomt er indblandet, så ser en sådan vinkel bort fra det omfang, i hvilket det ikke blot er lovligt at brænde affald i lavindkomstlande med slappe miljøregler, men at dette bliver aktivt opmuntret af idéen om ”cirkulær økonomi” og det grundlæggende princip i EU om fri bevægelighed af varer, kapital og arbejdskraft.

 

For eksempel sagde ledelsen af Republika-kraftværket (ejet af Kovachi), da indbyggerne i Pernik protesterede, at indførelsen af biobrændsel og RDF bliver fremmet gennem regeringens nationale investeringsplan og er fuldt på linje med de europæiske direktiver, der tilskynder til udvidelse af handelen med CO2 udledningskvoter. Dette er fuldstændigt sandt. Det Europæiske Råd tilskyndede officielt til, at ”Kommissionen overvejer, hvorledes bevægeligheden for affald til genanvendelse kan gøres lettere inden for Unionen”, med henblik på at udnytte prisforskellene inden for EU. Det grundlæggende princip om bevægelighed af kapital, varer og arbejdskraft bør udtrykkeligt opdateres til også at nævne cirkulationen af skrald.

 

Som den tidligere miljøminister Neno Dimov – en klimafornægter fra det yderste højre, der blev fyret for at stå i spidsen for tømningen af Studena-vandreservoiret – udtalte, så afbrænder Bulgarien ikke nok importeret affald, ”kun 3 procent”. For sin del understregede den nye miljø og vandminister pointen om, at import af affald og RDF er uundgåeligt, endnu mere brutalt. Da endnu flere protester brød ud, fornærmede han uden videre indbyggerne i Pernik, og sagde til dem: ”Hvis I ikke kan lide RDF, så placer affaldet i jeres egne haver”.

 

Den seneste skandale i Bulgarien om affaldsimport sætter fokus på den sociale og miljømæssige pris for en markedsbaseret løsning af Europas affaldsproblemer og den ulighed, som Europas roste ”grønne cirkulære økonomi” hviler på. Hvem kan bebrejde de firmaer, som indgår i denne affaldsforretning? Når alt kommer til alt, så rager havne og transportfirmaer fragtomkostninger til sig; og cementfabrikker og kraftværker får ikke bare gratis brændstof, men bliver betalt for afbrændingen af skrald – og sparer endog penge, fordi EU betragter RDF som værende ”CO2-neutal” og belønner det med rabat på udledningsafgifter. I mellemtiden hoster staten op med endnu højere priser for den elektricitet, der produceres gennem RDF-afbrænding for at stimulere ”vedvarende energiressourcer”, og velhavende lande som Italien slipper af med sine skraldebjerge til tilbudspris.

 

Det er en win-win-forretning for alle involverede – undtagen naturen og de lokale beboere, som er tvunget til at indånde giftig forurening, der skabes af den ”cirkulære økonomi”. Meget tyder på, at det at udvide affaldsmarkederne som en løsning på forureningen rent faktisk ikke løser problemet, men bare flytter det til billigere lande, hvis miljømæssige og sociale trivsel kan ofres for at kunne holde de vigtigste europæiske stater ”grønne”. Problemet vil sandsynligvis blot blive værre, med den tendens som hersker i den fossile industri til at udvide produktionen af plastik for at kompensere for tabet af indtægter, som fracking boomet har forårsaget.

 

Markedet har vist sig sørgeligt ude af stand til at klare vores forureningsproblemer. Rent faktisk gør det dem bare større. I stedet for skraldemarkeder har vi brug for hurtigt at begrænse skodproduktion, der skodder planeten for profit. Dette kræver drabelige begrænsninger på produktionen af brug og smid væk-varer, planlagt forældelse, og tendensen til overproduktion i sektorer med høj gennemstrømning af varer som for eksempel ”hurtig” (men også almindelig) mode. Det er helt tosset, at kæmpe mængder af nyt tøj ikke engang når at komme frem i butikkerne, men ryger direkte til forbrænding eller på lossepladser for at fastholde prisen på og prestigen ved de sidste produkter.

 

Denne form for overproduktion er indbygget i kapitalismen – og den forældede model for industrialisering, som den historisk blev opbygget gennem. Hvis den Europæiske Grønne Deal skal blive ægte grøn, så må markedsmekanismer tages ud af ligningen.

 

 

Oversat fra Jacobin Magazine af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com